Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
15. august. 2021

Kapitalistisk landbrug i Portugal: Hvorfor er der så mange indere i Odemira? Del 1

Kapitalistisk landbrug i Portugal: Hvorfor er der så mange indere i Odemira?Del I Af Niels Frølich, medlem af...

Kapitalistisk landbrug i Portugal: Hvorfor er der så mange indere i Odemira?

Del I

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Besøger man Alentejo i det sydlige Portugal, vil mange formentlig undre sig over, at man mange steder ser flere og flere landarbejdere fra det indiske subkontinent. I foråret i år var jeg på besøg dernede og opdagede, at Odemira kommune udover Stor-Lisboa simpelthen var det område i Portugal med fleste corona-smittede. Da jeg så i kiosken overfor rutebilstationen i Odemira så en portugisisksproget udgave af det franske tidsskrift ”Le Monde diplomatique”, der havde et temanummer om udnyttelsen af migrantarbejdere og landbrugskapitalismen i Alentejo(1), satte jeg mig for at undersøge sagen nøjere. Resultatet er en serie på to artikler, der bygger på et antal skriftlige kilder, men også på samtaler med lokale beboere i Odemira.

 

Jeg har i den første del sat mig for at give en kort historisk fremstilling af landbrugets udvikling og betydning i Alentejo. Derefter omtales den nuværende agro-kapitalisme og dens basis i den moderne kapitalismes udvikling. I anden del vil jeg tage fat på, hvad det betyder for de lokale strukturer, befolkningen og de tilvandrende arbejderes forhold og hvad Odemira-kommune, staten og fagforeningerne foretager sig i sagen.

 

Artiklens første del bygger især på Maria Antónia Almeida: “The use of rural areas in Portugal: Historical perspective and the new trends” og André Silveira et al.: ” ’The Sustainability of agricultural intensification in the early 21st century: insight from the olive oil production in Alentejo (Southeren Portugal)” )

 

Alentejo, Portugals kornkammer? ​​ 

Traditionelt har landbruget i Alentejo haft stor betydning som leverandør til det regionale og nationale marked med ekstensiv drift i form af familiebrug eller traditionelle gods - latifundier. Under diktaturet – O Estado Novo, den nye stat (1933-78) – var selvforsyning en integreret del af regimets ideologi og man forsøgte at gøre Alentejo til Portugals kornkammer, noget der aldrig lykkedes og man var stedse henvist til at importere fødevarer. Som led i denne selvforsyningspolitik indledtes der i denne periode opførsel af store dæmningsanlæg, der skulle befordre brugen af kunstvanding i landbruget. I Odemira opførtes opstemningen Santa Clara-a-Velha, der fødes af floden Mira, i perioden 1969 – 73. Overrislingssystemerne strækker sig i hele den vestlige del af kommunen ud mod Atlanterhavet.

 

Muligheden for kunstvanding betød sammen med det gunstige klima betinget af den modererende indflydelse, Atlanterhavet har på temperaturerne (meget sjældent frost), at der nu kunne investeres i frugt- og grøntsagsavlen.

 

I diktaturets tid udgjorde fire komponenter rygraden i regimets landbrugspolitik, hvis hovedformål var at fremme industrialiseringen af Portugal, men samtidig bremse indvandringen til byerne, dvs. at holde befolkningen på landet: Kampagner for dyrkning af hvede, intern kolonisering, opbygning af vandingssystemer og plantning af skov. Men fra begyndelsen af 1960erne startede en voldsom flugt fra landområderne, noget der har resulteret i, at mindre end 20% af befolkningen i dag bor på landet og landbruget spiller en langt mindre rolle i økonomien end tidligere. I den senere tid er trenden imidlertid vendt med hensyn til landbruget i Alentejo, i det globaliseringen har medført at kapitalistisk agro-industri opkøber jord for at kunne dyrke afgrøder, der hovedsageligt afsættes til supermarkeder og forbrugere i det nordlige Europa.(2)

 

Den portugisiske forsker Maria Almeida skriver i sin undersøgelse af brugen af Portugals landdistrikter:

 

”I denne globaliseringssammenhæng har der udviklet sig nye tendenser i Portugals landområder, i sær i den sydlige region Alentejo, baseret på en koncentration af jorden i meget større skala end hvad tilfældet var med de traditionelle latifundier [storgodser, o.a.] og selv de kollektiviserede enheder, der opstod efter jordreformen – en koncentration der er uforenelig med en strategi for at vende affolkningen. Der er også sket en udvidelse af den superintensive monokultur, der indebærer et overdrevent forbrug af vand, syntetiske kemikalier og teknologi. Fire økonomiske aktiviteter, der kan føre til ørkendannelse og har sat menneskeliv på spil, kan identificeres: I Portugals centrale og nordlige regioner er der eukalyptus- og pinjeskove - noget der giver ophav til store brande - og minedrift; i den sydlige del er der superintensivt dyrkede olivenplantager og drivhuse med forskellige slags bær, noget der har forvandlet både det fysiske og det menneskelige landskab, og især ødelagt montadoen(3).”(4)  ​​​​ 

 

De portugisiske landområder har aldrig været i stand til at brødføde nationen, noget der har været en af drivkræfterne bag den portugisiske ekspansion i de oversøiske områder. Derfor forsøgte de politiske magthavere allerede fra starten af at binde landbefolkningen til jorden med forskellige tvangsforanstaltninger. Man forsøgte sig blandt andet med at flytte folk fra det folkerige Central- og Nordportugal til det befolkningsfattige Sydportugal, Alentejo eller importerede afrikanske slaver, der især var velegnede til arbejdet i rismarkerne på grund af deres højere resistens overfor malaria. Det anslås at ca. 10% af befolkningen i Lisboa og Évora i syttenhundredetallet var af afrikansk oprindelse, hvor disse arbejdede som tyende eller håndværkere.

 

Alentejo blev, som tiden gik, også hjemsted for vigtig forarbejdningsindustri, der var knyttet til landbruget. Denne industri tog et spring i 1950erne og fremad på grund af byggeri af store dæmninger, der gjorde intensiv kunstvanding mulig samtidig med at der genereredes elektricitet.

 

I diktaturets periode blev der iværksat store hvededyrkningskampagner begyndende i 1929 i Alentejo, der var udset til at være O Estado Novos kornkammer – selvforsyning var et hjertensbarn for alle Europas fascistiske eller autoritære styrer. Jordejerne fik adgang til kredit og staten bestemte en fast købspris for deres korn. Industrien blomstrede op, fordi der var brug for landbrugsmaskiner og gødning. Men det var en udvikling, der gavnede jordejerne og som yderligere forstørrede den i forvejen store ulighed mellem de, der ejede jord og de jordløse landarbejdere, der levede i yderste fattigdom. Det fascistiske styre forsøgte at løse problemet med manglende arbejdskraft ved at ’importere’ migrantarbejdere fra det nordlige, overbefolkede Portugal til Alentejo og ved at sænke lønningerne til det halve.

 

Selvom produktionen af hvede steg, kunne det ikke ændre ved det faktum, at jorden i Alentejo ikke var egnet til hvededyrkning og resultatet var at jorderosion voksede. I Nordportugal, hvor regimets politik var skovplantning, medførte denne, at landbefolkningen mistede sine græsningsarealer og derfor søgte mod byerne. I det hele taget medførte Salazar-regimets politik, at der kom fart i affolkningen af landområderne. Landbefolkningen søgte som sagt mod byerne med deres bedre lønninger og bedre levevilkår eller for omkring en million portugisers vedkommende til de velstående lande i Europa. Denne tendens forstærkedes yderlige, da kolonikrigene i Afrika begyndte.

 

Militærkuppet – Nellikerevolutionen – 25. april 1974 ændrede ikke grundlæggende ved ideen om selvforsyning på fødevareområdet. MFAs – officersbevægelsen, der stod bag kuppet – program indeholdt også forestillinger om at fremme landbruget i form af at ændre ejendomsstrukturen fra storgodser til kollektivbrug, ejet og drevet af landarbejderne, og omkring en million hektar blev overtaget. Imidlertid steg produktionen ikke og for nogle afgrøder som olie og vin faldt den drastisk. Men heller ikke ændringer i ejendomsforholdene kunne ændre på, at jordens beskaffenhed ikke egnede sig til hvedeavl.

 

Portugals indtræden i EU i 1986 betød, at de portugisiske bønder gennem den fælles landbrugspolitik blev opmuntret til at modernisere landbruget. Men den betød også, at mange fik penge for at lægge jorden brak og det medførte endnu en udvandringsbølge fra landdistrikterne. Almeida skriver, at det samlede resultat blev at ”det traditionelle landbrug blev forladt, og nu kun eksisterer som en aktivitet i forbindelse med fritidsaktiviteter eller fattigdom og har ingen indflydelse på den nationale økonomi.” Hun skriver i øvrigt også, at byggeboomet i 1980erne medførte yderligere affolkning og at denne affolkning også blev mærkbar i skovbrugsområderne, der blev forladt – dermed var der ingen til passe områderne og antallet af skovbrande steg markant.

 

Med bygningen af den store Alqueva-dæmning i Midtalentejo tog udviklingen i Alentejo en ny drejning: ”… intensivt kapitalistisk landbrug baseret på omfattende kunstvanding ændrede produktionen i Alentejo-regionen.”(5)

 

Det nye landbrug

Affolkningen af landområderne ændrede Portugals demografi radikalt. Mange af kommunerne i det sydlige Portugal kan knapt holde sig selv på benene, fordi der ingen dynamik er tilbage – gennemsnitsalderen for den tilbageblevne del af befolkningen stiger konstant. Hertil kommer, at Portugal er et af Europas mest centraliserede lande, hvad angår den offentlige forvaltning. Den del af de offentlige udgifter, der går til landdistrikterne, er ca. 10% af de samlede offentlige udgifter, mens Storlisboa tegner sig for omkring halvdelen af disse. ​​ Servicefagene og offentlig ansættelse er ved at blive hovedbeskæftigelsen i Alentejo.

 

Der er to tendenser i den landbrugsstruktur, der nu udvikler sig i Portugal: Den ene eksportorienteret og vital for Portugals økonomi, højt specialiseret i frugt, vin og olivenolie, uden større forbindelse til lokalområdet, ringe brug af lokal arbejdskraft og stærk brug af sæsonarbejdskraft. Den anden baseret på kvæg, majs og hvede, stærkt mekaniseret, med lavt arbejdskraftbehov og helt afhængig af EU-tilskud. Disse brug drives - og ejes også ofte - af udenlandske, transnationale selskaber eller fonde ved hjælp af højtuddannet, teknisk personale. Den manuelle arbejdskraft er som regel lavtlønnet, udenlandsk sæsonarbejdskraft og man tager let på arbejdsmarkedslovgivningen – kontrollen er meget lemfældig.

 

Færdiggørelsen af Alqueva-dæmningen, der opstemmer vandet i Guadiana-floden, på distriktsgrænsen mellem Évora og Beja har sat fart i denne udvikling. Oprindelig blev projektet startet i 1975 i Salazar-tiden, men projektet ændrede karakter og finansiering undervejs. Dæmningen stod færdig i 2002 og var i 2010 nået op på det meste af sin maksimale kapacitet og giver nu overrislingsvand til 120.000 ha landbrugsjord.

 

Dæmningen har dramatisk ændret ejendomsforholdene i området. 70% af jorden er blevet solgt eller lejes ud på langtidskontrakter til internationale investeringsfonde, der sidder på landbrugsproduktion og den internationale handel med fødevarer. De samme selskaber ejer gødningsfirmaerne og disse distributionskæder. Almeida anfører, at de, der nyder størst gavn af denne den største investering, der nogensinde er gjort i portugisisk landbrug, er seks selskaber, der drives af udlændinge og som ejer over 65% af regionens olivenplantager.

 

Samtidig er antallet af gårde på over 100 ha forøget, mens antallet af mindre gårde falder drastisk.(6) Også produktionen af vin og især olivenolie er steget markant i Alentejo i de senere år.(7) At der er tale om virkelige spring illustreres af disse gennemsnitstal i 2008 for henholdsvis superintensivt, intensivt og traditionelt dyrkede olivenplantager: 9,1 tons/ha, 5,6 tons/ha og 1,2 tons ha. Intensivt dyrkede olivenplantager har en i forhold til traditionelt dyrkede en meget kortere levetid (ca. 15 år), og at det antages på basis af oplysninger om spansk intensiv dyrkning, at man kun kan opnå to dyrkningscykler på grund af den alvorlige forringelse af jorden, som den intensive dyrkning medfører.(8)

 

De nye oliveplantager har fortrængt de gamle montados, hvis træer fældes. De er højt mekaniseret, med super intensiv dyrkning og bruger enorme mængder vand, pesticider og kunstgødning, der ødelægger jorden, vandet og luften og forringer biodiversiteten i området drastisk. Klimaforandringerne mærkes tydeligt i Alentejo og de tre store opstemninger i området tørrede ud i 2017 – dels på grund af tørken, men også på grund af agroindustriens massive vandforbrug, der oven i købet ofte finder sted i de timer på dagen, hvor fordampningen er størst.

 

Den agroindustrielle udviklingsmodel, der kræver storstilede investeringer og kapitalintensive foretagender er et kendetegn for den udviklingsmodel, der kaldes ”neoekstraktivisme” og som først opstod i Latinamerika omkring dette årtusindes begyndelse, fordi råvarepriser steg voldsomt. Almeida skriver, at ”det er en ny socio-territoriel model forbundet med monokultur, der fortrænger andre produktionsformer, ødelægger lokal og regional økonomi og driver folk væk.” Og ikke nok med det – pesticiderne slår insekterne ihjel og når der høstes om natten, slås tusindvis af fugle ihjel. Dermed forsvinder også naturens egne reguleringsmekanismer, når det gælder om at holde skadedyr væk fra oliventræerne. Hertil kommer at gødningsniveauerne er mange gange støre i de intensivt dyrkede områder end i de traditionelt dyrkede. Det betyder at den overskydende gødning løber ud i vandløb og søer, hvorfra det synker ned i grundvandet og for senere at dukke op i drikkevandet. Desuden indeholder overrislingsvandet større mængder salte end godt er, noget der udgør en risiko for de skrøbelige jordbundstyper, som optræder i Alentejo.

 

Finansialiseringen af landbruget følger en almen europæisk udvikling. André Silveira og andre skriver, at opdyrkelig jord i kølvandet på finanskrisen i 2008 vakte fornyet interesse som kommercielt aktiv og der opstod en ny slags investorer. For at sprede risikoen har en række europæiske banker, pensionsfonde og forsikringsselskaber oprettet særlige fonde, der investerer i landbruget og drager fordel af stigningen i priserne på landbrugsvarer.(9)

 

Det er de kapitalstærke agro-industrielle foretagender, der først og fremmest drager fordel af kunstvandingssystemerne. Det er nemlig sådan, at alle jordejere i de områder, hvor der er adgang til kunstvanding, skal betale til systemernes vedligehold, uanset om de bruger dem eller ej. Det betyder, at småbønderne ofte sælger jorden til de agro-industrielle foretagender

 

Migrantarbejderne

På en vis måde kan man sige at Portugal udvikler sig til et land, der er afhængig af eksport af råvarer og derved med kolonilignende strukturer kommer til at ligne Brasilien eller Mozambique – noget der skader den lokale befolkning og svækker landets suverænitet og dermed undergraver de landvindinger, som demokratiets indførelse skabte for befolkningen. Ikke mindst fordi den nye type landbrug ikke har brug for særlig meget fastansat arbejdskraft, men derimod for fleksibel arbejdskraft, hvis arbejdsforhold tilpasses de krav det kapitalintensive landbrug stiller, krav der ikke er forenelige med de store fremskridt i arbejdsmarkedslovgivningen efter kuppet 25. april 1974.

 

Arbejdskraften i det nye landbrug rekrutteres gennem bureauer fra Rumænien, Moldova, Nepal, Thailand, Indien eller Bangladesh. De bor tit tæt sammenstuvet i containere eller ubenyttede landbrugsbygninger og arbejder under slavelignende forhold. Bureauerne beholder ofte deres pas og løn, for de skal selv betale for rejsen til Europa. ​​ Statens inspektører, der skulle kontrollere arbejdsforholdene for migrantarbejderne er håbløst få og tit er arbejderne flyttet, når de endelig dukker op. De fattige kommuner i Alentejo sidder så tilbage med aben og skal med deres yderst begrænsede ressourcer sørge for integration, sprogkurser, skolegang til eventuelle børn osv. Der ganske vist opstået nogle NGOer, der hjælper til, men opgaven er tung og mistilliden hos landbrugsfirmaerne, migranterne og mellemmændene stor.

 

Tager vi f.eks. Odemira kommune, skriver Almeida således:

 

”Ankomsten af tusindvis af sæsonarbejdere stiller de små landsbyer overfor enorme udfordringer, hvad angår boliger, vand- og elektricitetsforsyning, sikkerhed, sundhed og skoler. Odemira er et eksempel på denne situation. Immigrationen har i en befolkning på 26.000 ændret denne kommunes menneskelige og sociale geografi og forårsaget et kulturelt chok: Lovlige immigranter udgør nu 5.000 personer, 19% af kommunens befolkning og består af 68 forskellige nationaliteter. I høstsæsonen vokser antallet af immigranter eksponentielt til anslået 25.000 personer, de fleste af dem mænd. I Alqueva-området er landsbyen Gasparões vokset til det seksdobbelte, men de nye plantager har ikke haft nogen indflydelse på at mindske arbejdsløsheden, eftersom de ikke skaber job til de lokale. Alentejo har stadig en højere arbejdsløshedskvote end landets gennemsnit: I tredje kvartal 2019 lå den på 7%, hvorimod Portugals gennemsnit lå på 6,1%.”(10) ​​ ​​ ​​ 

 

Den nye landbrugsstruktur omkalfatrer således store dele af Alentejo og ændrer både ejendomsstrukturer, befolkningssammensætningen og økosystemerne. Samtidigt medfører det nye landbrug en dobbelt fremmedgørelse: Afkobling fra det omkringliggende samfund, fordi der ikke er brug for lokal arbejdskraft eller viden og afkobling fra det underliggende økosystem på grund af anvendelsen af teknologiske løsninger. Silveira skriver, at lokalområderne på den måde tømmes socialt og bliver mere sårbare for den dobbelte fremmedgørelse efterlader et tomrum, fordi ingen føler sig ansvarlige for lokalsamfundet eller økosystemerne.(11)

 

I næste afsnit ser vi på, hvad denne udvikling har betydet for kommunen Odemira i Alentejo.

​​ 

Noter

1. Le Monde diplomatique – edição portuguesa, II série, no. 176, juni 2021

Dossiê – Exploração de trabalhadores migrantes e agrocapitalismo no Alentejo:

Mara Clemente, ‘O combate ao tráfico de pessoas na pandemia: limites e oportunidades’

​​ Mara Clemente, ‘Trabalhadores migrantes e saude pública: de vítimas de tráfico a traficantes de amêijoas’

Ana Estevens, Jorge Malheiros, Katielle Susane do Nascimento Silva, ‘Imigrantes laborais no Alentejo agrícola: sobre-exploração, vulnerabilidades e integração transnacional’

2. Maria Antónia Almeida, ‘The use of rural areas in Portugal: Historical perspective and the new trends’, Revista Galega de Economía, 2020, 29(2), 6750

3. Montado er en særlig åben landskabstype i middelhavsområdet, som er karakteriseret ved at være en blanding af skov og græsningsarealer med forskellige typer eg som f.eks. korkegen. Den er især udbredt i den sydvestlige del af den iberiske halvø pga. Atlanterhavets indflydelse på klimaet. Korkegen har i øvrigt den egenskab, at den pga. sin bark er modstandsdygtig overfor ild og den har dermed også en brandbekæmpende funktion.

4. Maria Antónia Almeida

5. Maria Antónia Almeida

6. Recenseamento Agrícola 2019 – Primeiros Resultados, Distaque – informação e comunicação social, Instituto Nacional de Estatística, 2019

7. Carlos Manuel Faísca, ‘A produção agrícola no Alentejo (1929-2018): uma primeira abordagem’, Revista

de Estudios Económicos y Empresariales, Universidad de Extremadura, ​​ Editada por el Centro Universitario de Plasencia, no. 31, 2019

8. André Silveira, João Ferrão, José Muñoz-Rojas, Teresa Pinto-Correia, Maria Helena Guimarães, Luísa Schmidt, ’The Sustainability of agricultural intensification in the early 21st century: insight from the olive oil production in Alentejo (Southeren Portugal)’. I Changing Societies: Legacy and Challenges, vol. III, The Diverse Worlds of Sustainability, ed. A. Delicado, N. Domingos og L. de Sousa, Lisboa, Imprensa de Ciências Sociais, s. 247-275

9. André Silveira et al.

10. Maria Antónia Almeida

11. André Silveira et al.

 

 

 

 

​​ 

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere