5 år efter Parisaftalen: En dundrende fiasko

Parisaftalen fylder 5 år. Den har ikke formået at vende katastrofekursen for klimaet, og indskriver sig dermed foreløbigt i rækken af fiaskoer, skriver redaktør Morten Hammeken.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Morten Hammeken

Juletiden nærmer sig, og det er blevet tid til at forberede sig på alle de klassiske december-indslag. Folk har travlt med at købe gaver, Whamageddon-deltagere forbereder sig på at undgå at høre ‘Last Christmas’, og chips-poserne bliver åbnet foran skærmen i den kolde tid, hvor der traditionen tro skal ses ‘Alene Hjemme’ og den seneste nye julekalender. Men én af de sædvanlige forestillinger er i år blevet aflyst; nemlig det nye afsnit af det tilbagevendende drama ‘COP’ – eller ‘Conference of the Parties’ – hvor verdens ledere mødes og foregiver interesse for klimakrisen. Kommer vi til at mangle endnu et COP-møde, før det bliver rigtig jul? For at svare på det spørgsmål, kan vi med fordel kigge tilbage på tidligere års møder, for at se hvad vi går glip af i år.

Kender du ikke ‘COP’, har du nok hørt om én af forsamlingens mest højtprofilerede resultater, som blev landet for fem år siden; den såkaldte Paris-aftale, der blev indgået under COP21 i den franske hovedstad – og  skulle forpligte verdens lande på at holde den globale opvarmning under 2°C. Eller også husker du måske dens katastrofale forgænger, COP15 i Bella Centeret i København, som under Lars Løkke Rasmussens amatøragtige, søvnige ledelse ikke formåede at producere en bindende aftale på det altafgørende spørgsmål om at begrænse temperaturstigningerne.

Den dengang nyvalgte præsident Obama forsøgte at tale fiaskoen op ved at forsikre pressen om, at hensigtserklæringer trods alt var bedre end ingenting, og at en insisteren på bindende aftaler ville have resulteret i endnu mindre. Fortryllelsen over Obama er siden blevet markant mindre på særligt klimaområdet. Det har vist sig, at det budskab om ‘change’ han gik til valg på, blandt andet handlede om at femdoble landets skifergas-produktion, og at vækste USA’s olieproduktion med 88 %. Begge dele er han i øvrigt stadig stolt over. Havde COP-deltagerne i København 2009 kunnet se ind i fremtiden, havde forventningerne til det USA-anførte topmøde måske været mere… afmålte.

“Aflysningen af årets COP er ikke noget, der fylder særligt meget i folks bevidsthed. Det kan man ikke fortænke dem i. Mange, især i den yngre generation har forstået, at den nødvendige klimahandling ikke kan overlades til Bolsonaro, Biden & Frederiksen, men i stedet må ske ude i samfundet og bevægelsesarbejdet.“

Men tilbage til Paris-aftalen. Her fik man udrettet, hvad der ikke lykkedes i 2009, nemlig en juridisk bindende aftale om at begrænse den globale opvarmning. Og trods et lille Trump-bump på vejen, er USA nu igen på vej til at tilslutte sig aftalen fra 2015. Det er vel et skridt i den rigtige retning? Ja, det er det vel – på samme måde som et plaster på et åbent benbrud også kan være med til at dæmpe blødningen. De fleste foretrækker dog nok at komme en tur på operationsbordet, og det er også, hvad der er brug for her – en egentlig behandling af patienten Jorden. For nok så mange COP-møder ændrer ikke på, at udgangspunktet for aftalerne er et plaster på en dødeligt syg planet.

COP-mødernes formål er at skabe ren luft. I stedet er de fulde af varm luft. I 1992 underskrev man rammeaftalen for klimahandling, og siden 1995 har man afholdt klimatopmøder. I 1997 kom Kyotoprotokollen (opkaldt efter COP3’s mødested), og ved COP15 kom man frem til ‘Copenhagen Accord’. Lige lidt har det hjulpet. Den højt besungne Parisaftale er sidste nye fejlskud i en perlerække af forsøg på at redde kapitalismen fra sig selv. Det står klart ved dens 5-års jubilæum, hvor udledningerne stadig stiger på verdensplan, selv efter Covid-19 har sat en mindre kæp i kapitalens hjul. Nogle gange siger et billede som bekendt mere end tusind ord:

Corona har været slemt. Men den større pandemi hedder kapitalisme. Dens mest alvorlige symptomer er troen på, vi kan blive ved med at skabe vækst, forbruge og udlede fossile brændstoffer i et stadig stigende omfang, og tanken om, at alt kan gøres til en vare, der kan sælges på det frie marked. Den tillid til, at markedet kan løse alt, er også dybt indgroet i COP-møderne, som med Kyotoprotokollen fastsatte, at ren luft er en vare, som kan handles med på børsen. Det samme system, som i første omgang gjorde planeten syg, forventes med andre ord at kurere patienten.

Man skulle tro, en så vigtig begivenhed som at redde civilisationen fra et totalt klimakollaps, kunne være kommet tilbage på dagsordenen, efter det har vist sig, at det sagtens kan lade sig gøre at mødes med andre under corona-pandemien. Men nej: COP26 forbliver udskudt til en gang i 2021, som et tegn på, hvor meget det årlige klimatopmøde egentlig betyder for verdens politikere. Og godt det samme. Det løser ikke noget som helst, at en række toppolitikere flyver rundt over indlandsisen og konstaterer den smelter. Meget sigende for COP-mødernes fokus foregår de først og fremmest i de rigeste landes hovedstæder, hvor disses statsledere kan sidde og fake bekymring – uden at skulle komme for tæt på krisens epicenter. 15 af de 25 topmøder er foregået i Europa, hvor den markant fattigere, sydlige halvkugle – som lider hårdest under klimaforandringerne – kan få lov at komme til audiens hos hovedarkitekterne bag problemet.

Aflysningen af årets klimatopmøde er derfor ikke noget, der fylder særligt meget i folks bevidsthed. Det kan man ikke fortænke dem i. Mange, særligt i den yngre generation har forstået, at den nødvendige klimahandling ikke kan overlades til Bolsonaro, Biden & Frederiksen, men i stedet må starte med dem selv. Til det formål har COP-møderne snarere haft den modsatte virkning, ved at opretholde illusionen om at skabe resultater, men samtidig undertrykke folkelige protester med hård hånd. Ved topmødet i København blev tusindvis af fredelige aktivister anholdt ‘forebyggende’ på et ulovligt grundlag. I Paris smed det franske politi forud for COP21 folk i husarrester, og gik vanen tro brutalt til værks, alt imens de selvtilfredse politikere skålede på deres egen utilstrækkelighed. Resultatet havde nok været det samme ved det nu udskudte COP i Glasgow.

Lad os bruge julen på at snakke med vores familie og venner om, hvordan vi selv kan gøre noget ved klimakrisen. Der er brug for vedholdende pres på politikerne, men også for at nye organiseringer opstår i fagforeninger, klimabevægelser og på gymnasier. Alt er bedre end at forvente resultater fra ‘verdensledernes’ årlige juleforestilling. Jeg skal sikkert se Alene Hjemme igen i år, og jeg slipper nok heller ikke for at høre Last Christmas. Men at misse et afsnit af klimaklovneshowet i Cirkus COP – who cares?