Kan det betale sig at have landbrug i Danmark?

Kritisk Revys redaktion har med udsigt til de kommende diskussioner om en CO₂-afgift på landbrugsproduktion i Danmark, valgt at gengive et uddrag af citater fra sammenfatningen af en rapport, som Nils Groes udarbejdede i 1991 med titlen : Landets brug og misbrug – studier i anvendelsen af Danmarks jord. Nils Groes var på daværende tidspunkt direktør for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), og rapporten blev udgivet på AKFs Forlag. (1)

Rapporten vakte voldsom vrede blandt repræsentanter for landbrugets organisationer, og Nils Groes følte sig som følge af den skarpe kritik nødsaget til efterfølgende mundtligt i flere medier at bløde op på rapportens konklusioner. Ikke destomindre var konklusionerne resultat af et grundigt forskningsarbejde udført af ovennævnte forskningsinstitut AKF, og vi mener, at rapportens konklusioner – selv om de er mere end tredive år gamle – stadig er relevante og vigtige at huske på i de diskussioner om landbrugets rolle i den danske samfundsøkonomi, der helt sikkert vil komme som følge af offentliggørelsen af Svarer-udvalgets rapport om en mulig CO₂– afgift på landbruget.

Om sigtet med rapporten skriver Niels Groes i sammenfatningens indledende afsnit :

” Ideen i denne rapport er at beregne landbrugsjordens værdi i agerbrug og sammenholde den med markedsværdien samt værdien i alternativ anvendelse. Formålet er at bedømme den førte politik af relevans for jordens anvendelse, fejlallokering af ressourcer og eksternaliteter. Det drejer sig bl.a. om hensigtsmæssigheden af landbrugs- og miljøpolitikken, både den nationale og europæiske (EF). Desuden vurderes sandsynligheden for, at udlændinge i en nær fremtid skal få lyst til at købe dansk landbrugsjord i større omfang. På denne baggrund er det hensigten at skitsere behovet for offentlige indgreb og planlægning af brugen af landbrugsjord.”

Om økonomien i landbrugsproduktionen på dette tidspunkt skriver Niels Groes:

” I det driftsøkonomiske regnestykke (afsnit 3) vises det, at for 1988/89 var afkastet til jorden i gennemsnit negativt, hvis landmænd skulle have en timeløn som ufaglærte mænd. Også for hele perioden 1982 – 1989 viser beregningerne en negativ jordrente og følgelig en negativ driftsøkonomisk kapitalværdi af jord som produktionsfaktor i landbruget, som det drives i dag.

I stedet for at lade jordrenten være residualen kunne man kræve en realrente af jord og kapital på fx 3 % p.a. I så fald bliver landmændenes beregnede timeløn 55 kr., eller 45 kr. under ufaglærtes timeløn.

Forsøger man at gennemføre et tilsvarende regnestykke med brug af beregnede verdensmarkedsværdipriser på landbrugsprodukter (Hvis EF’s subsidieordning til landbruget ophørte, og der i øvrigt fratrækkes ejendomsskatter og direkte subsidier) bliver resultatet ikke opmuntrende, jf. afsnit 4. Landbrugets indtjeningsbidrag under disse forudsætninger var tæt på nul i 1988/89, dvs. der var ikke mulighed for aflønning af hverken kapital, jord eller egen arbejdskraft.

Føjer man hertil omkostningerne ved jordbrugets påvirkning af miljøet, herunder anvendelse af gødning og pesticider, kan den således beregnede samfundsøkonomiske værditilvækst i landbruget blive negativ.

Konklusionerne synes at gælde for alle dele af landet. Det er altså ikke kun enkelte (de magre jorde), som viser en negativ jordrente. Dette får betydning for planlægning af rekreative arealer. ”

Niels Groes indrømmer, at der kan stilles spørgsmål til denne type opgørelser over de økonomiske forhold :

”Nu kan sådanne beregninger med god grund diskuteres. På langt sigt skulle den gode jord i Danmark vel kunne give et acceptabelt afkast ( i en verdensmarkedsligevægt uden subsidier). På kortere sigt kan det heller ikke afvises, at landmænd( endnu for en tid) vil acceptere lavere løn og lavere afkast af deres investeringer end i andre erhverv. Ej heller, at de mest effektive producenter stadig kan få en rimelig indtjening i landbruget.

Omvendt forventes lavere tilskud til landbruget i det næste årti og dermed fald i erhvervets indtjening. ”

Han påpeger derefter, at der ud fra disse økonomiske overvejelser kan konkluderes følgende:

” – Jordens ringe afkast i agerbrug gør alternative anvendelser mere interessante ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel. Der tænkes især på rekreative områder, hvor hensynet til jordens bonitet tilsyneladende ikke er afgørende for jordens udnyttelse i vareproduktionen ( korn, roer, græsning, tømmer), men snarere får betydning for, hvilke rekreative områder, der med fordel udvikles.

– Der er næppe stor fare for, at udlændinge opkøber dansk landbrugsjord. Dertil ligger markedsprisen alt for højt over den beregnede kapitalværdi af jorden. Noget andet er ejendomme med særlige herlighedsværdier; ikke mindst ved de danske kyster.

– Ekstensivt landbrug og marginalisering af landbrugsjord vil af sig selv vinde frem i de kommende tiår. For ikke at hindre denne udvikling, må markedet for forpagtning effektiviseres. Offentlige indgreb såsom køb af landbrugsjord, fredning og braklægning kan vise sig at være både dyre og uhensigtsmæssige tiltag.

– Hvis det offentlige vil købe eller frede jord, bør det ske ud fra rekreative hensyn, dvs. tæt på byerne, ved kysterne eller i andre områder med særlige værdier, det være sig rekreative, historiske eller naturværdier.

– Landbrugets miljøpåvirkning, herunder brugen af gødning og pesticider forekommer uhensigtsmæssig i lyset af landbrugsproduktionens samfundsøkonomiske værdi. Hvis landbruget skal støttes, må det ske uden tilskyndelse til intensivering af produktionen og miljøforringelse. Ekstensivt landbrug med brug af færre kemikalier må vinde frem. Hertil kommer økologiske brug, men næppe som mere end en niche i det næste årti.

– EF’s landbrugspolitik fører i det hele taget til uhensigtsmæssig overproduktion og forurening. Og EF’s lappeløsninger (støtte til braklægning og skovdyrkning) er ikke velegnede til at takle problemerne. Støtten til unge landmænd er oven i købet med til at forværre dem. Hermed være ikke sagt, at man ikke skal støtte landmænd ud fra sociale kriterier. Men så må hensynet til miljø og rekreative værdier veje tungt.

– En omlægning af EF’s landbrugspolitik gennemføres mest hensigtsmæssigt på basis af en langsigtet planlægning. En omlægning/reduktion af landbrugssubsidierne, som gennemføres efter en offentliggjort plan over en lang periode, vil føre til færre tab og mindre omfordeling end hvis samme ændring sker uden varsel. ……. ”

Hvordan ser det så ud i dag?

Siden 1991 er en stor del af de danske landbrugsbedrifter gået konkurs, så der i dag kun er ca. 7000 heltidsbedrifter tilbage, som så til gengæld er vokset i størrelse. Men selv disse større landbrugsbedrifter er langt henad vejen afhængige af støtte fra det offentlige. Landmændene modtog i 2022 dirkete tilskud på 8,3 milliarder kroner, mens den indirekte støtte løb op i 3,56 milliarder, i alt næsten 12 milliarder i støtte fra EU og den danske stat. Ca. 90 % af støtten kommer fra EU. For ganske få år siden svarede støtten nærmest en til en til overskuddet i danske landbrug – altså uden støtte intet overskud. I perioden fra 2012 til 2016 udgjorde støtten til danske heltidslandbrug f. eks. I gennemsnit 2,3 millioner kr, og det gennemsnitlige driftsoverskud for danske heltidslandbrug lød på samme 2,3 millioner kr.

På grund af en for landmændene fordelagtig prisudvikling, udgør støtten Ifølge Dagbladet Information (2) i gennemsnit halvdelen af de senere års drftsresultat i landbruget. Halvdelen af overskuddet i danske landbrug stammer altså – selv efter år med voldsomt stigende fødevarepriser – fra den økonomiske støtte.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan økonomien i landbruget ville se ud, hvis man inddrog de negative samfundsmæssige omkostninger af landbrugsproduktionen på miljø, sundhed og klimaforandringer – de såkaldte eksternaliteter. Måske betyder landbrugets forurening med pesticider i drikkevandet, kvælstof i havmiljøet, partikler i luften fra gyllespredning og CO₂ i atmosfæren, at landbrugsproduktionen også i dag ville ende med et negativt afkast. Måske kan det slet ikke betale sig at have landbrug i Danmark i den forurenende, kemikaliebaserede og dyremishandlende industrialiserede form.

Bør landmændene ikke vise taknemmelighed for den omfattende økonomiske støtte de modtager?

I forbindelse med de igangværende politiske diskussioner om en CO₂-afgift på landbruget er det værd at huske på Nils Groes’ ord om, at støtten til landmænd må ske ud fra sociale kriterier, altså en slags socialhjælp fra det offentlige. Ligesom modtagere af kontanthjælp og dagpenge er forpligtede til at forsøge at komme i arbejde, kunne man måske også kræve, at landmændene, når de modtager støtte fra det offentlige, var forpligtede til – som tak for den støtte de modtager fra resten af samfundet – at tage del i bestræbelserne på at forbedre miljøet og bekæmpe klimaforandringerne.

Noter :

1. Nils Groes : Landets brug og misbrug – studier i anvendelsen af Danmarks jord. AKF rapport, AKF Forlaget, Maj 1991

2.Marie Sæhl, Jørgen Steen Nielsen og Sebastian Gjerding : Nu kommer eksperternes bud på en klimaafgift. Men hvilket landbrug er det, afgiften vil ramme? Dagbladet Information, 21 Februar 2024.