Debat: Ingen har et retskrav på tillidshverv

Der er himmelvid forskel på retssikkerhed og politisk tillid. Det glemmer vi hurtigt i debatten om sexisme i politik, når ledende politikere træder tilbage. 

Af Charlotte Lund

“Ikke en retsstat værdigt.” 

Kritikken var klokkeklar, da Københavns nu forhenværende overborgmester, Frank Jensen stod i solskinnet på Islands Brygge og meddelte sin afgang. Klokkeklar – men også forkert, for hverken fratrædelserne eller debatten i øvrigt handler om retssikkerhed. Det handler for øvrigt heller ikke om amazone-furieagtig, mandehadende, krænkelsesparat, humorforladt, sexforskrækket hævntørst – hvis nogen skulle være i tvivl.  

Det handler om tillid.  

Når en politiker vælges til at påtage sig at repræsentere andre – og til at tage beslutninger på deres vegne – så bygger relationen på tillid. For det bestemmes ikke af jura og retsprincipper, det bestemmes af, om det politiske bagland har tillid til, om du kan repræsentere dem fyldestgørende. Uanset hvor uenig du selv måtte være i den dom. 

Mister baglandet tilliden til dig, så er de i deres gode ret til at vælge en anden, som de har tillid til. Sådan er de politiske spilleregler, og sådan gik det også i den overborgmester-sag. Her var det ikke retsstaten og en hævet dommerhammer, der afgjorde skiftet på overborgmester-stolen. Det var derimod hans eget partis tillid til ham, der løb tør.

Så medmindre vi fremover skal have domstolene ind over ved de næste valg, og medmindre vi skal have advokatbistand, når de politiske poster fordeles, må vi leve med, at politisk tillid er et privilegium, der kan tages fra os. Ikke et retskrav, som vi har hævd på. 

Alt andet er at forplumre en vigtig debat.