Jan Hoby: Her er fem gode grunde til, at lønstigninger ikke forårsager inflation

Inflationen eksploderer og har skabet en levevilkårskrise, som ikke er set i mange årtier. Borgere på overførselsindkomster, studerende og hundredtusindvis af lavtlønnede arbejdere i den offentlige og private sektor har på rekordtid fået deres privatøkonomi presset helt i bund. Det gør pivondt. Prisstigningerne på basale fødevarer har gjort indkøbsturen i discountbutikken til et dyrt bekendtskab, og har sat flertallet af danskernes privatøkonomi mere end fire år tilbage.

Alle medier skriver spalte op og ned om inflationens konsekvenser og sociale slagside. Men der er stort set radiotavshed fra fagbevægelsen, Socialdemokratiet og venstrefløjen. Man leder forgæves på Fagbevægelsens Hovedorganisations hjemmeside efter holdninger og udmeldinger om konsekvenserne for medlemmernes levevilkår. Og det samme gælder hos venstrefløjen.

Socialdemokratiet vil skide på de fattige og flertallet af arbejderne

Bundlinjen er, at den socialdemokratiske regering hverken kan eller vil afhjælpe de kontante afsavn, som flertallet af arbejderklassen og de fattige mærker i dagligdagen. Det opsummerer meget godt det mislykkede centrum-venstre projekt de seneste tre år: Masser af pynterødt, pyntegrønt og overfladebehandling.

“Vi vil sikkert som amen i kirken blive mødt med suk og beklagende blikke, når vi lige om lidt indleder de næste overenskomstforhandlinger ved OK23 og OK24 med massive lønkrav.”

Uligheden er øget de seneste tre år, hvor Socialdemokratiet og støttepartierne har haft magten, og det kan ikke længere bare tørres af på Radikale Venstre. Inflationen skubber bare på uligheden, og samtidig vælter de rige og mægtige sig i overnormale profitter på arbejderklassens bekostning, mens topcheferne og virksomhederne scorer kassen. Så glem alt om en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik på Mettes vagt, og om at den stigende ulighed skulle bekæmpes.

Lønkamp, lønkamp og atter lønkamp ved OK23 og OK24

Det er sikkert som amen i kirken, at politikerne ikke vil løfte en finger for flertallet af arbejdere. Men lige så sikkert er det, at vi vil blive mødt med suk og beklagende blikke, når vi lige om lidt indleder de næste overenskomstforhandlinger ved OK23 og OK24 med massive lønkrav. “Jamen, I kan da ikke forvente at få mere i løn, når inflationen er, som den er. Vil I måske være ansvarlige for, at samfundsøkonomien brænder helt sammen?” Men det er bare tågesnak og dårlige undskyldninger.

Her kommer her fem gode grunde til, at lønstigninger ikke forårsager inflation, så du og dine kolleger har argumenterne i orden og forberedelserne til benhård lønkamp kan tages sin begyndelse:

1. Lønningerne er ikke steget i over 10 år. Alligevel er inflationen stigende

Det vigtigste argument er et simpelt blik på fakta. Reallønnen er faldet i mere end et årti. Korrigeret for inflation er lønningerne nu lavere, end de var under krisen i 2008.

Alligevel er inflationen i Danmark og EU allerede steget til mere end 9 procent. At acceptere en lønnedgang i denne situation vil ikke gøre noget for at bringe priserne ned og har aldrig gjort det.

2. Lønningerne fik heller ikke priserne til at stige i 1970’erne

Det spøgelse, der altid trækkes frem, er perioden i 1970’erne, hvor inflationen i Danmark lå på over 15 procent. Men de faktorer, der førte til en stigning i inflationen dengang, var meget mere komplekse. En nøglefaktor var Yom Kippur-krigen mellem Israel og arabiske stater, som fik olie- og råvarepriserne til at stige kraftigt.

Det er rigtigt, at i begyndelsen af ​​1970’erne voksede arbejdernes lønninger højere end inflationen, et tegn på at deres kollektive forhandlingsstyrke var meget bedre, end den er nu. Men fra midten af ​​70’erne overhalede inflationen lønvæksten.

3. Inflationen er i høj grad drevet af globale faktorer

Oliekrisen i 1973, corona-pandemien og krigen i Ukraine er alle globale begivenheder, som forstyrrer forsyningskæderne, og får råvarepriserne til at stige. Det har intet at gøre med lønkamp og lønstigninger i de enkelte lande.

Det forklarer til gengæld, hvorfor inflationen er stigende i mange forskellige lande på samme tid.

4. Centralbankfolk udvikler en recession – og beder dig om at betale prisen

Siden Finanskrisen i 2008 har centralbankerne sprøjtet hidtil usete mængder af penge ind i økonomien gennem kvantitative lempelser, opkøb af stats- og virksomhedsgæld og med andre midler. Centralbankerne har også holdt låneomkostningerne, renterne rekordlave i mere end et årti.

“Meget få af de milliarder, der er sprøjtet ud på de globale finansmarkeder, er nået ned til almindelige mennesker. I stedet har disse politikker pustet de finansielle markeder op.”

Meget få af de milliarder, der er sprøjtet ud på de globale finansmarkeder, er nået ned til almindelige mennesker. I stedet har disse politikker pustet de finansielle markeder op. Nu hvor inflationen er stigende, mener centralbankfolk, at de kan kontrollere den ved at hæve renten. Antagelsen her er, at man ved at gøre lån dyrere kan reducere forbrugernes efterspørgsel og bringe priserne ned. Det kan medføre en recession og mere arbejdsløshed.

Hvis man tilslutter sig teorien om, at inflation er forårsaget af et overophedet arbejdsmarked, så vil en stigning i arbejdsløsheden blive betragtet som et nødvendigt onde for at bringe lønningerne og i sidste ende inflationen ned.

Men hvis inflationen ikke er forårsaget af stigende lønninger, vil disse foranstaltninger gøre meget lidt for at kontrollere inflationen. De vil til gengæld forårsage ekstreme økonomiske vanskeligheder for mange almindelige mennesker, som allerede nu kæmper med en historisk leveomkostningskrise.

5. Priserne stiger, fordi overskuddet stiger

De fleste økonomer er enige om, at inflationen i dag er forårsaget af et sammenbrud af forsyningskæder og lukning af virksomheder, først på grund af covid og derefter krigen i Ukraine.

Som følge heraf er priserne på råvarer og en masse mellemvarer steget. Men der er en anden faktor, som ikke er blevet behandlet tilstrækkeligt, hverken i pressen, fagbevægelsen eller på venstrefløjen, og det er spørgsmålet om profit og i særklasse den overnormale profit.

Ingen kan vinde alene

Intet af det her kommer til at ske, medmindre vi – flertallet af arbejdere – forbereder os benhårdt på kamp, strejke og sammenhold og står skulder ved skulder ved OK23 og OK24.

For læren af forhandlinerne ved OK18 er, at ingen kan vinde alene.