Max Ginsburg: 'Arbejdsløse i kø' (2013).
13 min. læsetid

Solidaritet har gennem Næstehjælperne på Amager interviewet en række personer, hvis møde med det danske dagpenge- og kontanthjælps-system har været et mareridt. ‘Mona’ har været i systemet siden 1985 – og har mærket systemet ændre sig siden dengang, hvor det hed bistandshjælp.


Af Hanne Schmidt


Mona

Ufaglært kvinde

52 år, bosat i København

Status: I ressourcepraktik. Afventer udredning i forhold til fleksjob-ydelse eller pension

Jeg vil så gerne have et fleksjob eller en eventuel pension, men hvis ingen af delene lykkes bryder jeg totalt sammen, og ryger direkte på psykiatrisk for at blive indlagt. Hele processen har været hæslig. Det er forfærdeligt hele tiden at skulle bedømmes af folk, der ikke kender en, og som ikke forstår hvad man kan og hvem man er som menneske

Et frygtsomt liv

Mona har været på bistand siden 1985, hvor hun fyldte 18 år. Det skyldes blandet andet et handicap som ord- og tal-blind. Som 17- 18-årig begyndte hun på Ordblindeskolen i København, og gennem årene har hun lært at læse til husbehov. Hun fortæller dog, at hun altid har været stærkt afhængig af sine forældre, der har hjulpet hende med alt fra breve til officielle skrivelser. Da forældrene døde, overtog hendes voksne søn rollen med at hjælpe.

Mona var som ung meget frygtsom, sårbar og usikker. Hun blev født med navlestrengen om halsen, hvilket moderen mente var årsagen til hendes handicaps. Hun har altid haft problemer med hukommelsen, hvilket viser sig i forbindelse med hendes talblindhed. Hendes mor mente endvidere, at den manglende ilt ved fødslen kan have forårsaget nogle mindre hjerneskader.

Selv forklarer hun sin frygtsomhed med en overbeskyttet tilværelse. Men sårbarheden hænger også sammen med, at hun har følt sig utrolig flov over ikke at kunne læse ord eller tal. Ind i mellem påvirker det hende stadig kraftigt, især når myndigheder og jobcentret fremsender breve, hun ikke kan overskue.

Svært ved fabriksarbejde og hjemmehjælp

Mona forsøgte sig efter skolen med fabriksarbejde, hvilket hun dog ikke magtede grundet sine handicap. Socialkontoret foreslog allerede i 1985, at hun fik en invalidepension, hvilket moderen imidlertid modsatte sig. I stedet fik hun godkendt en varig bistandshjælp i flere år, uden interventioner eller støtte fra det offentlige. Gennem årene er gentagne forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet slået fejl, hvilket har bidraget til en stigende følelse af nederlag, som også har påvirket hende mentalt.

Hun har blandt andet forsøgt sig som hjemmehjælper, men har måttet opgive igen, da hun havde store vanskeligheder med at læse gadenavne og numre. Der har ikke været fremsat nogle alternative løsninger på at overvinde disse handicap for den i øvrigt godt begavede kvinde. Alt for ofte har hun mødt en manglende forståelse fra folk, som har fundet det “selvindlysende”, at enhver kan læse og regne. Det gælder også en stor del af de offentlige ansatte, hun har været i kontakt med.

Ud over hendes aktiveringshistorie har hun været enlig mor med en dreng, siden han var 3 år. Bortset fra en stram økonomi har de haft et godt familieliv, men efter han fyldte 18 år, blev de penge, han selv tjente, fratrukket hendes kontanthjælp ud fra den præmis, at de var ‘samboende’. Det samme ville være gældende, hvis hun ville leje et værelse ud til en vildt fremmed – der ligeledes hver måned ville skulle fremsende sine lønsedler til jobcentret. I Monas tilfælde ville det både betyde nedsættelse af boligstøtten og reduktion i kontanthjælpen, også selvom samboende ikke har fællesøkonomi.

Solidaritet sætter i den kommende tid fokus på det danske jobcenter-system og de mennesker, der er blevet ødelagt af at være på kontanthjælp eller dagpenge.

Fra bistandsklient til kontanthjælpsmodtager

Mona gik i årenes løb fra at være bistandsklient til kontanthjælpsmodtager. Særligt med reformerne i 2014 kom der fart over feltet med nye krav. Nu blev hun pludselig udsat for en masse krav og fremmede mennesker hele tiden, hvilket skabte både angst og fortvivlelse. Af det mørke opstod imidlertid også et lys: Gode fællesskaber med andre, der var kommet i klemme i systemet, bl.a. hos ‘Næstehjælperne‘. De fællesskaber har hjulpet hende med at overkomme noget af sin frygtsomhed.

I 2018 fik Mona som 51-årig konstateret OCD, som led i en psykiatrisk undersøgelse, der gik forud for et ressourceforløb. Udover de mange angstanfald har hun i mange år været præget af nærmest tvangsagtige tilbøjeligheder til efterkontrol, bestemte rutiner og mønstre, der vedrører bestemte forhold i dagligdagen.

Særligt med reformerne i 2014 kom der fart over feltet med nye krav. Nu blev hun pludselig udsat for en masse krav og fremmede mennesker hele tiden, hvilket skabte både angst og fortvivlelse.

Ingen på socialkontoret eller jobcentret har tidligere taget disse problemer op med den 52-årige kvinde. Hun fortæller desuden, at hun ikke har tal på, hvor mange sagsbehandlere der har været inde over hendes sag. Det er en sandsynlig forklaring på, at ingen før har opdaget, at hun havde andre problemer end ordblindhed.

“Ifølge rygter blandt kontanthjælpsmodtagere er det fra kommunens side et bevidst valg at tildele så mange skiftende sagsbehandlere”, forklarer hun, “for de skal helst ikke knytte sig til den enkelte klient og dermed risikere, at de sætter omkostningsfulde behandlings- eller undervisnings-tilbud i gang.”

Praktikordnings-pengemaskinen

Siden hun i 2014 blev erklæret aktiverings- og arbejdsparat, har hun været i 17 arbejdspraktikker. Det ressourceforløb hun fik tilkendt i 2018 – med henblik på senere at få et fleksjob – kom kun i stand fordi hun selv opdagede, at hun havde krav på det. På det tidspunkt havde hun tilfældigvis fået en god mentor, der hjalp hende med at ansøge om det. Processen tog dog stadig mere end et halvt år, fordi der manglede en underskrift fra en person i ‘ressourcenævnet’, der skulle tilkende forløbet. Ventetiden føltes derfor som et helvede for hende, og må også siges at være et gevaldigt spild af både hendes og jobcentrets tid.

Ifølge Mona fungerer de eksterne aktører mest af alt som pengemaskiner med tilbud om dyre kurser, f.eks. svømning, yoga og byvandringer. Efter hendes mening er det rent tidsspilde for de fleste

Mange af Monas jobpraktikker på 3-6 måneder har hun selv fundet, uafhængigt af de utallige møder med en anden aktør, hvis formål ellers er at skulle hjælpe med den slags. Hendes oplevelse er at skulle møde op på nogle af de dyreste adresser i byen – for at have den mere eller mindre nøjagtig samme samtale, som man udsættes for på jobcenteret. Her møder man folk uden særlig viden om social rådgivning, og de skaffer heller ikke folk i arbejde.

Ifølge hende fungerer de eksterne aktører mest af alt som pengemaskiner med tilbud om dyre kurser, f.eks. svømning, yoga og byvandringer. Efter hendes mening er det rent tidsspilde for de fleste. For enten vil folk mest af alt have et rigtigt job, eller også vil de gerne hurtigst muligt udredes i forhold til at få et fleksjob eller en pension.

Siden hun blev konstateret aktiveringsparat, har hun af egen drift fundet frem til både praktikpladser og nogle AMU-kurser. Hun kan dog konstatere, at hun mest af alt har fået elendig og utilstrækkelig rådgivning på jobcentret.

Alle aktiveringsparate skal være aktivt jobsøgende på nettet, og skal søge mindst to job om ugen. De fleste oplever dog, at jobsøgningstvangen på nettet er totalt ligegyldig. Dels er der ikke nok relevante stillinger at søge, dels drukner arbejdsgiverne i ansøgninger, som derfor ignoreres.

Mona fortæller, at hun er undtaget grundet sit handicap, så hun har kunnet henvende sig direkte til arbejdsgivere i stedet. Hun er dog blevet oplyst om, at det er blevet forbudt personligt at henvende sig til en arbejdsgiver for at lægge en skriftlig ansøgning med personlige informationer.

Konsulentfirmaer som ‘Ballisager’ på Østerbro samarbejder ofte med de kommunale jobcentre om at tilbyde jobsøgningsforløb. For 51-årige Mona har de mange møder med eksterne firmaer mest af alt været spild af tid: “Man møder op på nogle af byens dyreste adresser, for så at have mere eller mindre den nøjagtig samme samtale som på jobcentret”

Udbytning af arbejdskraften

Hvad angår praktik er det hendes indtryk, at stort set ingen kommer i arbejde gennem den – men at folk til gengæld indgår som gratis arbejdskraft overalt. Det være sig i private virksomheder som Føtex, Kvickly, Matas, Bilka og Tiger, men også kommunale institutioner som plejehjem og børnehaver tager ivrigt imod den gratis arbejdskraft. Her kan de ledige være ansat i op til et halvt år i det, der burde være regulære, faste stillinger.

På hver af disse større arbejdspladser må der højest være 5 ansat ad gangen i den ordning. Det betyder, at kommunen altid har nogle steder, hvor de helt lovligt kan sætte folk i praktik, og hermed tilbyde gratis arbejdskraft.

Det gælder for mange af de aktiverede, der bliver glade for deres arbejde, at de ville ønske en fastansættelse var en mulighed. Da det er midlertidige job, inddrages de ofte ikke i de eksisterende arbejdsfællesskaber, hvilket bidrager til en følelse af udsathed og en mangel på respekt, både over for deres arbejdsindsats og dem som personer.

Monas oplevelse er, at praktikpladser almindeligvis tildeles for 3 måneder ad gangen, men at det kan udvides til 6 måneder efter en ny procedure. Det tager op til 14 dage, før folk véd, om de kan fortsætte eller ej. Hendes indtryk er dog, at praktikkens længde er underordnet for de faste medarbejdere, der ikke regner praktik-ansatte for noget.

Hendes egen praktik i Tiger endte således skidt, fordi der ikke blev taget hensyn til hendes handicap. Lederne på arbejdspladsen har i princippet et særligt ansvar for at holde opsyn, og for at sikre der tages hensyn til den aktiveredes problemer og skavanker. I det konkrete tilfælde blev lederen imidlertid sygemeldt efter et par dage, og Mona blev overladt til nogle tilfældige medarbejdere, som bl.a. satte hende til at udføre en opgave, som gav hende en arbejdsskade, og følgende gjorde hun måtte melde sig syg. Her viste jobcenteret sig igen at være en hæmsko snarere end en hjælp. De ville ikke hjælpe hende med at komme ud af praktikaftalen, til trods for at den ansvarlige bestyrer ikke var der længere.

Eksemplet med Tiger er i øvrigt langt fra det eneste eksempel hun har oplevet på, at man på praktikstederne ikke tager arbejdsmiljøreglerne særlig tungt. Det er Monas klare indtryk, at der på mange af de arbejdsplader hun er blevet sendt ud til, gælder andre regler for jobcentrets praktikanter end for de fastansatte.

Ressourceforløb

Mona fandt ved egen hjælp ud af, at hun kunne ansøge om at komme i ressourceforløb. Et sådan forløb kan strække sig over 1-5 år, så hun var lykkelig for kun at få tildelt 2 år, da hun håber at kunne finde en snarlig permanent løsning.

Hun fortæller, at hun utallige gange gennem årene er knækket sammen grundet systemets krav, og har fået svære depressive anfald. Gang på gang er hun blevet slået helt ud af kurs. Erfaringerne blandt andre i Næstehjælperne er ifølge Mona, at det pres bliver lagt med fuldt overlæg. Aktiveringssystemet bruger det til at vurdere folks arbejdsevne. Det handler om at se, hvor meget folk kan tåle, før de knækker.

For øjeblikket er hun i ressourcepraktik hos en arbejdsgiver, der kender hele hendes komplekse problemstilling. Herefter skal ressourceteamet tage stilling til, hvorvidt hun kan få tildelt et fleksjob med fleksjobydelse, eller en eventuel pension.

Erfaringerne blandt andre i Næstehjælperne er ifølge Mona, at det pres bliver lagt med fuldt overlæg. Aktiveringssystemet bruger det til at vurdere folks arbejdsevne. Det handler om at se, hvor meget folk kan tåle, før de knækker.

Mona vil meget gerne arbejde, men det kræver både et job, samt en arbejdsgiver der kan tage hensyn til hendes hukommelsesproblemer og hendes ord- og tal-blindhed. Ydermere kræver det en arbejdsgiver, der kan tage hensyn til, at hun ikke udsættes for psykisk stress med opgaver, hun ikke kan magte.

Monas navigation på arbejdsmarkedet er yderligere blevet kompliceret af, at Hovedstadens Ordblindeskole, som i over 100 år har været redningen for mange, er blevet lukket i 2019 – til trods for at antallet af ordblinde er nogenlunde konstant (ca. 250.000 voksne i alderen 19-65). Deres ekspertise er blevet opløst, og opgaven er nu blevet udliciteret til flere private udbydere. Fra Monas perspektiv risikerer man derigennem “at tabe en hel generation på gulvet.”

Udviklingen har gjort det sværere at være optimist på Monas vegne. Hendes afsluttende bemærkning bærer også præg af en vis fortvivlelse over situationen:

”Hvis ingen af delene [fleksjob eller pension] lykkes efter de 2 år, bryder jeg totalt sammen, og tager direkte på psykiatrisk for at blive indlagt. Hele processen har været hæslig. Det er forfærdeligt hele tiden at skulle bedømmes af folk, der ikke kender en, og som ikke forstår, hvad man kan og hvem man er som menneske”.

Af hensyn til de berørtes situation er interviewpersoner anonymiserede. Redaktionen er bekendt med deres identitet.


Hanne Schmidt er uddannet arkitekt og byplanlægger. Hun har været aktivt medlem af Enhedslistens kulturudvalg fra 1993, og sidder i partiets boligpolitiske udvalg. Har desuden siddet i bestyrelsen for Grobund – Grøn-Rød aftenskole.