Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
20. april. 2021

Klassesamfundet under (moderat) anklage

Interessante diskussioner om klassesamfundet bliver taget op i ny bog om den voksende ulighed. Klassekampen er dog afløst af samarbejde og sociale partnerskaber.

Jørgen Goul-Andersen (tv), Lars Olsen (mf.) og Sune Caspersen (th.): Store dele af centrum-venstres meningsdanner-top er på forfatterlisten til den nye bog om voksende ulighed i Danmark.
13 min. læsetid

Forlaget Gyldendal udgiver i dag en både inciterende og nogle gange moraliserende debatbog, skrevet af debattøren Lars Olsen sammen med samfundsforskerne Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug: “Rige børn leger bedst. Et portræt af det danske klassesamfund”. Den bog skal nok sætte spor i debatten om regeringspartiet og det politiske centrum. Hvad den måske kan fortælle venstrefløjen, kommer til slut i denne anmeldelse.

Da jeg var ung, var det altid venstrefløjen, der talte om klasser og klassekamp. Højrefløjen afviste vredt. Socialdemokraterne (dog ikke Anker Jørgensen) mumlede. Den, der taler om klasse, taler også altid kritisk om samfundets indretning. I dag er det omvendt: Højrefløjen taler om klasse. Fra denne side af det politiske spektrum påberåbes konstant klasse-markører: “De produktive”, “de folk med gummistøvler”, “den brede befolkning”. Socialdemokraterne lancerer deres politik med konkrete referencer til arbejderklassen: “Arne-pension.” Venstrefløjen mumler.

Lars Olsen m.fl.: Rige børn leger bedst. Et portræt af det danske klassesamfund. Gyldendal 2021, 248 sider. Vejl. pris: 209 kr.

Med vittigt og polemisk bid har gruppen af socialforskere og journalisten Lars Olsen kastet sig over at beskrive – hvordan klasseforskellene bliver større, og hvordan det kan true den eksisterende samfundsorden, det Danmark du kender.

Samme bog fra centrum-venstre

Lars Olsen er en velkendt debattør, han har sin faste klumme i Jyllands-Posten og det største fagforbund 3F’s fagblad. Igennem et årti har han vedvarende søgt at henlede offentlighedens opmærksomhed på Danmark som et stadigt mere opdelt klassesamfund, og hvilke dårlige følger det kan have for især en generel tilslutning til universelle velfærdsgoder, sundhed, pension og uddannelse. De øvrige forfattere kan fremvise mange fine cv’er og titler: En er professor i samfundsvidenskab, en anden er direktør for Danmarks Statistik og to arbejder for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Lars Andersen kan ligeledes tilføje ‘direktør’ til sit visitkort. Der er tale om forholdsvis velkendte skikkelser inden for den offentlige debat, nemlig Jørgen Goul Andersen, Niels Ploug, Sune Caspersen og Lars Andersen. En net håndfuld af centrum-venstres opinionsdannere. 

Temaet om Danmark som klassesamfund har forfatterkollektivet behandlet før i bogform, nemlig i bøgerne “Klassekamp fra oven” fra 2014, og “Det danske klassesamfund” der kom i 2012. Lars Olsen har desuden leveret en hel stribe debatbøger, senest “Det forsvundne folk”.

Lars Olsen og forfattergruppen har egentlig hver gang skrevet den samme bog om et Danmark, hvor samfundsklasserne i stadig højere grad fjerner sig fra hinanden, hvilket i stadig stigende grad truer dét, de kalder samfundets sammenhængskraft. Det vil sige, at f.eks. samfundets øverste klasser trods alt har så meget til overs for samfundets laveste klasser, at underklassernes problemer på en eller anden måde ses som hele samfundets problemer. Overklassen accepterer et klassekompromis med social omfordeling, og går som hovedregel med til at betale skat. 

“Flere og flere får en hverdag, hvor man kun ser nogle fra ens egen sociale klasse. Det har konsekvenser. Vi mister kendskab til hinanden, og vi kommer til at tro, at hele verden er lige som, vi selv er.”

Selvom de tilsyneladende har skrevet bogen før, er det alligevel et tema med variationer. Med “Rige børn leger bedst” – en vidunderlig morsom titel! – tilføjes yderligere detaljer i kortlægningen af Danmark som klassesamfund og delingen af samfundet i en yderligere udspaltning, der går efter nye erhvervsmæssigt lagte linjer. Det har ført til, at produktionserhverv udfolder sig i det vestlige Jylland og Sjælland, mens andre erhverv – inden for kommunikation, konsulentvirksomhed, finans, forskning og administration – har koncentreret sig i det østlige Jylland, omkring Odense og især Hovedstaden, altså landets tre største byer. Analyserne kommer helt ned på sogneniveau når det handler om, hvem der bor hvor. Vi kommer omkring i hele landet. Hovedstaden, nybyggeriet på Amager Strand for overklassen og det stadigt arbejderprægede Kastrup, vi kommer til Sønderjylland og industri-øen Als, og vi får redegjort for kontrasterne mellem Aalborg øst og Hasseris. De kan også formidle den interessante iagttagelse, at vejen til socialt avancement i storbyerhvervene typisk går vi en uddannelse fra en højere læreanstalt – mens den i de materielt producerende erhverv i det øvrige land går gennem praktisk erfaring. 

Klassesamfund fra skolestart

En af bogens centrale teser lyder, at klasserne i stigende grad vender sig væk fra hinanden. Arbejderklassens ses som stort set forsvundet fra hele hovedstadsområdet, der til gengæld er blevet befolket af folk fra de mest privilegerede klasser og så middelklassen. Altså en geografisk klasse-adskillelse. Med hensyn til familiedannelsen foregår samme adskillelse. Man gifter sig i højere grad end før med en fra samme klasse. Adskillelsen starter i børnehøjde ved skolevalget. Mange skoler er blevet mere socialt ensartede. Flere og flere får en hverdag, hvor man kun ser nogle fra ens egen sociale klasse. Det har konsekvenser. Vi mister kendskab til hinanden, og vi kommer til at tro, at hele verden er lige som, vi selv er. Dertil kommer – ifølge bogen – en selvforstærkende proces, idet mediebranchens folk, journalister og andre meningsdannere klumper sig sammen. Det sker især i hovedstaden, hvor disse mennesker så kan bekræfte hinanden i et verdensbillede, der fortæller, at arbejderklassen ikke eksisterer, og alle er “symbolanalytikere bag hæve-sænkeborde”, som det hedder med bogens vittige ordvalg, der har en sarkastisk grundtone. 

Det verdensbillede bliver spredt gennem medierne, hvor en slags kollektiv fortrængningsproces finder sted. Arbejdsklassen og praktisk produktion bliver usynlig. Hvad betyder så det? Blandt andet at social solidaritet forsvinder, eller i hvert fald ændrer sig. Det er faktisk meget morsomt, men ikke så overraskende, at hele 56 % i gruppen af personer med en indtægt over en million, er enige i påstanden om, at “det er noget pjat at tale om fattigdom i Danmark”. Blandt de mest velbeslåede er også størst tilslutning til et synspunkt om, at der ikke er råd til mere velfærd. Det alarmerende – ifølge bogen – er, at troen på velfærdsstaten svækkes blandt samfundets øverste lag. De har ikke brug for den, og har i øvrigt så rigeligt et overskud, at de kan købe sig til sundheds- og omsorgsydelser. Derfor kan de med sindsro afmontere både den ene og den anden velfærdsydelse. Deres indtægter er allerede “stukket af”. De øverste klassers indtægter er vokset markant mere end de øvrige klassers. Der nævnes et ubehageligt eksempel med PFA Pension, som er i gang med et projekt om at bygge ældreboliger for dem, de selv kalder den øvre middelklasse, hvor man for 7.000 kr. oven i huslejen kan tilkøbe sig adgang til “bibliotek, restaurant, pool, spa og fitness”, og så bo et sted, hvor man bliver serviceret af “plejere, kokke massører og rengøringsfolk”. Tja, når man sidder der i reservatet, har man næppe brug for det kommunale bibliotek eller sosu-hjælperen.

Men ét er, at nogle mister troen på velfærdssamfundet. Noget andet er, at de øverste sociale klasser har så stort overskud, at de kan købe sig til opinion. I hvert fald indirekte ved at betale såkaldte tænketanke, der med tilsyneladende velresearchede argumenter kan lave lobby og pression for bestemte højrefløjs-synspunkter. CEPOS og Kraka er velkendte, og i bogen udpeges de direkte som agenter for udbredelse af synspunkter til gavn for overklassen.

“Den største værdiskabelse i samfundet finder sted i erhvervslivet, og det er afgørende, at der skabes rammer så erhvervslivet kan skabe værdi.” Det ideologiske udgangspunkt er ikke til at tage fejl af, når man læser om tænketanke som Kraka og CEPOS. I ‘Rige børn leger bedst’ bliver de også udpeget som overklassens velvillige lejesvende.

Fininddeling er for nørder

De fem forfattere bruger et klassebegreb sammensat af flere indikatorer. Der er en overklasse af topledere, selvstændige og nøglemedarbejdere med mere end tre gange en typisk årsindkomst. De efterfølges af den højere middelklasse. Her finder man indtægter i omegnen af to til tre gange den typiske indkomst, plus alle med lang videregående uddannelse. Hvorfor en lang videregående uddannelse i sig selv skulle give adgang til samfundets næstøverste lag, begrunder de aldrig overbevisende. Derefter kommer en middelklasse med de almindelige videregående uddannelser – folkeskolelærere, diplomingeniører men også selvstændige: Caféejeren og “ham der ejer butikken med sportsudstyr”. Derefter kommer så de manuelt arbejdende faglærte og ufaglærte, som trods tilbagegang i antal stadig er den største gruppe. Nederst finder man en meget stabil gruppe: Dem, der er “langvarigt ude fra arbejdsmarkedet”.

Bogens forfattere begrunder inddelingen med, at den er overskuelig. En finere inddeling på f.eks. 16 kategorier ville kun blive forstået af nørder, og det er ikke dem de henvender sig til, skriver de. Igennem hele bogen mærkes en særlig interesse for arbejderklassen. De har et godt øje til, at det er en overset klasse, og der kommer flere ironiske hip mod dem, der af den ene eller anden grund har fortrængt eksistensen af denne klasse. Tidligere udgav Lars Olsen en hel bog om “Det forsvundne folk” – altså arbejderklassen, der var glemt og overset af dét, han kalder den kulturelle elite. “Det er mere hipt at dyrke nye konflikter omkring etniske og seksuelle minoriteter end at være engageret i klasseskel og ulighed”, hedder en spids one-liner fra “Rige børn leger bedst”. Om dét, de kalder centrum-venstre ligefrem dyrker konflikter, er nok lige stærkt nok sagt. Men ellers er det ganske rigtigt set. Venstrefløjen taler i dag ikke meget om klasser og klassekamp. 

De fem forfatteres begreb om klasser begrunder de aldrig – ud over det helt uvidenskabelige at disse skulle være nemme at håndtere. Men under deres klasseforståelse ligger en interesse i at undgå, at samfundets orden blev truet. Frankrigs Gule Veste, Brexit og Trumps vælgersucces nævnes som rædselseksempler på – hvordan det kan gå, hvis samfundsklasserne går for langt fra hinanden. De tilstande er et hovedanliggende for bogen at advare mod. Det fremgår ikke klart, at deres klassedeling handler om samfundsmæssig integration, men det ligger under hele bogens set-up. 

De samarbejdende klasser

Når vi taler om klasser, vil en del nok tænke – ”er det noget med Marx?” Et marxistisk inspireret klassebegreb ville dog netop ikke tale om klassernes integration og samspil som noget positivt i sig selv. I denne (glemte?) tradition vil man snarere tale om klasser som sociale aktører, der udvikler sig kollektivt, kan danne alliancer og gennemføre gennemgribende samfundsændringer. Man vil ikke tale om det ønskelige i at få de herskende klasser til at opføre sig ordentligt og betale skat, men om at eliminere de overflødige, herskende klasser med lighed og et klasseløst samfund som perspektiv.

Ud fra bogens verdensanskuelse er klasser snarere en slags socialpartnere. Vi er alle med i familien Danmark, og vi må bare glæde os over, at der trods alt findes hæderlige kapitalister. Fra socialpartner-synspunktet er der ikke langt til det socialkonservative. Lars Larsen nævnes med respekt, den landskendte Dyne-Larsen, der talte med harme mod andre, som havde deres penge i skattely. Der tales også om en fabrik på Als, Linak, der laver industrirobotter og ledes af Bent Jensen. Vi forstår, han er en gæv fyr, der har en baggrund som maskinarbejder og er med på at “give tilbage” til lokalsamfundet.

Linak-direktøren er lige en mand, der har de fem forfatteres hjerte. Han og hans familie tilhører godt nok den økonomiske top-overklasse, men “har mere folkelig baggrund end de fleste af storbyernes akademikere” får vi at vide. Lars Larsen og Linak-direktøren er altså nogle rigtige hygge-kapitalister, må vi forstå. Her er det moraliserende klasseperspektiv. Men hvor længe varer de patriarkalske forhold i Jysk og Linak? Vil Dyne-Larsens efterfølger også betale skat, og undgå fristelsen fra de tropiske skattely? Vil Linak-direktøren give sine ansatte en fair behandling, også den dag det går skidt? Min samfundsforståelse siger mig, at hyggekapitalisme kun er noget, der varer en ganske kort tid. Det er absolut en moderat samfundskritik, der ligger bag bogen.

“Go’daw – jeg he’er Lars Larsen, og jeg har et tilbuj til dig”. Den nu afdøde milliardær og ejer af JYSK bliver ofte fremhævet som en slags patriotisk kapitalist, og bliver i bogen “Rige børn leger bedst” brugt som et eksempel på et socialt ansvarligt klassesamarbejde.

Var Arne-pensionen en gamechanger?

“Rige Børn” har også mange interessante perspektiver. I bogen udtrykkes en virkelig interessant forståelse af, hvordan Dansk Folkeparti blev eftertrykkeligt slået af socialdemokraterne ved valget i 2019. Det var nemlig ikke kun på en dagsorden om en stram, stram udlændingepolitik. Det var heller klimaspørgsmålet, der gjorde udslaget. Det var Arne-pensionen. Dette pensionsforslag var noget, som vandt en solid genklang i arbejderklassen og uden for storbyerne. Her blev der for første gang i mange år (årtier?) givet et tilbud rettet direkte til arbejderklassens medlemmer. Og ifølge bogens forfattere var det det udslagsgivende for valgresultatet, der skubbede de borgerlige fra magten. En gamechanger

“Et marxistisk inspireret klassebegreb ville ikke tale om klassernes integration og samspil som noget positivt i sig selv… men om at eliminere de overflødige, herskende klasser med lighed og et klasseløst samfund som perspektiv.”

Bogen mangler en ordentlig, dokumenteret og gennemdiskuteret redegørelse for, hvordan den sociale vending i Socialdemokratiets orientering (Arne-pensioner og faktisk en del andre tiltag henvendt arbejderklassen), har påvirket tilslutningen til partiet. Jeg savner også en diskussion af, hvordan klima og miljø kan komme til at spille en positiv rolle i en politik, der er tænkt til at mobilisere arbejderklassens vælgere. Her kniber forfatterne uden om. Det er ikke nok at mumle om, at arbejdervælgerne er optaget af andre emner. Klimakatastrofen bliver ikke mindre af, at arbejderne på Als er mere optaget af at sikre deres månedsløn. 

Jeg har allerede sammenlignet bogens begreb om klasse med et marxistisk klassebegreb. Men de seneste mange år har også højrefløjen talt om klasse. Trump elsker arbejderklassen, sagde han. For eksempel kan højrefløjsdebattøren Anna Libak også tale varmt om denne klasse. Men fra den kant er arbejderklassen en kulturelt reaktionær faktor, der – desværre nogle gange med held – mobiliseres mod indbildte modstandere. Det er ikke på spil i “Rige børn leger bedst”. Der tænkes socialt integrativt, men sandelig også socialt solidarisk.

Hvis venstrefløjen vil slå igennem uden for storbyerne, er der meget stof til overvejelse at hente i bogens problemstillinger. Hvorfor taler venstrefløjen ikke om klasse? Ellers bliver det socialdemokraterne, der løber med det hele.

Om skribenten

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet. Læs mere