Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. november. 2022

Kampen om Enhedslisten – er der plads til det ‘revolutionære’ og det ‘reformistiske’?

Enhedslisten er fanget mellem to forskellige holdninger til samfundsforandring. Men partiet må først og fremmest finde ud af, om der stadig er enighed om målet, skriver partimedlem Lars Hansen.

Er et socialistisk samfund stadig et fælles mål i Enhedslisten? Boris Kustodiev. The Bolshevik (1920) / Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

For år tilbage blev jeg irriteret, når folk brugte udtrykkene revolutionær og reformistisk. Jeg tænkte, at det var en strid om ord. Jeg tænkte, at de, der kaldte sig “revolutionære” blot havde et behov for at se sig selv som mere “rigtige” eller “rene i troen” end de andre, som blev stemplet som “reformister”. De rene og ranke mod dem med snavs på hænderne.

Senere er det gået op for mig, hvor stærkt, indgribende og altomfattende det kapitalistiske system er. At tanken om, at markedsmekanismerne automatisk indstiller produktionen efter folks behov, er en religion – snarere end en beskrivelse af hvordan markedet reelt fungerer.

Det er gået op for mig, hvordan de, der lykkes med at bruge markedet til at score profit og dermed magt, benytter denne magt til at holde systemet ved lige. Og hvordan et opgør med dette system nødvendigvis må blive et opgør med dem, der har interesse i at holde systemet i live.

Et demokratisk medieshow

Hvordan et sådant opgør kan tænkes at finde sted aner jeg ikke. Men et opgør er uundgåeligt – og nødvendigt, hvis vi skal gøre os noget håb om at afværge, at klimaet går helt amok. Her er vi så fremme ved forskellen mellem den reformistiske og den revolutionære tankegang.

“De ‘revolutionære’ og ‘reformisterne’ er enige om, at der er brug for et parti. Men hvilken type parti der er brug for, er der meget forskellige meninger om.”

Den reformistiske tankegang bygger på, at vi stille og roligt kan snakke os frem til et bedre samfund. Naturligvis gennem de etablerede demokratiske strukturer. Her overfor står tankegangen, at de etablerede demokratiske strukturer ikke kan lede til fundamentale forandringer fordi de reelle magthavere, dem med penge, styrer slagets gang gennem lobbyvirksomhed, skjulte donationer til partier osv.

Vi har ikke et ægte demokrati med seriøs folkelig, demokratisk samtale. Demokratiet er reduceret til et medieshow, der kører et par uger op til et valg, hvor politiske synspunkter sælges med overfladiske slogans efter samme principper, som tandpasta sælges i et supermarked. Konklusionen er. at vi ikke kan opnå reelle fundamentale samfundsforandringer ad parlamentarisk vej, altså ved reformer.

Modsætning?

Der er altså folk i Enhedslisten, der tror på reformer, og folk der ikke tror på dem – og derfor taler om revolution. Der er ikke tale om to klart afgrænsede grupper, mange ser ikke sig  selv som tilhørende nogen af disse to “fløje”. Men ikke desto mindre er der tale om meget forskellige grundholdninger.

Hvorfor kan disse to holdninger ikke trives side om side, hvorfor kan de to grupper ikke samarbejde? Vi er vel enige om, hvilken retning vi skal i? Samarbejdet har også fungeret i mange år – men i de senere år er det  i stigende grad gået galt.

For at forstå hvorfor, må vi se på partiopbygningen.

Partiopbygning

De ‘revolutionære’ og ‘reformisterne’ er enige om, at der er brug for et parti. Men hvilken type parti der er brug for, er der meget forskellige meninger om. Reformisterne har fokus på det parlamentariske arbejde. De tror på, at forandringer bedst opnås gennem forhandlinger og forlig på Christiansborg. Og midlet er naturligvis flest mulige stemmer til folketingsvalg.

Partiet bedst egnet til at opnå dette, kaldes en vælgerforening. Når det vigtige er det, der foregår på Christiansborg, er det naturligt, at partiets ledelse er folketingsgruppen. Det er jo dem, der har fingeren på den politiske puls.

De følger med i den dagsaktuelle mediedagsorden. Og de er omgivet af en stor gruppe ansatte til at understøtte deres arbejde. Partiets menige medlemmer aktiveres i forbindelse med valgkampe. Her hænger de plakater op, deler propaganda-materialer ud og agerer heppekor.

I et revolutionært parti er det den kollektive forståelse, at reel forandring ikke kan opnås gennem parlamentet fordi det som sagt ikke er baseret på en reel folkelig demokratisk debat, og fordi det er infiltreret i de bestående magtstrukturer gemmen lobbyisme, partitilskud osv.

Et sådant parti må derfor bygge på, og indgå i, folkelige bevægelser. Bevægelser som klimabevægelser, bevægelser der kæmper for den almene boligsektor, Jobcentrets Ofre, feministiske bevægelser, antiracister, faglige kampe osv.

Når det for et revolutionært parti stadig er relevant at være repræsenteret i parlamentet, er det fordi det giver en særdeles god platform for kommunikation. Det giver pressebevågenhed. Og jo flere pladser man har, jo mere opmærksomhed kan man skabe. Når man er repræsenteret i parlamentet, skal man naturligvis bruge sine stemmer til at stemme for “den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”, sådan som Enhedslisten har haft som mantra.

Men det er ikke hovedformålet med repræsentationen. Hovedformålet er at benytte repræsentationen som en kommunikationsplatform og en kanal, igennem hvilken oplysninger om, hvad der foregår i Folketinget kan tilflyde baglandet og bevægelserne. Denne kommunikationsplatform kan benyttes til at give bevægelser opbakning i deres kampe, og give dem en følelse af, at de har allierede på Christiansborg.

Og måske allervigtigst: Platformen kan bruges til at fortælle folk, at et andet samfund er muligt. Et fundamentalt andet samfund. Med velvalgte radikale og systembrydende forslag kan man bruge folketinget som talerstol til at få folk til at tænke: Ja, hvorfor gør vi egentlig ikke sådan?

Det vigtige ved sådanne forslag er ikke, om de kan vinde opbakning på Christiansborg eller om de er “fuldt finansierede”. Det vigtige er, at de kan give folk en bevidsthed om, at et fundamentalt anderledes samfund er muligt.

Valgfest hos Enhedslisten 31. oktober. Aktivismen er forsvundet i partiet, og blevet erstattet at centralt styrede kampagner, mener medlem Lars Hansen. Foto: Christine Vassaux Noe

Enhedslistens deroute

Når man tænker på disse parti-opbygninger, er det klart – at Enhedslisten i de senere år har bevæget sig fra et parti med revolutionære tendenser til mere at være en ren vælgerforening. Denne bevægelse er i medierne blevet kaldt “moderniseringen” og kampen mellem “fornyerne” og “traditionalisterne”. Den tydeligste start var dengang Enhedslisten fik en politisk ordfører.

De første år havde “moderniseringen” tilsyneladende en positiv effekt, idet Enhedslisten fik flere stemmer ved folketingsvalg. Det betød større mediebevågenhed og flere økonomiske midler. De økonomiske midler blev brugt til at opbygge et partiapparat – primært tunet ind på at drive en vælgerforening.

Aktivismen forsvandt, og blev erstattet af centralt styrede kampagner. Folketingsgruppen blev dér, hvor initiativer udsprang, og de menige medlemmers opgave var at udføre dem. Enhedslistens demokratiske traditioner degenererede til noget, der stod på et stykke papir, men ikke havde meget reel effekt. Partiets hovedbestyrelse, som skulle være partiets højeste myndighed mellem årsmøderne, mistede sin betydning, og accepterede folketingsgruppen som partiets reelle ledelse.

Utydelig og forsigtig valgkamp

Forandringen fra revolutionært parti til vælgerforening har været ekstra tydelig i valgkampen. Her har fokus været på, hvilke parlamentariske alliancer man forestillede sig at kunne opnå efter valget.

Man ville gerne fortsætte som støtteparti til Socialdemokratiet med forståelsespapir osv. Derfor blev kritikken af Socialdemokratiet nedtonet og erstattet af tilpasning. Det mest ekstreme eksempel på dette, var da Rosa Lund i Politiken fortalte, at Enhedslisten godt kunne leve med, at Socialdemokratiet fortsatte med planerne om et udrejsecenter i Rwanda. Det eksempel viser med al ønskelig tydelighed, hvordan fokus er på fremtidige alliancer på Christiansborg, ikke på at fortælle vælgerne om Enhedslistens politik.

Et andet fokuspunkt i valgkampen var ikke at fremstå ‘ekstrem’. At fortælle vælgerne, at de forandringer man ønskede blot var ganske små forandringer. Dette kunne ses i udsendelsen “Mød partierne”, hvor politisk ordfører Mai Villadsen fortalte om Enhedslistens forslag om formueskat på 1 % af formuer over 35 mio. kr. – og betonede hvordan det nærmest ingenting er.

Mere grotesk sås det da Mai i P1 på spørgsmålet om Enhedslisten ville nationalisere store firmaer som Novo, Lundbeck, Mærsk, Lego dersom partiet fik 90 mandater. Villadsen svarede, at det *ikke* var planen, og at man ville nøjes med at skabe gunstigere forhold for fællesejede virksomheder.

Når vælgere op til et folketingsvalg interviewes i medierne, hører man ofte, at partierne alle sammen lover guld og grønne skove, men at når de så får magten, løber de fra løfterne. At folk har svært ved vælge. I den overståede valgkamp har Enhedslisten ageret som blot et af mange partier, blot endnu en tube tandpasta på hylden.

Mange vælgere ser politiske partier som nogen. der ikke holder hvad de lover, er uærlige og snakker udenom. I dette billede har Enhedslisten desværre passet fint ind. Mai Villadsens optræden i det nævnte  TV-program bar præg af udenomssnak, og at noget skulle skjules. I det konkrete tilfælde var det partiets uafklarede og selvmodsigende forhold til NATO og EU.

Den politiske kurs har været utydelig og forsigtig – og fået partiet til at fremstå som alle de andre. Det er ikke vejen frem, uanset om målet er reform gennem  flere mandater, eller revolution og bevidstgørelse om, at et andet samfund er muligt.

Er målet stadig det samme?

Enhedslistens hovedbestyrelse har vedtaget, at valgkampen skal evalueres. Der tegner sig allerede nu et billede af de to velkendte positioner: reformister og revolutionære. Reformisterne vil have flere fokusgruppeundersøgelser og mere “modernisering”. Og så vil man først og fremmest have fjernet uklarhederne om Enhedslistens holdning til NATO og EU.

“Hvis evalueringen skal blive til mere end bekræftelse af de to fløjes synspunkter, er vi nødt til at tage de helt grundlæggende diskussioner: Er vi enige om målet?”

Det skal skrives ind i principprogrammet, at Enhedslisten ikke vil ud af EU eller NATO, men kun søge at reformere organisationerne. Pernille Skippers artikel i Politiken 13 november er en fin beskrivelse af, hvilken udvikling denne gruppe ønsker.

De revolutionære vil omvendt argumentere med, at Enhedslisten har udviklet sig til en topstyret, reformistisk vælgerforening, hvor socialisme er et begreb, der kun hører til i skåltaler, og hvor det at synge Internationale er blevet en meningsløs rolleleg. Det betyder, at mange vælgere hellere vil stemme på SF eller Socialdemokratiet, som i det mindste vil få indflydelse, end på et parti der står for det samme som disse – men uden nævneværdig indflydelse.

Hvis evalueringen skal blive til mere end bekræftelse af de to fløjes synspunkter, er vi nødt til at tage de helt grundlæggende diskussioner: Er vi enige om målet? Er vi reelt enige om, at vi ønsker en grundlæggende forandring af samfundet og en afskaffelse af kapitalismen. Altså en revolution?

Eller vil vi blot reformere det kapitalistiske system til en lidt mere grøn og human udgave?

Skulle vi nå frem til enighed om, at målet stadig er afskaffelse af kapitalismen – altså en revolution – må vi have en debat om, hvilket parti det kræver. Først derefter giver det mening at debattere, hvordan de nødvendige økonomiske besparelser skal udmøntes. Og vi må have en debat om,hvad formålet med den parlamentariske repræsentation er – og hvordan den skal bruges.


Om skribenten

Lars Hansen

Lars Hansen

Medlem af Enhedslisten Indre Nørrebro den Røde Firkant. Aktiv i partiets græsrodsnetværk.

Læs mere