Klarhed før enhed: Den venstrekonservative fløjs løsrivelse fra Die Linke

For at gøre det klart: Jeg er ikke neutral i disse sager. Tværtimod indtager jeg og har altid indtaget en klar position på flertallets side i partiet Die Linke.

Mandag 23. oktober 2023 meddelte nogle medlemmer af en venstrekonservativ fløj af Die Linke, at de ville forlade partiet og stifte et nyt. Blandt dem er Sahra Wagenknecht, en af de mest kendte politikere fra Die Linke. Dette projekt kaldes “Sahra Wagenknecht-Alliancen” [BSW]. Det blev erklæret, at det nye parti vil stille op til Europa-Parlamentsvalget i juni 2024 og forsøge at stille op til de østtyske delstatsvalg i 2024.

Baggrund

Pressekonferencen var slutpunktet for en ret lang proces, og det er svært at sige, hvornår den præcist startede. Nogle vil pege på udgivelsen af bogen “Reichtum ohne Gier” (Velstand uden grådighed) fra marts 2016, hvor Wagenknecht bevægede sig væk fra socialistiske ideer og promoverede klassiske ideer om social markedsøkonomi.

Andre vil måske pege på et interview med Wagenknecht i januar 2017, hvor hun sagde: “Alle, der misbruger gæstfrihedens rettigheder, har tabt disse rettigheder”, hvilket var et klart brud med partiets officielle migrationspositive holdning. Nogle vil måske hævde, at det var grundlæggelsen af organisationen “Aufstehen” (Vi rejser os) i 2018.

Wagenknecht vandt popularitet i partiet og samfundet med sin veltalende kritik af kapitalismen, men også som modstander af Die Linkes officielle ledelse. Allerede i sin tid i PDS (et af Die Linkes stiftende partier) optrådte hun som modstander af ledelsen. Det har altid fået opmærksomhed fra medierne. Især fra de konservative dele af medierne.

Det er en del af hendes forretningskoncept, og det har haft ret stor succes. Hendes seneste bog gav et overskud på mere end 720.000 euro. Hun modtager også en indtægt som medlem af parlamentet. Her skal det bemærkes, at hun er blevet kritiseret for ikke at udføre dette job ordentligt. For eksempel var hun fraværende ved næsten halvdelen af alle afstemninger.

Die Linke og arbejderne

Die Linke blev grundlagt i 2007 som et pluralistisk venstreorienteret, demokratisk-socialistisk parti. Det forener grupper fra meget forskellige baggrunde. Die Linke fik stor succes ved forbundsdagsvalget i 2009 umiddelbart efter stiftelsen med 11,9 procent af stemmerne (5,2 millioner stemmer). Partiets medlemstal voksede til 78.000 medlemmer i 2009.

Denne succes kunne ikke fortsætte. Partiet mistede omkring 14.000 medlemmer mellem 2009 og 2013. Ved forbundsdagsvalget i 2013 fik Die Linke 8,6 procent af stemmerne (3,8 millioner vælgere). Denne tilbagegang i stemmer tvang en debat frem i partiet om, hvilke miljøer partiet skulle fokusere på, især efter stiftelsen af AfD (det højreekstreme parti “Alternativ for Tyskland”) i 2013. AfD stillede op til forbundsdagsvalget i 2013, men klarede ikke spærregrænsen på fem procent.

Baggrunden for denne debat var faldet i antallet af stemmer fra arbejdere til vores parti fra 18 procent til 13 procent fra forbundsdagsvalgene i 2009 og 2013 og fra arbejdsløse fra 25 procent til 23 procent. AfD fik stor vælgertilslutning fra arbejdere. Die Linke mistede 340.000 vælgere til AfD, 680.000 vælgere til socialdemokraterne, 240.000 vælgere til De Grønne og 560.000 vælgere til sofavælgerne. I Tyskland kommer sofavælgerne især fra husholdninger med lav indkomst.

Den venstrekonservative fløj slog fast, at partiet skulle fokusere mere på “normale” arbejdere og mindre på spørgsmål som migranters rettigheder, køn og økologiske spørgsmål og så videre. Med andre ord ønsker den at fokusere mere på arbejdermiljøer og mindre på byernes social-økologiske miljøer.

Klassepolitik der forbinder

Som et svar på dette udviklede partiet begrebet “verbindende Klassenpolitik” (klassepolitik, der forbinder). Det skete især med hjælp fra partiets ledelse, Bernd Riexinger og Katja Kipping. Dette koncept siger, at arbejderklassen er ved at blive splittet på baggrund af oprindelse, religion, køn, seksuel orientering og lignende.

Konklusionen på dette er, at vi må kæmpe mod disse forskellige former for diskrimination for at overvinde splittelsen af arbejderklassen og tage fat på dens fælles sociale interesser. Det betyder også, at vi ikke må sætte forskellige dele af arbejderklassen op mod hinanden. Vi må ikke kun fokusere på tidligere vælgere fra Die Linke, som nu stemmer på AfD, hvilket den venstrekonservative fløj jævnligt har slået til lyd for – og derfor ignorere, at langt flere vælgere gik til socialdemokraterne og De Grønne.

Denne diskussion stoppede ikke efter forbundsdagsvalget i 2017, som blev en relativ succes. Die Linke fik 9,2 procent, hvilket svarer til 4,3 millioner stemmer. Partiet lykkedes med at hente stemmer tilbage fra De Grønne, socialdemokraterne og sofavælgerne. Men Die Linke mistede 400.000 vælgere til AfD.

Tabet af stemmer fra arbejdere fortsatte. 10 procent af arbejderne (- 3 procentpoint i forhold til 2013) stemte på Die Linke. AfD fik 21 procent af arbejderstemmerne (+ 15 procentpoint) og 21 procent af stemmerne fra arbejdsløse (+ 18 procentpoint).

Dette resultat fremtvang en miljødebat i partiet. Den venstrekonservative fløj ignorerede det faktum, at arbejdsløsheden mellem 2009 og 2017 faldt fra 9,1 procent til 6,3 procent, hvilket betyder, at sammensætningen af de arbejdsløse var helt anderledes. De ignorerede også det faktum, at flere og flere mennesker ikke kalder sig arbejdere. De ser også bort fra, at 12 procent af fagforeningsmedlemmerne stemte på Die Linke, hvilket er klart over gennemsnittet.

Optrapning

Den venstrekonservative fløj af Die Linke erklærede også, at partiets strategier er forkerte, og den begyndte i stigende grad at angribe partiets holdninger og ledelse åbent i medierne. Som tidligere nævnt var det ikke kun, men især folk fra den venstrekonservative fløj, der i 2018 tog initiativ til “Aufstehen”.

Denne organisation havde til formål at lægge pres på ikke kun Die Linke, men også på socialdemokraterne for at ændre deres politiske dagsorden. Det er velkendt, at dele af den venstrekonservative fløj allerede i denne periode diskuterede at opbygge et nyt parti. Efter Wagenknecht trådte ud af ledelsen i “Aufstehen” i 2019, begyndte det projekt at kollapse.

I de følgende år indtog den venstrekonservative fløj i næsten alle vigtige offentlige debatter en holdning, der var i opposition til partiets officielle holdning, hvad enten det drejede sig om migrationsspørgsmålet, klimaforandringerne, håndteringen af covid-19-pandemien eller sanktionerne mod Rusland.

Flere og flere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved Die Linkes egentlige holdning. Endnu værre var det, at den venstrekonservative fløj begyndte at modarbejde partiets allierede. Wagenknecht frarådede for eksempel deltagelse i en demonstration for “Unteilbar”, en stor alliance mod racisme og for solidaritet.

Ikke desto mindre samledes 250.000 mennesker til demonstrationen. Die Linke havde den største deltagelse af alle politiske partier. Alligevel følte mange antiracistiske, antifascistiske og andre aktivister sig modarbejdet. Lignende ting skete for aktivister fra klimabevægelser, LGBTQIA+-bevægelser og så videre.

De selvretfærdige

I april 2021, blot et par måneder før forbundsdagsvalget, udgav Wagenknecht en ny bog: “De selvretfærdige. Mit modprogram – for fællesskabsånd og samhørighed”. Den angriber venstrefløjen i Tyskland generelt. Men når man læser mellem linjerne, er det tydeligvis en kritik af Die Linke.

Som der står i undertitlen, tilbyder den et alternativt politisk program, som i sine hovedpunkter er klart forskelligt fra Die Linkes. I denne bog får hendes program navnet venstrekonservativ. I flere måneder optrådte Wagenknecht med denne kritik af Die Linke og sit alternative program i en bred vifte af medier.

Hun og andre venstrekonservative blev taget til indtægt for, at Die Linke angiveligt er ligeglade med normale arbejdere og mest bekymrer sig om spørgsmål som kønspassende sprogbrug og så videre. Det var og er forkert, men ikke desto mindre blev denne fortælling spredt vidt og bredt. Ud over nogle fejl der blev begået under valgkampen, er dette nok den vigtigste årsag til den katastrofe, som parlamentsvalget i 2021 var for Die Linke.

Det blev almindeligt accepteret i partiet, at Die Linke i offentligheden med hensyn til næsten alle emner optrådte med forskellige holdninger og blev opfattet som indbyrdes stridende. Desværre blev det klart, at de venstrekonservative kun ville acceptere, at hele partiet overtog deres holdninger uden kompromiser.

På partikongressen i 2022 blev flertallet i partiets politik videreført med stort flertal. Efter de politiske beslutninger på kongressen trak medlemmer af den venstrekonservative fløj deres kandidatur til partiets forbundsbestyrelse tilbage.

Wagenknechts parti er ikke et venstrefløjsparti

Efter partikongressen mislykkedes flere forsøg på at komme ud over forskellene og finde en arbejdsform mellem flertallet i partiet og de venstrekonservative. I marts 2023 meddelte Wagenknecht, at hun inden årets udgang ville beslutte sig for, om der skulle dannes et nyt parti eller ej. Nu kender vi resultatet.

De første linjer i foreningens program var ikke en overraskelse for nogen: en migrationspolitik efter de danske socialdemokraters eksempel, ingen sanktioner mod Rusland, innovativ økonomi med fair konkurrence.

For at opsummere: I migrationsspørgsmålet er de konservative, i økonomiske spørgsmål er de liberale, og i sociale spørgsmål følger de socialdemokratiske synspunkter. Samlet set kan Wagenknecht-partiet ikke betragtes som et venstrefløjsparti.

De første meningsmålinger viser, at det nye parti især vil tiltrække vælgere fra AfD og de konservative. Carsten Braband fandt ud af, at omkring 70 procent af Wagenknecht-partiets vælgerpotentiale kommer fra vælgere fra AfD, konservative og liberale. Ikke desto mindre vil også en del af Die Linkes vælgere potentielt flytte til Wagenknecht-partiet.

Det interessante spørgsmål er nu, om Die Linke kan tiltrække venstreorienterede og centrum-venstreorienterede vælgere, når partiets position nu kan kommunikeres klart i offentligheden? Kan Die Linke tiltrække nye medlemmer?

De første uger efter pressekonferencen viser positive tegn: Flere har meldt sig ind i Die Linke end normalt, og der kommer flere nye medlemmer ind, end der er medlemmer, som forlader partiet. Det er tydeligt, at mange aktivister i Die Linke er ekstremt fast besluttede på at kæmpe for deres partis fremtid.

Teksten er oversat til dansk af Niels Frølich.