Italiens Inferno

‘E quindi uscimmo a riveder le stelle’: ‘Så gik vi ud og genså stjernerne’. Sådan lyder det sidste vers i Helvede af Dantes Guddommelige Komedie. Her lykkes det efter lang tids pinsler i Helvedes mange kredse, endelig for Dante og hans kammesjuk Vergil at komme op på jorden igen. De får tilmed stjernerne foroven at se. Lettelsen i denne sætning er til at tage at føle på. Efter hvad der føltes som en evighed i et infernalsk fængsel, kan man nu sætte pris på friheden og håbet, som stjernerne symboliserer.

Sådan bliver det måske også, når Italien genåbner på den anden side af det fængsel, som de to måneders karantæne kommer til at udgøre. Folk skal nok igen komme ud og komme hinanden ved. De restauranter og caféer, som klarer skærene, skal nok se livet vende tilbage. Men ganske som for Dante venter endnu flere prøvelser på den anden side. For at blive tilstrækkeligt renset og nå ind i Paradiset, måtte Dante først bestige Skærsildens bjerg.

Italien anno 2020 har også et bjerg at bestige – dog uden visheden om, at frelsen venter på toppen. Italienerne må derimod stole på hjælp udefra for at blive renset for den fortid, de bærer rundt på. Indsatsen er høj – det drejer sig om Italiens og potentielt hele Europas fremtid. Spørgsmålet er, om det øvrige Europa er rede til at dele Italiens byrde i denne tid.

Økonomisk genopbygning og statsgæld

Som de fleste andre økonomier i Europa – ja, i verden for den sags skyld – står den italienske økonomi over for gevaldige udfordringer, når samfundet skal i gang efter den krise, Coronavirussen har forvoldt. Ganske som i Danmark er massive, offentlige investeringer nødvendige, for at den kapitalistiske samfundsøkonomi skal komme bare nogenlunde på fode, uden at tage livsgrundlaget fra alt for mange mennesker. Så langt så godt.

Vanskelighederne kommer væltende i den næste del af det forløb. For offentlige investeringer har det med at koste offentlige penge. I Danmark finansieres de penge gennem salg af statsobligationer, altså offentlige lån. Italien kommer til at gøre det samme.

Danmark har i stort perspektiv meget sunde, offentlige finanser, og før krisen lå den offentlige gæld på kun 34 procent af bruttonationalproduktet. Det er 100 procentpoint under Italiens massive offentlige gæld på 134 procent af bruttonationalproduktet. Med så stor en gæld er renterne på de italienske lån også langt højere end de renter, nordeuropæiske lande med lav offentlig gæld som Danmark og Tyskland betaler.

I den europæiske gældskrise omkring 2011 steg renterne på de italienske statsobligationer så meget, at rentebetalingerne udgjorde en eksistentiel trussel for Italiens økonomi. En statsbankerot og en italiensk udtræden af euroen truede, hvis ikke der blev taget mere drastiske midler i brug. Så det blev der. Ind fra højre kom Mario Monti, som i det følgende halvandet år ledede en teknokrat-regering med støtte fra størstedelen af det italienske parlament – og ikke mindst fra EU-systemet, der så ham som manden, der endelig kunne rydde op i de italienske finanser.

Om ikke andet er det i tiden under Monti og det følgende lille årti lykkedes for Italien at nedbringe den offentlige gæld en anelse og stabilisere den på omkring de 130 procent. Intet har dog tydet på, at gælden kunne bringes ned på et mere normalt niveau. Italien skylder stadig enorme summer væk.

Med krisen i kølvandet på Coronavirussen og dens ødelæggende konsekvenser for det italienske erhvervsliv, vil den offentlige gæld stige. Den situation har potentialet til at genoplive spøgelset fra 2011. For hvorfor skal Italiens kreditorer nu stole på, at landet vil blive i stand til at betale sin gæld tilbage..?

Sygdommens hærgen i Italien

Coronavirussens raseren i Italien er veldokumenteret. Enkelte smittefald i egnen omkring Pavia blev til et par dødsfald og siden til lukkede byer. Så bukkede Bergamo og hele Lombardiet under for presset. Fodboldklubben Atalanta spillede ottendedelsfinale i Champions League mod Valencia, hvis fans tog smitten hjem til Spanien.

Italien blev ramt hårdt som det første land i Europa. Landet lukkede ikke ned, så snart virussen ankom. Det var givetvis en fejl, men ud fra hvilket grundlag skulle de have handlet? Italien har nu været et lukket land i to måneder, og en begrænset genåbning ligger fortsat uger ude i fremtiden. Den famøse kurve med smittede og døde er nu ved at blive brudt, men status er – at over 25.000 mennesker er døde, og over 200.000 mennesker er blevet konstateret smittet med sygdommen.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen har på sine pressemøder igen og igen sagt, at hvert dødsfald er en tragedie, som ikke kan måles i penge. Det er rigtigt. Den italienske – og nu også spanske – tragedie med Covid-19 kan heller ikke måles i penge. Hvem sætter pris på de militærkøretøjer, som kørte de afdøde Bergamo-borgeres kister væk fra byens overfyldte krematorier til de byer, der stadig havde kapacitet til at brænde de døde af?

Coronakrisen eksploderer statsgælden

Der kan til gengæld sættes en pris på den regning, som skal betales for at få samfundet i gear igen efter den meget lange nedlukning. I første omgang har den italienske regering under Giuseppe Contes ledelse vedtaget en støttepakke til erhvervslivet på 400 milliarder euro. Dertil kommer de tabte skatteindtægter, som nødvendigvis vil følge, når Italien ligesom resten af verden står over for en alvorlig recession. Som følge af alt det forventer Den Internationale Valutafond (IMF), at den italienske statsgæld i 2020 vil eksplodere og nå et niveau på 155 procent af Italiens bruttonationalprodukt.

Når den italienske statsgæld virkelig så højt op, vil det give endnu længere udsigter til, at Italiens statsgæld når ned på den af EU fastsatte grænse for en acceptabel statsgæld på 60 procent. Udsigten til at nå derned var i forvejen lange, men bliver nu endnu mere fjerne. Det bringer eurokrisens spøgelser frem igen, for hvorfor skulle kreditorerne nu tro på, at Italien kommer til at tilbagebetale den endnu mere eksorbitante, offentlige gæld?

Her er det europæiske svar af afgørende betydning. Malte Frøslee Ibsen skrev i et opslag på Facebook, at der ikke er nogen vej uden om en såkaldt ‘mutualisering’ af gælden: EU’s medlemslande må acceptere, at den italienske statsgæld udgør et så stort problem, at den må håndteres i fællesskab.

Men kan italienerne dog ikke spare sig ud af problemerne, vil nogen sikkert spørge. Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at Italien i lang tid har forsøgt at spare sig ud af statsgældens onde cirkel. Faktisk har Italien i langt højere grad end stærke nordeuropæiske økonomier kørt med overskud på finanserne siden midten af 1990’erne. Kun i forbindelse med finanskrisen var der underskud. Det viser en artikel fra Wiens institut for internationale økonomiske studier.

Der har altså været offentligt overskud i mange år, hvis man ser bort fra elefanten i Den Europæiske Centralbank: nemlig de renter, som Italien i alle disse år har været nødt til at betale for sin offentlige gæld. Det er simpelthen rentebetalingerne, der gør, at Italiens statsgæld trods en offentlig sparekurs ikke er blevet nævneværdigt reduceret. Gælden stammer desuden fra en række politiske og finansielle beslutninger i 1970’erne og 1980’erne, men det er en anden historie.

Italienerne har kunnet mærke sparekursen. Hvor gennemsnitsitalienerens indkomst i 1999 fortsat var sammenlignelig med gennemsnitstyskerens og lidt over EU-gennemsnittet, er italienernes velstand styrtdykket i de 20 følgende år, mens tyskerne buldrer derudad. Italien er med andre ord hægtet af det centraleuropæiske økonomiske lokomotiv og efterladt blandt de sydeuropæiske lavindkomst-økonomier.

Det har italienerne også selv lagt mærke til, og den ellers store, historiske opbakning til EU har for længst fortaget sig. Også derfor vandt de euroskeptiske partier i Lega og Femstjernebevægelsen så stor opbakning ved det seneste italienske parlamentsvalg. Femstjernebevægelsen sidder nu i regering med det brede centrumvenstre-parti Partito Democratico (PD). Det er et noget akavet partnerskab mellem euroskeptikerne og det meget EU-begejstrede PD. Indtil videre nyder regeringen bred opbakning i befolkningen til dens svar på krisen, men spørgsmålet er, hvor længe denne opbakning varer ved.

Navnet er bond – eurobond

I EU er der blevet forhandlet livligt om, hvordan unionen skal imødegå krisen. Landene optager i forvejen enorme lån, men som antydet ovenfor er det på lang sigt ingen farbar vej for italienerne eller for Spanien, som også lider under en højt gældsat, offentlig økonomi og under sygdommens hærgen.

Derfor er Italiens regering gået til forhandlinger om, at den europæiske centralbank skal søsætte de såkaldte eurobonds – euroobligationer, hvor den samlede eurozone hæfter for gældsætningen. På den måde vil den gæld, som uundgåeligt vil komme i forbindelse med Coronakrisen, skulle betales tilbage af den samlede eurozone i stedet for det enkelte land.

Forslaget er meget populært i Sydeuropa, og sågar Frankrigs præsident Emmanuel Macron har givet projektet en form for opbakning. Men forslaget støder på modstand fra en protestantisk, nordeuropæisk blok med sin offentlige gæld inden for rimelighedens grænser. Tyskland er mildt sagt lunken over for ideen, og lande som Danmark, Sverige og mest højlydt af alle Holland er alle udtalte modstandere af ideen.

Man kan sagtens se logikken. Nok er det svært for de enkelte sydeuropæiske lande, at de bliver ramt meget hårdt af sygdommen, og det er klart, at de skal hjælpes på en måde. Men hvorfor skal lande med en lav offentlig gæld nu også til at betale for, at Italien, Grækenland og Spanien i forvejen havde så høj en gæld, at de nu vil opnå endnu større problemer med de offentlige finanser?

“Indtil videre nyder regeringen bred opbakning i befolkningen til dens svar på krisen, men spørgsmålet er, hvor længe denne opbakning varer ved.”

Hollænderne har tilmed ønsket, at de lån – de sydeuropæiske lande nu skal optage i EU-systemet – skal være en del af den europæiske stabilitetsmekanisme. Den mekanisme med det lidet mundrette navn stammer fra eurokrisen i 2011, hvor medlemsstaterne fik mulighed for at tage lån i EU mod løfter om konkrete økonomiske reformer. Dengang i 2011 kunne flertallet af italienerne godt se rimeligheden i ordningen. Men nu kniber det med forståelsen.

Resultatet af EU’s forhandlinger lader til at blive en slags fond for økonomisk genopretning, hvor landene kan søge om støtte til, ja, økonomisk genopretning. Det er endnu ikke klart, om der her er tale om lån eller direkte økonomisk støtte til landene.

Alternativet til eurobonds eller direkte økonomisk støtte er, at de fleste, nogenlunde sobre iagttagere må opgive ethvert håb om, at Italien kommer til at betale landets enorme gæld tilbage. Så står vi med en genopblussen af eurokrisen – og er det virkelig det, EU har brug for lige nu?

Mangel på solidaritet med EU’s sydlige lande

Nok kunne de fleste italienere tilbage under eurokrisen acceptere, at de favorable lån, landet modtog, måtte svares med økonomiske reformer – eller besparelser for at kalde reformerne for det, de er. Nu er holdningen en ganske anden.

Italienerne har sparet. Som vist ovenfor har de faktisk sparet siden midten af 1990’erne, men i den periode har de oplevet, hvordan de selv og hele landet er blevet fattigere og fattigere. Problemet opstår, når italienerne ikke oplever, at EU giver noget tilbage til dem. Det oplever italienerne nu, og det oplevede de for kun fem år siden, da krisen var en anden.

Under den såkaldte flygtningekrise ofrede mange europæiske statsledere og regeringer den europæiske solidaritet på det hjemlige politiske alter. På grund af landenes geografiske placering ved Middelhavet modtog Grækenland, Italien og Spanien langt de fleste bådflygtninge. De skulle nu behandles efter Dublin-forordningen, hvor det var op til modtagerlandet at behandle den enkelte flygtnings asylansøgning.

Dublin-forordningen trådte i kraft i 1997, hvor flygtningesituationen på Middelhavet var anderledes håndterbar, end den var små tyve år senere. Italien anmodede derfor det europæiske samarbejde om en ny løsning. Der var ligesom en anden situation end i 90’erne. Mens nogle få nordeuropæiske stater viste solidaritet, blev denne anmodning blankt afvist af langt størstedelen af de øst- og nordeuropæiske lande. Ikke mindst af Danmark.

Da et par tusinde flygtninge spadserede på de danske motorveje (i øvrigt for at komme til Sverige), gik det danske politiske system i baglås. Flygtninge var i forvejen så godt som det eneste, man kunne diskutere i dansk politik, og nu ville det da slet ikke være gangbar politisk mønt at lukke op for, at man kunne hjælpe sine sydeuropæiske unionspartnere og allierede med at hjælpe dem med det tryk, de oplevede ved landenes kyster. Dublin-forordningen skulle efterleves, og det stod ikke til forhandling.

Italien og Europas politiske fremtid

Det blev opfattet som en arrogant lussing til den italienske befolkning. Nu stod de og deres i forvejen hårdt udsatte økonomi med byrden. I dette forurettede politiske klima, valgte mange italienere desværre at søge højrepopulistiske løsninger. Lega Nords politiske leder, Matteo Salvini rebrandede partiet fra at være et norditaliensk separatist-parti til at være et fremmedfjendsk, nationalistisk parti. Han fjernede tilmed Nord fra partiets navn, så det nu blot hedder Lega.

Salvini kom i regering sammen med det andet protestparti Femstjernebevægelsen, og i august 2019 forsøgte han at gamble sig til at kunne danne en ren højreradikal regering. Han tog dog ikke højde for den italienske forfatnings regler for både valgudskrivelse og regeringsdannelse, så hans planer mislykkedes.

Med endnu et eksempel på manglende solidaritet fra EU er risikoen, at Salvini og hans slæng igen vil få vind i sejlene. Risikoen er faktisk noget endnu værre.

Salvini har under Coronakrisen ikke gebærdet sig synderligt heldigt. Hans skiftende udmeldinger, om at man skulle både åbne og lukke samfundet, har tydeligt vist en mand, der udelukkende lader sig diktere af de folkestemninger, han mener at kunne vejre med sin politiske snude. Opbakningen til den italienske regerings håndtering af krisen er markant.

13 procent til Italiens (nyfascistiske) brødre

I stedet går de højrenationalistiske stemmer til et endnu mere yderligtgående parti, Fratelli d’Italia (Italiens Brødre, efter titlen på nationalsangen). Salvini og Lega holder sig ikke tilbage fra en lille, kæk reference til Mussolinis fascistiske diktatur i ny og næ.

Fratelli d’Italia med Giorgia Meloni i spidsen er derimod en direkte udløber af Italiens nyfascistiske parti, MSI. Allerede ved EU-parlamentsvalget i 2019 gik partiet markant frem. Lige nu står partiet til over 13 procent af stemmerne. Det betyder, at en regeringsdannelse mellem Lega og Fratelli d’Italia lige nu ikke er nogen umulighed. Det vil trække Italien i retning af de kvasi-diktaturer, man har set vokse frem i Østeuropa over de senere år, med Ungarn som et af de mest markante eksempler.

Hvis en sådan regering trækker Italien ud af euroen, står Italien meget muligt over for en reel statsbankerot. Det er ikke for sjov. En statsbankerot betyder, at mennesker mister deres arbejde og må gå fra hus og hjem. Folk kommer til at dø af en markant forværret økonomi, ligesom folk lige nu dør af Coronavirus. Og det åbner for endnu et højreradikalt regime i et af Europas største lande.

Dette scenarie kan sagtens undgås. Det er faktisk nemt. Det kræver blot, at Europas regeringer vælger at vægte den europæiske solidaritet lige så højt eller måske en anelse højere end dét, der lige nu er politisk opportunt i hjemlandet. Hvis ikke de europæiske lande hjælper landet igennem krisen, kan det imidlertid blive svært at spå om, hvornår Dantes landsmænd igen skal se stjernerne på den italienske nattehimmel.

---