Interview: Skolens demokrati går fløjten, hvis fondspenge alene styrer forskningen

Lærke Grandjean: Der er hermed kommet en tendens til, at det flyder over med løse forskningsspørgsmål om folkeskolen. Man glemmer forskningens konklusioner et øjeblik efter, at man har læst dem, fordi de er så langt væk fra skolelivet.

Her er et par eksempler: ”Hvilken betydning har mangelfulde matematikkundskaber for unges evne til at skabe en stabil og uafhængig voksentilværelse?” ”Kan en læseindsats for svage læsere også fremme trivslen blandt elever?”

Hvad siger du til det problem?

OECD sætter den overordnede markedsøkonomiske ramme for skolen

Dion Rüsselbæk Hansen:

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at politiseringen af uddannelse er et gennemgribende transnationalt fænomen. Og det har det været igennem ca. fire årtier. Særligt OECD som en transnational aktør har spillet en afgørende rolle for den nationale uddannelsespolitik. Ikke mindst fordi OECD både har udpeget problemer, der knytter sig til fx manglende læringsresultater og evalueringspraksisser, og samtidig budt sig til med en lang række løsninger herpå.

Efter min vurdering begynder det at blive tydeligt, at OECD slet ikke er interesseret i reelle forandringer, men snarere at bevare en art status quo, dvs. et markedsøkonomisk demokrati. De sætter altså den overordnede ramme for vor tids skole. Vi ser det i forhold til en iver efter at sammenligne nationale skolesystemer samt via et fokus på konkurrence. Begge forhold gøres til afgørende principper, der understøttes af en stærk udviklingslogik, som børn og unge underlægges og forventes at indordne sig under.

Det skaber for mig at se en skole, der får sværere og sværere ved at tillade afvigelser, nysgerrighed, undren og kritiske dialoger om, hvad det gode (skole)liv kan handle om, og hvordan vi kan leve sammen i en verden, hvor vi bliver nødt til at gøre op med en sådan udviklingslogik, der er ved at underminere vores eksistensgrundlag på mange forskellige niveauer.

Vi er på vej mod et elitært og teknokratisk samfund

Jeg lyder måske dystopisk, men det mener jeg også, at der er grund til. Dystopi er en negativ skildring af et samfund eller miljø – det modsatte af en utopi om et idealsamfund – og i dystopien skildres et samfund med mørke, skræmmende forhold, henlagt til fremtiden. Men det er lige nu i denne nutid her, hvor vi allerede er: At kritisere samtidens skole bliver stadig vanskeligere, idet kritik slet ikke opfattes som kritik, dvs. som et vigtigt afsæt for saglige og faglige drøftelser og diskussioner.

Nej, kritik er ikke mere velkomment, men en stopklods for hele samfundsmaskineriet, der jo skal køre uproblematisk, hvilket jo er helt forfærdeligt i et ‘demokratisk samfund’. Jeg bruger anførselstegn til at ironisere over, at mange stadig tror, at vi lever i et demokrati. Også selvom folk, som de er flest, på daglig basis erfarer flere og flere tendenser til, at vi bevæger os hen imod nye former for elitære, teknokratiske og plutokratiske (rigmandsvælde) måder at styre og reagere på. 

Jeg skrev tilbage i 2017 en bog med min kollega, Herdis Toft, med titlen “Ustyrlighedens paradoks”, hvori vi sætter fokus på sådanne tendenser. Det bekymrende er, at de blot er taget til i styrke. Og det har bl.a. betydet, at skolen har svært ved at være den institution, hvori de kommende generationer ikke blot lærer om, men også gør sig reelle erfaringer med demokratiske deltagelsesformer og med forskellige måder, hvorpå demokrati kan tænkes, forstås og praktiseres.

Sagt kort er der ikke megen demokrati og plads til det i vor tids skoler. Spørg blot lærere, elever og skoleledere. Jeg tror, at mange vil give mig ret. Desværre!

Tabu på universiteterne at komme med kritik af fondsfinansieret forskning

Lærke Grandjean:

Politikerne har lige så stille siden 1990´erne tilladt, at skolepolitikken i høj grad styres af erhvervsdrivendes milliardbevillinger, som dog ikke gives uden visse skolepolitiske forventninger. 

Man flokkes fra alle sider om guldet. Alt sammen uden nævneværdige indsigelser. Du har udtalt, at ”universiteterne er blevet til ansøgningsfabrikker, hvor forskerne bruger en god del af deres skattebetalte arbejdstid på at søge myndigheder, fonde og private organisationer om midler. Det fører til forskning, hvor konklusionen ofte er givet på forhånd”.

Vil du give uddybende eksempler på det?

Dion Rüsselbæk Hansen:

Det er blevet tabu at tale om og problematisere ekstern finansieret forskning. Ikke mindst på universiteterne. Hvis man stadigvæk skulle tro, at man ud fra vægtige begrundelser har ret til at kritisere, at megen forskning kun kan lade sig gøre ved hjælp af privat og øremærket offentlig finansiering, tager man grueligt fejl. Der er så mange økonomiske interesser forbundet med ekstern finansieret forskning, at man hurtigt kan gøres tavs eller opleve forsøg herpå, hvis man altså skulle vove at problematisere dette. 

For at være forsker på universitetet i dag skal du konstant søge eksterne forskningsmidler. Hvis ikke, er der en risiko for, at din forskningskarriere bliver meget kort, eller at den slutter, før den overhovedet er begyndt. Jeg har tit spekuleret over, hvor mange i befolkningen der rent faktisk er klar over dette. Nu vil jeg ikke skabe en skarp opdeling og en direkte adskillelse mellem fri grundforskning og ekstern finansieret forskning. Der er – og heldigvis – meget spændende og indsigtsfulde projekter, der finansieres ved hjælp af eksterne midler. Det er vigtigt at understrege!

Problemet er, at megen forskning er blevet gjort til et strategisk spørgsmål. Det betyder, at man skal tænke strategisk om, hvor man kan søge penge, og hvad man skal undersøge, før chancen for at modtage en bevilling lykkes. Men her er der er altså noget, der går galt, for det gør jo, at der er megen relevant og vigtig forskning, der ikke realiseres. Især den forskning som er svær at forudse, hvad den kan føre til. For ingen vil betale for det uforudsigelige.

Nok kan man måske kalde det strategisk økonomisk tilpasning, at man siger ja til at forske i noget, som måske kun giver mening set i lyset af økonomisk rentabilitet, men som samtidig kan give smør på brødet. Men måske burde man i tiltagende grad sige nej til noget, der ikke er til gavn for skolen.

Man burde måske som forskere – i stedet for bare at følge med tidsånden – blive bedre til at problematisere de skolemæssige konsekvenser, det får, at fondene har så stor magt i forhold til, hvad der forskes i. I hvert fald hvis man vil have deres penge. Og det er der mange, der gerne vil!  

Fonde sætter en overfladisk dagsorden for skolen

Tag f.eks. alle de mange projekter vedr. trivsel i skolen, der har fået bevillinger. Eller tænk på alle de eksternt finansierede projekter, der undersøger et eller andet om klima, og hvordan man kan arbejde med dette med børn og unge. Følgelig er det vigtige områder.

Men der er for mig at se også mange andre lige så vigtige områder at forske i. Bl.a. inden for uddannelsesforskning.

Fx demokratiets tilstand og (u)muligheder i skolen. Fx lærernes intellektuelle frihed til at tænke en selvstændig tanke i forhold til deres undervisning og samvær med eleverne. Fx hvordan skolen kan understøtte et myndighedsopdrag. Ikke blot til at man passer ind, men også således at man kan blive i stand til at sige fra og forfølge andre måder at leve på, end dem den herskende (politiske og økonomiske) elite vil have os til.

Ikke kun produktiv arbejdskraft

Det kunne jo være, at vi ikke kun vil se os selv som produktiv arbejdskraft. Men som noget andet og mere. Men det er jo klogt at holde folk til ilden, for så nivellerer man deres tid til at tænke over, hvorvidt man egentlig hellere ville leve på en anden måde, hvor alt ikke gøres op i arbejdsmarkedets termer.

Men hvem skal så betale for al vores velfærd, er standardspørgsmålet?

Men det kunne jo være, at der var visse typer velfærdsordninger, der var mindre brug for, hvis folk kunne leve nogle mere berigende og afstressende liv, end hvad der på nuværende tidspunkt er muligt. Det gælder også for lærere og elever i skolen.