Ikke helt til Vladivostok

Det er tydeligvis ikke på grund af mangel på interesse, at den danske venstrefløjs diskussion om sikkerhedspolitik kun langsomt kommer fra start. Mange interesserede var mødt op for at følge diskussionen blandt deltagerne i det panel Institut for Marxistisk Analyse havde inviteret d. 4. april.

Den tyske aktivist Peter Wahl var ankommet helt fra Tyskland. Han havde samme dag været til stede ved receptionen for den danske oversættelse af hans bog Krigen og Venstrefløjen. Professor Ole Wæver og professor emeritus Henning Salling Olesen havde indfundet sig på podiet sammen med tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Eva Flyvholm.

Institut for Marxistisk Analyses Rolf Czeskleba Dupont satte rammerne for aftenens diskussion og forklarede arrangørernes tanker med mødets overskrift: Sikkerhedspolitik fra Lissabon til Vladivostok.

En verden med flere centre

Peter Wahl indledte diskussionen med den sobre betragtning om, at det, der styrer internationale relationer, stadig er den rene skære magtpolitik. Intet andet land spiller her en så ledende rolle som USA. Militært, økonomisk, teknologisk, diplomatisk og kulturelt.

Andre lande begynder efterhånden at indtage stærkere positioner på den verdenspolitiske scene, men ingen af dem kan checke alle fem kasser af på samme måde, som amerikanerne kan.

Selvom amerikanerne har en klart formuleret politik om, at der ikke regionalt i Eurasien må opstå et magtcentrum, der er uafhængigt af dem, trækker udviklingen utvivlsomt i den retning. Efter den kolde krigs polaritet og 1990’ernes unipolaritet er vi på vej ind i en multipolær verdensorden.

Det er skræmmende tider, for ingen af os har nogensinde levet i en sådan tid. De historiske erfaringer viser desværre også, at overgangssituationer, som den vi befinder os i, ofte præges af krige.

Vores egen verdensdel tager også højde for den nye situation. I den multipolære verden vil EU gerne spille en ledende rolle, hvilket Peter Wahl dog ikke ser som en realistisk mulighed. Derfor er det også så vigtigt for venstrefløjen at modgå alle forsøg på opbyggelsen af en europæisk hær. EU skulle i stedet omdannes til at blive en kraft for fred og en magt, der gennem forhandlingsløsninger forsøger at skabe stabilitet på kontinentet og i resten af verden.

Ikke længere den kolde krig

Ole Wæver tog fat i diskussionen om skiftet væk fra den kolde krigs geopolitiske magtfordeling. Han påpegede vigtige forskelle med situationen dengang. Den første er, at Rusland på ingen måde er så stærkt, som Sovjetunionen var. De kan f.eks. ikke kæmpe krigen i Ukraine uden massiv støtte fra Kina.

Vi kommer heller ikke til at se den opsplitning af livsverdener, som vi kendte dengang. Globaliseringen har betydet, at selvom vi ikke har fuld indsigt i, hvad der sker i Kina, så ved vi nogenlunde, hvad der foregår socialt og kulturelt.

Afgørende for den nuværende situation er det også, at det at kunne udøve lederskab ikke kan begrænse sig til det militære område. Resten af verdens lande forventer, at den, der vil indtage en hegemonisk position, også kommer med svar på verdensomspændende udfordringer som f.eks. klimakrisen eller udfordringerne ved kunstig intelligens.

Selvtillid i Syden

Vi oplever for tiden en postkolonial vending. De tidligere udviklingslande vil ikke længere affinde sig med, at de tidligere koloniherrer lader som om de lytter til deres bekymringer. Ved ikke at stemme for Vestens resolutioner vendt mod Rusland viste de, at de ikke tamt følger med, men har selvstændige interesser at forsvare.

Vesten lovede bedring og at udvise større respekt end tidligere. Så kom krigen i Gaza, og for det globale syd blev det endnu engang klart, at internationale regler ikke gælder for alle, og at hykleriet er stærkere end Vestens løfter til dem. Sydafrikas rolle i at anklage Israel for den internationale domstol i Haag er meget sigende for den udvikling vi står i.

Krigen i Ukraine

Professor Wæver er opmærksom på en række punkter, når det gælder krigen i Ukraine. Det gælder f.eks. oprustningssnakken. For det er rigtigt, at der er områder af det europæiske forsvar, som halter, men samtidig har europæerne langt større militærbudgetter end russerne. Løsningen er derfor ikke bare at investere derudad. Investeringerne må være præcist rettede på at sikre stabiliteten og ikke bestå i offensive våben, der eskalerer situationen.

I tilbageblik er det tydeligt, hvor tåbeligt det var, at Vesten ikke tog Rusland seriøst i 1990’erne og 00’erne. Men det er ikke en situation, man kan ændre nu. Wæver havde indtil for et par år siden håbet, at man kunne rette op på situationen, men det tror han ikke længere er muligt.

I dag kan der derfor ikke være tale om en egentlig europæisk sikkerhedsarkitektur. Målet må i stedet være en stabilisering af situationen i Ukraine for derved at opnå stabilitet i Europa.

I selve krigen er der tre mulige udfald. Hverken kollaps i Kyiv eller Moskva forekommer særligt realistiske. Derfor er det mest realistiske udfald nok en stilstand i krigens udvikling. Det vil være at foretrække, fordi det vil koste færrest menneskeliv.

Den situation vi kan se frem til, er derfor ikke en fredsslutning, men i stedet en situation, som vi kender den fra Korea, hvor der ikke er sluttet fred, men krigshandlingerne er ophørt.

Et usundt forhold

Henning Salling Olesen – som ved siden af sine akademiske meritter er talsperson i NGOen ’Nej til Oprustning, Ja til bæredygtig sikkerhedspolitik’ – talte imod den polariserede forståelse, der hurtigt kan opstå i diskussionen. På den ene side er der folk, der taler om fred for en hver pris, fordi det at redde menneskeliv er altoverskyggende, mens der på den anden side er folk, som argumenterer for international orden, fordi det er grundlaget for stabilitet.

Denne opdeling forhindrer os i at tænke, og den splitter os ad. Begge dele er farlige i den nuværende situation. Virkeligheden er mere kompliceret. Det er ikke kun en udfordring for venstrefløjen, men for hele verden.

Var det Hamas eller Israel der startede krigen? Var det Rusland eller Nato? Det er ikke intelligente spørgsmål og slører situationernes kompleksitet.

Kompleksiteten viser sig også i Vestens tidligere stillingtagen til Rusland. Den politik, der er ført i vores lande, har været bidragende til, at Rusland har udviklet sig, som det har udviklet sig. Den har gjort Rusland til et land, som primært sælger sine råstoffer, hvorefter indtægten stjæles af oligarkerne, som igen tager dette med til London, hvor de investerer det på det vestlige marked.

For at befolkningen i Rusland skal styrkes, kræver det, at vi hjælper landet ind på en anden økonomisk udvikling, f.eks. gennem en europæisk udviklingsaftale. Her er Henning Salling-Olesen enig med Ole Wæver. Det kan ikke ske lige nu, men det må være det perspektiv, vi sigter efter.

Alliancer på menneskerettigheder og klima

Eva Flyvholm tog udgangspunkt i den horrible situation i Gaza, som udstiller det enorme hykleri, når man taler om international orden. Situationen er en understregning af, hvor vigtigt det er, at venstrefløjen forsvarer menneskerettigheder under alle omstændigheder – uagtet hvilken stormagt der skænder dem.

Det gælder behandlingen af palæstinenserne, behandlingen af uihgurerne og behandlingen af ukrainerne. Her ligger muligheden for, at Vesten kan vinde anerkendelse i det globale syds øjne.

Også på klimakampens område ligger der for venstrefløjen en oplagt alliance med landene i det globale syd. Det er ikke mindst afgørende, fordi klimaforandringer og krige i de kommende år vil spille langt mere ind i hinanden.

Arktis

Arktis er sådan et potentielt konfliktområde. En stor del af det arktiske område strækker sig over den russiske kyst. I forlængelse af professor Wævers tidligere fokus på regionale aktører talte Flyvholm for, at vores primære fokus måtte ligge i dette område.

Udviklingen af en venstreorienteret sikkerhedspolitik er de seneste år sket under pres. Nu har vi muligheden for at tænke mere strategisk – ikke mindst over, hvilken type af forsvar vi ønsker os. Her er svenskerne og nordmændene længere fremme med at have klare ønsker til hvad der skal investeres i, og hvilke investeringer der kun vil bidrage til usikkerhed.

Professor Wæver greb muligheden for her at kommentere på den grønlandske situation. Han ser i landet en mulighed for faktisk at få ført en ansvarlig sikkerhedspolitik i Arktis. For, som han gjorde opmærksom på, er Grønland på mange områder langt mere progressivt end Danmark.

Freden

Diskussionen fortsatte derefter om, hvordan stabiliteten bedst kunne sikres.

Her blev det blandt andet diskuteret, hvorvidt en Ukrainsk optagelse i EU vil kunne sikre landet mod en revanchistisk politik, der kun fokuserede på at genvinde tabt land, hvordan våbenleverancer kunne spille sammen med diplomatiske krav, og hvilke tiltag der kunne være med til at genskabe den tillid, som i dag er ikkeeksisterende.

Freden er et svært projekt, og det kræver opbygning af tillid gennem små tiltag. Hvis ikke venstrefløjen kan vise en vej for, at tilliden kan genskabes, er der lang vej til at stabilisere forholdene i Europa og de mange andre steder, hvor der for tiden er krige.

Institut for Marxistisk Analyse håber at have bidraget lidt til denne afklaring.

Instituttet takker alle oplægsholdere og takker Rød fond, 15. september fonden og Enhedslisten København for støtte til arrangementet.

Teksten er først bragt på Institut for Marxistisk Analyses hjemmeside. Her kan du også lytte til de forskellige oplægsholdere.