Står den danske model i vejen for international solidaritet i EU? Illustration: Anton Moss / Solidaritet
8 min. læsetid

Den danske debat om en EU-mindsteløns lov udstiller den danske arbejderbevægelses nationale selvtilstrækkelighed og mangel på europæisk solidaritet, mener Jakob Matthiassen.


Af Jakob Mathiassen, 3F BJMF

28. oktober 2020 udkom EU-kommissionen med et nyt forslag til et direktiv, som skulle sikre “at Unionens arbejdere bliver beskyttet af tilstrækkelige mindstelønninger, som giver dem en ordentlig levestandard, lige meget hvor de arbejder.”

Min Facebook blev med det samme overfyldt af opslag fra mine faglige kammerater, der kaldte til kamp mod EU’s angreb på de danske overenskomster. Mine kammerater begyndte hurtigt at dele en underskriftsindsamling med følgende ordlyd: ”EU-Kommissionen vil indføre en lovbestemt EU-mindsteløn, og deres forslag sætter vores danske model under pres. Men i Danmark er lønninger altså noget, der forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Uden indblanding fra politikerne i EU”. Den tilhørende illustration var et stort dansk flag.

Formanden for den danske faglige hovedorganisation (FH) og den danske arbejdsgiverorganisation DA tog i fællesskab afstand fra Kommissionens forslag. Formanden for FH Lizette Risgaard, udtalte følgende “Vi har sagt fra starten – og det er fortsat vores holdning – at EU skal respektere den undtagelse, der er i Traktaten, og undlade at lovgive om lønforhold. Det er et skråplan, man her bevæger sig ind på. Vi værdsætter, at Kommissionen har søgt at imødekomme vores bekymringer – men vi føler os ikke betrygget af det vi læser. Vi har peget på andre metoder til at løse problemerne med, at mange ikke kan leve af deres løn. Det kan godt gøres uden at lave EU-lovgivning om løn, som vi vil bekæmpe med næb og klør”, siger Lizette Risgaard, formand for FH.

“Stop en EU-mindsteløn”, lyder det med Dannebrog svajende i forgrunden. Den danske arbejderbevægelse mangler internationale perspektiver på forslaget om EU-mindsteløn, mener Jakob Mathiassen.

Den danske model

I Danmark bliver løn og arbejdsforhold stort set udelukkende reguleret gennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Den danske fagbevægelse har altid været modstander af enhver form lovgivning om lønningerne, fordi man frygter at selv den mest harmløse lov på området, vil sætte en præcedens for, at lovgiverne kan blande sig i fastsættelsen af lønningerne.

Den præcedens kan så blive brugt til at skubbe overenskomsterne til side, og til at sænke lønnen. Derfor har den danske fagbevægelse kategorisk modsat sig at EU skulle blande sig i fastsættelse af løn og arbejdsforhold i Danmark. Jeg forstår sådan set godt mine faglige kammeraters indvendinger mod, at EU blander sig i de danske overenskomster. Men jeg synes deres modstand er for unuanceret, og er et udtryk for den danske fagbevægelses nationale selvtilstrækkelighed og mangel på europæisk solidaritet.

For det første synes jeg, at EU-Kommissionen faktisk har gjort hvad den kunne, for at imødekomme den danske fagbevægelse og den danske model. I kommissionens forslag står der:

1. “Dette direktiv berører ikke arbejdsmarkedets parters autonomi såvel som deres ret til at forhandle og indgå kollektive aftaler.

“Jeg forstår sådan set godt mine faglige kammeraters indvendinger mod, at EU blander sig i de danske overenskomster. Men jeg synes deres modstand er for unuanceret, og er et udtryk for den danske fagbevægelses nationale selvtilstrækkelighed og mangel på europæisk solidaritet.”.

2. “Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at vælge mellem at fastsætte lovbestemte mindsteløn eller fremme adgangen til minimumsløn-beskyttelse i henhold til overenskomster”

3. “Intet i dette direktiv skal fortolkes således, at det pålægger medlemsstaterne en forpligtelse, hvor lønfastsættelsen udelukkende sikres via overenskomster, at indføre en lovbestemt mindsteløn eller at gøre overenskomsterne universelle.”

Mere tydeligt kan det vel ikke gøres, og Lizette erkender da også at hun er blevet imødekommet. Men hun vil altså alligevel ikke bakke op om forslaget, af frygt for det rent teoretisk vil skabe “en præcedens der vil blive brugt til at skubbe overenskomsterne til side og sænke lønnen”.

Hvad siger de andre?

Dernæst er der stort set ingen i Danmark, som forholder sig til, hvad arbejderbevægelserne i de andre EU-lande mener om direktivet. FH’s udmelding er faktisk et brud med den interne solidaritet, og med den fælles holdning i den Europæiske konføderation af Fagforbund (ETUC). Det overvældende flertal af europæiske fagforeninger, stemte noget tid før forslaget udkom for, en opfordring til kommissionen om at lave dette direktiv. ETUC krævede samtidig at sådan et direktiv burde indeholde en garanti for, at de medlemsstater, der i øjeblikket kun bestemmer lønninger gennem kollektive forhandlinger, aldrig bliver forpligtet til at indføre et lovbestemt mindsteløn system, og det blev tydeligvis imødekommet af kommissionen.

Da kommissionens forslag var blevet offentliggjort kom ETUC, i modsætning til FH, med en udtalelse der kaldte forslaget for et positivt skridt i den rigtige retning. De indvendinger, som ETUC efterfølgende rejste af forslaget, handlede ikke om at forhindre EU-kommissionen i at blande sig i nationalstaternes løndannelse, men om at sikre, at forslaget rent faktisk ville sikre de lavest lønnede arbejdere i Europa en lønstigning. For eksempel ved at forlange, at forslaget fastsatte en tærskel på mellem 60% af medianlønnen og 50% af gennemsnitslønnen i medlemslandet, som den lovbestemte mindsteløn i medlemslandet ikke kan kan falde under.

Frem for at stå sammen med sine søsterorganisationer i ETUC, og kæmpe for en reel lønstigning til de lavest lønnede, så valgte den danske fagbevægelse endnu en gang at bryde den europæiske solidaritet, og gå imod det store flertals holdning. Når danske forbund gør det inde i FH, så bliver de skældt ud for at underminere den fælles styrke og solidaritet. Men FH har tilsyneladende ikke de samme skrupler ved at underminere den fælles styrke og solidaritet i den Europæiske arbejderbevægelse.

Mon ikke lønnen for en tjener på Cypern er noget mindre end i Danmark? Hvor er den danske fagbevægelses solidaritet med Unionens fattigste arbejdere, spørger Jakob Mathiassen. Foto: New Cyprus Magazine.

Mindre social dumping i andre lande? Ja tak!

Endelig synes jeg ikke, de danske fagforeninger tager de svageste europæiske fagbevægelser alvorligt, når de fortæller, at en EU lovgivning om mindsteløn ville være til stor hjælp for dem. OPZZ i Polen mener for eksempel, at det vil have en positiv indvirkning på de nye EU-medlemsstaters økonomier, og at lønstigningen i Østeuropa også vil føre til en reduktion af den sociale dumping i Vesteuropa.

I løbet af denne debat har jeg igen og igen oplevet, at mine danske faglige kammerater enten har ignoret de svage fagbevægelsers ønske om en EU lov på området, eller har taget det lidt arrogante synspunkt, at de svagere faglige organisationer ikke ved hvad der er bedst for dem. Den danske fagbevægelse er tilsyneladende ikke villig til at gå på nogen som helst kompromis med sine egne interesser, for at række de svageste europæiske fagforeniger en hånd.

“Den danske fagbevægelse er berygtet i Europa for ikke at deltage i fælles kampe og initiativer… Hvor lidt vi end kan lide at indrømme det, så deltager vi ikke, fordi det ikke er vores hoveder, der er på EU’s huggeblok.”

Debatten om denne nye EU-lov om mindsteløn, er i øvrigt kun det seneste eksempel på dansk selvtilstrækkelighed. Den danske fagbevægelse er berygtet i Europa for ikke at deltage i fælles kampe og initiativer. For eksempel deltog hverken den officielle fagbevægelse, eller den venstreorienterede opposition, side om side med vores søsterorganisationer i Sydeuropa under ETUC’s aktionsdage mod den europæiske sparepolitik i 2011 og 2012. Hvor lidt vi end kan lide at indrømme det, så deltog vi ikke, fordi det ikke var vores hoveder, der lå på EU’s huggeblok. 

For mig at se, så vælger den danske fagbevægelse at ignorer flertallet i ETUC og den skade som vores holdning forvolder på opbygningen af en europæisk arbejderbevægelse, fordi vi satser på at vores egne danske overenskomster fortsat vil være det bedste forsvar af vores egen nationale arbejderklasse, og så vil vi, undskyld sproget, skide på alle de andre!

Efter min mening er denne holdning ikke bare en moralsk katastrofe, det er også en fejl. Hvor lidt de danske fagforeninger end kan lide at indrømme det, så stiger andelen af arbejdere i Danmark, som ikke er dækket af overenskomster. Særligt blandt migrantarbejderne er der tusinder af arbejdere, som ikke er dækket af fagbevægelsens overenskomster. Jeg tror ikke vi kan løse denne udfordring i Danmark alene. Vi har brug for, at den Europæiske arbejderbevægelse rejser sig af asken, og det opnår vi altså ikke ved at underminere den europæiske solidaritet og aktions-fællesskab, hver gang flertallets beslutninger ikke lige passer os.


Jakob Mathiassen

Betonarbejder og forfatter til bøgerne Beton, Kamppladser og Drømme samt Drømme og Støv. Arbejder som organizer i 3F BJMF.

Læs mere af Jakob Mathiassen