Kina og krigen i Ukraine

af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion

Den kinesiske regerings holdning til invasionen af Ukraine, som den kommer til udtryk gennem de officielle kinesiske udmeldinger og via stats- eller partikontrollerede medier, ​​ har hidtil været uigennemsigtig og på mange måder selvmodsigende. Man har udadtil forsøgt at indtage en neutral holdning, men i de kinesiske medier er tonen klart pro-russisk, som det eksempelvis kommer til udtryk gennem karikaturtegninger, som den der er anbragt over denne artikel. Den viste tegning stammer fra Global Times, som er et autoritativt kinesisk medie, der især behandler international politik.

Princippet om ikke-indblanding

Den kinesiske ledelse understreger princippet om ikke-indblanding i suveræne staters indre anliggender, et princip som man har gentaget igen og igen i internationale fora siden de kinesiske repræsentanter var med til at formulere dette grundlæggende princip i ​​ forholdet mellem stater på de alliancefrie landes konference i Bandung i 1955. Men en invasion af en suveræn stat er vel den ultimative overtrædelse af dette princip, og hvis det skal tages alvorligt, må det nødvendigvis føre til en fordømmelse af den russiske invasion af Ukraine. Alligevel nægter den kinesiske ledelse og de kinesiske medier at kalde den russiske aggression en krigshandling eller invasion og vælger at omtale den med den betegnelse, som den russiske regering konstant har fastholdt, nemlig ”en speciel militæroperation”, som har til formål at forhindre et ”folkedrab” på russisktalende i Østukraine. Når den russiske ledelse anvender begrebet ”folkedrab” som begrundelse for ​​ en invasion, burde det få det til at løbe koldt ned ad ryggen på den kinesiske ledelse, for det er netop dette begreb, som i Vesten er blevet brugt til at karakterisere undertrykkelsen af den muslimske befolkning i Xinjiang-provinsen.

På den anden side understreger den kinesiske ledelse, at ethvert land må have ret til at få sit behov for national sikkerhed respekteret. Den russiske invasion beskrives som en reaktion på NATOs aggressive udvidelse i Østeuropa, som siges at have udfordret den russiske nations sikkerhed. Princippet om suveræne staters krav på sikkerhed kunne imidlertid lige så vel bruges til at retfærdiggøre de tidligere Warszawapagt-landes ønske om optagelse i NATO for at sikre sig mod igen at komme under russisk dominans, som det var tilfældet med etableringen af Warszawapagten og Comecon efter Anden Verdenskrig. Det daværende Sovjet veg ikke tilbage for at fastholde sin dominans over de inkluderede nationer med militære midler - eksempelvis i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. De østeuropæiske landes behov for at sikre sig mod russisk dominans, ser man bort fra i denne argumentation.

Den kinesiske ledelse er endt i en kattepine. På et møde mellem Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping - ved optakten til de olympiske vinterlege i Beijing og før den russiske invasion - enedes man om et dokument, hvor samarbejdet mellem Rusland og Kina beskrives som ”grænseløst”. Det er et åbent spørgsmål, om Xi Jinping på dette møde blev orienteret om, at Putin havde planer om at indlede en invasion i Ukraine, som absolut ikke er i Kinas interesse, men tværtimod vil spænde ben for nogle af den kinesiske regerings strategiske mål – herunder især etableringen af en ny silkevej til Europa.

Genrejsningsdrømme

De to regeringsledere, Putin og Xi Jinping har begge en drøm om at genrejse deres nationer til fordums storhed. ​​ 

Putin har omtalt Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud som ”den største geopolitiske katastrofe i det tyvende århundrede”. Hans militære støtte til nedkæmpelsen af folkelige oprør i Kazakhstan og Belarus, og de militære aggressioner i Tjetjenien og Georgien – og nu Ukraine - ​​ tyder på, at den russiske ledelse vil gøre, hvad man kan for at  ​​​​ reetablere så meget som muligt ​​ af den tidligere sovjetiske dominanssfære som muligt – om nødvendigt med militærmagt.

Den Kinesiske Drøm

Xi Jinping formulerede kort efter sin tiltræden i 2012 som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti og Kinas præsident, hvad han kaldte ”Den Kinesiske Drøm”, som går ud på at genrejse det kinesiske rige til den globale styrkeposition man besad, før Kina med opiumskrigene blev tvunget i knæ og forvandlet til, hvad man i Kina har kaldt en ”halv-kolonial” stat. Omkring år 1800 stod Kina for ca. en tredjedel af den globale produktion – hvad man i dag ville kalde det globale BNP. En anden tredjedel blev produceret i Indien, mens produktionen af den sidste tredjedel var fordelt over resten af kloden. Koloniseringen af Kina og Indien førte til en total omfordeling af den globale produktion, og i begge tilfælde hundrede år med fattigdom og kolonial undertrykkelse.

Ifølge Den Kinesiske Drøm skal Kina igen indtage en magtfuld position i det globale økonomiske og politiske system, og landet har siden afkoloniseringen taget et stort skridt på den vej.

Det kinesiske rige, som Xi Jinping ser for sig som genrejst,er imidlertid et rige, som det så ud, da ​​ Qing-dynastiet ​​ i 1911 blev væltet. Det besynderlige i denne sammenhæng er, at Qing-dynastiet ikke var et kinesisk dynasti. Fra 1644 - 1911 var Kina besat af manchuerne, som - da den kinesiske Ming-kejser var blevet løbet over ende af et bondeoprør - erobrede hele Kina og sad på kejsertronen og herredømmet over Kina indtil 1911. Det vil sige, at det Kina, som Den Kinesiske Drøm skal genrejse, er et Kina, som er etableret under fremmed besættelse. Xinjiang, Tibet og Taiwan er således alle først indlemmet i Kina mens landet var besat af manchuerne, men indgår i den kinesiske stat, som ifølge Den Kinesiske Drøm skal genrejses, og som af Xi Jinping omtales som ”helligt” kinesisk territorium.

Den kinesiske udenrigspolitik

Under Xi Jinpings ledelse har den kinesiske regering udviklet en udenrigspolitik, som er mere aktiv end tidligere. Xi Jinping har gjort op med den ”lave profil” som den kinesiske regering - efter Deng Xiaopings anbefaling - tidligere havde holdt. Det er kommet til udtryk gennem bestræbelser på at få gennemtrumfet den kinesiske opfattelse af, hvor territorialgrænserne i Det Sydkinesiske Hav går. Den kinesiske opfattelse af, hvor langt kinesisk territorialfarvand strækker sig, kolliderer imidlertid med opfattelserne hos flere af nabostaterne i Sydøstasien og bidrager i høj grad til at skærpe de militære spændinger i området. De kinesiske krav understreges af at flere af de rev og koraløer, der ligger i Det Sydkinesiske Hav er blevet befæstet af Kina. Flere vestlige lande, især USA, sender derfor jævnligt krigsskibe ind i området for at understrege princippet om farvandets internationale status og retten til fri passage, fordi man er bange for, at Kina er ved at gøre farvandet til et kinesisk indhav.

Kinas økonomiske udvikling

Den rolle, som Kina indtager i verden af i dag, hænger nøje sammen med den økonomiske udvikling, landet har gennemløbet i de seneste årtier specielt efter optagelsen i WTO i 2001. Kina har opnået en status som nummer to på den globale økonomiske rangstige målt i BNP, og har fungeret som centrum for udenlandske investeringer i produktionsfaciliteter og produktion af en lang række forbrugsvarer til Vesten. Kina har således kunnet øge sin økonomiske vækst med ekspresfart, samtidig med at folk i Vesten har kunnet købe billigere varer produceret af lavtlønnede kinesiske arbejdere. Den kinesiske økonomi har derfor haft stor gavn af den liberale verdensorden, som med USA som dominerende magt blev etableret efter Anden Verdenskrig og den globalisering, som især siden 1980rne har kendetegnet den internationale økonomi. Denne udvikling løb imidlertid ind i alvorlige forhindringer, først med finanskrisen i 2008, derefter da den amerikanske regering under Trump indledte en handelskrig mod Kina, og endelig da Covid-19 pandemien skabte forhindringer for de forsyningskæder, der dannede grundlaget for den globaliserede økonomi.

Kinas strategier

Kinas vigtigste strategier for at kæmpe sig ud af de økonomiske problemer, de ovennævnte kriser har bragt landet i, er dels at overhale de avancerede IT-økonomier i verden, ved at udvikle sin egen endnu mere avancerede teknologi, dels Den Nye Silkevej.

Den nyslåede ”grænseløse” alliance med Rusland kan ikke rette op på de skader, den russiske invasion vil kunne påføre de kinesiske strategier. Det var ikke tilfældigt, at den kinesiske regering både under finanskrisen og handelskrigen mod USA fremstod som de allerivrigste fortalere for den liberale verdensorden, som den amerikanske regering – især i Trumps præsidentperiode – tilsyneladende var villig til at sige farvel til.

Rusland kan ganske vist med den aftale, Putin og Xi Jinping har indgået, sikre Kina olie- og gasleverancer, som er mere stabile end de leverancer Kina ellers må hente hjem fra Mellemøsten, og vil kunne forsyne Kina med kornleverancer, som krigen i Ukraine ellers ville kunne gøre det vanskeligt at opnå - men derudover betyder Rusland uendeligt lidt for den kinesiske økonomi. Langt vigtigere er handelen med USA og EU.

Den russiske invasion af Ukraine har skabt en voldsom forhindring for de dele af Den Nye Silkevej, som skulle føre over land til Europa. Det er ikke tilfældigt, at Kina er Ukraines vigtigste handelspartner. Ukraines rolle som brohoved mellem øst og vest er blevet voldsomt undermineret, og det spænder ben for Kinas transportruter over land til Europa.

Forholdet mellem Kina og Rusland

Forholdet mellem Kina og Rusland har ikke altid været lige hjerteligt, heller ikke da Rusland udgjorde kernen i Sovjetunionen, som styredes af Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP). Under borgerkrigen i Kina mellem Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og Guomindang støttede Sovjet KKP med våben og militærrådgivere, og efter sejren over Guomindang sendte Sovjet tekniske rådgivere til Kina for at hjælpe med opbygningen af industrien i Kina. I 1958 indledte KKP imidlertid, til SUKPs store fortrydelse, Det Store Spring Fremad og etablerede folkekommuner over hele landet. Den sovjetiske ledelse var så utilfreds med dette eksperiment, at man hjemkaldte alle sine rådgivere og beordrede dem til at tage projekttegninger og andet materiale med til Moskva. Det Store Spring blev fulgt af en omfattende hungersnød, og KKP har været tilbøjelige til at skyde skylden på SUKP, fordi man standsede hjælpen. I 1960 startede så en ideologisk strid mellem SUKP og KKP, den såkaldte ”Store Polemik”, som teoretisk handlede om, at SUKP erklærede sig som tilhængere af ”fredelig sameksistens” med de imperialistiske stater. I realiteten handlede uenighederne nok snarere om, at SUKP ikke ville hjælpe KKP med at udvikle et kinesisk atomvåben.Det lykkedes alligevel Kina at prøvesprænge sin første atombombe i 1964. Stridighederne mellem SUKP og KKP spidsede til, og i 1969 udbrød der regulære grænsekampe på den russisk-kinesiske grænse ved den sibiriske Usuri-flod. I begyndelsen af 1970rne erklærede KKPs ledelse, at Sovjetunionen var blevet imperialistisk. Man kaldte det ”socialimperialisme”. Det skete med formuleringen af den såkaldte Treverdensteori, som Deng Xiaoping i 1974 fremlagde på FNs generalforsamling. Teorien opdeler klodens stater i tre såkaldte verdener: den første verden, som består af supermagterne USA og Sovjetunionen, den anden verden, som består af de udviklede lande, som ikke har supermagtsstatus, og så den tredje verden, udviklingslandene, hvor Kina placerede sig selv. Ifølge teorien var en opstigende supermagt mere aggressiv og derfor farligere for verdensfreden end en eksisterende supermagt. For at sikre sig mod den opstigende supermagt, Sovjetunionen, måtte Kina derfor tilnærme sig den anden supermagt, USA, og landene i den anden verden. Det forbedrede forhold til USA manifesteredes konkret ved, at Kina og USA oprettede diplomatiske forbindelser. Desuden anerkendte den amerikanske regering, at styret i Beijing var den eneste legitime regering i ​​ Kina, og at Taiwan var en del af Folkerepublikken Kina. Til gengæld invaderede Kina i 1979 Vietnam, fordi Vietnam havde besat Kampuchea og afsat Pol Pot-regeringen, som blev støttet af både Kina og USA.

I 1991 blev Sovjetunionen opløst, og det Rusland som var tilbage, fulgte efter Kina, som allerede havde taget skridtet 10 år tidligere, ind ​​ på det kapitalistiske verdensmarked. Den Kolde Krig var forbi, og både Rusland og Kina var trådt ind i en ny verdensorden, hvor USA var den eneste tilbageblevne supermagt- dvs. verden var blevet unipolær. For at skabe en modvægt til USA's hegemoni, forsøgte Rusland og Kina at etablere alternative internationale strukturer, som evt. ville kunne lede frem til en mere multipolær verden. I 1996 grundlagde man ​​ Shanghai Cooperation Organization, hvor kernen udgjordes af Kina og Rusland og derudover bestod af en række centralasiatiske stater. I 2009 etablerede man BRICS, et globalt samarbejde igen med Kina og Rusland som de centrale stater, men derudover bestående af Brasilien, Indien og Sydafrika. For ikke så mange år siden opfattede mange internationale iagttagere BRICS-landene – de fremstormende nye vækstlande - som fremtidige økonomiske og politiske stormagter, der i betydning og magt ​​ ville overhale USA og EU. Den globale finanskrise har i en vis grad trukket tæppet væk under disse initiativer. Dertil kommer, at det er et spørgsmål om samarbejdet inden for disse rammer vil kunne holde til - at en af deltagerne foretager militær aggression rettet mod en nabostat.

Perspektiverne for Kinas holdning til invasionen af Ukraine

Den kinesiske regering kan risikere, at den frygt for at blive inddæmmet af USA's militær som både den russiske og den kinesiske regering føler, vil føre de to stater ind i en alliance, der vil opsplitte den globaliserede verden i økonomiske og militære blokke, som står fjendtligt over for hinanden som under Den Kolde Krig. Hvis Kina vil genetablere den vækst i økonomisk og politisk indflydelse, man oplevede før finanskrisen, handelskrigen med USA og Covid-pandemien, må man vriste sig ud af alliancen med Rusland, tage afstand fra invasionen af Ukraine og tage del i de internationale bestræbelser på at genetablere og sikre Ukraines suverænitet.

​​ 

Rusland vil i en årrække blive placeret uden for det gode selskab (Vesten), og hvis Kina på nogen måde hjælper Rusland gennem de problemer, sanktionerne fra Vesten skaber, vil Kina kunne blive trukket med væk fra det økonomiske samarbejde med Vesten. Det vil blokere Kinas muligheder for at genskabe sin økonomiske vækst. Ganske vist har USA indledt og fastholder tilsyneladende en handelskrig mod Kina, og EU har vedtaget et direktiv, der forpligter EU-landene til at screene kinesiske investeringsprojekter i EU, for at dæmme op for Kinas økonomiske og politiske indflydelse, så man har allerede mødt forhindringer i handelssamarbejdet med Vesten.

Men Kina kan ikke undvære USA og EU. Eksport til Europa er et af de vigtigste mål for Den Nye Silkevej og en forudsætning for projektets succes. I den teknologiske udvikling er Kina afhængig af mikrochips fra USA og de østasiatiske lande, og det er nødvendigt at kunne eksportere 5G mobilteknologien til de udviklede lande, som er i stand til at bruge den.

Den kinesiske ledelse vil derfor på den 20nde partikongres stå over for et vanskeligt valg: -Skal man fastholde alliancen med Rusland og risikere international isolation - eller skal man tilslutte sig fordømmelsen af den russiske aggression og dermed holde kanalerne til Vesten åbne? Det bliver formentlig et af de vigtigste spørgsmål, som kongressen skal tage stilling til, hvis ikke beslutningen allerede er blevet taget, når kongressen starter.

​​