Jeg har et HVIDERE privilegie!

“Jeg vil gerne være danske Sinem, som har et lidt specielt navn og har et ekstra modersmål. Og sådan tror jeg rigtig mange har det. De vil gerne bare passe ind, og blive behandlet ligeværdigt. Men så længe vi har hverdagsracisme, er både de og jeg nødt til at forholde os til vores rødder og råbe op og sige fra”.

Af Sinem Demir

De seneste to uger har jeg fulgt debatten, og bevægelserne rundt om i verden med en klump i halsen og et sug i maven.
George Floyd blev myrdet af politiet – helt uden grund. Sådan er virkeligheden for de sorte i USA.

Der er en form for apartheid og dobbelte standarder på spil. Der er det hvide privilegie, og hvis du ikke har dét, bliver du behandlet som andenrangsborger. Det er ikke kun i USA, det forholder sig sådan, men også i resten af verden. Også i Danmark.

Forskellige grader af racisme

Dansk Folkeparti kan benægte det så meget, de vil. Racisme findes, og fylder i rigtig manges hverdagsliv. Og hvis du tilmed er kvinde, bliver det krydret med en god håndfuld sexisme. Der findes grader af racisme, og ikke alle bliver udsat på samme måde og i samme grad. Det er noget jeg tit har talt med mine POC-venner (people of color, red.) om.

Jeg er eksempelvis lys i huden, har glat hår og taler flydende dansk (fynsk). Så det er min hårfarve, øjenfarve og mit navn der afslører, at jeg ikke er ‘vestlig’. Derfor er den racisme jeg møder i hverdagen, enten grundet i mistanke om, at jeg måske er muslim, eller også går den på den sexistiske del, om at jeg er eksotisk. Jeg må være vildt god i sengen, eller jeg må være en vildt god danser – kan jeg mon danse mavedans?

Mine søskende har lysere hår og blå øjne. Det er kun deres navn der afslører, at de ikke er vestlige. Så derfor er de næsten helt fri for hverdagsracisme. Når jeg sammenligner mine oplevelser og historier med mine POC-venner, kan man hurtigt se hvordan tingene hænger sammen.

Jo mørkere din hudfarve er, jo mørkere dit hår og dine øjne er. Jo mere udsat er du. Og jo værre er den racisme du bliver udsat for.
Den absolut “værste kombination” er at være sort, have et ikke-vestligt navn og have rødder i et land, hvor Islam er den største religion.
Så er du dømt til had, forfølgelse og racisme – også her i Danmark.
Kan huske jeg var i Netto sidste sommer, med en veninde som netop tilhører “den værste kombination”. Vi havde været i Irma lige inden, hvor hun havde købt et Irma-produkt. Altså en vare man ikke kan få andre steder end i Irma.

“Mine søskende har lysere hår og blå øjne. Det er kun deres navn der afslører, at de ikke er vestlige. Så derfor er de næsten helt fri for hverdagsracisme. Når jeg sammenligner mine oplevelser og historier med mine POC venner, kan man hurtigt se hvordan tingene hænger sammen.”

Ekspedienten i Netto anklagede hende for at stjæle, fordi hun havde Irma-produktet i hånden. Jeg trådte til med mit hvidere privilegie, og forklarede ekspedienten at min veninde altså ikke havde stjålet. Det var virkelig ubehageligt. En form for racisme og mistænkeliggørelse, som jeg aldrig personligt har været udsat for.

George Floyd og faren ved ‘politiker-wannabes’

Jeg synes det har været svært at finde ud af, hvordan jeg skulle kommentere på alt dette med George Floyd og Black Lives Matter. Om jeg bare skulle videredele billeder, og være en ‘stille allieret’. Eller om jeg skulle italesætte de forskellige grader af racisme, som afhænger af pigmentmængden i vores hud og vores eventuelle kobling til Islam.
Jeg kom frem til det sidstnævnte, hvilket var svært at vælge. Jeg vil rigtig gerne være en helt ‘almindelig’ dansk politiker. Jeg vil gerne diskutere arbejdsmarkedspolitik, uddannelser, sundhed mm, uden at det skal forholdes til, at mine forældre er født i udlandet. Jeg vil ikke være endnu en politiker-wannabe a la Naser Khader, som kun kan udtale sig om udlændingepolitik, og som kun er relevant ift. dette politiske spørgsmål. Jeg vil gerne være danske Sinem, som har et lidt specielt navn og har et ekstra modersmål. Og sådan tror jeg rigtig mange har det. De vil gerne bare passe ind, og blive behandlet ligeværdigt.

Men så længe vi har hverdagsracisme, er både de og jeg nødt til at forholde os til vores rødder og råbe op og sige fra. Så længe vi har hverdagsracisme og statsracisme verden over, kan vi ikke tale om ‘All Lives Matters’. Så længe det er som det er nu, hedder det Black Lives Matter.

Vil I ikke være så rare, at bruge jeres hvide privilegier, eller jeres hvidere privilegier, til at råbe op og sige fra, når I ser eller hører hverdagsracisme?
Måske hører I en gammel joke, som er racistisk, fra et familiemedlem. Eller også ser I én blive anklaget for tyveri. Vil I ikke bruge jeres privilegier og sige fra? Lad os alle tale åbent og ærligt om vores privilegier, og være bevidste om dem.