Jan Hoby: Arne-Plus viser, hvor langt Socialdemokratiet og fagbevægelsen er kommet fra dem, der burde være kernevælgerne

Hvis der er noget, Socialdemokratiet mestrer bedre end alle andre partier, så er det med patos at oversælge lappeløsninger og discountordninger som forbedringer af velfærdsstaten og Den Danske Model. Partiet formår at få andre partier til at købe præmissen med hud og hår og stemmemaksimerer blandt desperate og håbefulde vælgere. Sådan var det med Arne-pensionen og spørgsmålet om ligeløn.

Arne-pensionen var sidste chance for at rette op på årtiers nyliberale og utryghedsskabende arbejdsmarkedsformer. Så med udspillet fra SVM-regeringen om en Arne-Plus-pension slår Socialdemokratiet to fede streger under, at partiet aldrig kommer til at ville skabe økonomisk tryghed eller en værdig pension for nedslidte arbejdere. Arne-Plus-pension er en discountudgave af to discountudgaver, nemlig seniorpensionen og Arne-pensionen – med lavere ydelse og længere tid på smertestillende medicin.  

“Hvis det alene havde været en borgerlig regering, der havde fremlagt regeringsgrundlaget, havde det udløst et ramaskrig fra fagbevægelsen. Men fordi Socialdemokratiet er med, har store dele af fagbevægelsens top rost regeringsgrundlaget, hvor de højest lønnede får skattelettelser”

Alligevel gik der kun et splitsekund, fra Mette Frederiksen præsenterede sin nye centrum-højre regering, til stort set hele fagtoppen omfavnede SVM-regeringen med næsten samme ordlyd: De ser både gode takter og nogle knaster, som de bliver nødt til at kende mere til, før de reagerer. Dermed gav de deres velsignelse til den Corydonske regering. 

Total afvisning af ligeløn

Hvis det alene havde været en borgerlig regering, der havde fremlagt regeringsgrundlaget, havde det udløst et ramaskrig fra fagbevægelsen. Men fordi Socialdemokratiet er med, har store dele af fagbevægelsens top rost regeringsgrundlaget, hvor de højest lønnede får skattelettelser. Men det er de lavestlønnede, der kommer til at betale med afskaffelse af Store Bededag, forringelse af seniorpensionen og nul inflationshjælp til de hundredtusindvis af arbejdere, der oplever en historisk levevilkårskrise. Det er altså fagbevægelsens medlemmer, der kommer til at betale prisen. Det er ikke godt nok. Hensynet til Socialdemokratiet kan aldrig stå over medlemmernes grundlæggende interesser. Men det gør det. 

Socialdemokratiets mest værdifulde arvesølv – og politiske berettigelse for arbejderbevægelsen – er skabelsen af velfærdsstaten. Men partiet har mistet sin indre GPS. Velfærdsstaten er presset af en historisk rekrutterings- og fastholdelseskrise, hvad angår alle de fag, der holder velfærdsstaten sammen. Svaret fra den nye SVM-regering er, at man overtager Socialdemokratiets forslag om tre milliarder, der skal fordeles på 230.000 udvalgte offentligt ansatte – vel og mærke først, når det er fuldt indfaset i 2030. Det svarer til 2000 kroner per næse. 

Det er socialdemokratisk krisehåndtering par excellence. For sent, for lidt og for utilstrækkeligt. Det understreger Socialdemokratiets grundlæggende ideologiske og politiske krise. Partiet hverken kan eller vil løse velfærdsstatens grundlæggende strukturelle krise, som er et produkt af nyliberale reformer gennem de seneste tre årtier og af det ændrede styrkeforhold mellem kapitalen, arbejdsgiverne, de borgerlige partier og arbejderbevægelsen.

Udspillet om tre milliarder kroner til 230.000 udvalgte offentligt ansatte er ikke designet eller tænkt til at løse de grundlæggende samfundsskabte strukturelle problemer. Det er blot symbolske lappeløsninger og discountordninger. Det er grundlæggende en total afvisning af et opgør med tjenestemandsreformen og kravet om ligeløn. 

Fagbevægelsen blev advaret i 2021

Et reelt svar på velfærdsstatens grundlæggende krise kræver et helt andet Socialdemokrati. Det kræver massebevægelser, der, som klimabevægelsen, kan presse Socialdemokratiet – hvilket skete med 70 pct. målsætningen. Det kræver en arbejderklasse på barrikaderne og en fagbevægelse i bevægelse. Men selv i den situation er der ingen garanti for, at Socialdemokratiet vil standse sin kinddans med nyliberalismen og højrefløjen. Partiets DNA og GPS er sandsynligvis ødelagt for altid. 

“Problemet for den danske model er, at den under sygeplejerskernes 10 uger lange strejke blev afsløret som en barriere for de kvindedominerende fags krav om ligeløn, og at den favoriserer de traditionelt højtlønnede mandefag i den offentlige sektor – netop fordi den er født med en politisk dominans.”

Også reaktionerne fra fagtoppen på dette spørgsmål viser desværre, hvor langt de er fra deres medlemmer.  Men deres reaktioner afspejler også, at de så småt er begyndt at frygte deres medlemmers reaktioner. De fik nemlig en advarsel, da sygeplejerskerne undsagde deres egen fagtop og gik i strejke ved OK21.

Den danske model på det offentlige område har altid været politiseret, og der har altid været politisk indblanding i de offentlige overenskomster, direkte eller indirekte. Det er politikere, der sidder for bordenden i stat, kommuner og regioner. Det er altid den siddende regering, der udstikker rammen for, hvor meget politikerne vil bruge på offentligt ansattes lønninger. Men indsigt i det offentlige aftalesystem er en mangelvare blandt politikere, arbejdsmarkedskommentatorer og journalister. Den danske model på det offentlige område er født med en politisk dominans. 

Problemet for den danske model er, at den under sygeplejerskernes 10 uger lange strejke blev afsløret som en barriere for de kvindedominerende fags krav om ligeløn, og at den favoriserer de traditionelt højtlønnede mandefag i den offentlige sektor – netop fordi den er født med en politisk dominans.

Et opgør koster 20 mia. om året

Derfor er SVM-regeringens lønudspil ikke et begyndende opgør med 53 års uligeløn, og det er slet ikke nok til at stoppe velfærdsstatens styrtblødning af medarbejdere og løse fastholdelses- og rekrutteringskrisen. Hvis man reelt vil tage et opgør med uligelønnen, vil det koste 20 milliarder kroner om året. I runde tal er der 10.000 socialrådgivere, 2000 jordemødre, 10.000 dagplejere, 5000 lægesekretærer, 95.000 SOSU-hjælpere og -assistenter, 77.000 sygeplejersker, 53.000 pædagoger, 40.000 socialpædagoger i Danmark.

Dertil kommer 63.000 kommunale og statslige HK’ere, rengøringsmedarbejderne, køkkenmedarbejdere og pædagogiske assistenter. Det er alle grupper, hvis uligeløn er et afledt eller direkte resultat af tjenestemandsreformen. Ca. 410.000 offentligt ansatte i kvindedominerende fag har krav på ligeløn – og de er vitale for velfærdsstatens overlevelse. Sygeplejerskerne og SOSU’erne er på den populistiske dagsorden netop nu. Men de øvrige hundredtusinder har også jobfunktioner, som er vitale og kritiske for, at velfærdsstaten ikke smuldrer.  

De meldinger, jeg har fået, siden SVM-regeringen præsenterede sig foran Christiansborg, er dårligt nyt for Socialdemokratiet, fagtoppen og alle andre, der håber på, at tre milliarder om otte år kan være et tilstrækkelig stort hold-kæft-bolsje. Men det er godt nyt for os, der ved, at fællesskabets styrke og kollektiv handling altid har skabt forvandling. Det gjorde det i 1985 og 1998. Og det vil det gøre igen ved OK24.

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger og uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc.