Store demonstrationer er brudt ud i Hviderusland efter resultatet af præsidentvalget. Foto: Redfish.
4 min. læsetid

Aleksandr Lukasjenkos venneliste er skrumpet ind, og landet oplever store demonstrationer mod det netop overståede valg. Kan han alligevel holde fast i magten?


Af Søren Riishøj

Både Rusland og Vesten er godt trætte af Aleksandr Lukasjenko, Hvideruslands besværlige autokrat, der netop er blevet genvalgt efter et stærkt manipuleret præsidentvalg. For selv om både Vesten og Rusland er trætte af Lukasjenko, betragter de ham reelt som et ”mindste onde”.

Det konstaterer Maxim Samorukov i en interessant analyse for ”Carnegie Endowment”. Omgivet af indre og ydre fjender er det dog blevet svært for Lukasjenko at manøvrere. EU har fordømt fængslingerne af politiske modstandere, og overvejer at genindføre økonomiske sanktioner. Rusland er blevet beskyldt for at have sendt lejesoldater til landet for at få Lukasjenko fjernet fra magten. Umiddelbart virker Lukasjenko’s adfærd panisk og inkonsistent. Mange mener, at hans regime synger på sidste vers. Men det kan vise sig at være en fejlslutning, endnu engang.

Regime på slap line

Oppositionens muligheder for at splitte den hviderussiske magtelite er meget små. Indtil nu har Lukasjenko ført en behændig balancegang mellem Rusland og EU/USA. Under præsidentvalgkampen rettede han mere skytset mod russisk end vestlig indblanding. I tilfældet Hviderusland har Vesten bevidst forsøgt at undgå at fremprovokere en direkte russisk intervention. Samorukov mener, at Vesten næppe vil indføre omfattende økonomiske sanktioner mod Hviderusland.  Det ville ellers passe Rusland meget godt at få brændt broerne mellem Hviderusland og Vesten. Under valgkampen undgik oppositionens kandidater at bruge pro-vestlig retorik, men det spillede ikke den store rolle for Rusland.

Store protester er brudt ud i Minsk efter et valg, som de fleste regner for at være gennemsyret af fusk.

Farverevolution usandsynlig

Modsat Hvideruslands nabostater, fx Ukraine, er Hviderusland ikke plaget af territoriale konflikter. Heller ikke en konflikt á la den, der hærger lige nu mellem Azerbaijan og Armenien over Nagorno Karabakh, udfolder sig i Hviderusland. Skal Lukasjenkos regime væltes, kræver det ikke blot vestlig støtte. Vigtigere er det, at der er opbakning fra dele af sikkerhedsapparatet.

Det viser erfaringerne fra de såkaldt ‘farvede revolutioner’ i det tidligere Sovjetunionen. Men sikkerhedsapparatet forekommer loyalt indstillet over for Lukaskenko, da det nyder store privilegier, i høj grad også økonomisk. Protesterne i Hviderusland minder derfor mere om dem, Rusland oplevede i 2011-12, end dem der udspillede sig i Ukraine i 2013-14. Nationalistisk retorik spiller slet ikke samme store rolle i Hviderusland som i Ukraine og Georgien. Lukasjenko har stadig stor støtte i landdistrikterne og blandt de ældre, mens oppositionen domineres af yngre professionelle og by-middelklassen. Oppositionen lader sig lettere nedkæmpe i Hviderusland end i andre SNG-lande.

Efter anden verdenskrig forekom fascististiske diktaturer i Europa at være forældede. Men de overlevede alligevel i tre årtier i fx Spanien og Portugal, takket være den nye geopolitiske skillelinie. Med magtspillet mellem Rusland, Kina og EU hængende over hovedet, kan det samme ske for Hviderusland, hvis befolkning derfor kan få sværere end som så ved at slippe af med manden, der kaldes ‘Europas sidste diktator’.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).