Jagten på evig ungdom er gået amok – Anmeldelse af “The Substance”

Lige nu kan du opleve en genial film i de danske biografer. En film som skaber både debat og refleksion over, hvordan vi som senmoderne mennesker forholder sig til vores egen og hinandens kroppe. The Substance er et stykke filmkunst, som du godt kan gnaske popcorn til, men det kan næppe anbefales.

Den franske instruktør Coraline Fargaet har skabt en fortælling, som er både klam og ubehagelig. Du risikerer derfor, at de poppede majs kommer retur. Det lyder måske ikke som en anbefaling, men det er det i den grad. For Fargaets historie er både original og medrivende, og så er den lavet med et intelligent blik for, hvordan vi ser på og værdisætter hinandens kroppe. 

Genren er bodyhorror – en filmgenre som uden tvivl skiller vandene. Bodyhorror er en genre, hvor kroppen er i centrum. Der kan skæres i kroppen, den kan lemlæstes eller på anden måde forandres. Umiddelbart føler jeg mig frastødt af genren og har svært ved at se det tillokkende, men jeg er til gengæld stor fan af Fargaets historie.

Instruktøren viser tydeligt, at hun har styr på sine dramaturgiske virkemidler og forstår at binde en historie sammen. Med hjælp fra velcastede skuespillere sætter hun samtidens problemer under debat. Velkommen til The Substance.

Jagten på evig ungdom sætter ind

Hvis nu du kunne tage et stof, som kunne gøre dig ung og smuk, ville du så gøre det? Tyg på den, mens jeg introducerer dig for en sci-fi horrorfilm, som i den grad er et spring ned i et absurd kaninhul, men også tager sit publikum alvorligt.

I The Substance følger vi den fallerede skuespillerinde Elisabeth Sparkle (Demi Moore), som engang var ombejlet og havde sin egen stjerne på Hollywood Boulevard. Hun er nu reduceret til at være vært på programmet Sparkle your life – en slags aerobics-fitnessprogram, som med sin æstetik giver alvorlige flashbacks til 1980’erne.

Problemet er, at hun er rundet de 50 år, og så er man som kvinde færdig i mediebranchen. Man er værdiløs. Det får hun at vide af sin producer, som er på jagt efter seertal. Og seertal, dem får man ved at vise unge kvinder i stramt- og afslørende tøj, mens de bevæger sig til høj musik.

Dennis Quaid spiller produceren Harvey, og han giver en overbevisende præstation i rollen som dumt svin, der nærmest savler over den nye krop, der kommer ind ad døren. Hans karakter er så troværdig, at man mere end en gang har lyst til at stikke ham et par på skrinet. Fx når en slesk Harvey uddeler gode råd: “Smukke piger bør altid smile.” Smæk!

Harveys blik er branchens blik på den krop, som ikke længere betragtes som attråværdig. Hvad gør man så, når det netop er ens krop som er fundamentet for den succes, man har opnået? Det dilemma står Sparkle i, da hun bliver fyret fra produktionen.

Sommerfuglen bryder ud af sit hylster

Demi Moore spiller ligeledes fremragende i rollen som Elisabeth Sparkle, og en del af filmen føles som hendes helt personlige oprakte langfinger til den branche, hvor hun engang selv blev set som det store sex-symbol.

Fokus i filmen er kroppen, og Sparkles krop er rundet af alderen. Brysterne og bagdelen hænger. Der er strækmærker og spor efter årene. Det ved vi, fordi vi ser det helt eksplicit. Fargaet har haft et eminent kamera-hold på sin produktion. Der er kælet for detaljerne, og filmen tager sig tid til at dvæle ved kroppen – både som den ser ud og ved det samfundsskabte ideal, kroppen også er.

Sparkle får fat i et kemisk stof, som kan give hende ungdommen og skønheden tilbage. Derfor ser vi en nøgen Moore stå foran spejlet på sit badeværelse, mens hun undersøger sin krop. Da hun indsprøjter The Substance, indtræffer forandringen, og så begynder filmen for alvor at blive eksplicit.

Som en sommerfugl, der bryder ud af sin kokon, ser vi hendes nye krop. Den krop spilles af den amerikanske skuespiller Margret Qualley, og her er sommerfugle-metaforen helt på sin plads. Hvis Demi Moore er det gamle slidte hylster, så er Qualley den sommerfugl, som lever fuldt og helt op til samfundets konventionelle skønhedsidealer. Vi ser det hele, for også hun undersøger sin nøgne krop i spejlet.

I betragtning af hvor meget nøgenhed der er, er det en helt utrolig u-sexet film, vi har med at gøre. Det skyldes ikke mindst den gode kameraføring. Vores kroppe er også kød, og det viser instruktør Coraline Fargaet os på brilliant vis. Vi kommer tæt på, men instruktøren leger med vores blik, så det føles kvalmt.

Der er kun en hage ved The Substance. Du skal skifte mellem din gamle krop og din nye krop. Syv dage i hver. Hvordan det løber af, det vil jeg ikke afsløre her, men jeg vil anbefale dig at se den her film, selvom genren ikke er dig.

Når Qualley vrider sin krop til “Pump it up”, eller skrider gennem rummet på sine Louboutin-hæle, så lever det op til alle konventionelle skønhedsidealer, men det er helt, helt forkert og forskruet. Som beskuer får man simpelthen smidt så meget krop i hovedet, at det er kvalmt. Det er alt for meget – på den virkelig gode måde.

Kras samfundskritik

Der er uden tvivl en interessant og lidt dobbelttydig pointe i, at Demi Moore selv var en del af den industri, som er med til at sætte skønhedsidealerne, men nu bliver kastet på møddingen af en yngre model.

Selv uden den pointe er The Substance en god film, fordi den på dygtig vis udstiller de skønhedsidealer, som vi alle er underlagt. Og ja, jeg mener alle. Også velmenende, humanistisk indstillede, venstreorienterede læsere af Solidaritet.

Hvornår så du sidste gang et menneske, som du syntes var virkelig smuk? Eller en der var virkelig grim? Hvorfor syntes du egentlig det? Værdisættelsen af andre menneskers kroppe er dybt indlejret i vores kultur, og reklamer og sociale medier smækker det i hovedet på os i en sådan grad, at vi ikke altid lægger mærke til det. Det er normen.

Derfor har vi brug for en film som The Substance, for den giver os et kritisk blik og et bedre sprog til at formidle den kritik. Nogle seere vil sikkert finde den over the top, for der er også mere klassiske horror-elementer i filmen og mere end en hilsen til andre klassiske film i horror-genren.

Dertil er der skruet op for den sorte humor, og filmen går langt ud på et absurd overdrev. Det er smag og behag, om man kan lide det, men selv er jeg med hele vejen. Uanset hvad, så kan ingen tage det fra filmen, at den italesætter skønhedsidealerne på en måde, som virkelig er tiltrængt.

Spillet mellem Demi Moore og Margret Qualley er levende og intenst, og de gør deres roller til troværdige karakterer, hvis bevæggrunde man kan følge. Den film viser med alt ønskelig tydelighed at jagten på evig ungdom er gået amok, og den har potentiale til at blive endnu værre. Rigtig god tur i biografen, men overvej, om du ikke skal lade popcornene stå.