Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
25. november. 2020

Kampen om grankoglerne

Et stykke silkeborgensisk lokalhistorie fortæller historien om de skiftende opfattelser af fællesejet i Danmark.

Asger Jorns mindesten over syndikalisten Christian Christensen står stadig i skoven uden for Sejs. Foto: Johs. Jensen / Silkeborg Arkiv
Denne artikel tager cirka 6 minutter at læse.

Har du hørt om brændesamlings-kampagnen i Silkeborgskovene 1931-1932? Et stykke lokalhistorie fortæller historien om de skiftende opfattelser af fællesejet i Danmark.


Af Rasmus Hjorth

Uden for Sejs ved Silkeborg er der opstillet en bautasten. Den er opsat og udsmykket af kunstneren Asger Jorn. Det er en mindesten for socialisten Christian Christensen. I 1931 lavede Christensen og andre fattigfolk en kampagne for småfolks ret til brændesamling i statsskovene.

Christensen huskes som forfatter af sine barndomserindringer ”En rabarberdreng vokser op” og ”Bondeknold og rabarberdreng”. Bøgerne handler om Christensens opvækst i de fattige og trængte lejekaserner i 1890’ernes Nørrebro.

Direkte handlinger og revolutionsforsøg

Meget før det var han ellers kendt som en farlig arbejderagitator. Som ung var han samarit på en spritfabrik. Lemlæstelser var hverdag på hans arbejdsplads. Christensen afskyede fabrikstilsynet og chefernes apati over for forholdene. Det opildnede hans politiske engagement.

Christian Christensen blev senere bladredaktør for ”Solidaritet” i 1911. Bladet tilhørte dengang arbejderbevægelsens venstrefløj. Den redaktionelle hovedlinje for bladet var, at Socialdemokraterne og fagbevægelsens ledere bandt arbejdernes indflydelse. Ved at indskrænke arbejderklassens politiske og faglige handlinger til valgret og overenskomster, forhindrede man dermed fremgang.

“Det lugter ikke af revolutionært krudt eller slåskampe med politiet, når man kører ind i Sejs. På overfladen ligner Sejs andre små byer. Men man skal ikke lede længe, før man finder en lokalpatriotisk stolthed.”

Derfor skulle arbejderne direkte aktionere mod bolighajer og kapitalister. ”Den direkte aktion [var] selvudvikling for arbejderne, en opøvelse i selv at virke og handle for egne interesser”, som Christensen skriver i én af sine lederartikler. Første Verdenskrig påvirkede den danske økonomi, og massearbejdsløsheden havde skabt revolutionære tendenser hos dele af arbejderklassen.

Solidaritets agitation skabte resultater. Dele af arbejderklassen tilsluttede sig avisens synspunkter. Spontane arbejdsnedlæggelser for kortere arbejdstid og kampe mod fogedens betjente ved udsmidninger af arbejderfamilier var en del af gadebilledet i mellemkrigstidens København.

Storhedstiden for denne aktivitet sluttede kort efter ”Stormen på Børsen” i 1919, hvor en arbejdsløshedsdemonstration eskalerede. Aktiespekulanter blev slået til plukfisk af arbejdsløse – det blev for meget for myndighederne.

Christian Christensen var ikke hovedansvarlig for nogen optøjer, men myndighederne anså Christensens artikler for farlige. Han endte med at blive fængslet for at opildne til revolution. Det satte en afslutning for Christensens aktiviteter, og den politisk motiverede indespærring i Vestre Fængsel nedbrød Christensen ganske betydeligt .

Han stoppede efter et årti som redaktør på avisen ”Solidaritet” . Han blev løsladt med politisk amnesti efter påskekrisen. Herefter slog han sig ned i Sejs i 1922 – hvor han levede som husmand, med en smule skovhugst.  

Husmands-Sejs

Det lugter ikke af revolutionært krudt eller slåskampe med politiet, når man kører ind i Sejs. På overfladen ligner Sejs andre små byer. Men man skal ikke lede længe, før man finder en lokalpatriotisk stolthed.

Tag for eksempel et enkelt vejnavn. ”Val. Sørensens vej” er et godt eksempel. Valdemar Sørensen var husmand og den lokale DKP-formand for Silkeborg. Han var en lokal meningsdanner, som folk lyttede til. Det lokale sammenhold var vigtigt, byen havde et dårligt omdømme.

I omegnen blev Sejs kaldt for “Tyve-Sejs”. Der var mange rygter om røveri, krybskytteri og andre kriminelle foretagender på egnen. Det skyldes sandsynligvis husmændenes sociale status.

Historiker J.C. Strunge Jensen beretter, at ” Næsten alle husmændene havde andre job ved siden af for at kunne eksistere.” Smålandbrug og bijob var en uholdbar tilværelse. Wall Street-krakket skabte også massearbejdsløshed i Europa.

Arbejdere stod uden beskæftigelse, og mange gårde måtte gå på tvangsauktion. Med pengene små og med en indtrængende vinter blev situationen forværret, da Bojesen, en skovridder for Silkeborg skovdistrikt, indførte et midlertidigt forbud mod brændselssamling.

Sejs ligner i dag de fleste andre små danske byer. Men for 100 år siden var byen en revolutionær udpost. Foto: Salomonsson Arkitekter

Brændesamling forbudt!

Forbuddet skabte hårde fordømmelser af den lokale embedsmand. I en artikel fra ”Socialdemokraten” 30. november 1931, rapporteredes det, at ”Folketingsmand Fisker modtog en Henvendelse fra Smaafolk, der igennem mange Aar havde haft Ret til at samle brænde op i Statens Skovarealer, men Skovridderen i Silkeborg Skovdistrikt, Hr. Bojesen, udstedte gennem bekendtgørelser et forbud.”

Skovopfattelser i dansk lovgivning har udviklet sig meget gennem tiden. Ejendomsforholdet til underskoven har været fælleseje. Siden fordums tid har småbønder anvendt muligheden for brændesamling.

I begyndelsen af vinterhalvåret havde Bojesen indrykket en meddelelse i lokalaviserne. Hvor  man meddelte omgående stop orf brændesamling. Ifølge Bojesen i et forsøg på at stoppe ukontrollabel rov af brændsel. Omfanget af ukontrollable rov har jeg ikke kunne finde.

Fra kilderne beskrives Bojesens forbud som en misforståelse mellem statsorganer. Forbuddet skulle slet ikke være lige så omfattende. Der blev indført en ny ordning – hvor særlige samler-sedler udgjorde bevis for, at man måtte sanke brænde. Denne beslutning faldt heller ikke i god jord hos Sejs-boerne.

Carl Heinrich Petersen, historiker og politisk kollega med Christensen, fik senere fortalt:” Det havde vist sig, at denne skovridder havde handlet i overensstemmelse med den daværende socialdemokratiske minister Bording”.

Bojesen forsvarede sig i Silkeborg lokalavis. ” [Jeg] har modtaget højere ordre angaaende ændringer i de midlertidige regler”. Det var uforståeligt, de angreb ham. da han altid havde været ”den hæderlige og retsindige Smaamands Ven”

“Vi kræver vor ret!”

Beboerne var utilfredse med den nye samlerordning. Der var indkaldt til protestmøde mod den nye ordning  14. december 1931.

I en mødeindkaldelse trykt af Silkeborg Socialdemokrat kan man læse, at mødets indkaldere var ligeglade med, hvem i staten der bar ansvaret. Samlerordningen var noget vås. ”[Det er mærkeligt] at statens Embedsmænd påfører staten en udgift for et arbejde, som beboerne hidtil har udført gratis.”

Indkalderne var også utilfredse med sorteringen. Den passede ikke til ”de Læs indeholdt, da beboerne selv sorterede”.

Ca. 150 deltagere dukkede op til mødet på den nu nedlagte Cafe Remstrup. Christian Christensen, som var én af arrangørerne, holdt en tale. ”at samle brænde i skovene er en ældgammel almueret, det er altsaa ikke noget, vi tigger om, nej, vi kræver vor ret!”

Som et led i denne kampagne vedtog man på det møde en henvendelse til Landbrugsminister Bording. Man ville have” den gamle hævdvunde ret” tilbage. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

I januar fik man bragt problemet op over for landbrugsministeren. Den 30, januar 1932 bragte Silkeborg Avis en reportage af Sørensen og Christensen. Man nævnte, at direktoratet lovede at samle større bunker svarende til folks behov. Dog ville man ikke pille ved den nye samler-ordning

Som kriseårene skred frem, skete der små forbedringer af småfolks vilkår. Men småfolkenes ret til selv at samle brænde blev ikke til noget.


Om skribenten

Rasmus Hjorth

Rasmus Hjorth

Fagligt aktiv og historiestuderende v. Københavns Universitet. Læs mere