Jordan Peterson er din bedstefars konservative

Jeg har tidligere skrevet en hel del om Jordan Peterson, hvor mange venstreorienterede har svaret: ”Hvorfor gøre dig ulejligheden?” Og nogle gange er det let at se hvorfor. Petersons appellerer til kaosdrager og Pinocchio, udspyer intens retorik om de onde ”postmoderne neo-Marxister” (som han tydeligvis ikke har læst), og hans tendens til at hænge ud med ”Min vagina ville være kæmpestor”-typer som Dave Rubin får advarselslamperne til at blinke.

Men intet af det har forhindret Peterson i at blive den måske mest genkendelige intellektuelle på jorden. Hans seneste bog Hinsides orden: 12 nye regler for livet er nummer et på bestseller-listen, og hans videoer indkasserer stadig millioner af views. Så hvilken slags konservativ er Jordan Peterson? Og hvor går den ”vilde Messias” galt i byen?

Jordan Petersons politik

Det enkle svar på spørgsmålet om, hvor Peterson hører til i den højreorienterede tradition, er at han er den seneste af en lang række ”idealister”, som går ind for en ”ordentlig frihedskonservatisme”. Han er idealist, fordi Peterson, som han siger i Maps of Meaning: The Architecture of Belief, mener at ”tro” skaber verden – ja, at tro er verden i ”mere end en metafysisk forstand” (i hvilken forstand forklarer han aldrig rigtig). Og han tror på ordentlig frihed, fordi Peterson forsigtigt har taget begrænset udgave af modernitetens basale principper til sig – lighed og frihed for alle – men føler de vil blive nedbrudt, hvis ikke de bruges i tilstrækkeligt tykke, langsomt udviklende traditioner, institutioner og skikke, som giver en følelse af mening og sammenhæng til individer og fællesskaber som helhed.

“Peterson har ikke hidtil været særligt tydelig om sine egne politiske synspunkter, udover den førnævnte jungianisme på speed, og hans dybe foragt for alverdens aktivister og undervisere, som går ind for social retfærdighed. Hinsides orden udfylder til dels det tomrum.”

Petersons kriterier for, hvorledes “for meget forandring kan gå for hurtigt” er ekstremt vage. Ligesom man ser det hos fortalere for frihedskonservatisme, er det som om det frem for alt er bestemt af smag og affekt – en slags intuitiv fornemmelse for, hvilken traditionalistisk lim, der er nødvendig for til enhver tid at holde samfundet sammen, snarere end en a priorisk fornuft.

I praksis betyder det, at Peterson støtter de fleste af de klassiske liberale værdier med et par forbehold: Kapitalisme er godt, men kan suppleres af sociale institutioner som offentlig sundhedspleje om nødvendigt; homoseksuelles rettigheder er okay nu, men transaktivisme er ikke; og vi skal læse andre civilisationers klassikere, men stadig anerkende et jødisk-kristent vesten og dets kultur som en særligt vigtig markør.

Én ting adskiller dog Peterson fra den typiske højreorienterede idealist: Han ser verden som bestemt af orden og kaos’ stærke kræfter. Han lægger så meget vægt på disse sammenknyttede kræfter, at han kortlægger den kreative dynamik imellem dem på endnu større niveauer af betydning: Først individet, så dets sociale gruppe… og hele vejen op til monumentale anliggender hos nationalstater og endda selve kosmos. Eftersom orden og kaos spiller så vigtig en rolle, er det meget vigtigt at ramme den rigtige balance imellem dem.

Maps of Meaning uddybede dynamikken rent teoretisk, og Hinsides orden: 12 nye regler for livet var tænkt som en manual til at sætte kaos på plads ved at etablere orden i ens liv. Hinsides orden handler officielt om behovet for at undgå for meget orden ved at give plads til kaos – men som man måske kunne forvente fra en konservativ som Peterson, ender meget af det med at handle mere om at lære at leve med kaos, end at kanalisere eller omfavne det.

Hinsides orden er endnu mere politisk end dens forgænger. Peterson har ikke hidtil været særligt tydelig om sine egne politiske synspunkter, udover den førnævnte jungianisme på speed, og hans dybe foragt for alverdens aktivister og undervisere, som går ind for social retfærdighed. Hinsides orden udfylder til dels det tomrum. Han hævder, at i den ”grad han er konservativ”, er det fordi Peterson tror på ”visdommen hos de folk, som grundlagde det amerikanske [og engelske] politiske system” som ”ikke var utopiske i deres essentielle synspunkter”. I stedet gik de ind for gradvis forbedring, og havde ingen ”grandios vision” for politik.

Det lyder alt sammen som god gammeldags frihedskonservatisme i den angloamerikanske verden. Vi bør ikke være for ambitiøse i vores politiske aspirationer eller blive ofre for den hybris, der ligger i at tro, vi véd så meget om, hvordan verden virker, at vi også kan lave den om. For mange mennesker virker det endda som almindelig sund fornuft, hvilket forklarer, hvorfor folkelig visdom som ”få styr på dit eget liv, inden du forsøger at ændre verden” kan være tillokkende og inspirere en vending mod konservatisme, som modsiger dens tilsyneladende status som selvhjælp. Faktisk er en del af appellen ved den slags formaninger, at de virker beskedne, nede på jorden og realistiske – i modsætning til et progressivt synspunkt, som er ambitiøst, utopisk og ikke meget mere end fantasteri.

Om stort og småt

Petersons synspunkt er imidlertid hverken beskedent, nede på jorden eller realistisk. Hans karakteristik af de amerikanske og engelske liberale traditioner som ”gradvise” og ikke ”grandiose”, er ikke blot underlig historisk set, når man tager i betragtning, at moderne engelsk og amerikansk politik udspringer af The Glorious Revolution i England (1688), og dens amerikanske modstykke under et århundrede senere. En endnu større kontrast er, at Petersons egen filosofi om noget er spektakulær og grandios.

Hvordan skulle man ellers beskrive en påstand, som at ”grunden til Væren selv” er at gøre ting ”svære”, sådan som selvhjælpsmanualen Beyond Order hævder? Hvem andre end Peterson ville beskrive de enormt komplekse bevægelser af folk, lande og sociale systemer som en produktiv kamp mellem orden og kaos, og samtidig gå i rette med en stråmands-marxisme, fordi den koger historien ned til en kamp mellem sociale klasser?

Edmund Burke: Det smukke og sublime

Måske Edmund Burke. Ligesom hos Peterson ser man i den store anglo-irske konservative konflikten mellem at prædike begrænsninger, beskedenhed og inkrementalisme på den ene side, og at beskrive en kosmisk kamp mellem Gud og alle de kræfter, som nedbryder tilværelsen på den anden. Burke var fortaler for en ordnet frihed, og støttede den amerikanske revolution, men foragtede den ”svinagtige mængde” og de fordærvende philosophes, som stod forrest i dens franske modstykke. Hans Tanker om den franske Revolution svingede mellem stærk kritik af de radikale philosophes for deres ”abstrakte” og alt for ambitiøse indbildskhed, og mystisk grublen over, hvordan den sociale kontrakt – langt fra bare at være indgået mellem mennesker – faktisk er en majestætisk pagt mellem de døde, de levende, og dem der endnu ikke er født.

Meget af dette har rod i hans æstetiske teori, som foregriber Peterson i dens påskønnelse af ‘produktive dualismer’. Burke opdelte vores æstetiske oplevelser i det smukke og det sublime. Det smukke var småt, ordentligt, sart og underlagde sig vores mentale og fysiske styrke; det sublime var uendeligt, overvældende, ærefrygtindgydende og mindede os om, hvor fundamentalt små, vi var.

Jordan Peterson: Højrefløjens selvmodsigende bannerfører

– Jordan Bernt Peterson (f. 1962) er uddannet i psykologi fra McGill University, og har tidligere undervist på Harvard. Nu ansat på University of Toronto.

– Har tidligere skrevet den bedstsælgende selvhjælpsbog 12 Rules for Life, og er nu klar til at tjene flere penge på give gode råd med bogen Beyond Order.

– Petersons eget liv har dog ikke altid været lige ordnet. Efter hans kone Tammy blev ramt af kræft, fik Peterson en svær depression, og var tæt på at miste livet til en afhængighed af nervemedicin. Han måtte flyve til Moskva, hvor lægerne lagde den kaotiske professor i koma.

+

Burkes politik svingede på lignende vis mellem en folkelig beundring af tradition og mere episke overvejelser om et folks ”ånd” og ”ældgamle” forfatninger, hvis ”autoritet” rummer dybt indlejret ”visdom”. Burke argumenterede for, at den visdom ikke kan værdsættes fuldt ud gennem fornuften, som alt for ofte bliver kritisk og fokuseret på dramatiske reformer, men som alligevel er reflekteret i den orden og stabilitet, som traditionelle autoriteter producerer. Det centrale paradoks her er, at hvis fornuft ikke kan forstå og kritisere denne ”visdom”, på hvilket grundlag påstår Burke så, at det overhovedet er visdom?

Petersons forfattervirksomhed følger dette til punkt og prikke. Hans insisteren på, at vi skal leve med beundring og respekt for orden, fordi vi ikke forstår verden godt nok til fundamentalt at ændre den, står i stærk kontrast til hans egne filosofiske overvejelser om Væren med stort V, Gud, universet og alt muligt andet.

Men ligesom hos Burke kan forbindelsen mellem disse to sider af Petersons tænkning – den lille, folkelige visdom og de store, arketypiske stridigheder – faktisk forstås igennem hans politik. Det er netop, fordi Peterson tænker i ”grandiose” termer, at han tror, at kun få ting kan opnås, og meget kan tabes, når små mennesker forsøger at ændre verden. Folk er hverken stærke eller kloge nok til at lykkes med det, og derfor er det oftere mere fornuftigt at affinde sig med den djævel, man kender, end at satse på, at man – med alle sine iboende fejl – kan samarbejde med andre om at opnå noget bedre.

Men hvis disse formaninger ikke er nok til at overbevise folk, kan man følge en anden strategi: Insistér på vigtigheden af at underordne sig sine overmænd, som i højere grad er i stand til at mestre eksistensen og som fortjener deres plads i toppen af de sociale hierarkier.

Meningen med livet er ordenshierarkier inden i hierarkier

Jordan Peterson er fascineret af Friedrich Nietzsche. Selvom han er uenig med den tyske tænker, om at nogen – selv et Übermensch – mestrer sig selv tilstrækkeligt til at ”skabe værdier gennem bevidste valg”, deler han Antikristens dybe ængstelighed over det ”resentissement”, som man føler mod de overlegne, og som han mener ligger til grund for de moderne ligheds-bevægelser, der i bedste fald vil resultere i en syg middelmådighedskultur, og i værste fald en totalitær nedsynkning i laveste fællesnævner.

“Hvis Nietzsche stadig var i live, ville han formentlig fortælle Peterson, at jødisk-kristen kultur lever i bedste velgående, og at dens fortalere går på gaden for transpersoners og kvinders rettigheder.”

Beyond Order indledes med reglen: “Tal ikke skødesløst nedsættende om sociale institutioner eller kreative bedrifter”, og indeholder guldkorn som: ”Det er brugbart at tage plads i bunden af et hierarki. Det kan hjælpe en til at udvikle taknemmelighed og ydmyghed.”

Som mange har påpeget, er venstrefløjen bestemt ikke imod alle slags hierarkier. Der er næppe nogen, som går på gaden i den nærmeste fremtid, fordi jeg er blevet nægtet min retmæssige plads i toppen af en lokal fodboldliga – og selv anarkister respekterer, at nogle mennesker skal prioriteres igennem en hyper-demokratisk drøftelse.

Dét vi er imod, er snarere de hierarkier, som er tyranniske og forkalkede, og som bygger på at nægte folk adgang det gode livs nødvendigheder, eftersom der er rigeligt med ressourcer til at tage vare på alle. Det er et udpræget moderne synspunkt, som bygger på en idé om lighed og frihed for alle, og som er en afvisning af den topstyrede vision, der lægges op til hos personer som Nietszche, der romantiserede tanken om at vende tilbage til en mere ”aristokratisk tid”, som han forbandt med græske macho-helte som “den lidenskabelige Achilleus”.

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Nietzsche også anså dette for at være et fundamentalt anti-kristent synspunkt. Peterson og andre konservative har en underlige vane med at påberåbe sig Nietzsches teori om ressentiment i tirader mod social retfærdighedsaktivister, samtidig med at positionere sig selv som forsvarere for det ”jødisk-kristne” Vesten. Alligevel erkender de ikke Nietzsches radikale argument om, at progressiv lighedstænkning netop var den sekulære fortsættelse af kristendommen.

Nietzsche havde bestemt mere respekt for den barske, antikvariske form for kristendom, man finder hos Jesus og Skt. Paulus. Men det betyder ikke, at han så kristendommen som på vej til at forsvinde med Guds død. For ham kunne kristen doktrin genskabe og sekularisere sig selv for at fortsætte, selv efter den havde frigjort sig fra sine metafysiske rødder.

Ifølge Nietzsche voksede moderniteten og dens demokratiske, humanistiske antipati mod hierarki ud af kristendommens ”slavemoralitet” – de svages oprør mod de stærke – og forkastede sin egen metafysik imens den holdt sin moralske kerne i live gennem ideologier som socialisme og utilitarisme. Disse doktriner, med deres fokus på lighed, medfølelse og medlidenhed for de svage, var ”resterne af kristendom og Rousseau i en afkristnet verden”, som han siger det i Viljen til magt.

Hvis Nietzsche stadig var i live, ville han formentlig fortælle Peterson, at jødisk-kristen kultur lever i bedste velgående, og at dens fortalere går på gaden for transpersoners og kvinders rettigheder. Ironisk nok er Jordan Petersons nietzscheanske tendenser, hans nære ærbødighed over for autoriteter og hierarkier, snarere et udtryk for en anti-kristen, anti-modernistisk ånd. Han længes ligesom Nietzsche mod at vende tilbage til en mere aristokratisk tid, hvor autoritet blev accepteret, og alle ydmygt accepterede deres plads.

Socialisme og Peterson

De burkeanske og nietzscheanske sider af Petersons værk er forenet i deres skepsis over for modernitetens projekt. De er fanget i deres ængstelse over at leve i en stadig mere uordentlig tid, hvor for mange af de værdifulde hierarkier med deres indlejrede visdom, bliver draget i tvivl af utaknemmelige mennesker. Peterson ville foretrække, at folk fokuserede på at forbedre deres eget liv, før de forsigtigt forsøgte at ændre samfundet.

Men socialisters ambitioner er slet ikke så grandiose. Snarere er de ret meget nede på jorden. Vi vil indfri modernitetens løfte ved at etablere samfund, hvor alle er frie til at forfølge det gode liv i samarbejde med andre, og hvor alle nyder godt af den materielle velstand, som er en forudsætning for det.

Det er den reaktionære fiksering på hierarki, og dens længsel mod at skrue tiden tilbage til dengang autoritet enten blev opfattet som naturligt eller mytologiseret, som faktisk har store planer. Og ingen af de planer er særligt gavnlige for demokrati eller menneskelig trivsel.

Oversat af Per Sepstrup. Første gang bragt i Jacobin: Jordan Peterson Is Your Grandfather’s Conservative