Foto: Tristan Fortsch
12 min. læsetid

I EU-Parlamentsvalget 2019 ramte Socialistisk Folkeparti med deres slogan ’Klimaet tåler ikke mere varm luft’ et ømt punkt i klimapolitikken. Men spørgsmålet er, om partierne i dansk politik faktisk har forstået alvoren, eller om de mange slogans om klimaet i sig selv er varm luft?


Af Rolf Czeskleba-Dupont

Institut for Marxistisk Analyse

Da atmosfærens evne til at rense sig selv for overskydende CO2 for længst er overskredet, er enhver tilførsel i form af mere varm luft fra skorstene og udstødningsrør af det onde. Det gælder afbrænding af både fossilt kulstof og kulstof fra skov-biomasse på grund af dets lange omdriftstid. Der er nemlig klimapolitisk ikke tid til at vente på nye skoves CO2-optag – med en forsinkelse i forhold til afbrændings-tidspunktet der kan vare årtier eller århundreder. At påstå andet er åndelig varm luft, som overser faren for, at det i en varmere fremtid globalt vil være slut med, at skovene netto optager CO2. De kan – i en sandsynlig fremtid med over 2,5 graders opvarmning – i alt tippe til netto at frigive CO2.

Storbynetværket C40, som kæmper en tapper kamp mod klimaforandringer og for bedre klimatilpasning, afholder i efteråret 2019 en konference for borgmestre i København. De træner klimaplanlæggere i mange gode gerninger. Men indtil videre holder de fast i et hult begreb for CO2-neutralitet, som indeholder for meget varm luft. Fejlen består i at betegne skovbiomassens afbrænding i bynære kraft- og varmeværker som her-og-nu CO2-neutral. Som begrundelse nævner C40, med henvisning til FNs klimapanel, at de i klimaregnskaberne skelner mellem to slags CO2: den fra fossile brændsler og den fra afbrænding af levende biomasse. Sidstnævnte skal byerne ikke tælle med, fordi den hører til et separat ”naturligt kulstofkredsløb.” – Men vi frisætter unægtelig for store mængder CO2 til den samme atmosfære, uanset om dette luftformige affald stammer fra afbrænding af fossil eller nutidig biomasse. Udledningerne bliver akkumuleret over århundreder og øger faren for abrupte klimaændringer.

Fremadrettet har Klimarådet og de økonomiske vismænd også talt for at vurdere CO2-neutralisering som en proces over tid, herunder skovenes omdriftstid. Faktiske trends i CO2-udslip fra biomassens afbrænding opgøres af Danmarks Statistik og andre landes statistiske kontorer som led i grønne nationalregnskaber. De kan ikke bruge fiktionen om biomassens her-og-nu CO2-neutralitet, som stammer fra studehandler i Kyoto-processen, og som går igen i Paris-aftalen.

C40-byerne repræsenter omkring 650 millioner mennesker og ca. 1/4 af verdensøkonomien. Foto: The Atmospheric Fund

Kyotoafsporing

Kyoto-processen blev afsporet fra første færd. På den tredje partskonference til udmøntning af klimakonventionen (COP 3) i Kyoto 1997 kunne parterne ikke enes om – målrettet at gå efter drivhusgasser fra udstødningsrør og skorstene på tekniske anlæg. Som den australske klima-forfatter Tim Flannery skriver, hjalp en omsvøbs-manøvre: “Modstanden fra den australske regering mod Kyoto-aftalen var så stærk, at senator Robert Hill fremlagde et nyt aspekt – landområdernes anvendelse (senere kaldet LULUCF-regler). Hans pointe var, at Australien via skovbeskyttelse bidrager til at binde CO2. De delegerede valgte at imødekomme de australske krav”.

Under fortsat global opvarmning må man regne med, at Jordens landbaserede økosystemer tipper mod netto-frigivelse af CO2 gennem forrådnelse, flere skovbrande m.m. Den forventede CO2-bindende fotosyntese vil ikke kunne følge med.

Ingen burde derfor tage en usikker fremtidig skovvækst som forventet efterbevilling til udligning af nutidige mer-udledninger af CO2. De stammer jo ikke mindst fra kraft- og varmeværkers ellers højt roste omstilling fra fossile brændsler til skovbiomasse. Som forskere fra FNs klimapanel omkring Andreas Fischlin allerede i 2007 påpegede, ville skovene ved en opvarmning over 2,5 grader tippe til netto at frigive CO2. Det vil de gøre i store regioner som troperne og de nordlige (’boreale’) skove. I Tyskland ses optræk til det samme.

Kvote-handlen

Hertil kom i 00erne kvote-handelen med forureningsrettigheder for CO2. USA’s forhandlere, magtfulde repræsentanter for de sorte energifraktioner, ville have dem med. Derimod gik Danmarks daværende miljøminister Svend Auken fra starten imod ideen. Som det hedder i Oluf Danielsens afhandling om den danske klimadebat, var han ”bange for, at USA fristes til at gå ind i arrangementer, som jeg vil kalde klimasvindel”.

Forhandlingerne på COP 6 i år 2000 brød da også sammen. Forhandlingsleder Pronk kunne i Haag ikke få vedtaget ”princippet om, at nye driftsformer i landbruget og skovbruget kan binde kulstof og regnes med.” – Først efter ekstra møde i Bonn sommeren 2001 (COP 6 1⁄2), som Svend Auken ikke deltog i, og hvor tyskernes kritik blev underkendt, kunne princippet omsættes i praksis (‘Marrakesh Accords’).

Regnskabs-systemet for CO2 åbnede dermed for smuthuller. Energisektoren fik lov til at nulstille deres emissioner fra biomasse, fordi skovforvaltninger i stedet skulle opgøre dem. Efter Rusland havde fået lovning om, at kunne sælge sin varme luft (optjent efter Sovjetindustriens kollaps), trådte Kyoto-protokollen 2005 i kraft, dog i amputeret form (uden USA). Canadas udmelding i 2012 gjorde det klart, at importerede træpiller fra hele Nordamerika ville gå uden om EU’s drivhusgas-regnskab.

EU blev til en magnet for importeret skovbiomasse, idet kvote-handelen giver en belønning i form af en CO2-kvote for hvert ton fortrængt CO2 fra fossile brændsler – uanset hvor meget CO2 der frisættes i skovene eller fra afbrænding af biomassen. En regel, der retfærdiggøres gennem den nævnte tro på, at der er en evig forskel på to slags CO2i atmosfæren.

Greepeace Canada har længe advaret mod afskovning til træpille-eksporten. Billede fra rapporten ‘Fuelling a BioMess’

I realiteten har disse omsvøbsmanøvrer forhalet den nødvendige omstilling: Som formanden for FNs klimapanel, Rajendra K. Pachauri, erklærede i 2010, skulle kurven over stigende udledninger af drivhusgasser knækkes i 2015. Men Verden har endnu ikke set noget til det, snarere tværtimod. De akkumulerede drivhusgasser i atmosfæren – som siden det internationale geofysiske år 1958 måles på Mauna Loa, Hawaii – fortsætter faretruende som en opadgående kurve, kun med årlige udsving ved den nordlige halvkugles somre og vintre. Betinget af en usvækket kapitalakkumulation viser det nærmest ondskabens vedvarende vækst.

Pariser-hjulet

Efter udløbet af den første Kyoto-fase (2008-12) blev Kyoto-protokollen med sine forpligtende reduktions-mål sat til side. I 2015 afholdes COP 21 i Paris i regi af den oprindelige klimakonvention UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change). Resultatet blev et forhandlingsregime med staternes frivillige forpligtelser.

Forhandlere fra verden uden for det moderne verdenssystems centre var skeptiske. I forbindelse med Transform-konferencen i marts 2015, interviewede jeg Pablo Solón, Bolivias forhenværende FN-ambassadør, medorganisator af et alternativt klimatopmøde i Cochabamba 2010 og tidligere leder af den udviklingskritiske tænketank Focus on the Global South.

På forhånd udpegede han væsentlige mangler i teksten fra vinter 2015, der lå til grund for vedtagelserne i Paris: Fossile brændsler blev kun omtalt i forbindelse med subsidier, men ikke som samlet reserve. Målsætningen om at holde den globale temperaturstigning under 2 eller helst 1,5 grader C i forhold til tiden før industrikapitalismen blev derfor heller ikke sat i forbindelse med nødvendigheden af, at lade 80 % af de fossile brændslers økonomiske reserver ligge i jorden.

Værdien af disse fossile brændselsreserver lå ifølge Solón omkring 22 trillioner dollars (22.000.000.000.000 $). Hans kapital-logiske spørgsmål var – hvem inden for det kapitalistiske system ville løfte opgaven med at ekspropriere ejerne?

En klima-analytisk begrundet ekspropriation er et system-overskridende krav, fordi det gør op med det, som David Harvey kalder ‘accumulation by dispossession’, altså en forudgående ekspropriation. I dag er de fleste mennesker ikke kun eksproprieret fra produktions-, men også fra helt elementære subsistensmidler på vores fælles Jord. Ligesom det i tyske byer boligpolitisk rejste ekspropriationskrav, kan en klima-analytisk begrundet ekspropriation få mobiliserende virkning for at standse ‘hamster-hjulet’ med den vedvarende og flersidede udbytning. Marx henviste til det i afslutningen af Kapitalen’s bind I, idet ”den kapitalistiske privatejendoms time slår, ekspropriatørerne eksproprieres.”

Varm blæst om drivhus-reduktioner

NGO’er og enkeltpersoner med opbakning fra kritiske forskere har ifølge Information 9.3.2019 stævnet EU-Kommissionen for, at den i et nyt Direktiv for Vedvarende Energi opfordrer medlemsstaterne til ‘fuld udnyttelse af deres biomasse-potentiale’ og samtidig bibeholder fiktionen om nul CO2-udledning ved afbrænding. De påpeger, at EU-landenes forbrug af fast biomasse fra 1990 – 2015 er mere end fordoblet. CO2-emissionen fra afbrænding af biomasse i energisektoren er derved blevet langt større, end det skovene (LULUCF-sektoren) binder. Sagsøgernes juridiske rådgiver, Peter Lockley, begrunder stævningen med ”en klimamæssig nødsituation, som EU forstærker ved at behandle skove – i realiteten vores eneste kilde til CO2-optag – som brændsel”.

Skove er i realiteten vores eneste kilde til CO2-optag. De skal derfor ikke behandles som brændsel, mener en sagfører, der nu har stævnet EU. Foto: Rudolf Jakkel / Pexels

Typisk for varm-luft-politikken stillede klimaminister Lykke Friis i 2010 en CO2-reduktion på 2-3 millioner tons årligt i udsigt, hvis danske kraftvarmeværker blev omstillet fra kul til industrielt fremstillede træpiller – uden modregning af deres udledninger. Brancheorganisationen Dansk Energi lever den dag i dag højt på fiktionen om, at træpillernes afbrænding ikke udleder nævneværdig CO2. Den udgør også en stor del af de danske storbyers planer om at være CO2-neutrale om nogle få år.

Da tænketanken Concito – inspireret af Det Europæiske Miljøagenturs videnskabs-komité og i overensstemmelse med en vedtagelse i Europa-Parlamentet fra maj 2011 – i efteråret 2011 afviste fiktionen, fandt den ingen genklang hos vores store NGO’ere som Nordisk Greenpeace, 92-gruppen eller Det Økologiske Råd. Dansk Energis formand, Lars Aagaard, forklarede det med, at de ikke var kommunister. Det lykkedes dog for Enhedslisten i Energiforliget 2012 at få vedtaget bevillinger til konsekvensanalyser af omstillingen. Det førte til udarbejdelse af en parlamentarisk betænkning, som i sommeren 2015 desværre sluttede ufuldbyrdet, da der blev udskrevet valg.

En analyse fra Danmarks Statistik fremhævede i 2015: ”Opgøres udslip af drivhusgasser efter de gældende principper fra FNs klimapanel, har der været et fald på 21 pct. i den samlede danske udledning … i perioden 1990 – 2013. Medregner man udslip fra biomasse … udgjorde reduktionen i udslip af drivhusgasser knap 5 pct.” (DST-Analyse). Samme information fremgik i 2017 af Danmarks Statistiks ‘Grønne nationalregnskab for Danmark 2014-15’. Et internationalt samarbejde under FN mellem statistiske kontorer lægger nemlig vægt på retvisende oplysninger på årsbasis. De kan ikke som politikere, embedsfolk og energibranchen nøjes med ‘mørkelygter’ i en mørk fremtid, hvor det kun tæller med positivt, at kul bliver elimineret – men ikke negativt, at man til gengæld afbrænder store mængder skovbiomasse. Oven i illusionen om grønne skove leveres guldet netop gennem denne ensidighed: en hel CO2-kvote for hvert ton fortrængt fossilt brændsel. Punktum.

I det politisk-administrative system er fiktionen om CO2-neutralitet endnu ikke erstattet af en realistisk vurdering. Derfor virker de politiske partiers eksercits med årstal og øgede reduktionsprocenter – hvor de gensidigt beskylder hinanden for over- eller underbudspolitik – aldeles hul. Når det interstatslige system og de enkelte nationalstater ikke engang kan holde regnskaberne i orden, hvordan skulle de så være i stand til at beskytte verden mod truende, abrupte klimaforandringer?

Lars Løkkes regering fornyede ikke bevillingen til Danmarks Statistiks grønne nationalregnskab, men Socialdemokraterne vil indføre den igen. Forhåbentligt med alle oplysninger om CO2-udledninger, også fra skovbiomasse …

Socialdemokratiet og social change

Anders Fogh gik som bekendt til kamp mod Svend Aukens energi- og miljøpolitiske ‘imperium’. Når Socialdemokratiet nu forklarer i et klimapolitisk udspil fra 2018, at ‘Danmark igen skal være en grøn stormagt’, kan man derfor fristes til at tro, at de vil iværksætte et modsatrettet systemskifte.

En grøn stormagt? Rolf Dupont mener Socialdemokraternes udspil indeholder nogle gode takter, men også at det er alt for ukonkret og kort formuleret. Foto: Socialdemokratiet

Valgudspillet siger uden nærmere forklaring: ”Vi må knække kurverne, før de knækker os.” Et 10 siders afsnit om ‘En fremtid baseret udelukkende på ren energi’ afsluttes med et løfte om at genindføre det grønne nationalregnskab. Det skal ”udvide vores viden om sammenhænge mellem miljø, naturressourcer og økonomi”. Men det siges ikke hvilke sammenhænge, som det af hensyn til klimaet er vigtigst at få belyst.

Pjecen indeholder mange gode forslag, men de er ofte misforståeligt kort formuleret. Når der omtales ”nye principper for anvendelse af biomasse”, får læseren kun at vide, at de ”skal sikre, at der ikke foretages nye miljø- eller samfundsmæssigt uhensigtsmæssige investeringer i biomasse” (s.18) – uden en antydning af, hvilke investeringer der sigtes imod. Hvis det er investeringerne i kraftvarmeværkernes omstilling fra kul til skovbiomasse, så er de i hvert fald glemt, når oplægget når til procent- og årstals-øvelsen: ”Vores udgangspunkt er, at 55 pct. af den energi, vi bruger, kommer fra vedvarende kilder i 2030.” (s. 22) Her er CO2-neutral fyring med skovbiomasse (endnu) ikke af bordet, som de nævnte internationale sagsøgere mod EU’s direktiv for vedvarende energi lægger op til.

I stedet for et opgør med problemskabende praksisser får vi kun udstukket et katalog blandede bolsjer med alt godt fra 117 programmer. Man kan savne et opgør med klimakapitalismen. Som del af borgerskabets politiske økonomi bygger den på et ”blindt herredømme, som lovene om udbud og efterspørgsel udøver”. I stedet for gælder det om – i overensstemmelse med staternes vedtagelse af forsigtighedsprincippet i Rio 1992 – at fremme ”kontrol med den samfundsmæssige produktion gennem indsigt og forsigtighed.” Det princip for arbejderklassens politiske økonomi skrev Marx ind i sin velkomst til den 1. Internationale Arbejderassociation (1864).

Når miljøproblemerne og uligheden i samfundet skal bekæmpes i en samlet strategi, skal klasse- og organisationsspørgsmålet på dagsordenen. Men det spørgsmål bliver ikke engang stillet i det socialdemokratiske oplæg med den noget illusoriske undertitel: ”En klima- og miljøpolitik, der samler Danmark.” Det favner for bredt til at kunne ramme og samle.

For yderligere oplysninger om referencer kan skribenten kontaktes her


Rolf Czeskleba-Dupont er mag.scient. i geografi, og ph.d. i energi og samfund . Han er videnskabelig konsulent ved tidsskriftet Das Argument, og er medlem af Institut for Marxistisk Analyses bestyrelse.