Imperialisme: Fra Lenin til i dag

9 min. læsetid

Den globale verdensorden har forandret sig meget de seneste 100 år, men ressourcerne er stadig absurd ulige fordelt på jordkloden. Giver det stadig mening at tale om imperialisme i dag?

Af Åge Skovrind

Begrebet imperialisme bliver normalt brugt om den vestlige (og japanske) politiske og økonomiske dominans i Asien og Afrika i slutningen af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede. Marxistiske økonomer vil dog som oftest betegne det kapitalistiske verdenssystem helt frem til i dag som imperialisme. Det vigtigste udgangspunkt i denne marxistiske forståelse er den bog, som den russiske revolutionsleder Vladimir Iljitsch Lenin skrev under titlen »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium«.

Lenin mente, at ved slutningen af 19. århundrede var kapitalismen i de mest industrialiserede lande gået ind i en ny fase med »monopolkapitalisme«. Magten over det økonomiske liv havde i de forskellige lande nået et punkt, hvor en snæver flok af de største industri- og finanskapitalister regerede. Mulighederne for profit gennem investeringer i eget land var udtømte, så nu investerede man i stigende grad i andre lande, hvor kapitalismen ikke var så udviklet. Her kunne man finde billige råvarer, billig arbejdskraft og et marked for sine varer.

Udkom under krigen

Lenins pjece udkom i 1916, midt under Første Verdenskrig, som han kaldte en imperialistisk røverkrig. Hans analyse var, at kapitalisterne med støtte fra statsmagten i hvert sit land stræbte efter mere økonomisk territorium, og at dette ville føre til krige mellem de imperialistiske stater. Arbejderne stod derfor overfor et valg: kæmpe sammen med sit eget borgerskab og slå arbejderbrødre fra andre lande ihjel – eller vende våbnene mod kapitalisterne i eget land, vælte det eksisterende samfund og indlede en kamp for opbygning af socialismen. Som altid var Lenins pjece også et politisk kampskrift, først og fremmest vendt mod Karl Kautskys »reaktionære og utopiske« ideer om, at kapitalisterne fra forskellige lande kunne blive enige om at stoppe krigen.

Imperialismen ser meget anderledes ud i dag end på Lenins tid, selv om de grundlæggende kendetegn ved kapitalens funktionsmåde stadig er i kraft – i nye former. De monopolistiske kapitalistiske sammenslutninger på Lenins tid er forvandlet til gigantiske multinationale selskaber med politiske agenturer – IMF, Verdensbanken og WTO. Datidens kolonier er nu selvstændige lande, men stadig underlagt mekanismer, som fremmer global ulighed med fattigdom, afhængighed, politisk indblanding og overførsel af værdier til kapitalister i USA og Europa.

At redegøre for imperialismens udvikling til i dag og 100 års teorier, analyser og diskussioner kan ikke lade sig gøre på denne plads. Denne artikel fokuserer på nogle hovedtendenser og nogle spørgsmål, som i dag er til diskussion blandt marxistiske økonomer.

Lenins teori kan give en forståelse for kapitalismens udvikling i første halvdel af det 20. århundrede, hvor verden blev kastet ud i to barbariske verdenskrige. Efter Anden Verdenskrig startede en ny periode med høje vækstrater i den kapitalistiske økonomi. De fleste vil sætte afslutningen af denne periode til 1975-80, hvorefter vi, indtil i dag, ser en neoliberal periode med økonomiens globalisering og afskaffelse af nationale begrænsninger på handel, investeringer og kapitalbevægelser.

Globaliseringens epoke

Omkring 1980´erne begynder en neoliberal offensiv under ledelse af verdens førende imperialistiske magt, USA, sammen med Thatchers Storbritannien. Som svar på den faldende profitrate går kapitalen til angreb på arbejderklassen og på de restriktioner, som har lagt bånd på international handel og investering. Et årti senere kommer sammenbruddet i Sovjetunionen. Det åbner mulighed for ny kapitalistisk ekspansion og markerer afslutningen på den militære magtbalance mellem de to supermagter, som også havde sat en bremse på imperialismens udbytning af den tredje verden.

Ruslands og Kinas integration i den kapitalistiske verdensorden, og hvordan man kan definere de to lande i forhold til imperialismen, er en særlig diskussion, som her er udeladt. Mere generelt er spørgsmålet, hvordan man kan definere lande som henholdsvis udbyttere (imperialistiske) og udbyttede. I lande som Brasilien, Sydkorea og Sydafrika opererer store kapitalistiske selskaber, som eksporterer ikke kun varer, men også kapital til hele verden. Disse lande kan dårligt sidestilles med for eksempel Bolivia, Pakistan eller Uganda. Det vil med andre ord være en grov forenkling at opdele alle verdens lande i imperialistiske lande på den ene side, og på den anden side de lande, som bliver udbyttet og undertrykt.
Trods dette bruger de fleste marxistiske økonomer begrebet imperialisme for at forklare, at der sker en kolossal overførsel af værdi fra det globale Syd (»den tredje verden«, »de afhængige lande«, »udviklingslandene«, »periferien« – kært barn har mange navne) til det globale Nord.

En undtagelse er den populære nordamerikanske økonom David Harvey. Han mener ikke, at det er relevant at bruge begrebet »imperialisme« i globaliseringens tidsalder. Kapitalen bevæger sig nu på kryds og tværs mellem geografiske områder, og en opdeling af verden i to kategorier giver ikke længere mening.

Helt modsat siger de indiske økonomer Utsa og Prabhat Patnaik, at kapitalismen er afhængig af, at en lang række varer kun kan produceres i tropiske og subtropiske områder – enten kan varerne ikke produceres i tempereret klima, eller ikke i tilstrækkelige mængder. Deres teori er, at efterspørgslen på disse produkter fører til, at producenternes indkomster sænkes, så deres forbrug mindskes. Kort sagt, »at presse den lokale optagelse i periferien for at imødekomme kapitalakkumulationens krav i metropolerne er et essentielt træk ved kapitalismen.«

Imperialistisk rivalisering?

Mens Lenin talte om »sammensmeltning« af finans og industri og refererede til finanskapitalen som en »kapital kontrolleret af bankerne og anvendt i industrien«, som for det meste havde en national strategi for at ekspandere sit »økonomiske territorium«, så er nutidens finanskapital ikke nødvendigvis bundet til industrien. Den bevæger sig rundt i verden på jagt efter den hurtigste gevinst. Spørgsmålet er også, om også kapitalens binding til nationalstaterne er ophørt. Det er afgjort en tendens (i nogle brancher), men samtidig mangler den internationale kapital mulighed for at gribe ind med magt. Den er nødt til at låne muskler fra de stærkeste nationalstater.
Det fører os til spørgsmålet om modsætninger mellem de imperialistiske lande. Lenin forudså, at rivaliseringen mellem imperialistiske stater nødvendigvis førte til krige. Siden Anden Verdenskrig har der været mange krige, men ingen mellem de imperialistiske magter, som nu samarbejder gennem internationale militære og økonomiske alliancer. Kan man på den baggrund sige, at kapitalens internationalisering har overvundet geopolitiske konflikter mellem kapitalistiske magter?

I deres værk Imperiet (2000) snakker de to filosoffer Michael Hardt og Antonio Negri om en overgang fra »moderne« imperialisme baseret på nationalstater til et »post-moderne« globalt imperium. Imperialismen er gledet over i Imperiets transnationale netværksmagt. I modsætning til den traditionelle holdning på venstrefløjen, som bekæmper kapitalistisk globalisering for at bevare velfærdsstaten, ser Hardt og Negri et revolutionært potentiale. De foreslår en kamp for tre globale rettigheder: globalt borgerskab, retten til en mindsteindkomst og retten til generobring af de nye produktionsmidler (uddannelse, information, kommunikation).

De to canadiske økonomer Sam Gindin and Leo Panitch har – sammen med mange andre – den opfattelse, at USA som det største imperialistiske land holder det imperialistiske system sammen og forhindrer geopolitiske konflikter. Statsmagten i USA spiller en særlig rolle som den vigtigste stat, som arbejder for den internationale kapital som helhed (og for USA´s kapital). For første gang i historien har vi et globaliseret imperium for kapitalen, hvor USA’s magt spiller den dominerende og centrale rolle – finansielt, militært, institutionelt og ideologisk.

En tredje position fastholder, at geopolitisk konkurrence fortsat gælder, selv om USA stadig er langt den stærkeste imperialistiske magt. Nok lancerede George Bush »den nye verdensorden« i 1991, men interventionerne i Irak og Afghanistan har reelt været fiaskoer, og »den ujævne udvikling i de førende kapitalistiske stater vil sandsynligvis give anledning til geopolitiske kampe,« skriver Alex Callinicos – førende teoretiker i det britiske Socialist Workers Party, som i denne forstand ligger mere på linje med Lenins klassiske analyse.

Hvilken slags udbytning?

Tilbage står spørgsmålet, hvilken betydning udbytningen af det globale Syd har for den internationale kapitalisme, og hvilke mekanismer der er i kraft ved overførslen af værdi fra Syd til Nord.

I den forbindelse må man under alle omstændigheder tage højde for de seneste årtiers kolossale udbredelse af lønarbejdet i det globale Syd. I 2010 levede 79 procent, eller 541 millioner, af verdens industriarbejdere i »mindre udviklede områder«, en stigning fra 34 procent i 1950 og 53 procent i 1980. Det skal sammenlignes med 145 millioner industriarbejdere, eller 21 procent, som levede i de imperialistiske lande i 2010. Denne udvikling er central, eftersom det i den marxistiske arbejdsværditeori kun er arbejde i produktion og tilknyttede erhverv, som kan skabe merværdi (profit), det vil sige arbejderne skaber mere værdi, end de selv er værd – og denne rolle bliver nu i stigende omfang udført i det globale Syd.

Den engelske økonom John Smith argumenterer for, at fordelen for imperialismen ved at flytte produktion til det globale Syd ikke kun er den billige arbejdskraft i forhold til de imperialistiske lande, men også at selve udbytningen af arbejdskraften er højere, fordi arbejdskraften ofte lønnes under sin værdi. Det imperialistiske herredømme i det 21. århundrede sker således gennem »super-udbytning« af arbejderne i Syd, snarere end gennem de almindelige former for udbytning, som Marx beskrev i Kapitalen: absolut og relativ merværdi, det vil sige enten at udvide arbejdskraften/arbejdsdagen eller at intensivere arbejdet/øge produktiviteten.

Nord-syd: Fælles kamp

Andre marxistiske økonomer, blandt andet Michael Roberts, påpeger, at lønniveauet ikke er et bevis for »super-udbytning«, og at man ikke må forveksle udbytning med fattigdom. Udbytning er forholdet mellem merværdien og værdien af arbejdskraften, men arbejdskraftens værdi defineres af det »samfundsmæssigt accepterede« niveau for løn, arbejdstid, arbejdsintensitet mv. Selv om arbejdslønningerne i de imperialistiske lande er meget højere, så kan udbytningen her være større på grund af de store forskelle i produktivitet.

Ifølge Smith betyder forskellene i udbytningen, at »en betydelig og voksende del af den værdi, som forbruges i ikke-produktive aktiviteter i de imperialistiske lande, er blevet skabt i lavtlønslande.« I sin ekstreme udgave fører denne analyse til, at arbejderne i Nord har så høje lønninger på grund af udbytningen i Syd – og at de derfor ingen interesse har i at bekæmpe denne udbytning. Det er dog ikke, hvad Smith mener. Han afslutter sin bog om imperialismen med disse ord:

»Merværdi fra disse nye lavtlønnede arbejdere hjalp kapitalismen ud af dens hul i 1970´erne, da den imperialistiske orden blev udfordret af overproduktion, faldende profit og voksende klassekamp i dens kernelande og revolutioner i Asien, Afrika og Latinamerika. Sammen med deres søstre og brødre i de imperialistiske lande er det deres mulighed, opgave og skæbne at grave et nyt hul – et gravhul til kapitalismen og afslutte det, som Marx kaldte »det menneskelige samfunds forhistorie.« ■