Foto: Creative Commons
7 min. læsetid

Det er ikke mangel på løsninger, der står i vejen for at løse miljøproblemerne, men derimod det forhold, at værktøjerne er baserede på markedsbaserede tiltag. Når miljøspørgsmålet markedsgøres, bliver det nemlig ofte et spørgsmål om at finde den rigtige pris på at redde miljøet, hvilket ifølge dagens Signatur ofte sker på bekostning af demokratiet.


Af Nanna Clifforth

EUs værktøjkasse

En betydelig del af EUs – og derved Danmarks – værktøjer til at beskytte miljøet er markedsbaserede mekanismer. Tre af de væsentligste er CO2-handel, REDD+ og “mitigation banking”. Det er alle mekanismer der har gjort henholdsvis CO2, skov og biodiversitet til handelsvarer, som forurenende virksomheder og stater kan købe for at ‘offsette’ deres egne udledninger og ødelæggelser.

Gennem EUs CO2-handelssystem uddeltes i 2005 gratis kvoter til de mest forurenende virksomheder i EU. Kvoterne kunne herefter handles, hvis virksomhederne ville have mulighed for at udlede flere drivhusgasser, end de kvoter de havde modtaget. Systemet er blevet udvidet gennem FN og Clean Development Mechanism, hvor EU’s virksomheder har haft mulighed for at købe kvoter i det Globale Syd.

REDD+ har siden 2008 været FNs program til at modvirke skovrydning og -ødelæggelse. Udgangspunktet er, at skov uundgåeligt vil blive ryddet. Derfor laves skov, der ikke ryddes i det Globale Syd (!), om til kvoter, som virksomheder i det Globale Nord kan købe, til gengæld for at kunne udlede mere i sine hjemlande.

Mitigation banking er det nyeste værktøj i kassen, og består af banker, der køber kreditter fra projekter, der har udført en forbedrende aktivitet for biodiversiteten. Herefter sælges disse kreditter så videre til virksomheder og stater, der har planer om at ødelægge biodiversiteten gennem et andet projekt.

Protester i San Francisco imod kul-transaktioner. Vi skal ifølge dagens Signatur sige klart nej til ‘mitigation banking’ og andre måder at varegøre naturen på. Foto: Indigenous Environmental Network

Miljøet er ikke reddet

Der er en lang række grunde til, at disse mekanismer ikke virker. Man kan jo starte med at kigge på et kort, hvis man vil konstatere hvor miljøødelæggelsen har været størst. Klimakrisen kommer netop klarest til udtryk i de områder, hvor man allerede har sat naturen på økonomisk formel.

Kigger man på projekterne, er det også tydeligt, at der er store problemer med additionalitet og lækage. Der er ingen garanti for, at de forbedrende aktiviteter ikke ville være sket alligevel, og særligt under REDD+ er der ikke tale om en forbedrende aktivitet, men derimod udledninger, der efter sigende er undgået. Der er altså ingen nettoforbedring. Samtidig sker det ofte, at den ødelæggende aktivitet flyttes, og penge fra REDD+ projekter bliver for eksempel brugt til at købe nye landområder, som afskoves. Det er sjældent at projekter bliver håndhævet og egentlig har den lovede effekt, og særligt på biodiversitetsområdet er det umuligt at kompensere for én art et sted, med en anden art et andet sted. Projekterne lover desuden ofte kun beskyttelse i 50 år.

Erhvervslivet ønsker den billigst mulige regulering, og er derfor interesseret i at holde prisen på fx CO2 så lav som muligt. Det har de formået, men deres største succes har dog været at holde alles fokus på prisen, og hvorvidt den har været for lav eller for høj. Besværligheden med at finde den ‘rigtige’ pris har ikke været en markedsfejl, men en succesfuld strategi, der har ført til deregulering og markedsbaserede løsninger der ikke virker. Økonomiske modeller vil altid have blinde vinkler, og det vil være umuligt at finde en sådan rigtig pris. Samtidig vil miljøet kun blive beskyttet, hvis nogle ønsker at betale for det – og hvad sker der så med det, som ingen gider betale for?

Disse løsninger sætter profit i stedet for miljøet i centrum, og vender ‘forureneren betaler’-princippet til en tilladelse til at ødelægge for dem, der kan betale. Det er uretfærdige løsninger, som lader de rige købe aflad, og fortsætte deres ødelæggende og forurenende aktiviteter. Det har også vist sig, at disse modeller har store sociale konsekvenser, ofte i det Globale Syd, hvor projekterne foregår. De forårsager ofte land grabbing og privatisering af land, som tages fra lokalsamfundene for at beskytte biodiversiteten på vegne af det Globale Nord. Det medfører konflikter i lokalsamfundene, hvor overskuddet fra disse projekter ikke fordeles lige. Nogle får jobs ud af det, og skal samtidig holde andre ude af de områder, som de før havde adgang til. Det fører til kriminalisering og overvågning af landbrugere, der før havde adgang til land. Disse projekter er endda til tider støttet af vestlige naturbevarelses-organisationer, som WWF.

I takt med intensiveringen af klimakrisens ødelæggelser, vil presset på løsninger også vokse. Ifølge Nanna Clifforth bliver vi nødt til at ‘transformere vores institutioner’ hvis det ikke skal ske på bekostning af demokratisk kontrol med udviklingen.
Foto: CC

Finansialisering

At gøre naturen til et finansielt instrument omdanner den til varer, der kan handles. Det har et navn: finansialisering. Finansialisering er den voksende rolle, som finanssektoren, dens motiver, markeder og aktører spiller i økonomien, og dens overtagelse af realøkonomien, hvor profit i stigende grad skabes gennem finansielle kanaler og produkter. Gennem finansialiering skabes nye produkter og markeder, særligt indenfor sektorer, der før har været gratis og tilgængelige for alle: naturen, luften og vandet.

Denne proces viser sig tydeligt. I 1972 var forholdet mellem transaktioner og global handel 2:1, mens det i 2004 var 90:1. I dag holdes en aktie i gennemsnit 20 sekunder, mens det i 60’erne var fire år. Det har skabt en helt ny økonomi, sektor og institutioner. Det har også skabt øget mulighed for spekulation. Er det så svært at forestille sig, at der vil blive spekuleret i hvornår en art vil uddø, eller om en stat kan leve op til sine klimaforpligtelser, præcis som der op til finanskrisen i 2008 blev spekuleret i, hvorvidt amerikanske husejere var i stand til at betale deres lån? Værktøjerne hertil er i hvert fald blevet givet, og når man kigger på de aktører, der er involveret, er det heller ikke svært at forestille sig. Det tæller mange af de samme, som var involveret i at producere betingelserne for finanskrisen.

En demokratisk krise

Brugen og udbredelsen af offsetting, mitigation banking og lignende markedsbaserede værktøjer, formår ikke bare ikke at forbedre miljøet, men udgør et decideret demokratisk svigt. I et sådant system får dem med penge lov til at fortsætte med at forurene, og får lov til at bestemme og kontrollere hvad der skal beskyttes. De er værktøjer, der gør demokratisk besluttet regulering overflødig, og som gør det muligt at undgå, at den i det hele taget bliver vedtaget. Miljølovgivning bliver i sig selv handelsbare værktøjer, og planlægning og deltagelse bliver overflødiggjort.

Det er derfor ikke nok at afvise markedsbaserede løsninger og yderligere finansialisering. Vi må transformere vores institutioner og samfund til virkelige demokratier, hvor borgernes stemmer og løsninger bliver hørt. Miljøkrisen er en krise i vores demokrati, som ikke kræver tekniske løsninger eller markeder, men sociale løsninger, der sætter retfærdighed og lige fordeling af ressourcerne i centrum.


Nanna Langevad Clifforth (f. 1985) arbejder med handels- og investeringspolitik samt landbrugs- og fødevarepolitik for NOAH Friends of the Earth Denmark. Nanna skriver om miljøretfærdighed og de mennesker, der står forrest i miljøkampen. For et år siden flyttede hun til Vestsjælland for at være med til at starte et økologisk landbrug.


I Solidaritet bestræber vi os på at skabe plads til en levende, pluralistisk debat for hele venstrefløjen. Læs vores retningslinjer og kontakt os, hvis du selv ønsker at bidrage til debatten.