Israel: Bosætterne er spydspids for etnisk udrensning

Den jødiske forfatter Isaac Bashevis Singer beskriver i sit forfatterskab, hvordan jødiske landsbyer i Ukraine og Polen fra det 17. århundrede gang på gang blev overfaldet og udplyndret. Landsbyboerne blev voldtaget og myrdet af kosakker, ukrainere og andre, der havde udset sig jøderne som syndebukke. Hundredtusinder af jøder blev myrdet på den mest bestialske måde. 

Det ville være oplagt, at en befolkningsgruppe med så voldsom fortid var de første til at afstå fra at gøre det onde mod andre, som andre har gjort mod jøderne. 

Det er ingenlunde tilfældet. Nutidens jødiske bosættere på Vestbredden gentager samme slags overgreb – nu mod palæstinenserne – som dem, der gik ud over deres forfædre i datidens Østeuropa. 

Den 26. februar i år overfaldt flere hundrede bevæbnede bosættere en palæstinensisk distriktsby, Huwara. Det resulterede i døde og kvæstede, mens boliger, butikker, værksteder og biler blev sat i brand. Bosætternes påskud var, at to bosættere var blevet dræbt af uidentificerede palæstinensere.

Angrebet var koordineret via Whats’app – bosætternes foretrukne medie, når der blæses til angreb – og var ifølge fredsgruppen B’Tselem forberedt. Hæren, politiet og Selvstyret vidste, hvad der var under opsejling. Hæren mødte da også op for at beskytte bosættere med tåregas og chockgranater, hvis palæstinenserne skulle sætte sig til modværge. Selvstyret holdt sig som vanligt væk.

Nyhedssitet Al-Araby Al-Jadeed, skriver, at hæren og bosætterne koordinerede angrebet. Lukkede butikker, etableret vejspærringer, og erklærede Huwara for lukket militært område. Det vil sige, at bosætterne frit kunne bevæge sig. Redningskøretøjer kunne ikke hente sårede. Vejspærringerne betød, at den nordlige del af Vestbredden blev afskåret fra de centrale og sydlige dele.

Hærafdelingens øverstbefalende kaldte siden aktionen for ”en pogrom udført af kriminelle fredløse,” mens finansminister Smotrichs heppede: “Huwara skal fjernes fra jordens overflade.”

Også overfaldet i 2022

Det var ikke første gang, Huwara blev angrebet. 

I oktober 2022 overfaldt bosættere en ny skole på indvielsesdagen, smadrede vinduer og møbler, tævede elever og lærere. To uger senere blev en cafe stukket i brand; forinden var cafegæsterne blevet banket med jernrør, køller og sten.

Kun få bosættere blev anholdt – og løsladt efter et par timer. Ingen blev sigtet. I over 80 procent af de klager, palæstinenserne indgiver mod bosætterne, rejses der ikke tiltale. Og sker det endelig, så afsiges der sjældent domme. Palæstinensere, der klager over bosætternes fremfærd, risikerer derimod ofte at blive anholdt og sigtet på fiktive anklager. 

Domstolene hjælper til, når palæstinensiske familier skal smides ud af boliger, hvor de har boet i årtier. Den israelske civiladministration kan altid finde en fejl i en byggetilladelse, der gør boligen ulovlig. Og så skal den rives ned eller overlades til bosættere, der har ”købt” ejendommen. 

Ensartet mønster

Siden besættelsen af Vestbredden i 1967 har Israel beslaglagt 25.000 km² land til bosættelser, militære formål og som arealreserver til nye bosættelser. Der er i dag omtrent en halv million israelske bosættere på Vestbredden. 

På fredbevægelsen B’Tselems hjemmeside oplistes palæstinensiske landsbyer, der har været udsat for bosættervold siden 2006. 

Mønsteret er ret ensartet: Trusler, mobning, fysiske angreb og restriktioner på bevægelsesfriheden. Børn forhindres i at komme i skole, eller børn og voksne afskæres fra at bruge offentlige sundhedsklinikker. Moskeer vandaliseres og overmales med racistiske graffittier som “Dø arabiske ørkenniggere”, “Udryd muslimerne”, “Pas på, Fatima! – Vi voldtager alle arabiske kvinder”, “Hvid magt – Dræb niggere”, “Gas araberne.” 

Og der er mere: Forhindring af adgang til marker, reduktion eller konfiskation af græsningsarealer, ødelæggelse af afgrøder, især oliventræer, ødelæggelse af boliger, landbrugsbygninger og solfangere, drab på dyr, utilstrækkelig vandforsyning. Som noget nyt sender bosætterne larmende (statsbetalte) droner ind over drægtige får og geder, så de aborterer, eller kamphunde slippes løs på dyrene. 

Fordrevne palæstinensere må bosætte sig et sted, de tror, er mere sikkert, slå sig ned i en flygtningelejr, eller tage til én af Golfstaterne som lavtlønsarbejder. 

Siden 2022 er ca. 12 procent af palæstinenserne blevet fordrevet fra deres boliger eller gårde. 

Bosætternes evindelige overgreb hindrer palæstinensiske bønder i at udvikle deres landbrug. De konstante angreb fra bosættere og hær hæmmer den økonomiske og sociale udvikling blandt palæstinenserne. Det holdes derved på et førindustrielt niveau med betydelig afhængighed af Israel samt enkelte donorlande.

Besættelsen avler traumer

Læger uden Grænser er alarmeret over palæstinensernes mentale tilstand. Årtiers undertrykkelse har sat sig som dybe traumer. Den usikre fremtid gør det kun værre. Den evige alarmtilstand – hvornår sker det næste overfald, hvornår ransages vores hus? – gør det umuligt at planlægge fremtiden. 

Det er basisviden i traumeforskning, at nogle traumer er værre end andre. Menneskers ondskab sætter sig dybere, end naturkatastrofer. Farer og risici, der er uafsluttede, er mere skadelige end dem, man kan se en ende på. De allerværste traumer skyldes krig, frygt for overfald og trusler mod ens livsgrundlag. 

Psykologerne er især bekymrede for, hvordan forholdene vil påvirke børn, hvis ret til at vokse op i et sikkert og trygt miljø, som er en basal menneskeret. 

De henviser bl.a. til hvordan afghanske børn, der voksede op i 1970’ernes og 1980’ernes flygtningelejre, siden blev grundstamme i al-Qaeda og Taliban. Og hvordan irakiske børns opvækst under to vestlige invasioner og årtilange sanktioner, gav Islamisk Stat et stort rekrutteringsmateriale. 

Det relevante spørgsmål lyder derfor: Hvilke militante grupperinger vil udspringe af Israels nådesløse krig mod palæstinenserne?

Unge bosætterbander

Blandt bosætterne har især Bakketoppens unge (No’ar HaGva’ot) markeret sig. Det er en religiøs-fascistisk gruppe, inspireret af Rabbi Meir Kahan, stifteren af Den jødiske forsvarsliga og Kach-partiet, der blev forbudt i 1988, og som står på EU’s terrorliste. 

Den israelske sikkerhedsminister, Ben-Gvir, kommer fra Kach. 

Også den tidligere premierminister Ariel Sharons opfordring til ”at beskytte statens jorder” – dvs. fortrænge palæstinenserne – har inspireret Bakketoppens unge.

Gruppen består af 15-20.000 løst organiserede, anti-autoritære unge. De ignorerer love og bestemmelser uden retsforfølgelse, også selvom deres adfærd ofte er ekstremt voldelig.

Deres strategi består i at erobre bakketoppe og etablere bosættelser, som fjernes af hæren, da de er ulovlige. Inden længe vender de unge tilbage, og nu lader hæren dem være. Snart får de nye bosættelser statsstøtte og vokser med nye tilflyttere fra Israel eller USA. De unge drager så videre mod nye erobringer. 

Udposterne er spydspidsen i et voldeligt tyveri af agerjord, skrev Jacobin i maj i år. Det hele er veltilrettelagt og generøst støtter af flere ministerier og styrelser, samt World Zionist Organization.

Den religiøse vold

De 50.000 kristne palæstinensere, der bor på Vestbredden, er lige så udsatte som muslimer. Kirker ødelægges, grave skændes og anti-kristne og anti-arabiske graffittier påmales. 

De israelske myndigheder reager ikke, og ingen gøres ansvarlig for ødelæggelserne. De kristne påpeger, at regeringen endda opmuntrer til hadforbrydelserne.

Voldelige bosættere mener, at de ved at bekrige vantro, tjener Guds vilje og fremskynder Messias’ tilbagekomst, så han kan udfri jøderne fra jordelivets trængsler. De tror på Det gamle Testamentes ord om at frygte Guds vrede, der kun kan mildnes ved at bekæmpe vantroende. De tror på øje-for-øje-logikken, der også nu udfoldes i Gaza.

Et eksempel er en bosættelse i Hebron. Her har 600 bosættere etableret sig i en by på størrelse med Odense. Den bevogtes af 2.000 soldater. Hebron huser de ældste jødiske templer og er en af jødedommens helligste steder. Her er biblens patriarker og matriaker begravet.

Højredominans i israelsk politik

De religiøse partier, Otzma, Noam og Tkuma, er stærke på Vestbredden. De har betydelig indflydelse i Natanyahus regering, også langt ud over det, deres stemmetal berettiger til. 

Så længe Netanyahu imødekommer de religiøse partiers krav, kan han holde sig fri af retsforfølgelse for korruption, men prisen er høj: En langt hårdere kurs over for palæstinenserne, yderligere bevæbning af bosætterne, og accept af at der nu åbent tales om annektering af Vestbredden. 

Mange bosætterne støtter rabbi Meir Kahanes ideer om jødisk overhøjhed og voldelig udrensning af palæstinenserne. De tanker var ildesete i 1980’erne, da Kahane var medlem af det israelske parlament, Knesset, men i dag accepteret af det politiske centrum og i landets nye elite: bosætterne. 

Det hjælper sikkert også, at USA i 2022 strøg Kahane af sin terrorliste, angiveligt fordi ”gruppen ikke har begået terrorhandlinger siden 2005.” 

Flertallet af israelere ser sig i en opinionsmåling i marts som højreorienterede. En betydelig del af befolkningen vedgår, at de er ekstreme. 26 procent anser krig med palæstinenserne for at være den endelige løsning.

Enkelte fremtrædende jødiske rabbinere, embedsmænd m.fl. protesterer nu og da mod den behandling, palæstinenserne udsættes for. Men forgæves, flertallet støtter Netanyahus kurs.

Ikke alle bosættere slår sig ned på Vestbredden af religiøse grunde. Mange tiltrækkes af muligheder for et bedre liv i moderne boliger og byer, der subsidieres af regeringen for at få folk til at bosætte sig på Vestbredden, som et led i regeringens koloniseringsprojekt. 

Regeringens støtte til bosættere har vakt utilfredshed i selve Israel, hvor der er stor social ulighed. Blandt OECD-landene har Israel de højeste huslejer. Det rammer den femtedel af den jødiske befolkning, der lever under fattigdomsgrænsen, hårdt. 

Den institutionaliserede vold

Bosætterne er ikke ene om at begå overgreb mod palæstinenserne. Også politi og militær deltager. Soldater trænger ind i folks boliger i alle døgnets timer, laver husundersøgelser, og krænker folks familieliv i de mest intime øjeblikke.

Den israelske ”civiladministration” afgør, hvem der må rejse hvorhen og hvornår, uanset formål. 

Veje blokeres, palæstinensere tilbageholdes uden grund, forsinkes når de skal på arbejde eller hjem igen. Ambulancer til hospitaler i Israel nægtes adgang. 

700 vejspærringer og checkpoints på Vestbredden – der kun må benyttes af israelere og militæret – er en del af den strukturelle vold, der opdeler palæstinensernes områder i små enklaver, der minder om Bantustans som i apartheidtidens Sydafrika. 

Vestbreddens palæstinensere er underkastet militærdomstole, mens bosætterne hører ind under det civile retssystem, der gælder i selve Israel. 

Siden 1967 er hundredtusinder af palæstinensere blevet dømt ved militærdomstolene med straffe, der ved de civile domstole ville være langt mildere. 

I det ydre ligner militærdomstolene de civile med forsvarer, anklager og en gængs retspraksis. Men domme kan ikke appelleres, og palæstinenserne er næsten altid dømt på forhånd. Kun omkring 10 procent af sagerne ender med frifindelse.

Bosætterne udfordrer hærens voldsmonopol

Siden 1967 har militæret og politiet haft monopol på voldsudøvelsen mod palæstinenserne. Så længe bosætternes vold holdt sig på et vist niveau, blev den tolereret. Sådan er det ikke mere. 

De religiøse partiers magtfulde placering i regeringen har giver bosættere carte blanche til at tæve løs på palæstinenserne, uden at der sker dem noget. 

Finansminister Smotrich, der tillige er minister for ”civiladministrationen” på Vestbredden, har kørt militæret ud på et sidespor i regeringen og har derved styrket sin indflydelse.

Sikkerhedsminister Ben-Gvir har fået sit eget politikorps, det hidtidige grænsepoliti, hvilket har vakt bekymring i dele af sikkerhedsstyrkerne, skriver Mondoweiss 26. juni 2023.

Militæret og efterretningstjenesten taler nu om ”terroristiske” tilstande og om, at bosætterne truer landets sikkerhed, og kan bringe den hidtidig ”afbalancerede” militære forvaltning i fare. 

Frygten er, at bosætterne fremprovokerer så alvorlige reaktioner hos palæstinenserne, at hæren vil have svært ved at kontrollere situationen. Hertil kommer negativ international omtale af Israel.

Kan hæren ikke holde bosætterne nede, da vil den være tvunget til at gribe langt mere hårdhændet ind. Det vil polarisere det i forvejen splittede israelske samfund. For store dele af den ikke-religiøse del af befolkningen tager afstand fra koloniserings- og udrensningspolitikken. 

Dele af befolkningen martres stadig af tvangsevakueringen af bosættere fra Gaza i 2005, der gav anledning til kritik af hæren og regeringen. Det ønsker hæren ikke i den nuværende situation. Men hæren er fanget af det medløb, den har givet bosætterne, der nu ikke længere lader sig kontrollere. 

Bosætterne er fortroppen for en ekspansions- og udrensningspolitik, der gør en to-statsløsning umulig. For kan man danne en stat af det usammenhængende kludetæppe, som de palæstinensiske enklaver udgør? 

Etnisk udrensning

Den israelske forsker, IIlan Pappé, kaldte i en artikel fra 2006 i Electronic Intifadaen israelske politik for ”trinvis udrensning.” Det er en uhyre præcis beskrivelse af myndighedernes fremgangsmåde. Målet er at rense landet gennem en kontinuerlig, snigende magtudøvelse, håndhævet ved razziaer, chikaner, et utal af overgreb og med støtte fra bosætterne.

Den polsk-jødiske jurist, Raphael Lemkin, beskrev i 1944 folkedrab som ikke kun mord: ”… massedrab er ikke det eneste våben, der tages i brug af de, der begår folkedrab. Langt oftere refererer folkedrabet til en koordineret plan, der har til hensigt at ødelægge de basale livsbetingelser, så den pågældende gruppe langsomt visner bort som planter, der er blevet ramt af svampesygdomme.”

FN definerer etnisk udrensning som “at gøre et område etnisk homogent ved at bruge magt eller trusler for at fjerne en given gruppe fra området.” 

7. september skrev den israelske journalist Gedion Levy i avisen Haaretz, ”at bosætternes vold mod palæstinenserne, der hidtil har lignet en række tilfældige voldelige hændelser, nu er vokset til monstrøse dimensioner og er ikke længere tilfældig. Regeringens politik er enten at vende et blindt øje til, eller åbent støtte overgrebene. En systematisk kampagne, der rykker palæstinensiske familier op med rode, og flytter dem til stedse mere overbefolkede flygtningelejre.”

Og 14. oktober advarede FN’s rapportør om menneskeretssituationen i de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, at palæstinenserne er i akut fare for at blive etnisk udrenset. 

”Israel har allerede udført etnisk udrensning i ly af krigen,” sagde hun. ”Israel forsøger igen, under dække af selvforsvar, at retfærdiggøre, hvad der svarer til etnisk udrensning.” 

Ulovligheder mødes ikke af internationale restriktioner

Israel legitimerer bosættelser med, at de ikke foregår i besatte områder, men i omstridte områder: For der er jo ikke tale om internationalt anerkendte grænser, og ingen andre nationer gør krav på Vestbredden. De midlertidige bosættelser er nødvendige af sikkerhedshensyn, da de indgår i den militære infrastruktur.

Det afviste Den internationale Krigsforbryderdomstol i 2005: Israel kan ikke med nogen ret påstå, at bosættelserne er nødvendige af hensyn til statens sikkerhed … Israel krænker palæstinensernes menneskerettigheder og deres ret til arbejde, sundhed, uddannelse og til en passende levestandard. Domstolen definerer fjernelse eller deportation af en bestemt befolkningsgruppe, som en forbrydelse mod menneskeheden.

Ifølge FN er en fortsættelse af kolonialisme en forbrydelse, og koloniserede folk har ret til at kæmpe imod en kolonimagt for at udøve ret til egen selvbestemmelse.

I artikel 49 i 4. Geneve-konvention samt Sikkerhedsrådets resolution 2334 fra 2016, der blev vedtaget med alle stemmer mod USA’s, hedder det, ”at bosætternes aktiviteter ikke har nogen lovlighed og krænker internationale love…Israel skal øjeblikkeligt indstille alle bosætteraktiviteter.”

Mange politikere og internationale organisationer græder krokodilletårer over forholdene på Vestbredden. Høfligt anmodes Israel om at overholde internationale konventioner og regler, hvilket Israel – med USA i ryggen – ikke gør. 

EU fordømmer eksempelvis nok bosættelserne og besættelsen. Fx når Israel ødelægger EU-støttede skoler og sundhedsfaciliteter på Vestbredden. 

Men EU vil dog ikke ændre på Israels status som begunstiget handelspartner. Israel er EU’s 25. vigtigste handelspartner med en årlig samhandel på omkring 350 milliarder kroner. 

Boykot er ellers – med apartheidstyret i Sydafrika in mente – et effektivt redskab over for genstridige nationer. 

---