Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. marts. 2021

Internationalt overblik: Nudelsuppe, børnemord og oversvømmelser

Solidaritets redaktør holder dig opdateret på den forgangne uges begivenheder fra hele verden. Denne uge med nyheder fra Australien, Israel, Kina, og Myanmar.

En billig kop nudelsuppe udløste i ugens løb en regulær shitstorm på Weibo, Kinas største sociale medie. Foto: Tribune News Service

Australien: Værste oversvømmelser i 60 år rammer Sydney

Sidste år var hele øen i brand, og hele verden fulgte de store skove i flammer. Nu har en anden type naturkatastrofe så ramt Australiens sydøstlige kyst, der i den seneste uge er blevet oversvømmet af store regnskyl. Mere end 18.000 mennesker er ifølge BBC blevet evakueret i New South Wales, der er landets mest folkerige region, og hvor også landets største by, Sydney er placeret.

Oversvømmelserne har ikke kun sendt mennesker, men også millioner af landets mangfoldige dyr på flugt. Beretningerne er strømmet ind om tusindvis af edderkopper på flugt gennem folks haver, mens køer og hunde i massevis også er blevet evakueret, og fået de store vandmængder til at antege en nærmest bibelsk-landeplage karakter i nogel beskrivelser. Samtidig er det også en påmindelse om, at de store klimaforandringer, der er begyndt at ramme Jorden, har konsekvenser for hele økosystemet.

Sidste år ventede australierne med længsel på store regnskyl. Nu vil de gerne have lidt mere tørvejr. Omskifteligt vejr er ikke noget nyt i Australien, men som denne artikel fra The Conversation også beskriver, har klimakrisen stor betydning for dets omfang.


Israel: Hårdknuden fortsætter efter valg

Hverken regeringspartiet Likud eller oppositionen ser ud til at have sikret sig et flertal i Knesset, efter der for fjerde gang på to år blev afholdt valg. Likud med Benyamin Netanyahu i spidsen fortsætter dog som det ubetinget største parti, og står – trods en kraftig tilbagegang på 7 mandater – stadig til at få en fjerdedel af pladserne i det 120 sæders store parlament. Valget blev udskrevet efter statens 2020-budget ikke kunne blive godkendt, og der efterfølgende var et 61-54 flertal for at udskrive et nyvalg.

Hele 13 partier ser ud til at være kommet over spærregrænsen på 3,25 % af stemmerne, selv om det for den udenforstående observatørs vedkommende kan være svært at kende forskel på dem. Partier som Yisrael Beiteinu, Religious Zionist Party, Yamina og Yahadut HaTora, er alle forskellige udgaver af et rimeligt ens politisk grundlag, og kan alle betegnes som zionistiske, højrenationalistiske og religiøst konservative. Blandt de mere venstreorienterede partier ser både Meretz og Joint List også ud til at komme ind, mens landets socialdemokrati er gået frem fra 2 til 7 mandater.

“Bibi”, som den korruptionsanklagede premierminister Netanyahu bliver kaldt, ser i skrivende stund ikke ud til at kunne sikre nok opbakning til at kunne forblive premierminister, eftersom hans højrefløjskoalition kun har fået 52 af de 120 sæder. Mange kommentatorer har påpeget den pudsige situation, at det lille arabiske Ra’am-partis 4 mandater kan ende med at blive tungen på vægtskålen. Hvis Mansour Abbas & co. ender med at pege på Netanyahus modstandere, ville det nemlig give dem 61 mandater. Men én ting er at komme af med Netanyahu, en anden at blive enige om hans afløser. Førsteudfordreren Yesh Atid fra centerpartiet Yair Lapid, er ikke nogen specielt inspirerende skikkelse for hverken den israelske venstrefløj eller det arabiske interesseparti. Det kan derfor meget vel ende med, at der snart bliver udskrevet valg. Igen-igen.

Skulle man opsummere israelsk politik, kunne overskriften være ’50 forskellige grader af zionisme’. De mange forskellige partier er dog et tegn på en demokratisk pluralisme, mange israelere er stolte over. Bare ikke lige det når kommer til palæstinenserne, forstås, der fx ikke må stemme til det parlament, der bestemmer over dem, og som heller ikke får covid-vacciner. Skal du have genopfrisket den sag, kan du læse Belén Fernandez’ artikel i Jacobin.


Kina: Nudelsuppe vækker vrede

En 12 sekunders video om kopnudler. Det lyder ikke umiddelbart som et sindsoprivende emne. Ikke desto mindre var det ugens helt store samtaleemne i Kina, da en video med diplomaten Yang Jiechi blev lagt op på onlineplatformen Weibo. Her blev den delt flittigt blandt de mere end 450 millioner aktive brugere, og var på under en uge blevet set mere end 300 millioner gange.

Baggrunden for postyret er selvfølgelig ikke nudlerne i sig selv, men snarere at de er blevet et symbol på den disrespekt, man føler USA udviser over for landet. Ikke at byde en diplomat (og gæst) på en rigtig frokost, bliver af mange kinesere set som ufatteligt respektløs opførsel, og blev på Twitter af Jonathan Sullivan, der er professor i kinesisk ved Nottingham University, forklaret som en “betydningsfuld detalje, der passer godt ind i fortællingen om, at USA behandler Kina uvenligt og som en undersåt”.

Andre har dog kommenteret på historien som værende en tynd kop suppe. Ifølge professor Donald Clarke var der inden topmødet lavet en aftale om, at man droppede den fælles spisning af coronahensyn. Så måske havde Yang Jiechi bare selv valgt et hurtigt måltid? Resten af topmødet blev i øvrigt modtaget lige så dårligt som nudelfrokosten. “USA repræsenterer ikke hele verden”, startede Yang Jiechi med at sige foran kameraerne, mens han løftede pegefingeren anklagende over mod sin amerikanske modpart. Torsdag svarede Joe Biden så igen, da han sendte en bredside afsted mod Yangs chef, Xi Jinping: “Han har ikke en eneste demokratisk knogle i kroppen”, sagde Biden, som på lidet flatterende vis sammenlignede ham med Ruslands Vladimir Putin. Trump slog tonen an, men den kinesisk-amerikanske konflikt forværres også under Biden. Får nudlerne bægeret til at flyde over?

Vil du forstå konflikten mellem USA og Kina? Et godt sted at starte er lige her på Solidaritet.


Myanmar: Militærjuntaen eskalerer volden

Demonstrationer og strejker fortsætter i Myanmar blandt civilbefolkningen, der siden 2. februar har været på gaden for at protestere mod militærets kup. Og militærets modsvar har desværre været lige så voldeligt, som man kunne frygte. Mindst 420 civile er blevet dræbt af militær og politi, mens medier og internetadgang løbende er blevet blokeret. Ifølge Reuters blev over 100 mennesker dræbt fredag.

Onsdag gik befolkningen på gaden i en ‘silent strike’, efter en 7-årig pige blev dræbt under en razzia i Mandalay. Den stille strejke bestod i en nedlukning af de fleste af landets butikker, og lammede igen store dele af landets infastruktur. General Min Aung Hlaings styrker forsøger at eskalere volden til nye højder, og har ifølge en rapport i Channel News Asia beordret politifolk at skyde folk, der ikke stiller sig på militærets side, herunder deres egne familiemedlemmer.

Som et symbol på oprøret er folk nu begyndt at sætte tusinder af små ‘pyit-tine-htaung’ dukker op som stedfortrædere for sig selv. De er lavet til altid at rette sig op, hvis man kaster dem på jorden, og er på den måde blevet et symbol på utrættelighed i kampen mod styrets tiltagende desperate greb om magten. En paradeforestilling orkestreret af Hlaing faldt lørdag for stort set døve ører internationalt set. Kun Ruslands viceudenrigsminister var mødt op.

Vil du se, hvordan et militærkup ser ud på live TV? En kvinde fangede under en aerobics-time militærets ankomst til parlamentet, tilsyneladende uden selv at være klar over det historiske øjeblik, der udspillede sig i baggrunden.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER