9 min. læsetid

Det socialdemokratiske parti er ifølge dagens kronik mindet om en svunden tid. Dets bagland klinger sig til en forestilling om, at man kan genrejse de socialdemokratiske værdier, men forholder sig ikke til partiets rolle i at have afviklet den danske velfærdsmodel.


Af Jan Hoby

Det socialdemokratiske bagland har stigende forhåbninger og krav til den kommende socialdemokratiske regering, selvom partiets folketingsgruppe faktisk er mere i opposition til oppositionen end til regeringen. Frederiksen & co. har stemt med Venstre på 90,55 procent af alle lovforslag siden magten skiftede i 2015.

Det spiller åbenbart ikke den store rolle for flertallet i det socialdemokratiske bagland. For metaltrætheden med Lars Løkke og hans amatøragtige og dybt skadelige regeringsførelse har gjort, at alt andet end VLAK er bedre. Derfor peger man stadig på en statsministerkandidat fra et parti, der har gennemført drakoniske arbejdsmarkedsreformer, og som har stået last og brast med ‘nødvendighedens politik’ siden 1993.

Desperationen i det socialdemokratiske bagland gør, at man er villig til at acceptere selv det største fatamorgana, nemlig Socialdemokratiets uambitiøse og utilstrækkelige pensionsudspil. Der er ikke kun tale om socialdemokratiske partisoldater eller socialdemokratiske wannabe venstreorienterede. Nej, langt ud på venstrefløjen og ind i fagbevægelsen er der opbygget forventninger, forhåbninger og utopier i forhold til den kommende socialdemokratiske regering.

Det socialdemokratiske bagland er nemlig langt større end Socialdemokratiet. Det socialdemokratiske bagland er alle dem, der uanset deres frustration, skuffelse og knuste drømme ikke kan forstille sig et politisk landskab eller en arbejderbevægelse og rød blok uden Socialdemokratiet. Socialistisk Folkeparti er selve indbegrebet af det socialdemokratiske bagland. Et parti, som de facto er ophørt med at være et selvstændigt parti med et selvstændigt projek, og som i stedet har valgt at være Socialdemokratiets støttegruppe i tykt og tyndt.

En svunden tid

Hvor stor illusionen er hos SFerne, illustreres på fornemste vis i Kritisk Debat den 25. februar 2019. Mandagskommentaren er oppe på den helt store ideologiske klinge i beskrivelsen af Socialdemokratiets pensionsudspil, der beskrives som ”en udfordring af et neoliberalt dogme, som har domineret dansk og europæisk politik i en lang årrække”. Så sølle tre milliarder kroner til at skabe et brud med nyliberalismen?  Det er rødvaskning, der vil noget.

Følelsen af at være en del af det socialdemokratiske bagland findes også i dele af Enhedslisten. Det er et historisk åg, som er et produkt af venstrefløjens position i forhold til Socialdemokratiet i det 20. århundrede. Alt handlede om at presse Socialdemokratiet til venstre igennem folkefront, enhedsfront og udenomsparlamentariske bevægelser. Det er udtryk for et politisk Stockholmsyndrom, som har store konsekvenser for venstrefløjens politiske, strategiske og taktiske muligheder for at udvikle sig til massepartier for de mange og erstatte socialdemokratiernes som arbejderklassens førstevælger på valgdagen og kampdagen. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa.

Sagen er nemlig den, at Socialdemokratiet i det 21. århundrede ikke har andet end navnet og minderne om en svunden tid, der aldrig kommer tilbage, til fælles med det arbejderparti, der engang kæmpede for lønmodtagerrettigheder og social sikkerhed.

De socialdemokratiske partier fik den historiske rolle at administrere klassekompromiset. Men når magtforholdene forskydes og kapitalen får overtaget, så der ikke er magt på lønmodtagersiden til at sikre social sikkerhed og tilstrækkelige velfærdsydelser, følger udstødning, fattigdom og sundhedsproblemer. Socialdemokratiets krise er først og fremmest et studie i reformismens krise og dermed i klassekompromisets krise.

Et plaster på en brækket ryg

I dag er virkeligheden en anden. Siden 1993 har socialdemokraterne uden tvivl været den mest betydningsfulde politiske aktør bag afviklingen af den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsstat. Led for led har Socialdemokratiet tilsluttet sig den nyliberale verdensorden i ideologisk, politisk og økonomisk forstand, og i 1993 gjorde Poul Nyrup Rasmussen det til sin egen velfærdsstrategi. Siden har Socialdemokratiet været på en rejse fra keynesianisme til nyliberal udbudsøkonomi.

Fortællingen om Socialdemokratiet som den danske models sande vogter er falsk. Der går en lige linje fra Poul Nyrup Rasmussen i 1993 til Mette Frederiksen i 2019. Og det er i den optik, man bliver nødt til kritisk at vurdere Socialdemokratiets uambitiøse og utilstrækkelige pensionsudspil. Socialdemokratiet håbede, at man kunne lægge fortiden bag sig med et pensionsudspil for arbejdsmarkedets allermest nedslidte lønarbejdere. Det tog dog ikke mange uger før det stod klart, at forslaget er oversolgt i en sådan grad, at det tangerer vælgerbedrag. Det stiller hundredtusindvis af nedslidte lønarbejdere noget i udsigt, som Socialdemokratiet aldrig har tænkt sig at levere. Og jo længere tid der er gået, jo værre er det gået for forsøget på at fremstå som alle nedslidte lønarbejderes redning.

For jo mere der graves i Socialdemokratiets pensionsudspil, jo mere går glansen af Sankt Gertrud. Den 22. januar i år kan man læse i Morgenavisen Jyllands-Posten, at ”Socialdemokratiet har afsat tre milliarder kroner til at finansiere den tidlige folkepension. Halvdelen skaffes ved at kræve et »ekstra samfundsbidrag fra den finansielle sektor«, som det hedder i udspillet. Det kan f.eks. være en særlig skat på det, som partiet kalder »overdreven spekulation«. Derudover skal 1,5 mia. kr. komme fra partiets udspil om økonomisk ulighed. Her hentes pengene bl.a. ved at begrænse virksomheders fradragsmulighed for lønninger over 10 mio. kr. om året. Derudover vil S øge beskatningen på aktie- og kapitalindkomst.

De tre milliarder kroner vil ifølge Socialdemokratiet betyde, at omkring 7.000 af en årgang på 40.000 personer, der stadig er i arbejdsstyrken, kan gå tre år tidligere på pension. Der vil med andre ord være mange nedslidte lønarbejdere i den private og offentlige sektor, der bliver slemt skuffede. Nye tal fra finansministeriet sår også tvivl om effekten af Mette Frederiksens planer om en tidligere tilbagetrækning for nedslidte danskere. I et svar fra Finansministeriet til Folketingets Finansudvalg viser nye beregninger, at det reelt er færre end halvdelen af de 7000 personer, som kan gå på folkepension tre år før tid, som Mette Frederiksen og Socialdemokratiet flere gange har påstået vil være resultatet, hvis deres forslag om en differentieret pensionsalder bliver til virkelighed.  Socialdemokratiets tre milliarder kroner vil altså kun få betydning for cirka 2.850 fuldtidsbeskæftigede per årgang.

Socialdemokratiets forslag er ikke i nærheden af at rode bod på al den skade, der er påført arbejderklassen i dette land, tværtimod. Partiets forslag er som et plaster på en brækket ryg, og giver falske forhåbninger til hundredtusindvis af nedslidte lønarbejdere i den offentlige og private sektor som tror, at der er lys for enden af tunnelen.

Socialdemokratiet prøver med sit nye pensionsudspil at opretholde en illusion om, at det fortsat er arbejderklassens parti. Det mener dagens kronikør, der kalder udspillet ‘oversolgt’ og ‘tangerende vælgerbedrag.
Foto: Adobe Stock

Ophæv Velfærdsforliget

Et folketingsvalg om pension er godt, for meget er galt med arbejdslivet, arbejdsmiljøet og nedslidningen i Danmark. Brutaliseringen er sat i system under nyliberalismens regime, og Ifølge Sundhedsstyrelsen er ni procent af alle danskere ofte stressede, mens 34 procent af og til er stressede. Psykisk arbejdsbelastning er årsag til tab i danskernes middellevetid på 6-7 måneder, en million fraværsdage om året og ca. 855 millioner kroner i merforbrug i sundhedsvæsenet på årsbasis.

Hvad har de gamle magtpartier, herunder Socialdemokratiet, gjort ved det? De har fjernet efterlønnen, så de fysisk og psykisk nedslidte har mistet muligheden for en værdig og tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. De har forringet dagpengesystemet. De har forringet fleksjobordningen, så det bliver vanskeligere at få arbejde, hvis du ikke kan klare de normale arbejdskrav. De har forringet førtidspensionsmulighederne, så de, der ikke kan klare sig på det normale arbejdsmarked, bliver smidt rundt i forskellige udsigtsløse ordninger eller ender på kontanthjælp. Og som rosinen i enden hævede de gamle partier med velfærdsforliget fra 2006 pensionsalderen, så flere ældre vil blive nedslidt på arbejdsmarkedet, fordi de fysisk eller psykisk ikke længere kan klare deres arbejde.

Så det er ikke uden grund, at en ny måling fra Megafon viser, at 91 procent af de adspurgte mener, at nedslidte bør kunne gå på pension før tid. Det betyder, at alle partierne er under maksimalt pres for at levere resultater lige efter folketingsvalget.

Derfor et det bydende nødvendigt, i lyset af et kommende folketingsvalg, at presset for at ophæve Velfærdsforliget og for at sikre ens og fair pensionsalder for alle først og fremmest skal lægges på Socialdemokratiet, for et pres på Socialdemokratiet er et pres på Dansk Folkeparti. Folketingsvalgets vigtigste krav bliver et stop for den automatisk stigende pensionsalder. Det kræver, at venstrefløjen og den faglige venstrefløj ikke ryster på hånden og tøver med at øge presset på Socialdemokratiet. Uanset om det så bliver strået, der knækker Socialdemokratiets ryg, og forkorter Mette Frederiksen tid i statsministeriet. Vi har ikke råd til et uværdigt arbejds- og seniorliv. Men vi har mere end råd til et værdigt arbejds- og seniorliv for alle.

Mindre Frederiksen, mere Corbyn og Sanders

Den danske venstrefløj skal komme ud af socialdemokratiets skygge. Kampen for en værdig pension for alle lønarbejdere er en mulighed. For Socialdemokratiet har oversolgt sin store pensionsplan, og når det går op for arbejderklassen, skal Enhedslisten ikke trækkes med ned i faldet.

Venstrefløjen skal ikke begræde, at Socialdemokratiet selvdestruktivt afvikler sine muligheder. Venstrefløjen kommer ikke til at savne dem, for de har aldrig bidraget med andet end nedskæringer, privatiseringer og krige. Venstrefløjen skal hilse alle forsøg på en dansk udgave af Corbyn velkommen, herunder Enhedslistens forsøg på at blive et parti for de mange. Kravet er blot, at de skal være ægte og ville noget andet end nødvendighedens politik. Der er kun én konklusion på den succes, Sanders og Corbyn har opnået, og det er et farvel til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Det starter med kampen om opsigelse af velfærdsforliget fra 2006. Ingen skal være tvunget til at arbejde efter sit 65. år.


Jan Hoby er Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger