Iraks politiske elite: Vold som opskrift på overlevelse

---

Irak gennemlever lige nu den største politiske mobilisering på græsrodsplan i landets moderne historie. Landets elite forsøger med vold og magt at fastholde status quo for det system, der blev etableret i kølvandet på den amerikanske invasion. Analyse af situationen fra to eksil-irakere.

Oversat fra ‘mada’ af Morten Hammeken

---

Af Omar Sirri og Renad Mansour

Den irakiske befolkning har rejst sig mod det fejlslagne politiske system, der blev trukket ned over hovedet på dem i 2003 af USA i ledtog med en gruppe eksil-irakere. Oktober 2019 repræsenterer den hidtil største eksistentielle trussel mod denne politiske orden – meget større end fremkomsten af den såkaldt ”islamiske stat” (Daesh, red.) – fordi det revolutionære øjeblik fortsat nyder stor opbakning fra den brede befolkning.

Kilden til revolutionen finder vi i en alvorlig økonomisk situation. Konservative skøn anslår, at arbejdsløsheden blandt irakiske unge er omkring 30 procent. Det er den selv samme gruppe, der nu står i forreste række ved demonstrationerne. Det er samtidig også et tal, der ikke så meget antyder en midlertidig krise, som det snarere belyser, hvordan krisen er blevet normaliseret og har indlejret sig i dagligdagens gang i Irak. Forholdene har ført til en massiv desillusionering over for det politiske system. De landsdækkende valg sidste år var derfor ikke overraskende kendetegnet ved det laveste vælgerfremmøde i årene siden invasionen i 2003.

Den irakiske regering og dens ledende skikkelser har aldrig haft nogen oprigtig målsætning om at gøre noget ved folkets årelange forurettelser. Ved adskillige lejligheder har regeringens folk lovet reformer og har gang på gang lavet regeringsrokader i et forsøg på at kvæle uroligheder ved folkelige protester. I kølvandet på sidste års valg blev partiernes ledere enige om at udpege såkaldt ’uafhængige’ ministre, som ikke tilhørte den traditionelt herskende klasse. Lige lidt har det hjulpet, levestandarden er er fortsat med at falde. Lignende løfter om reformer møder ingen tillid i dag; den irakiske befolkning er færdig med at falde for den slags.

Iraks herskere er derfor stålsat optaget af en ting: at besudle den folkelige revolution med vold og død. Siden starten af oktober er mere end 300 demonstranter blevet dræbt, og tusindvis er blevet såret. Statens sikkerhedsstyrker og bevæbnede halvstatslige grupper – tidligere bare kaldet militser – har dræbt fredelige demonstranter med kugler eller ved at affyre tåregas-patroner i hovedet på folk. I frustration over ikke længere at kunne sætte sin lid til tomme løfter, er Bagdads elite i stedet gået over til en anden, velkendt strategi. Nu handler det kort og godt om med vold at knuse den direkte trussel mod deres livsstil, som den folkelige mobilisering udgør.

Forvirrende former for vold: En nat i Karbala

En række magtcentre anvender vold og afpresning i Irak. Rapporter fra demonstranter og aktivister på gaden giver i første omgang indtryk af en mangel på sammenhæng og organisering blandt dem, der begår volden. Begivenhederne i den hellige by Karbala 28. oktober kan imidlertid være med til at vise, hvordan de forskellige former for vold i Irak bliver rettet mod demonstranterne.

Tusindvis af demonstranter havde 27. oktober samlet sig foran hovedkvarteret for Karbalas lokalregering. Protesterne eskalerede, og demonstranterne brød ind på bygningens område, hvor de satte ild til den. Næste dag var SWAT (’Special Weapons And Tactics, specialstyrker trænet til bl.a. at nedkæmpe oprør, red.) og anti-oprørspoliti blevet sat ind for at styre de protesterende væk fra området og i retning mod Tarbia-pladsen. Ifølge øjenvidneberetninger søgte politistyrkerne at provokere demonstranterne ved at køre rundt om dem i biler i høj fart. Demonstranterne svarede igen ved at kaste sten efter bilerne, i et forsøg på at skræmme dem fra at komme for tæt på. Politiet svarede så med tåregas, en hyppigt anvendt taktik overalt i Irak for at undertrykke protesterne.

Bevæbnede, sortklædte mænd uden nogle tydelige identifikationsmærker tog efterfølgende plads på tagene rundt om pladsen, og blokerede vejene rundt om pladsen med biler uden nummerplader. Ved 22-tiden begyndte de at skyde med skarpt mod demonstranterne. Anti-oprørspoliti sluttede sig lidt efter til og begyndte med vold at sprede demonstranterne. Ifølge aktivister i Irak har politiet fået ordrer om opløse demonstrationer med vold og magt, og de er blevet truet med afstraffelse af deres overordnede, hvis de forsøgte sig med fredelige midler.

Hospitalerne i Karbala blev tidligt om morgenen 29. oktober overfyldt af døde og sårede. Ifølge interviewede demonstranter blev mindst 30 mennesker dræbt og mere end 600 såret i løbet af natten og de tidlige morgentimer. En opdateret rapport fra United Nations’ Assistance Mission to Iraq (UNAMI) fastslår, at ”der kan være tale om 18 dræbte og 143 sårede”. Den irakiske regering nægter fortsat at fremlægge officielle tal for dræbte og sårede, og har siden demonstrationerne begyndte målrettet afbrudt internet-adgangen, som er et af civilsamfundets vigtigste redskaber til at indsamle og bekræfte oplysninger.

Videooptagelser af demonstranter i Karbala viser desuden, hvordan det irakiske militær enten kigger passivt til under angrebene, eller får bragt børn i sikkerhed. Andre rapporter fra lokale aktivister antyder dog, at det irakiske militær faktisk beskyttede demonstranterne mod angreb, og i nogle tilfælde endda slog angrebene tilbage. Mindst én soldat er blevet meldt dræbt, og mange flere meldes såret. Disse beretninger minder om protesterne i Bagdad 25. oktober, hvor uidentificerede mænd skød på demonstranter, der forsøgte at komme ind i byens ’Green Zone’ (sikret område midt i Bagdad, hvor bl.a. Saddam Husseins tidligere præsidentpalads ligger, red.). Billeder fra demonstrationen viser, hvordan det føderale politi bruger deres skjolde til at beskytte demonstranter mod de skarpe skud, der bliver affyret mod dem. Begivenhederne understreger det forvirrende element i den vold, der udfoldes og understøttes af de politiske eliter i Irak. Det rejser desuden en lang række spørgsmål om, hvordan den irakiske regering og dens paramilitære bevæbnede allierede i fællesskab udfører og har fordel af de skumle forhold.

https://twitter.com/i/status/1188962165039886336

En fragmenteret elite med vold som samlingspunkt

Den fortsatte vold imod de protesterende peger i første omgang på en fragmentering af Iraks undertrykkende statsapparat. Den udlægning af situationen tager dog ikke højde for, hvordan statsapparatets forskellige dele – der omfatter premierministerens kontor, Indenrigs- og Kommunikations-ministeriet, ja, selv Iraks retssystem – samler sig om at beskytte det politiske system. Denne gruppering udgør voldsapparatet, som forsøger at imødegå den formodede trussel fra de folkelige protester.

De halvstatslige, væbnede militser – som de uidentificerede lejemordere, der dræber demonstranter, bliver rekrutteret fra – er bare en del af et større puslespil. Gennem oprettelsen og institutionaliseringen af De Folkelige Mobiliseringsenheder (‘al-Ḥashd ash-Shaʿbī’) i de seneste år, er disse grupper blevet en del af den irakiske stats sikkerhedsnet. I sidste ende er der dog ikke nogen tvivl om, at de afrapporterer til og styres af nogle bestemte politiske partier og deres ledere, hvoraf nogle støttes af Iran.

Irakiske analytikere har antydet, at landets premierminister og øverstkommanderende, Adel Abdul Mehdi, de facto ikke har særligt meget at skulle have sagt, når det kommer til at bestemme regeringens svar på demonstrationerne. De fleste af drabene på civile demonstranter sker uden for premierministerens kontrol. For mange er det bevis på, at Mehdi i virkeligheden bliver styret af andre, mere magtfulde skikkelser i kulissen, og at han bliver fjernet, hvis de egentlige magthavere finder det opportunt. Et sådant narrativ tager dog ikke højde for, at premierministeren selv arbejder for at få standset demonstrationerne, og at han ikke er bleg for at anvende vold til at opnå det. Premierministerens motivation til at bruge vold er uløseligt forbundet med både hans venners og fjenders politiske interesser, som alle har gavn af at styrke status quo. Vold sanktioneret af den irakiske regering og premierministeren er et afgørende supplement til de mord, der bliver begået af andre aktører – som alle beskytter den samlede elites interesser. I løbet af oktober, hvor de protesterende nægtede at gå hjem, beretter kilder tæt på premierministeren, at øverstkommanderende Mehdi i stigende grad har været klar til at anvende vold.

Et andet redskab, som er blevet anvendt flittigt af den udøvende magt, har været det føromtalte anti-oprørspoliti (under Indenrigsministeriet), som har forsøgt at drukne alle protester i en lind strøm af tåregas. Det er gentagne gange blevet dokumenteret på film, hvordan tåregaspatroner er blevet skudt direkte i hovedet på demonstranter, ofte med døden til følge. De irakiske myndigheder har også afbrudt strømmen til Tahrir-pladsen, der er centralnerven for demonstrationerne i Bagdad, og mindst to nætter er det sket for at få fjernet de protesterende fra pladsen.

Kommunikationsministeriet lukker fortsat for internet-adgangen i de sydlige og centrale dele af landet. Demonstranter frygter, at sådanne afbrydelser er varsler om nært forestående voldelige angreb, som de således bliver afskåret fra at vise omverdenen i real-time. Når internettet så er oppe at køre, bliver der til gengæld ofte blokeret for sociale medier som Facebook og Twitter. Irakerne må derfor fortsat sætte sin lid til langsomme VPN-forbindelser, hvis de vil uploade billeder fra demonstrationerne og de grusomme angreb, de bliver udsat for.

I slutningen af oktober satte Abdul Mehdi Iraks ’Counter-Terrorism Service’ (CTS) ind i Bagdads gader, herunder i det tætbefolkede Karrada-område. En magtdemonstration fra den irakiske regering, der havde til formål at skræmme demonstranterne. Regeringen har også udstedt et udgangsforbud efter midnat for hele Bagdad. Forbuddet er blevet hånet og mødt med modstand af lokalbefolkningen. Klokken 23 hver aften – en time før forbuddet træder i kraft – er tusindvis af Bagdads beboere gået på gaden i protest til langt ud på morgenstunden. Sikkerhedsstyrkerne har foreløbig ikke kunnet stille noget op over for lokalbefolkningen, der bare trodser og ignorerer udgangsforbuddet.

Iraks retsvæsen har også understøttet brugen af vold som et politisk redskab imod dét, der bliver opfattet som en trussel mod dets fortsatte eksistens, herunder massedemonstrationerne. 6. november erklærede chefdommeren for landets højesteret, Faiq Zaidan, at protesterende der tyer til metoder, som vurderes at være ufredelige, kan dømmes ud fra bestemmelserne i landets barske antiterrorlovgivnings artikel 2. Denne afgørelse forsyner regeringen med en lovlig metode til at kalde fredelige demonstranter for ’terrorister’. Det juridiske kneb kommer til at skabe et endnu mere voldeligt svar på demonstrationerne.

Statslige institutioner bliver således brugt til at understøtte og forstærke den vold, som allerede udføres af de halvstatslige militser. Landets politiske elite famler efter en løsning, som kan beskytte det politiske system og deres stærke interesser heri. Det er en proces, der løbende forsøger at udvikle de stærkest mulige redskaber i den undertrykkende kontrarevolution.

Kontrarevolutionens ambivalente fundament

Billeder og videoer på de sociale medier viser soldater, der danser i gaderne sammen med demonstranterne, under nogle af de mere festlige øjeblikke af den igangværende revolution. Det kan næppe komme som nogen overraskelse. Såvel militæret som politiet udgøres af mennesker, der er en del af den oprørske befolkning – og som deler mange af deres krav. En stor del af militærets menige soldater kommer eksempelvis fra områder i den sydlige del af landet, i byer som Nasiriyah and Diwaniyah, som har været drivkræfter i revolutionen. De sydlige områder er samtidig også dem, der er blevet ramt hårdest af dårlig regeringsførelse og statslig korruption. Blandt andet har den dårlige administration af vandreserver ført til tørke, dårlige afkast på afgrøder og i nogle tilfælde endda direkte forurening af såvel vandet som jorden. De socio-politiske dynamikker inden for det statslige sikkerhedsapparat tyder desuden på, at der for eliten har vist sig at være bestemte voldsudøvere, som er mere effektive end andre, når det kommer til at kvæle oprøret.

Det er blandt andet i dét lys, man må forstå, at Abdul Mehdis beslutning om at indsætte antiterror-enheden CTS i Bagdad har været risikabel. Enheden blev fremstillet som afgørende i kampen for at besejre Daesh, og bliver generelt set i et positivt lys i befolkningen. CTS-soldaterne er meget selvbevidste om det ry, og er ivrige efter at beskytte det. Aktivister i Bagdad rapporterer, at de snakker godt med CTS-officerer, når de kommer forbi på gaden, og at CTS tøver med når det kommer til at angribe fredelige demonstranter. Deres omdømme er også grunden til, at det skabte stor furore, da enhedens berømte øverstbefalende, Abdul Wahab al-Saadi blev degraderet – angiveligt fordi han nægtede at spille med på statsapparatets korrupte spil. Saadis degradering bliver ofte fremstillet som dråben, der fik bægeret til at flyde over i forhold til de igangværende protester. Irakere taler om, at hvis manden, der nedkæmpede Daesh på frontlinjen, ikke en gang kan bekæmpe korruptionen, hvem kan så? Saadi sluttede sig i øvrigt til demonstranterne i Zayouna-kvarteret i Bagdad i løbet af de tidlige morgentimer 30. oktober – og trodsede dermed udgangsforbuddet ligesom tusinder af andre beboere.

Iraks ledere forsøger at tage ved lære af protesterne i Basra sidste år. I september 2018 dræbte en gruppe halvstatslige, bevæbnede militser 23 demonstranter, der protesterede imod dårlig offentlig service når det som elektricitet og rent drikkevand. Her sendte centralregeringen også CTS-styrker ud for at hjælpe med at opløse forsamlingen. I løbet af det sidste år har de selvsamme militser samtidig styrket sit greb om Basra gennem efterretningsarbejde, og har skabt en frygtfuld stemning blandt byens indbyggere. Det bliver derfor set som opskriften på succes her et år senere, hvor man søger at knuse et lignende oprør. Denne afpresningsstrategi går hånd i hånd med den politiske og juridiske manøvrering inden for resten af Iraks statsinstitutioner.

Barhim Salih, kransekagefiguren der er indsat som Iraks præsident, talte til hele nationen 31. oktober. I talen slog han fast, at nye valg kunne blive afholdt, så snart en ny valglov var blevet vedtaget i parlamentet, og at de store partier blot skulle blive enige, før der kunne blive udpeget en ny premierminister. Det er desværre et løfte, der lægger op til, at alt skal blive ved det gamle, og at systemet skal forsvares snarere end ”reformeres”. De store politiske partier er desuden – på tværs af etniske og religiøse skel – enige om at holde Abdul Mehdi ved magten. De mere tavse dele af det politiske system vågner op, når det kommer til at forsvare sig mod trusler udefra. I det her tilfælde er den udefrakommende trussel imidlertid den selvsamme befolkning, som man hævder at repræsentere. I takt med at disse forsøg på at reformere systemet uundgåeligt vil slå fejl, vil vi i stigende grad se statssanktioneret vold blive det foretrukne redskab.

De undertrykkende systemer i Irak er mangfoldige. De, som holder dem oppe, må opfattes som værende lige så skyldige i de dødbringende angreb på fredelige demonstranter, som dem der trykker på aftrækkeren. De halvstatslige militser har foreløbig taget sig af at myrde folk den seneste måneds tid. Det må dog ikke gøre os blinde for, at lederne af de forskellige statslige institutioner såsom ministerierne, sikkerhedsapparatet og den lovgivende forsamling – fra premierministeren og ned – også har et ansvar for den magt, de udøver. At stille konflikten op i en slags ’ansvars-hierarki’ er en belejlig måde at lade dem, der på overfladen virker mindre ansvarlige, slippe billigere end de fortjener.

Et sådant hierarki overser fuldstændigt den pointe, som demonstranterne nu har fremført i ugevis, hvis ikke ligefrem årevis: – Hele det politiske system er råddent – og bliver nødt til at blive forkastet.

Denne artikel er oprindeligt bragt på mada: Surviving on violence: Iraq’s political elite

---

Omar Sirri er ph.d-stipendiat i statskundskab ved University of Toronto, og skriver om det politiske system i Irak.

Renad Mansour er forsker hos Middle East and North Africa Programme ved Chatham House, London.

---