Jobcentrets ofre: Historier fra det virkelige liv

Takket være Næstehjælperne på Amager, har Solidaritet fået mulighed for at snakke med en række mennesker, der er blevet ramt af reformer på kontanthjælps- og dagpengeområdet. De har vidt forskellige individuelle problemer, og er endt på jobcentrene af forskellige årsager. Interviewpersonerne har også en række fælles erfaringer med at møde et system, som i stedet for afklaring og støtte bidrager til øget usikkerhed, ringere selvværd og livskvalitet.

---

Lene

Universitetsuddannet kvinde

46 år, bosat i København

Status: visiteret til et fleksjob på 12 timer efter 9 år i systemet.

---

4 år i sygdomshelvede

Sidst i 2009 fik Lene et nervesammenbrud ud af den blå luft. Hun blev efterfølgende indlagt på psykiatrisk hospital, hvor hun blev diagnosticeret med generaliseret angst og depression. Hun kom i behandling med antidepressiv medicin, hvilket dog havde ringe effekt. I forlængelse heraf blev hun sygemeldt fra sit arbejde i et halvt år. 

“Det er surt at se sine hårdt optjente sparepenge i huset forsvinde. På den anden side betød det, at jeg fik lov at blive sammen med min datter, og det var det eneste, som virkelig betød noget på daværende tidspunkt.”

Lene vendte tilbage til sit arbejde i april 2010 på nedsat tid, og var ansat indtil sommeren 2011, hvor hun atter blev sygemeldt på grund af en række fysiske symptomer. Det startede med ledsmerter, primært i lænden, infektioner af forskellig karakter, feber on and off, hovedpine, svimmelhedsanfald og en invaliderende træthed. Henover sommeren blev hendes tilstand forværret, og Lene begyndte at få diarré, mere udtalte smerter i bevægeapparatet, og hyppige vandladninger. I november 2011 blev hun henvist til mavetarm-afdelingen på Amager Hospital, hvor lægerne havde svært ved at finde ud af, hvad hun fejlede. Hun blev fyret fra sit arbejde 1. november samme år på grund af ”sygefravær uden umiddelbar udsigt til raskmelding”. Det skyldtes hovedsageligt, at der ikke kunne stilles nogen plausibel diagnose. 

I januar 2012 henvendte Lene sig selv på psykiatrisk center, da hun var begyndt at tvivle på sin virkelighedsopfattelse. Hun havde stærke fysiske smerter, men lægerne var fortsat på bar bund. Hun var på det tidspunkt mere eller mindre overbevist om, at hendes fysiske symptomer måtte være noget hun bildte sig ind. Lene fik lov til at starte op i et ambulant forløb hos den psykolog, som hun gik i samtaleterapi hos tilbage i 2009/2010. Det blev desuden besluttet, at hun skulle optrappes i antidepressiv medicin. Psykologen blev dog nødt til at stoppe, og kvinden blev ikke tilbudt en ny psykolog – trods et ønske om at fortsætte i ambulant behandling på hospitalet.

Fra slemt til værre

I løbet af foråret 2012 forværredes hendes fysiske tilstand, og hun begyndte at leve med daglige, stærke fysiske smerter. Samtidigt oplevede hun ’tankemylder’, problemer med at sove, og stigende uro i kroppen. I juni henvendte hendes pårørende sig til psykiatrisk center, hvor hun blev tilknyttet en ny psykiater. Diagnosen hed fortsat depression og generaliseret angst, men også en mulig personlighedsforstyrrelse blev nu bragt ind som en mulighed. Inderst inde vidste Lene godt, at hun var alvorligt fysisk syg, og følelsen af at hendes liv var ved at ebbe ud blev stærkere. Hun turde ikke bringe den følelse op, af frygt for at blive erklæret selvmordstruet og tvangsindlagt. Frygten for at blive indlagt hang også sammen med en formodning om, at de fysiske symptomer ville blive negligeret. Hun er på det her tidspunkt alvorligt bange for at dø uden at få den rette behandling. 

Nogenlunde samtidig blev hun genhenvist til Amager Hospitals mavetarm-afdeling. Hun havde igen forhøjede infektionstal og diarré. På afdelingen besluttede man derfor, at der nu skulle laves en MR-scanning af tarmen. Her opdagede lægerne en stor tumor på hendes ene binyre. 

Lene blev opereret i september 2012, og fik efterfølgende besked om, at den fjernede tumor sandsynligvis var ondartet. Hun kom derfor i forebyggende kemobehandling i tabletform. Samtidigt startede hun op i ’kortison-substitution’. Det havde nemlig vist sig, at den tilbageværende, højre binyre ikke længere var aktiv.

Efter 4 år var Lene endelig blevet diagnosticeret, og behandledes nu for en ekstremt sjælden binyresygdom. Hun fik det imidlertid meget dårligt af de to kombinerede behandlinger, og valgte – i samråd med lægerne – at stoppe behandlingen med forebyggende kemoterapi efter 4-5 måneder. Efterfølgende stod den på kontrol og scanninger på Rigshospitalet, og hun fortsatte ligeledes med samtaler på psykiatrisk center indtil 2014. Hun blev her udtrappet af den overflødige antidepressive medicin, og hendes diagnose blev afslutningsvist ændret til ’organisk betinget depression’. 

Selv om Lene gradvist fik det bedre, var hun fortsat mentalt påvirket af hele sygdomsforløbet. Hun fortæller, at det har været enormt frustrerende, opslidende og til tider ensomt. Der er ingen danske patientgrupper, hvor man kan søge støtte og rådgivning til Lenes specifikke lidelse, og de fleste personer uden faglig interesse i sygdommen aner simpelthen ikke, hvad det er. Lægerne har dog i hele forløbet efter diagnosticeringen været fantastiske, ifølge Lenes egne ord, og hun har også oplevet, at hospitalernes socialrådgivere har forsøgt at hjælpe med håndteringen af hendes forløb i det kommunale jobcenter-regi.

Hun er aldrig rigtig kommet sig fysisk, og har gentagne gange fået fjernet inficerede knuder og kirtler andre steder på kroppen, ligesom hun fortsat har udtalte smerter i bevægeapparatet, samt visse kognitive udfordringer.

Sagsbehandling og aktivering

Trods sygemeldinger og de mange genvordigheder med at få udredt sin sygdom skulle Lene igennem forløbet deltage i diverse aktiveringskurser – også da hun var i job, og ikke havde udsigt til at miste det. I hele perioden siden 2009 har hun været tilknyttet et væld af forskellige sagsbehandlere, hvilket forstærkede hendes oplevelse af hele tiden skulle starte forfra.

Med kun én dårligt fungerende binyre efter operationen var hendes helbredstilstand fortsat uklar. Derfor søgte Lene i november 2012 førtidspension på det foreliggende grundlag, mens hun fortsat var på sygedagpenge. Hun fik i slutningen af maj 2013 afslag på sin ansøgning om pension, og blev i midten af juni 2013 ydermere frataget sine sygedagpenge. Hun kunne ikke få førtidspension, da hun ikke er arbejdsprøvet – hvilket hun på dette tidspunkt var for syg til. Desuden mente pensionsnævnet, at der var en chance for hun kunne blive rask.

Hendes sygedagpenge ophørte til gengæld, da der ikke umiddelbart var udsigt til, at hun kunne blive rask inden for 2 år.  Ankestyrelsen stadfæstede begge afgørelser senere på året. Lene kunne altså ikke tildeles pension, men kunne omvendt heller ikke få sygedagpenge. Således startede en lang kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen økonomisk. Hun henvistes nu til at søge om kontanthjælp, hvilket hun følgeligt gjorde. 

Forsørgerkrav

I januar 2014 trådte kontanthjælpsreformen i kraft, og Lene blev partshørt i forbindelse med denne, og underlagt gensidig forsørgerpligt. Reformen fik også den konsekvens, at den forsørgede nu kun modtager halv kontanthjælp, medens forsørgeren skal bidrage med resten. I april samme år går Lene og hendes mand fra hinanden. De svære år havde slidt parforholdet op. Da kommunen ikke ville hjælpe hende med en bolig, og da hun ingen penge havde, var de dog tvunget til at blive boende sammen, indtil de kunne få deres hus solgt. Det tog halvandet år. 

Kommunen anerkendte her, at de ikke længere kunne betragtes som et par – men mente dog fortsat, at manden skulle forsørge hende. Kommunen havde nemlig ret til at betragte dem som et par, da de har fælles barn og bolig. Lene havde også selv – i forbindelse med udfyldelsen af en såkaldt ’ressourceprofil’ – tilkendegivet, at hun havde brug for hjælp i det daglige. Hun kunne ikke købe ind og vaske gulve, og var derfor at betragte som handicappet. Hun kunne måske være blevet visiteret til praktisk hjælp i hjemmet, men hun foretrak at klare sig selv med ekskærestens støtte. Valget kom til trods for, at parrets samliv både fysisk og følelsesmæssigt var ophørt på det tidspunkt. For barnets skyld mente de begge, at det var den bedste løsning indtil boligen var solgt. En sagsbehandler foreslog hende at flytte hjem til sine forældre og overlade barnet til manden: hun var jo invalid, og kunne ikke klare sig selv uden hjælp. Desuden havde faderen økonomien til at give barnet en ”god tilværelse”. 

Til trods for at forholdet formelt var ophørt, skulle manden fra 1. januar 2015 forsørge både hende og barnet, da kontanthjælpen som led i kontanthjælpsreformen helt bortfaldt. Hun havde dog nogle midler, da hun af sit forsikringsselskab havde fået tilkendt en midlertidig månedlig udbetaling for erhvervsevnetab. Pengene gik til fælles udgifter til boligen. I det følgende år var kvinden afhængig af lån fra sine forældre for at få enderne til at hænge sammen. 

Grundet forsørgerpligten skulle manden – uanset at de ikke mere var registreret som par – hver måned dokumentere alt vedr. sine egne økonomiske forhold. Kommunen foreslog i den sammenhæng, at han kunne hæve sine personlige pensionsmidler, hvis det kneb med at forsørge Lene. Det pressede yderligere det tidligere pars indbyrdes relation, da Lenes mand ikke kunne se det rimelige i, at han skulle forsørge en person, han ikke mere var sammen med. Lene oplevede hele situationen som forfærdeligt ydmygende.

Truende hjemløshed

I løbet af efteråret 2015 købte manden en ny lejlighed til sig selv, og parret fik endelig solgt huset. Lene stod efterfølgende med en sum penge, som hun gerne ville bruge på en bolig, men fik afslag på det nødvendige tillægslån fra banken. Det skyldtes, at hendes rådighedsbeløb kun ville være på 1.800 kr. om måneden.  

“Det hus var jo sådan set min pensionsopsparing, og pengene skulle ikke have været brugt på husleje, men sådan blev det så. Jeg ville gerne have købt enten en andel eller en lille ejerlejlighed, men jeg kunne ikke låne de ekstra penge i banken, selvom jeg havde en del penge fra hussalget på daværende tidspunkt. Ingen fornuftig indtægt = intet lån.“

Kommunen ville fortsat ikke hjælpe Lene med at finde en egnet bolig, på trods af hun stod med udsigten til at blive hjemløs. Derfor prøvede hun på at komme på kommunens ’akutliste’, men fik afslag – selvom der i hendes ressourceforløbsplan stod anført, at boligmangel var hendes største akutte udfordring i forhold til at komme videre med sit liv.

Lene fandt til sidst en dyr lejlighed i nabokommunen, der var tænkt som en midlertidig løsning. Hun tog den udelukkende fordi hun vidste, at hun som hjemløs sandsynligvis ville miste forældremyndigheden over sin datter. I de kommende 2 år leder hun desperat efter noget billigere at bo i, og søger om paragraf 34-støtte til forhøjede boligudgifter, men får afslag p.g.a. pengene fra hussalget. Hun får oven i købet en beregning, hvoraf det fremgår, at hun skal leve for pengene indtil 2028, hvilket er absurd, når man udmærket er klar over, at hun netop har måttet søge, fordi pengene forsvinder på grund af den høje husleje.

“Lene finder til sidst en dyr lejlighed i nabokommunen, der er tænkt som en midlertidig løsning. Hun tager den udelukkende fordi hun ved, at hun som hjemløs sandsynligvis vil miste forældremyndigheden over sin datter.”

Hun forsøger også at komme på akutlisten i Københavns Kommune, men afvises med begrundelsen, at hun mangler tilknytning til København. Den besked skal ses i lyset af, at hun har boet i henholdsvis København og en bydel på Amager i 25 år. Afgørelsen kunne der ikke klages over, og socialforvaltningen kunne heller ikke oplyse om, hvornår kvinden har tilknytning nok. 

”Det er surt at se sine hårdt optjente sparepenge i huset forsvinde, men på den anden side betød de, at jeg fik lov at blive sammen med min datter, og det er det eneste der virkelig betød noget på daværende tidspunkt. Havde jeg ikke kunne tilbyde hende tag over hovedet, havde jeg sandsynligvis mistet forældremyndigheden.” 

I februar 2018 lykkedes det Lene at få en mindre, lidt billigere lejlighed gennem sit forsikringsselskab, hvor hun har stået på venteliste.

Fra aktivering til ressourceforløb og fleksjob med ledighedsydelse

I september 2015 tilkendtes hun et ressourceforløb på tre år med ressourceforløbsydelse, men modregnes indtægterne fra sin erhvervsevnetabs-forsikring krone for krone. Hendes økonomi bedres derfor ikke, og hun har svært ved at forstå, at arbejdsskader ikke modregnes i modsætning til sygdom, da den økonomiske situation jo er ens for alle, der er uforskyldt uarbejdsdygtige. 

Deltagelse i et ‘ressourceforløb’ er den eneste mulighed for at komme videre i livet, idet man ellers ryger helt ud af systemet, og det er desuden påkrævet, hvis man skal komme i betragtning til fleksjob eller pension. 

Lene har gennem årene fået udpeget en mentor gentagne gange, men hun synes ærligt talt det er spild af penge. De véd alt for lidt om lovgivningen, og de har ikke adgang til borgernes sag. Det gør arbejdsgangen ufleksibel og langsommelig. Hendes sidste mentor hjalp hende dog med at udfærdige dokumentation for arbejdsprøvning til rehabiliteringsteamet. 

I hele det årelange forløb har Lene sendt mange klager til kommunen over sin sagsbehandling, men er ofte blevet mødt med en meget lang behandlingstid. Andre gange har hun slet ikke fået svar. Ofte beklages ventetiden med, at der er tale om administrative fejl – hvilket imidlertid ikke har nogen konsekvenser for forvaltningen selv.  

I maj 2019 bliver Lene endelig visiteret til et fleksjob på 12 timer, men vejen dertil har været hård og lang – alt for lang. Hun siger nu selv, at hun tvivler på, om hun nogensinde kommer i arbejde, da fleksjob-mulighederne for en fysisk plaget akademiker, der har stået udenfor arbejdsmarkedet i 8 år, er begrænsede. Hvis hun kan få arbejde i en kantine eller en butik, er mulighederne for at lykkes med at finde et arbejde med begrænset antal timer dog langt større. I dag får hun ledighedsydelse, hvilket svarer til kontanthjælpssatsen. Til forskel fra tidligere må kommunen dog ikke længere modregne erhvervsevnetabs-forsikringen i ledighedsydelsen, og det har betydet en bedring i Lene økonomiske situation.

Hendes drøm er nu at komme til at kunne arbejde 12 timer om ugen.

Af hensyn til de berørtes situation er interviewpersoner anonymiserede. Redaktionen er bekendt med deres identitet.

---