Hvad er identitetspolitik, og hvorfor er det så omdiskuteret, når alle tilsyneladende er trætte af at snakke om det? Daniela Krtsch: 'Loss of Identity' (2017)
7 min. læsetid

For mange mennesker på både højre- og venstrefløjen er ‘identitetspolitik’ noget af det værste. Det lugter af noget selvretfærdigt, akademisk og ligegyldigt, som bruges til at holde dem nede, der ikke har læst kønsstudier eller er med i ultra-woke twitterfællesskaber. Men identitetspolitik er sådan set ikke noget nyt.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Pernille Loumann

Identitetspolitik er blevet en betegnelse, man kan bruge om alt det trælse, nogle RUC-studerende prøver at belære almindelige mennesker om, men som alligevel ikke er til at få en endelig afklaring på: Må man klæde sig ud som mexicaner? Må man sige ”eskimo”? Skal omklædningsrum være kønsneutrale? Skal det hedde ”forperson”? Må hvide mennesker have dreadlocks? Alt sammen er det spørgsmål, som inden for det seneste årti er blevet omdrejningspunkt for et utal af ophedede debatter. Og som mange mennesker er godt og grundigt trætte af.    

Men identitetspolitik er sådan set ikke noget nyt. Man kan sige, at al politik der sigter mod, at forskellige minoriteter bliver anerkendt og lyttet til, er identitetspolitik. At homoseksuelle par kan gifte sig. At der kan blive taget hensyn til religiøse minoriteter på en arbejdsplads. At der er handicapadgang til offentlige bygninger. At man ikke skal udsættes for chikane eller nedsættende tilråb, fordi man har en anden hudfarve eller seksualitet end majoriteten. At etniske minoriteter også er repræsenteret i medierne.

Det er kampe, som traditionelt har været vigtige for venstrefløjen. Men hvorfor er også mennesker på venstrefløjen så blevet så trætte af identitetspolitik? 

Når sproget umuliggør debat

Én faktor kan være det meget indviklede og omfattende begrebsapparat, der knytter sig til identitetspolitik. Det er anstrengende, når det forventes, at man forstår, hvad cis-kønnet, non-binær, racialiseret, kulturel appropriation og heteronormativ betyder, før man kan deltage i debatten. Det er et problem, jeg mener, man er nødt til at tage alvorligt. Selvom det er vigtigt at anerkende, at mange af de begreber tjener til at legitimere og forklare minoriteters oplevelse af undertrykkelse og eksklusion, er det også vigtigt at anerkende, at rigtig mange mennesker – også minoriteter – simpelthen ikke har en jordisk chance for at forstå, hvad der tales om.

Det burde være et ideal for venstrefløjen, at så mange som muligt kan deltage i debatten om deres egne livsforhold. Enhedslisten udviklede til eksempel i 2015 valgmateriale, som var henholdsvis tegnsprogs-tolket, trykt i punktskrift og formuleret let forståeligt for udviklingshæmmede – det er også identitetspolitik!

Ubehaget ved at se egne privilegier

En anden forklaring på venstrefløjens modvilje mod identitetspolitik, som vi bliver nødt til at tale om, er simpelthen dén, at det er ubehageligt at blive konfronteret med, at man selv har haft det nemmere i livet end andre, og samtidig været uopmærksom på andres oplevelse af undertrykkelse og eksklusion. 

Hvis man selv er en heteroseksuel kvinde, kan det virke ligegyldigt, at pjecerne fra jordemoderen hele tiden taler om ”moderen” og ”faderen”, og det er sårende, når ens gravide, lesbiske veninde påtaler det, og får én til at fremstå som om, man er fuldkommen uoplyst. Men det er altså den skam, man lige må bære i fem minutter for at indse, at det er dybt ubehageligt for lesbiske kvinder at blive mødt af et sundhedsvæsen, der ikke anerkender deres identitet. 

… det er ubehageligt at blive konfronteret med, at man selv har haft det nemmere i livet end andre – og samtidig været uopmærksom på andres oplevelse af undertrykkelse og eksklusion.

+

Hvis man selv er en hvid, mandlig journalist, tænker man ikke over, at det er meget få af de kilder, der optræder i ens avis, som er kvinder, etniske minoriteter eller arbejdere, og hvis nogen påpeger det, føler man sig nærmest anklaget for at være en slags fascist. ”Det er jo overhovedet ikke noget, vi har tænkt på!” forsvarer man sig. Og nej, det er netop hele problemet. Derfor har du brug for kvinder og etniske minoriteter til at fortælle dig, at det er et kæmpe problem, at de så sjældent kan se sig repræsenteret i medierne. Din kortvarige fornærmelse kan forhåbentlig blive omsat til en større bevidsthed om det problem.

Axel Honneth og kampen om anerkendelse

Da jeg i begyndelsen af nullerne læste til socialrådgiver, var alle meget optagede af den tyske filosof Axel Honneth og hans teori om anerkendelse. Dengang kendte man ikke udtrykket identitetspolitik – og godt for det, for dengang lød det for de fleste indlysende fornuftigt, at menneskers identitet er afhængig af andres anerkendelse, og at det kun kan betyde noget positivt, at så mange som muligt oplever, at den måde, de opfatter sig selv, anerkendes af samfundet omkring dem. 

Honneth mener, at menneskets evne til at fungere er afhængig af anerkendelse fra andre, og at menneskets identitet først bliver virkelig gennem anerkendelse. Med anerkendelse mener Honneth både anerkendelse i primære menneskelige relationer, juridisk anerkendelse og samfundets værdsættelse af ens særegne livsform. Centralt i hans teori er også, at anerkendelse ikke er noget, der på forhånd er givet, men noget der skal kæmpes for, og som ofte udspringer af en række krænkelser. Politiske kampe, der udspringer af krænkelser – og som omdefinerer, hvad der giver anseelse i samfundet – kan betragtes som succesfulde kampe om anerkendelse. De kampe er med til at skabe udvikling i samfundet. Honneth nævner kvinder og etniske minoriteter som eksempler på grupper, der har ført succesfulde kampe om anerkendelse, som har medvirket til, at samfundet har bevæget sig i en mere solidarisk retning.

Man kan altså forstå det som en demokratisering af anerkendelse, at grupper, der tidligere har været usynliggjort eller undertrykt, får mulighed for at blive anerkendt i sociale sammenhænge, i vores institutioner og vores retssamfund. Det er udtryk for et samfund med overskud, der kan rumme forskellighed. Og det er ikke ligegyldigt.  

Den tyske sociolog Axel Honneths teorier om anerkendelse var populære før begrebet identitetspolitik blev udbredt. Måske har de to ting meget til fælles, skriver Pernille Loumann. Foto: SPÖ Presse und Kommunikation

Ligestilling, antiracisme og solidaritet med udsatte grupper ER identitetspolitik

Måske er det efterhånden først og fremmest det anstrengende ord ”identitetspolitik,” der spænder ben for en fornuftig samtale om de her emner. Det er da også påfaldende, at det primært er mennesker, der synes, det er noget pjat, som bruger udtrykket. Er der overhovedet nogen ved deres fulde fem, som stiller sig frem og siger: ”Jeg går vildt meget op i identitetspolitik”? Det ville være som at indrømme, man var krænkelses-parat.

I stedet synes jeg, vi skal bruge krudtet på at fortsætte arbejdet for ligestilling, antiracisme og solidaritet med udsatte grupper, både i det store og det små. Det er vigtigt, at minoriteter har formelle rettigheder, men det er også vigtigt, at de oplever social værdsættelse, og at deres livsstil og levemåde anerkendes, selvom det betyder, vi andre skal tænke mere over vores sprogbrug og vores udklædning til fastelavn.     


Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro.

Læs mere af Pernille Loumann