Jonathan Simmel: Nu er det tid til en seriøs diskussion i Enhedslisten

Pernille Skipper valgte i weekenden at bruge sin tidligere titel som politisk ordfører til at gå i dagspressen, og reagere på valgets ”mavepuster” til Enhedslisten. Pernilles konklusion var klar: ”Kun hvis moderniseringsprojektet gøres færdigt, kan partiet rejse sig igen, og komme de sidste skridt ind i det 21. århundrede”.

Den bagvedlæggende præmis er, at partiet – baglandets medlemmer må forstås – hænger fast i en forstøvet politisk virkelighed. Dertil nævnes, at der skal skæres ned på det interne partiliv, for at kunne omprioritere ressourcerne og føre udadvendt kampagneaktivitet for at ændre verden.

Allerede to dage efter valget læste jeg ligeledes en første-reaktion fra en kammerat ansat centralt, som beklagede sig over manglen på aktivister, og medlemmer der deltog i debatterne på sociale medier, kørte kampagne for kandidaterne mm.

Konklusionen og logikken må kort sagt være: Vi mangler ‘menige soldater’ i Enhedslisten. Aktivister, som tager en ekstra tørn og kæmper kampen på gaden. På samme tid skal der skrues ned for den del af aktiviteterne, hvor disse fodfolk øver indflydelse på den førte politiske linje, så fokus kan holdes på kampen ude i virkeligheden.

Og jeg forstår godt logikken! – Følelsen giver glimrende mening, når man sidder centralt og kan udarbejde linjen, og altid ville ønske sig flere hænder til at udføre arbejdet.

“Pisser aktivister ud til højre og venstre”

Men sandheden er jo desværre også, at vi i Enhedslisten har pisset aktivister ud til højre og venstre… Netop takket være opgivenhed over for manglende indflydelse på det indre partiliv, manglende reel indflydelse på den førte politik, manglende involvering af græsrødder mm. har vi jo haft massevis af gode aktivister som de senere år har vendt partiet ryggen, og enten har forladt os helt, eller har skruet gevaldigt ned for deres deltagelse. Det kunne også mærkes på gadeplan og lokalt, også i forhold til de senere valgkampe.

“Til tider har politikudviklingen på Christiansborg næsten lukket sig om sig selv, og det har været svært for partiets politiske udvalg at få indflydelse, eller have direkte adgang til maskinrummet.”

En stor del af disse udmeldelser er selvfølgelig politisk begrundet. Men sammenhængskraften på trods af uenighed er i høj grad afhængig af, om man har oplevelsen af et velfungerende internt demokrati, og forståelse for hinandens synspunkter, og f.eks. ikke hvordan enkeltpersoner centralt i medierne udskifter partiets politik i offentligheden, heller ikke lige efter f.eks. en årsmødebeslutning.

Det er måske også forklaringen på, at alle forslag der har været stillet om at afmontere det interne partiliv, og den demokratiske struktur, i nyere tid er blevet nedstemt markant.

Det kan ikke alene gøres til et organisatorisk spørgsmål, og det hænger uløseligt sammen med den politiske udvikling, der har været. Men vi må blot konstatere, at vi har mistet massevis af gode hårdtarbejdende aktivister, uden at disse er blevet erstattet af nye. På samme tid må vi anerkende, at vi i årevis ikke har sikret at holde et fast fokus på fornyelse af vores aktive lag, og inddragelse af nye unge.

Dertil kommer at Enhedslisten igennem en årrække har haft et kæmpe ressourcecenter for politikudvikling på Christiansborg. Til tider har det næsten lukket sig om sig selv, og det har været svært for partiets politiske udvalg at få indflydelse eller have direkte adgang til maskinrummet.

Tømmermændene rammer om lidt

Enhedslistens valgnederlag kan måske ikke synes synderligt slemt i det store og hele. Forskellen på 13 og 9 mandater er af mindre betydning parlamentarisk. Men bagved ligger et langt større og katastrofalt problem, som måske blev glemt på valgaftenens medie-hungren efter at fremstille en sejrsfest. Om lidt begynder de seriøse tømmermænd.

“Det springende punkt er nu, bliver det reelt muligt at vende tilbage til at drifte på baggrund af frivillige kræfter? – Eller om moderniseringsprojektet udelukker den slags.”

En tilbagegang på omkring 30 % betyder en seriøs økonomisk nedgang i midler. Det vil om kort tid blive offentligt kendt, hvor omfattende denne nedgang vil være – Og det kræver en omstilling af hele vores organisation og partiapparat at kunne matche dette nye økonomiske niveau.

I de senere årtier, er der sket en stor udvikling mod, at alt er blevet professionaliseret. Det betyder også, at mængden af frivillige aktivistkræfter til at løfte praktiske opgaver er nærmest ikke eksisterende, disse er udskiftet med fuldtidsansatte.

Med den nye økonomi, kan man næsten frygte et kollaps af disse muligheder for at købe sig fra opgaver. Det er noget, som ellers har været bærende i den seneste opgangstid. Det springende punkt er nu, bliver det reelt muligt at vende tilbage til at drifte på baggrund af frivillige kræfter? – Eller om moderniseringsprojektet udelukker den slags.

Men et større bidrag fra frivillige kræfter vil helt sikkert også medføre et ønske om en genåbning af det politiske maskinrum for partiets aktive. Skal aktivister mobiliseres til en yderligere indsats, vil det sikkert kræve en gen-demokratisering af Enhedslisten. Særligt i en situation hvor mastodonten af fuldtidsprofessionelle på Christiansborg også har været dalende.

Tilbage til partiets DNA

Det hele kan virke kritisk lige nu. Kan Enhedslisten genmobilisere baglandet? Kan vi erstatte det tabte? Kan vi genrejse et aktivt bagland?

Dét må være hovedfokus for den kommende interne diskussion om, hvilken type parti vi ønsker at bygge på den lange bane. Hvordan skabes et fælles kollektivt rum, som inspirerer til handling og bidrager til øget aktivisme, hvor alle inddrages, føler sig hørt og taget med på råd?

Vi må give medlemmerne et fælles projekt, de føler ejerskab over, og dermed inspirere til yderligere handling. Men hvis den proces skal komme godt fra land, kræver det også, at centrale dele af partiet anerkender det nye behov, og med mere ydmyghed vender tilbage til at diskutere det med baglandet – og alle dele af baglandet. Her må man afsøge muligheden for fælles fodslag og afklare, hvorvidt vi stadigvæk har et fælles politisk projekt at samles om, eller om man vil fortsætte med at søge mod egen ensidige politiske linje.

Hvis vi skal finde svaret på det spørgsmål, skal vi måske lære lidt af historien og Enhedslistens DNA, der handler om at samle venstrefløjen – ikke at buldre derudaf fra egen platform, for at fremme sine egne interesser.