Læren fra Jeremy Corbyn: Hvordan skal venstrefløjen imødegå anklager om antisemitisme?

I september fik København besøg af den britiske forsker, Jamie Stern-Weiner. Han forsker i tilblivelsen og anvendelsen af den såkaldte IHRA-declaration, som er en erklæring, der siges at skulle bekæmpe antisemitisme. Denne forskning fortalte han om på et offentligt møde 20. september i år. Indlægget kan ses på YouTube.

Dagen efter deltog Jamie i en anden debat i Koncertkirken på Nørrebro. Den handlede om læren fra Corbyn-tiden, hvor Labour-partiet og især dets venstrefløj blev anklaget for antisemitisme. Jamie blev stillet følgende spørgsmål:

1)      Hvad var og er læren for venstrefløjen, når sådanne angreb sættes ind?

2)      Hvad kan og skal venstrefløjen evt. gøre i stedet?

Jamie konkluderede, at det reelt slet ikke var en sag om antisemitisme. Der var noget andet på spil. Dette andet var, at flere interesser og magtfulde grupper havde et stærkt ønske om at komme af med Corbyn. Til det formål blev beskyldningerne om antisemitisme meget belejlige.

Interesserne imod Corbyn var repræsenteret af højrefløjen og partiapparatet i Labour, højrefløjen generelt og den israelske lobby i Storbritannien. Alle ønskede de inderligt den folkeligt populære Corbyn ud og væk som leder af Labour. Sammen med Corbyns uklare og usikre position omkring Brexit medvirkede det til Corbyns nederlag.

Der var altså tilsyneladende en perfekt shitstorm mod Corbyn, men sagen er, at det hele blev meget værre af den måde, hvorpå Corbyn og hans venstrefløj forsøgte at håndtere angrebet mod dem. 

Ser man nærmere på forløbet og strategierne, kan man se, at propaganda-offensiven mod Corbyn fulgte en skabelon, der i dag også anvendes andre steder og er virkningsfuld mod venstrefløjen og folkelige bevægelser på venstrefløjen. Derfor kan Corbyn-oplevelsen give os nogle lektioner i, hvordan man ikke skal reagere, når man er under lignende angreb. 

Kampagnen mod Enhedslisten minder om kampagnen mod Corbyn

I Danmark ser vi i dag en lignende offensiv mod Enhedslisten. Beskyldningerne mod Enhedslisten er for manges vedkommende uigennemtænkte, forskruede, eller simpelthen grebet ud af luften. Enhedslisten er blevet kaldt voldsparate, venstreekstreme, antisemitter og terrorstøttende.

Beskyldningerne ses dels i medierne, dels i diverse kommentarspor på sociale medier og høres hyppigst fra den ekstreme højrefløj. Kun af og til fra mere respekterede kræfter.

Men efter Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023 har beskyldningerne om antisemitisme og terrorstøtte taget til. Beskyldningerne kommer ikke længere kun fra højrefløjens kælderdyb. De kommer også fra den parlamentariske del af højrefløjen, herunder i dette tilfælde også Socialdemokratiet, og fra de vigtigste mainstream-medier, ikke mindst Berlingske Tidende og B.T.

Angrebene bliver ikke kun rettet imod Enhedslisten, men også imod de frivillige organisationer og mod NGO’er, som arbejder med menneskerettigheder, international ret, oplysning og humanitær støtte til palæstinenserne etc. 

Derfor giver det mening at forsøge at lære af erfaringerne fra Storbritannien, og overveje hvordan vi kan styrke vores evne og beredskab til at stå imod de beskyldninger, der rettes mod os og som vi rammes af. 

Så hvis dit parti bliver ramt af anklager om antisemitisme, følger her syv læringer, som blev delt med de fremmødte i Koncertkirken i september 2024.

1. Lad være med at give indrømmelser, når anklagerne er åbenlyst urimelige

Antisemitisme-beskyldningen mod Labour åbnede ikke op for kompromisser. De var reelt et påskud for en kampagne, der havde til hensigt at vælte Corbyn. Labour kunne ikke gøre noget, som kunne forhindre eller bare moderere mediekampagnen. 

Faktisk var “antisemitisme” blot en af mange angrebslinjer, pressen forsøgte sig med. Den fik selskab af påstande om, at Labours tilhængere var “bøller”, påstande om udbredt Labour- “homofobi”, eller om at Corbyn havde været “tjekkisk spion”.

Ingen af Labours mange indrømmelser gjorde kritikerne tavse i så meget som et sekund. I stedet skabte indrømmelserne splittelse, demoraliserede medlemmerne og fik ledelsen til at virke svag. Det nyttede ikke at forsøge at formilde de uforsonlige i partiet.

2. Lad være med at godtage eller fodre hele og halve løgne og udokumenterede påstande

Det gik så vidt, at fornægtelsen af anklagen for antisemitisme i sidste ende blev taget som det vigtigste bevis på den påståede antisemitisme i partiet. Den politisk magtfulde påstand mod Labour var ikke, at der eksisterede en vis antisemitisme i partiet.

I en organisation på en halv million medlemmer findes der givetvis antisemitisme, ligesom der findes andre fordomme og stereotyper af enhver art. En sådan påstand om tilstedeværelsen af antisemitisme ville derfor ikke have forårsaget dette røre i sig selv.

Antisemitisme er en plage og fjende af enhver progressiv politisk bevægelse. På den ene side kan det føre til vold og diskrimination mod jøder. På den anden side vildleder det undertrykte mennesker overalt om de sande årsager til deres lidelse, og distraherer dem således fra at tage handlinger, der kan løse deres problemer.

Ydermere er antisemitisme dybt indlejret i den europæiske kristne kultur, og derfor er anti-jødiske fordomme faktisk udbredte, selv om de er under overfladen. Det følger af alt dette, at antisemitisme ikke er et trivielt emne, men tværtimod et emne, der bør tages alvorligt. 

Men de britiske vande var sådan, at undskyldningerne ingen olie gydede på dem. Den defensive reaktion på løgn og semantisk svindel stillede ikke løgnerne og svindlerne tilfreds. Det taktiske undskylderi blev i stedet brugt som “bevis” på, at der var et stort, muligvis institutionelt, problem med antisemitisme i det britiske Labourparti. For hvorfor  dog undskylde for et problem, der ikke findes?

Og hvis der var medlemmer af partiet, der fandt lejlighed til at afvise anklagerne om grasserende jødehad i det britiske arbejderparti, så var deres afvisning i sig selv udtryk for antisemitisme, og for den institutionelle modvilje mod at gøre noget ved problemet.

Det var, mener Jamie Stern-Weiner, den defensive indstilling, som i selskab med modstandernes løgne og adgang til at sprede dem via kommentariat og alle medier fra de tabloide  “red tops” til Guardian og BBC, der hjalp til med at mainstreame billedet af Corbyn som jødehader og partiet som institutionelt antisemitisk.

Men lad os se på nogle af de påståede eksempler på “antisemitisme”:

1) en sort antiracistisk aktivist anklagede et højreorienteret Labour-parlamentsmedlem for at arbejde med en højreorienteret avis (han blev ekskluderet).

2) et jødisk Labour-medlem lavede en Woody Allen-joke (hun blev suspenderet).

3) en parlamentskandidat kaldte “Labour-antisemitisme”-kontroversen for en “heksejagt”, og en tidligere overrabbiner for en “racist” (han blev suspenderet).

Ledelsen gik aldrig ud og distancerede sig fra disse bullshit-påstande om antisemitisme. Ej heller fra de administrative sanktioner, som fulgte og var en parodi. Det burde den have gjort.

I mellemtiden bekræftede en venstrefløjskandidat (fra Labour) uden tøven ved en fest for Labour-ledelsen, der var vært for ”Jewish Labour-Movement” og ”Labour Friends of Israel”, at det var “antisemitisk” at “beskrive Israel, dets politik eller omstændighederne omkring dets grundlag” som “racistisk”.

Når man behandler anklager om antisemitisme, må man altid forholde sig til sandheden. Det indebærer, at man værdsætter ytrings- og debatfriheden højt, da det altid har været den bedste måde at finde frem til sandheden på.

At tage antisemitisme alvorligt betyder først og fremmest, at man holder sig til sandheden. Man skal ikke træffe foranstaltninger, der er kontraproduktive, bare fordi de kan forekomme umiddelbart formålstjenlige i politisk øjemed.

I stedet bør man altid holde fast i sandheden om, hvad antisemitisme er, dens udbredelse, dens motorer eller årsager i bestemte sammenhænge, og hvilke foranstaltninger, der kan være effektive mod den. 

3. Lad være med at bøje jer for eller acceptere udsagn fra “organisations- og minoritets-repræsentanter” – uden at forstå deres positioner og motiver

Under hele “Labour-antisemitisme”-kontroversen krævede mainstream-jødiske organisationer i Storbritannien eneret på fortolkningen i spørgsmål om antisemitisme.

Men disse organer manglede faktisk demokratisk legitimitet: Jewish Leadership Council (JLC) er et råd, hvor valgene til bestyrelsen for de britiske jøder (BOD) er stort set ubestridte, og de har hverken deltagelse fra de ultraortodokse jøder eller fra det flertal af jøder, som ikke går i synagoge.

Et af de værste aspekter af hele denne affære var den hån og foragt, som de ledende jødiske grupper i Storbritanniens udviste over for de jødiske Corbyn-tilhængere. De blev udgrænset, afvist, hængt ud og marginaliseret som “falske jøder” eller kollaboratører.

Corbyns tilknytning til disse venstreorienterede jøder blev citeret som bevis på hans ondskab, mens føromtalte bestyrelse for britiske jøder (BOD) krævede, at Labour “engagerer sig i det jødiske samfund via dets vigtigste repræsentative grupper, og ikke gennem rand-organisationer.”

Der burde ikke levnes noget rum for en sådan ubegrundet, autoritær afpresning.

Det er rigtigt, at enhver ansvarlig politisk bevægelse bør opsøge og give retmæssig tid og plads, samt lytte oprigtigt til repræsentanter for enhver religiøs eller etnisk minoritetsgruppe – også selvom bevægelsen ikke deler disse repræsentanters politiske eller ideologiske holdninger. De skal have behørig taletid.

Men der er en væsentlig forskel på at give en gruppe en sådan behørig taletid – og så at behandle den som sandhedsvidne. Ingen demokratisk, politisk bevægelse er forpligtet til automatisk at acceptere analysen eller kravene fra forskellige særinteresser i samfundet.

Desuden er det helt på sin plads, hvis en progressiv bevægelse vælger frivilligt at associere sig med, og tage imod anvisninger fra de grupper inden for alle religiøse, kulturelle eller andre samfund, som deler netop bevægelsens egne værdier og formål.

Faktisk ville det være absurd for et venstreorienteret, internationalistisk parti automatisk at henvise til ekspertviden vedr. antiracisme fra organisationer, der lobbyer på vegne af et direkte apartheid-regime (som Israel).

4. Hold fast i venstrefløjens frihedstraditioner

Historisk set har venstrefløjsbevægelser ofte været i front i kampen for borgerlige frihedsrettigheder, herunder særligt ytringsfriheden. Men dette engagement er i løbet af de seneste år blevet betydeligt udhulet – til det punkt hvor ytringsfrihed, nu mest forbindes med det politiske, yderste højre.

De to tilgange – 1) at “hadefulde ytringer” skal undertrykkes/forbydes i stedet for rationelt besvares, og 2) at hver minoritetsgruppe er bedst positioneret til selv at definere den undertrykkelse, den står over for – er begge udbredt og accepteret på venstrefløjen i dag. Corbyn støttede selv disse to ideer.

Det satte imidlertid Labours ledelse under Corbyn i en vanskelig position, da pro-israelske jødiske grupper krævede (ene)retten til at definere deres undertrykkelse og insisterede på, at det eneste legitime svar på risikable tweets eller Facebook-opslag var “nul-tolerance”: censur og eksklusioner fra Labour-partiet. Det gik som beskrevet ovenfor galt.

Hele oplevelsen under Corbyn-krisen burde efter Jamie Stern-Weiners mening føre til en dybere selvransagelse på venstrefløjen, og gerne føre til en proces, hvor progressive grupper finder tilbage til værdien af ytringsfrihed, hvor de tør sætte barren meget højt for censur både i tilfælde af faktisk, men også oplevet hadefuld tale. 

Men man skal være konsekvent: Man kan ikke troværdigt indtage en særlig “ytringsfriheds-holdning”, når det kommer til Israel og antisemitisme – og derefter en anden, når det gælder “islamofobi” eller “hindufobi”.

5. Når antisemitismen ER reel, så bekæmp den proaktivt

Hvis antisemitisme fremstår som et væsentligt problem – ikke som tilfældige ytringer her og der, men en objektivt væsentlig trussel – bør progressive grupper ikke vige pladsen og lade pro-israelske grupper føre an i bekæmpelsen af antisemitisme.

Progressive grupper bør samtidig ikke læne sig tilbage og selvtilfreds antage, at venstreorienterede rum eller minoritetsgrupper er immune over for at sprede falske ideer om jøder eller handle mod dem på diskriminerende måder.

I det omfang anti-jødisk diskrimination, eller propaganda for det, optræder i samfundet og/eller i progressive rum, bør venstrefløjen proaktivt opbygge brede anti-racistiske koalitioner for at bekæmpe dette.

6. Hold dine egne informeret om, hvad der foregår – også “bag kulisserne”

Demokratiske bevægelser, der søger at fremme de fattiges og arbejderklassens interesser, har ikke råd til at stole på fikse og hemmelige spil bag kulisserne eller insider-manøvrer for at nå deres mål.

Tværtimod: de rige og magtfulde vil altid være langt mere effektive i den slags udemokratiske manøvrer, ligesom de kan betale enorme summer for privat lobbyisme.

En demokratisk, progressiv bevægelse har kun én ressource, vi kan trække på, én fordel, vi kan bruge, som kan hjælpe os med at afværge de slag, der rettes mod os – herunder angreb af tvivlsom karakter: Og det er vores oftest overlegne antal af støtter blandt almindelige mennesker.

Magthavere har pengene. De har våbnene. Vi har – potentielt – masserne. Og vores eneste håb, vores eneste våben i kampen er at informere og organisere de mange bag et kollektivt, politisk program.

Det var derfor et kæmpe problem, at Corbyn-ledelsen ikke gik ud og forklarede sine egne medlemmer og potentielle medlemmer – sin egen folkelige base – hvad “Labour-antisemitisme-kontroversen” egentlig handlede om, og hvad der reelt foregik.

Corbyn-ledelsen forklarede aldrig åbenhjertigt, hvilke politiske dagsordener, der virkelig var i spil, hvilken slags internt parti-pres, som de stod over for, eller hvilken rolle Labour-højrefløjen spillede i at anspore og videreføre “krisen”.

Dette efterlod medlemmerne i mørket, og medvirkede i høj grad til forvirring, desorientering og demoralisering blandt medlemmerne og støtterne.

Det var en kæmpe fejl. Den lektie, man kan drage af det, er: En af de vigtigste opgaver for enhver progressiv repræsentant/tillidsvalgt, der bliver valgt til et politisk embede – er at give ærlige forklaringer til den folkelige bevægelse udenfor. Det er den, som de repræsenterer, og den som de får deres indflydelse fra.

Det er derfor de tillidsvalgtes ansvar at fortælle klart og tydeligt, hvad der foregår – også bag kulisserne.

7. Gør ikke arbejdet lettere for den anden side

Israel og dets støtter vil altid anklage den palæstinensiske solidaritetsbevægelse for antisemitisme. Men der er måder at gøre deres opgave sværere i stedet for nemmere.

Hvis vi taler menneskerettighedernes sprog, hvis vi stoler på uangribelige instanser (som de store menneskerettighedsorganisationer, Den Internationale Domstol, FN og så videre). Hvis vi henviser til klare og konkrete aspekter af Israels adfærd eller love, der er anstødelige, så bliver det meget sværere for den anden side at overbevise en bred offentlighed om, at vi er antisemitiske eller på anden måde “ekstreme”.

Som en bonus sikrer det også, at en bred offentlighed – som ikke følger dette problem tæt – vil forstå, hvad vi mener, og kan finde det overbevisende.

Hvis vi derimod formidler vores budskab i vage eller abstrakte termer som “zionisme”, og hvis vi bruger slogans, der kan have både skumle og godartede betydninger (som “Fra floden til havet… ’ – hvilket både kan betyde støtte til demokratiet og et ønske om at udvise alle israelske jøder), bliver det meget lettere at miskreditere os og vores krav som antisemitiske.

Selv hvis man ser bort fra beskyldninger om “antisemitisme”, er det heller ikke sandsynligt, at en sådan terminologi vil give genlyd hos eller overbevise en bred offentlighed – som stort set ikke ved eller er ligeglad med, hvad “zionisme” betyder, eller hvad der er “Fra floden til havet”.

Disse diskussioner distraherer også fra de presserende politiske spørgsmål, der er for hånden – nemlig hvad Israel laver ”on the ground”. Man starter med at ville henlede offentlighedens opmærksomhed på Israels nedrivninger af huse, dets drabstogter, dets tortur. Og ender i et tomt rum, hvor man diskuterer, om jøder er “et folk”. Det duer ikke!

Opgaven er i stedet at holde vores fokus på de konkrete, klare uretfærdigheder, Israel begår, og vores regeringers rolle i at muliggøre disse uretfærdigheder.

Hele spektret af internationale menneskerettigheds-, juridiske og FN-organer har fordømt Israels adfærd på det kraftigste. Vi er nødt til at blive ved med at hamre deres konklusioner hjem til den brede offentlighed. Vi må kræve, at den overvældende internationale politiske og juridiske konsensus om Gaza og om Palæstina-spørgsmålet bliver implementeret.

Sproget om menneskerettigheder og international lov giver os mulighed for at gøre dette på en måde, som en bred offentlighed kan forstå og finde rimelig.