Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
26. juni. 2022

Klimakrisen er international. Det skal vores løsninger også være

Når regeringen skrotter store dele af udviklingsbistanden, er det både kortsigtet og farligt. Klimakrisen har brug for, at Danmark tør gå forrest – og skabe en præcedens for international solidaritet, skriver Alexander Blavnsfeldt, formand for SF Ungdom.

Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Diskussionen om Danmarks klimaindsats er blevet for fjollet og snæversynet. Der mangler både perspektiv og fremtidsudsyn i regeringens udspil, og det afføder diskussioner, som rammer langt forbi skiven.

Når regeringen gang på gang leverer udspil, og diskussionerne falder på, hvorvidt vi skal justere forventninger og målsætninger med en eller to procent, er det svært at tage sagen seriøst. Danmark skal være et grønt foregangsland, og man burde ærlig talt skrue op for 70 %-målsætningen. Desværre er der en ret alvorlig diskussion, som går glemt, når vi snakker klimahandling: Det internationale perspektiv.

Målrettet klimabistand

Danmark har en meget høj udledning pr. person. Det kan man ikke komme udenom. Og vi skal også arbejde hen imod at være CO2-neutrale i 2040. Desværre ser en sådan CO2-neutralitet ikke ud til at blive en realitet for mange af verdens lande. Indien, Congo, Venezuela og mere end hundrede andre lande er stadig dybt afhængige af fossile brændsler, så hvis vi virkelig skal lave et indhug i verdens udledninger, kræver det, at vi ser ud over vores egen baghave.

“Selvfølgelig skal vi støtte frihedskampen i Ukraine. Desværre går det ud over lande, som står overfor historiske fødevarekriser og klimaproblemer. Og indtil videre har regeringen bare set til.”

S-regeringen har valgt at skrotte store dele af udviklingsbistanden til fordel for at bruge milliarder på Ukraine. Og selvfølgelig skal vi støtte frihedskampen der. Desværre går det ud over lande, som står over for historiske fødevarekriser og klimaproblemer.

Indtil videre har regeringen bare set til. Hvis vi skal sætte en international præcedens for at komme solidarisk igennem klimakrisen, kræver det, at vi indfører en klimabistand. Penge, der målrettet kan gå til den grønne omstilling i lande, som allerede har nok problemer. Det bliver sammen med en udvidelse af udviklingsbistanden nødvendigt, hvis ikke den globale ulighed og de kriser, som det medfører, skal løbe fuldstændig løbsk.

Opgør med udenrigspolitikken

Danmark må tage sit ansvar alvorligt og bekæmpe de problemer, som skaber de krige, vi i dag opruster for at bekæmpe. Udviklingspolitik er den bedste måde at forhindre fremtidige krige og fremtidige klimaproblemer, så derfor er det også nødvendigt med handling på begge områder. Også internationalt. Og det er en kamp, vi både skal tage med i EU og FN. Hvis vi vil komme klimaproblemer til livs, må vi hjælpe de lande, som allerede har nok at se til. Fordi selvom vi ikke ser konsekvenserne af klimakrisen i fuld færd i Danmark, bliver flere lande rundt omkring i verden ramt på både fødevareforsyning og levevis. Og vi har ressourcerne til at hjælpe.

Selvfølgelig står klimakrisen ikke øverst på listen, når lande på randen af borgerkrig og hungersnød skal vedtage budgetter. Ligesom det ikke engang står øverst på Danmarks budget. Det kalder på et opgør med vores nuværende udenrigspolitik, hvor vi skærer på udviklingsbistanden, og efterlader de svageste mennesker i verden i stikken. Det er tid til international solidaritet, fremfor den såkaldte “værdibaserede socialdemokratiske udenrigspolitik”.


Om skribenten

Alexander Blavnsfeldt

Alexander Blavnsfeldt

Alexander Blavnsfeldt er landsformand for SF Ungdom. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER