”Kan I høre os?”

Præcis tre uger efter jordskælvskatastrofen ramte det sydøstlige Tyrkiet og i det nordvestlige Syrien ligger der fortsat tusindvis af jordskælvsofre under murbrokkerne, imens millioner af overlevende fortsat står uden telt og sanitære forhold i vinterkulden.

I skrivende stund har over 50.000 mennesker i Tyrkiet og i Syrien mistet livet efter jordskælvet, mens flere tusinder fortsat er begravet i ruinerne. Mange af ofrene havde i flere dage efter jordskælvet, med de kræfter, de nu havde tilbage under de kolde murbrokker, forsøgt at give lyd fra sig med sætningen ‘Kan I høre os?’. I fleste tilfælde kunne de faktisk også høres, men familierne og de tusindvis af frivillige redningsfolk, der var til stede manglede udstyr til at grave dem op. Forestil dig et kort øjeblik, hvilke traumer du kan få i resten af dit liv, hvis du vidste, at dine kære lå levende under ruiner, men du kan intet foretage dig.  

Katastrofen i katastrofen

Efter 12 års krig og ødelæggelser er det trods alt forståeligt, at redningsarbejdet i Syrien ikke har den fornødne kapacitet og ressourcer til at redde alle ofrene ud af murbrokkerne eller hjælpe de overlevende. Ødelæggelserne i Syrien er størst primært i de tyrkisk besatte områder henholdsvis Afrin og Idlib, samt i byerne Aleppo og Latakia. Efter 12 år i krig med ødelagte infrastruktur kan jordskælvet i Syrien bedst beskrives som katastrofen i katastrofen. FN´s langsommelige interageren, som følge af Assads manglende vilje til at åbne grænserne for nødhjælpsorganisationer i den første uge efter jordskælvet, har gjort konsekvensen af katastroferne endnu værre. Derfor er behovet for nødhjælp til overlevende fortsat størst i Syrien, hvor danske og internationale nødhjælpsorganisationer i mange dage slog alarm for en stor humanitære katastrofe i det krigshærgede land.

Imens det syriske civilforsvar, De Hvide Hjelme og lokale frivillige kræfter, trods deres begrænsede ressourcer som følge af 12 års krig, kæmpede med livet som indsats for at hjælpe ofrene i Syrien, betegnes redningsarbejdet i Tyrkiet som en katastrofe efter en voldsom naturkatastrofe. Byerne Hatay, Adiyaman og Maras så synet af redningsfolk først på tredje eller fjerde dag, imens beretninger fra mange jordskælvsramte provinsbyer og landsbyer bevidner, at mange tusinder af landets befolkning var overladt til egen skæbne i vinterkulden i flere dage uden telt, mad og drikke. Den tyrkiske katastrofe-beredskabsstyrelse, AFAD, som blev etableret i 2009 har efter jordskælvet bevist, at den ikke er i stand til at håndtere katastrofer som denne, og er dermed uduelig.

Takket være over 10.000 redningsfolk, der var kommet fra over 90 lande, fik redningsarbejdet fart på efter fjerde dag. Blandt dem, var der også redningsfolk fra Grækenland og Armenien, som er de to lande, der i de sidste mange år har været udsat for Erdogans fjendtlige verbale vold med tilbagevendende trusler om at angribe militæret. Det kurdiske selvstyre i Nordirak, som Erdogan anser som en trussel, har også bidraget med hundredvis af gravkøer og bemanding, der aktivt deltog i rednings- og nødhjælpsarbejdet. Men selvstyrets ivrige indsats ikke er blevet nævnt af Erdogan og hans medier en eneste gang. 

Det er ikke jordskælvet men bygningerne, der dræber 

Tyrkiet er et land, som burde være bedre forberedt på naturkatastrofer som denne. 

Da landet i hele dets historie har haft utallige voldsomme jordskælv med massive tab af menneskeliv og kolossale ødelæggelser til følge. Efter hvert eneste voldsomt jordskælv gentager eksperterne en meget kendt kendsgerning; nemlig, at “det ikke er jordskælvet, men bygningerne der dræber” 

Tilbage i 1999 kostede jordskælvet i byen Izmit, tæt på Istanbul over 17.000 mennesker livet i Marmara-regionen, mens millioner af mennesker mistede tag over hovedet. Jordskælvet i Izmit burde være en kæmpe lærestreg for Tyrkiet. Og det kostede den forrige regering livet, før Erdogan kom til magten. Jordskælvet påviste, at den daværende regeringens byggematadorer sjuskede i byggerierne, som var den største årsag til, at tusinder mistede livet. 

Efter 24 år står den tyrkiske befolkning desværre det samme sted. For det tyder på, at de tusindvis af døde i Izmit-jordskælvet ikke fik den siddende regering til at gå i gang med at sikre jordskælvsområderne ved at indføre særlige byggereglementer eller styrke beredskabet i tilfælde af nye katastrofer.

På trods af, at regeringskontrollerede tyrkiske medier i den første uges tid ihærdigt forsøgte at aflede opmærksomheden med såkaldte “mirakler” om mennesker, der blev reddet levende ud efter en uges tid, vokser vreden mod Erdogan og hans regime fortsat. Dels, fordi Erdogan-regimet ikke har fået stoppet byggesjusk i løbet af de sidste 24 år, og dels, fordi regeringens håndtering af rednings- og nødhjælpsarbejdet efter de to voldsomme jordskælv samme dag har været en katastrofe.

Tyrkiets militær, der rummer en kolossal kapacitet personalemæssigt og materielt, var ikke blevet sat til opgaven, på trods af at militæret, som består af over 850.000 personer, ved tidligere jordskælv har bidraget aktivt til rednings- og nødhjælpsarbejdet.

Militæret blev først mobiliseret på tredjedagen, efter Erdogan kunne se, at vreden mod ham og hans regering voksede. Ellers var det ikke med Erdogans gode vilje, at militæret skulle indtage en aktiv position i denne katastrofe, for han har, som landets enehersker, aldrig ønsket, at andre end ham selv, skulle havde kontrollen eller folkets sympati. 

Et korrupt og inkompetent regime er begravet i murbrokkerne

Siden morgenen den 6. februar, hvor det voldsomme jordskælv fandt sted, talte jeg dagligt med venner og bekendte både fra Tyrkiet og i Europa, som har mistet familiemedlemmer i jordskælvet. Deres tab er stort men deres vrede mod den handlingslammede regering var og er endnu større. Den kritik kunne man naturligvis ikke høre i regeringsvenlige tv-kanaler, der i mange dage havde forsøgt at overbevise befolkningen om, at det kolossale tab af menneskeliv efter jordskælvet var et resultat af skæbnen, som Erdogan også fik formuleret det, da han talte med en af de pårørende til jordskælvsofre på åbent tv.  

Men i de få regeringskritiske tv-kanaler kunne man til gengæld høre mange hjerteskærende historier fra pårørende, der intet kunne foretage sig på trods af, at de i mange dage kunne høre lyd fra ruinerne fra deres familiemedlemmer. De kunne muligvis have overlevet, hvis redningsarbejdet var nået frem tide. Men de kom ikke tids nok og redningsarbejdet nåede fleste steder først frem på dag tre eller fire.  Lige nu er manglende telte og sanitære forhold det mest akutte behov, hvis millioner af overlevende ikke skal risikere livet grundet kulden eller sygdomme.  

En ting er, at de har mistet deres kære, men nu venter der et liv, hvor de skal leve med et traume som følge af, at de i flere dage var magtesløse, mens deres kære ventede forgæves på at blive reddet ud. Traumerne kommer til at blive en fast del af livet – også hos tusindvis af forældreløse børn og tusindvis af forældre, der magtesløse måtte vente på, at deres børn blev reddet ud. 

Det forsinkede, uorganiserede og inkompetente rednings- og nødhjælpsarbejde i Tyrkiet bevidner derfor, at det ikke kun er tusindvis af jordskælvsofre men også et korrupt og inkompetent regime, som er begravet i murbrokkerne. Et regime, der i de sidste 22 år har beskattet befolkningen med alverdens skatter, heriblandt jordskælvssikring-skat, som i al sin tydelighed ikke er blevet brugt til at sikre risiko-områderne. Skattekronerne er til gengæld blevet brugt til at bygge Erdogans prestigeprojekter såsom veje, broer og dæmninger, der var de første, som har slået revner eller er faldet fra hinanden. 

De mulige valgprognoser

Det er nu op til befolkningen at afgøre, om Erdogans magtfuldkommenhed også falder fra hinanden ved næste valg, som er sat til at blive afholdt 14. maj 2023. Erdogans koalition under navnet republik-koalition, bestående af regeringspartiet AKP og dets højrenationalistiske støtteparti MHP,  har i de seneste meningsmålinger stået til at miste magten – også før jordskælvet fandt sted.

Disse meningsmålinger er naturligvis ikke blevet bedre af Erdogan-regeringens inkompetente rednings- og nødhjælpsarbejde, som sammen med jordskælvet har kostet over 50.000 mennesker livet, mens millioner af mennesker, i dag står uden tag over hovedet. På trods af målrettet censur i regeringskritiske medier og forbud mod kritik på sociale medier, er vreden mod Erdogan og hans regering ikke til at tage fejl af. Selv i de provinser, som AKP-regeringen fik et godt valg i de sidste mange valg, kunne kritikken mod regering høres tydeligt.  Derfor har Erdogan og hans nærmeste italesat muligheden for at udskyde valget. Erdogan har for nyligt sagt, at han har brug for et år mere for at genopbygge alle de steder, der har været ramt af jordskælvet. Ifølge tyrkisk forfatning kan valget udskydes, hvis der er tale om en krigstilstand. Men der er mange, der ikke er tvivl om, at han vil gøre sit yderste for at få valget udskudt. 

Landets opposition, som består af en 6-parti koalition med det største oppositionsparti, CHP, samt de progressive kræfter på venstrefløjen, heriblandt det pro-kurdiske parti HDP, står derfor over for en reel udfordring, nemlig at forhindre Erdogan i at udskyde valget. Alle i Tyrkiet er klar over, at en udskydelse af valget kun vil gavne Erdogan, der gerne vil vinde tid til at overbevise befolkning om, at hans regering er duelig og kan genopbygge på kort tid, selv om den selvsamme regering umiddelbart har været uduelig til at sikre landet mod jordskælvet. Oppositionen må simpelthen ikke misse denne mulighed, hvis Tyrkiet ikke skal risikere flere år med Erdogan på magten.