Kønskamp i Nigeria og forestillinger om Afrika

Her en fortælling fra midten af den kontinentale fornuft. I Lagos bliver jeg mindet om gamle Kampala selvom jeg bestræber mig på ikke at sammenligne. Alligevel slår den tanke ned – som med lynets hast – at der måske er en mere direkte forbindelse mellem øst og vest, end der er mellem nord og syd.

Nigeria spiller en ikke uvæsentlig rolle over alt på kontinentet, når mennesker forklarer, hvem de er. Alligevel bør Lagos have lov til at være sig selv, selvom det er svært ikke at overveje, hvad byen har tilfælles med Kampala, Nairobi, Lilongwe og Dar es-Salaam.

En enorm kolos af en urban organisme

Jeg er taget til Lagos i Nigeria – en af de største byer syd for Middelhavet. Den egentlige anledning er at deltage i Aké Arts & Book Festival, men det er også et ædelt forsøg på at holde et løfte om aldrig at rejse på tværs af verden kun for at deltage i en festival eller en anden isoleret begivenhed – uden også at afsætte tid til det sted, jeg befinder mig.

Selvom det måske kan virke, som om mine bevægelser på tværs af verden er styret af tilfældige større begivenheder, så er min tilstedeværelse i Lagos helt bevidst, fordi det er en del af verden, som jeg længe har set frem til at gøre mig bekendt med. En slags strategisk horisontudvidelse.

Jeg kan jo ikke med nogen som helst rimelighed udtale mig om kontinental fornuft uden at have været i Lagos – ikke fordi Lagos er afgørende, men byen er en del af en talrække – tidligere koordinater har været Johannesburg, Nairobi, Kampala, Rabat, Lilongwe, Maputo, Dakar og Dar es-Salaam.

Inden afrejse læste jeg en artikel på Danmarks Radios hjemmeside, hvor Lagos beskrives som internettet uden google – altså som et sted hvor alt er kaos og uden nogen former for retningsanvisninger. Google viser sig imidlertid at fungere upåklageligt i Lagos, og det gør også taxa app’en Uber.

Jeg orienterer mig selvfølgelig også om Udenrigsministeriets rejsevejledning, hvor enhver absolut ikke nødvendig rejse til Nigeria frarådes i meget skarpt udtalte vendinger begrundet i terror, kidnapninger og kriminalitet. I ministeriets rejsevejledning står også en løsrevet og ikke begrundet sætning om, at hvis man absolut må rejse, så bestemt ikke at ankomme til Lagos Lufthavn efter mørkets frembrud.

Forstyrrelse af den almindelige orden

Jeg accepterer selvfølgelig, at Udenrigsministeriet nødvendigvis må opføre sig meget konservativt, fordi diplomatiets opgave er at tage vare på danske statsborgere rundt om i verden. For nogens vedkommende kræver det, at der tales med store bogstaver, for at der bliver lyttet til advarslerne.

Jeg husker med smil på læben, at ministeriet gennem mange år fastholdt, at det var farligt at køre i bil ad Entebbe Road fra lufthavnen til Ugandas hovedstad Kampala. I virkelighedens verden var det helt fredeligt at bevæge sig til fod om natten på strækningen, hvis der ses bort fra trafikale risici. Jeg vil med det samme skynde mig at udtrykke taknemmelighed for, at rejsevejledningerne eksisterer og for den elskværdige behandling, jeg altid har fået på danske ambassader.

Alligevel melder der sig den tanke, at nogle gange kan konservatismen gå over gevind og resultere i unødig stigmatisering af, hvor farligt det er andre steder i verden. Jeg mener, at det har uheldige følgevirkninger – også hvis man som jeg trodser rejsevejledningen og rejser alligevel. Det forstyrrer simpelthen udsigten.

I Danmark – og som danskere – er vi i forvejen vænnet til at forstå verden som et faretruende, mærkeligt og uforståeligt sted – og rejsevejledninger som den aktuelle om Nigeria gør det ikke bedre, men bærer ved til det brændende bål. Indvendingen er måske, at mennesker som jeg – der hele tiden rejser på kryds og tværs af verden – ikke påvirkes af den her slags detaljer med diplomatiet som afsender.

Alligevel har den slags ting og sager sig med at sætte sig i kroppen. Under mit ophold i Lagos befinder jeg mig i en besynderlig vekselvirkning mellem den frygt og usikkerhed, der har sat sig i kroppen, og mine konkrete oplevelser af gæstfrihed, venlighed og mystificerede ansigtsudtryk, når jeg forespørger om sikkerhed.

Min sindstilstand i Lagos, og de omstændigheder jeg befinder mig i, sender mine tanker på tværs af kontinentet – mod øst til Kampala i Uganda. Lang tid før jeg selv ankom til Kampala første gang, var tendensen, at hvide udlændinge barrikaderede sig i bydelen Muyenga, fordi resten af Kampala blev opfattet som farlig.

Den del af Lagos, hvor jeg har indlogeret mig (Ikeja GRA) minder rigtig meget om Muyenga i Kampala. Jeg føler mig derfor lidt i den samme situation. Jeg er meget optaget af sikkerhed og overvejer ethvert skridt, jeg tager.

Det er en noget uvant situation for mig at befinde mig i, men det føles nødvendigt – også selvom jeg ikke møder mange konkrete grunde til mine automatiske beskyttelsesmekanismer. Jeg beslutter mig hurtigt for, at også dette kan blive et vigtigt etnografisk eksperiment, og det kommer til at forme mine oplevelser af Lagos, og de erfaringer jeg får med stedet.

Du skal fremvise det, du har at byde på

Den nigerianske digter og romanforfatter Lola Shoneyin siger, at hun altid sørger for at præsentere sig selv med “excellence”, når hun rejser rundt i verden. Det er en meget smuk og elegant formulering. Hun er grundlægger og leder af Aké Arts & Book Festival, som i 2023 bliver afviklet for tiende gang. Sætningen falder til pressekonferencen, som foregår i boghandlen Ouida Books. Boghandlen hænger sammen med festivalen.

Forestillingen om at skulle vise sig fra sin bedste side, synes ikke bare at være noget Lola Shoneyin har fundet på, men det præger også helt generelt den måde, som alle nigerianere, jeg møder i Lagos, opfører sig på.

De er ikke bare gæstfrie, venlige og meget søde. Hvis de oplever, at jeg har brug for hjælp, er de villige til at gå meget langt for at hjælpe mig – også meget længere end det er rimeligt at forvente.

Livemusik i Ikeja

Der er endnu nogle dage, inden festivalen begynder. Jeg benytter lejligheden til at gå på opdagelse i kvarterets natteliv. Jeg har googlet mig frem til Afefeyeye Restaurant & Bar, og idet jeg ankommer, flyver tankerne til steder, jeg plejede at komme i Kampala for mange år siden. Jeg bider mig i læben og anstrenger mig for ikke at sammenligne for meget – lidt gemt væk nede ad en grusvej, ind ad en port og op ad trappen.

Jeg kommer ind i et lille intimt lokale med en bar i det ene hjørne og bandet presset ind ved siden af baren. Lokalet er fyldt med mennesker, lyde, mad og drinks. Bagved bandet kan man se ud i byens aftenlandskab.

I Ikeja ligger også Fela’s Place – ja netop, Fela Kuti, den store nigerianske musiker, en af grundlæggerne af Afrobeat.  Det er en kæmpestor hal, der godt kan minde om en forvokset udgave af Den Grå Hal på Christiania. Når man ankommer, mødes man af en heftig aktivitet udenfor med unge mænd, der sælger marijuana – Pusher Street i en lidt mere hektisk, vild og pågående version.

New African Shrine (som stedet egentlig hedder) drives videre af Fela’s søn og datter. Sønnen Femi Kuti optræder her ofte om søndagen med sit band.

Søndag aften er i Nigeria – ligesom mange andre steder – en stor aften, hvor mange mennesker går i byen, selvom de skal tidligt op på arbejde dagen efter. Min søndag aften slutter på Cubana, hvor der er et livligt live band med en forsanger, der løber rundt blandt publikum for at hæve stemningen, mens der serveres meterlange grillede fisk ved bordene.

Indimellem stivner pigerne i receptionens smil

Efter en uge i Lagos må jeg så alligevel kapitulere, fordi der måske trods alt er noget om snakken vedrørende sikkerhed og tryghed.

En eftermiddag stiller jeg mig skødesløst foran et vindue til en restaurant. Det må jeg ikke. Sikkerhedsvagten informerer mig om, at det ikke er tilladt at stå foran vinduet, men hvis jeg vil tjekke stedet ud, kan jeg gå indenfor. Måske forstår jeg ikke helt forskellen i dybden, men det beviser med tydelighed, at sikkerhed tages meget alvorligt – også på et ret detaljeret niveau.

På samme måde får jeg syn for sagn, da jeg forhører mig om Lagos Island. Det ligger i den modsatte ende af byen, forbi noget vand, over nogle broer og ud mod Guineabugten. Pigerne i receptionen bliver pludselig mere stramme i betrækket, og deres ellers altid brede smil stivner. De indskærper, at jeg så skal bruge hotellets ansatte chauffør, som vil køre mig frem og tilbage, hvilket vil koste 80.000 Naira – svarende til 650 danske kroner.

Min hurtige hovedregning fortæller mig, at hvis jeg skulle gøre det med Uber og køre mellem fire forskellige kunstgallerier, vil det koste mig 20.000 Naira. Nogle gange må selv jeg betale ekstra, og det har jeg allerede gjort ved at indlogere mig på et hotel til den dobbelte pris af mit sædvanlige niveau. På selve dagen bliver prisen sat ned til 50.000 Naira med en begrundelsen om, at de ikke ville opkræve mig alt for meget – uden at jeg bruger mit ellers ivrige forhandlingstalent.

Personfikseret festival med billige bøger og skarp organisation

Aké Book Festival er meget centreret omkring Lola Shoneyin og hendes person. Hun benytter dygtigt det personlige, men også det private ved at inddrage sin mand og deres ægteskab, fordi hun ved, at det kan bruges til at skabe ”community”.

Atmosfæren på festivalen kan minde om en NGO med mange luftige begreber. Betegnelserne Afrika, African Storytelling og The African Story fyres af med præcision, uden at det på noget tidspunkt bliver tydeligt, hvad en afrikansk fortælling egentlig er.

På samme måde benyttes kønsstereotyper flittigt som identitetsmæssige markører. Det kønsmæssige har et meget konkret organisatorisk udtryk. De fleste af festivalens mange frivillige medarbejdere er helt unge kvinder, og Lola Shoneyin hylder dem mange gange under festivalen for deres engagement og dygtighed. Hun understreger kraftfuldt, at hun på intet tidspunkt har ønsket, at de havde været drenge eller mænd.

De frivillige fylder rigtig meget på festivalen med deres engagement, glæde og sociale fællesskab; mens de i mindre grad bidrager til det literære indhold. Den eneste gruppe blandt de frivillige som skiller sig ud, er dem, der står for lyd og lys, og de er alle unge mænd.

Forestillingen om det afrikanske dukker op løbende under hele festivalen. Allerede på den første formiddag falder følgende formulering: ”We cannot go back before colonial time, but we can identify ourselves”. Det er et tankevækkende udsagn, som er karakteristisk for festivalens stemning og de præsenterede bøger.

Festivalen er organiseret som en lang række bogsamtaler (book chats), der følger som perler på en snor med kun fem minutters pause imellem. Pauserne udfyldes af fotografer, der tager billeder af forfatterne og moderatorer. Man kommer derfor for sent til næste session, hvis man gerne vil have signeret sit eksemplar af bogen.

Samtalerne fokuserer på forfatternes personlighed, baggrunden for bøgerne, temaer og fortællingen, men med kun meget lidt oplæsning fra bøgerne og ingen interesse for sprog. De fleste af bøgerne bygger i større eller mindre grad på forfatternes egne livshistorier, og de forsøger derved at opbygge identitet og selvværd, der ofte knytter sig til begreber om Afrika, afrikanskhed (Africanness) og tradition for afrikansk historiefortælling (African Storytelling).

Citatet ovenfor viser, at det handler om en identitet, som er negativt defineret – sammenhængskraften i begrebet om det afrikanske er bestemt af kolonialisme og slaveri, en udefra kommende kraft.

Måske eksisterer Afrika slet ikke uden eller adskilt fra den koloniale erfaring?

Ind imellem bogsamtalerne er festivalen krydret med sessioner med et tema. En af dem handler om afrikanske kvinder i forlagsbranchen. Her understreges det, at det er særligt svært for kvinder og endnu sværere for afrikanske kvinder – afrikanske kvinder er ofte identisk med sorte kvinder, også selvom den sorte kvinde ikke altid befinder sig på det afrikanske kontinent.

Det er paradoksalt, at det meste af det, der nævnes som svært i Nigeria og andre steder på kontinentet, er velkendt for små, uafhængige forlag over alt i verden. Diskussionen minder meget om samtaler, når mikro-forlagene i København mødes og diskuterer deres vilkår.

Louisiana Literature i Lagos

Ligesom i Danmark indtager autofiktion, biografisk stof og forfatternes personlighed også i Nigeria en stor plads i litteraturen og i bøgerne.

Et eksempel er bogen ”What Napoleon could not do” skrevet af D.K. Nnuro (Ghana/USA), men den handler om alt andet end den franske kejser. Bogens titel er den sætning, forfatterens far plejede at sige, når han på sin meget underdrejede facon skulle give et kompliment eller uddele ros, men ellers fortæller titlen ikke noget om bogen.

Bogens udtryk gør forfatteren salgbar – men spørgsmålet er, om bogen formår andet end det, titlen allerede har gjort. Den fortæller forfatterens egen historie, hvilket er karakteristisk for mange af bøgerne på festivalen – uanset om der er tale om skønlitteratur eller nonfiction.

Også mange af historierne i romanerne er skabt som et 1:1 forhold til virkeligheden uden den store sproglige finesse. Derfor er der langt mellem de virkelig store romaner – det minder egentlig meget om Louisiana Literature, hvor der også altid høres mange smarte og velfriserede formuleringer fra forfattere, som formidler deres egne livshistorier. Det har altid undret mig – og det gør det også i Lagos.

En af de få undtagelser er den nigerianske forfatter Abubakar Adam Ibrahim, som har skrevet ”When We Were Fireflies”. Bogen skiller sig ud ved at have en mere ambitiøs sproglig aspiration. På festivalen fortæller han, at imens han skrev bogen, var han fuldstændig overbevist om, at han snart ville dø, og derfor skrev han om kap med døden.

Umiddelbart efter han havde skrevet bogen færdig, oplevede han lige akkurat at undgå en trafikulykke og døde dermed alligevel ikke. Forestillingen om at skulle dø var således en spirituel forudanelse om en fare under opsejling. Han inviterede publikum ind i forfatterens værksted – ikke for at promovere sin egen person, men på skrivekunstens præmisser – uden smarte oneliners. Publikum fik lov til at opleve og lytte til kunstnerens virkelighed og kunstens tilblivelse.

Forestillinger om Afrika

Næsten enhver betragtning på festivalen sekunderes med reference til det tomme og ikke-definerede Afrika, men uden nogen grund eller nødvendighed – mange af bøgerne udspiller sig i en nigeriansk eller ghanesisk kontekst og er skrevet af nigerianere eller andre i den nærliggende region.

Det synes derfor ikke at bidrage med mening eller tilbyde en uddybning af samtalens indhold, når der henvises til Afrika. Det er ikke specielt karakteristisk her på denne festival, men noget jeg har mødt mange steder på kontinentet. Der en fast overbevisning om, at der eksisterer en afrikansk fortælling, men ingen lader til at være villige eller i stand til at definere den.

Midtvejs under festivalen stiller jeg mit spørgsmål om konceptet Afrika – på en spørgende og en underspillet måde, men alligevel bliver det modtaget som provokerende, og jeg bliver også delvist misforstået – som om jeg taler imod at forfattere fra forskellige afrikanske lande skriver deres egne historier. Der kommer dog en slags svar på spørgsmålet, og diskussionen uddybes også yderligere dagen efter i en session om to non-fiction bøger.

Hvis man skal tage diskussionerne på festivalen i Lagos for pålydende, binder det koloniale kontinentet sammen. Det koloniale er det forskelligartede kontinents fællesnævner. Sorte mennesker blev gjort til slaver.

I en senere bogsamtale, hvor bøgerne ”Edge of Here” (Kelechi Okafor, Nigeria/England)) og “When We Were Fireflies” (Abubakar Adam Ibrahim, Nigeria) bliver diskuteret, sker der en bekræftelse af, hvordan det koloniale og slaveriet fortsat definerer kontinentet – med udtalelsen om at slaveri er en fælles erfaring og oplevelse – ‘enslavement as a common experience’.

På festivalens sidste dag fik diskussionen af begrebet og fænomenet Afrika et sidste skud i bøssen, da to sagprosa-bøger blev præsenteret – ”Africa is Not a Country” (Dipo Faloyin, Nigeria) og ”Uncommon Wealth” (Kojo Koram, England).

Også her er det tydeligt, at det eneste, der binder kontinentet med alle dets forskelligheder sammen, er kolonialisme og slaveri – en udefrakommende kraft. Det er det, som har skabt forestillingen om det afrikanske, som så endda også omfatter andre dele af verden, hvor slaveriet konkret udspillede sig.

Repræsentation og litteratur

Første punkt på dagsorden på festivalens sidste dag er den britisk-nigerianske chick-lit forfatter Bolu Babalola. Hendes nyeste bog hedder ”Honey & Spice”.

Hun skriver bare om sig selv og er faktisk stolt over at gøre netop det. Hun har et ungt, kvindeligt og begejstret publikum, som er talrigt til stede den formiddag. De oplever alle sammen sig selv gennem Bolu Babalolas hovedpersoner.

Da der bliver åbnet for spørgsmål fra publikum, er det kun helt unge kvinder, der tager mikrofonen – de har ellers været helt tavse de forudgående to dage. Selvom jeg gerne ville have sagt noget og stillet et spørgsmål eller to, så nænner jeg ikke at ødelægge den statistik – og derfor forbliver jeg tavs, mens jeg opmærksomt iagttager de unge kvinders entusiasme og overvejer betydningen af repræsentation i litteraturen – om end det er en type litteratur, der ikke interesserer mig.

Honey & Spice er som en selvopfyldende profeti. Forfatteren skriver om sig selv (måske nok i en let glaseret version, men ikke desto mindre) og skaber mandlige karakterer, der passer efter hendes og ligesindede kvinders drømmebilleder af en mulig mandlig partner, samtidig med at hun og de klager over de virkelige mænd ude i de nigerianske og britiske gader.

Festivalen foregik generelt i en munter og civiliseret atmosfære, bortset fra debatten om kønskamp i Nigeria, som er lige ved at udvikle sig til et oprør, da en mand blandt publikum stiller sig op og prøver at forklare, at han synes det er svært for mænd med de krav, der stilles til at være mand.

Debatten indledes ellers roligt og afbalanceret med et panel bestående af tre kvinder og en mand, der udveksler synspunkter. Manden i panelet fortæller om workshops, han arrangerer med teenagere, hvor drengene tvinges til udtale sig – som om de er piger, der har været udsat for overgreb. Resultaterne fra disse workshops viser, at drengene derigennem får større forståelse for piger og kvinders vilkår og følelser.

Kvinderne i panelet er mere interesserede i, hvordan vi sikrer, at de mænd, der gør sig skyldige i overgreb over for kvinder, bliver straffet for det. Egentlig er der tale om to forskellige diskussioner, som bliver blandet sammen.

I den efterfølgende debat med publikum tager den tidligere omtalte mand ordet. Han forsøger med stor modstand fra både panel og publikum at forklare, at han mener, det kan være svært for mænd med de krav, som bliver stillet. Det medfører en verbal krig på tværs at rummet mellem manden og de kvindelige paneldeltagere. For at bringe gemytterne til ro føler festivallederen sig nødsaget til at gribe ind og fratage manden mikrofonen. Men hun henstiller også til de råbende festivaldeltagere om at bevare roen.

Formuleringen af sessionens titel “What is Cooking in Nigerias Gender Wars?” synes at være meget mere præcis, end nogen måske på forhånd havde forestillet sig. Den viser, at der bestemt lader til at være noget i gære i Nigerias kønskamp.

Fællesskab, frivillighed og litteratur som et spejl

Festivalen er et godt forsøg på at skabe ”community”, men den indeholder også mange dilemmaer, som er karakteristiske for opbygningen af fællesskaber.

Festivalens leder og grundlægger Lola Shoneyin bruger dygtigt sig selv og sin familie som komponenter, fordi hun ved, at det er effektivt. Det giver selvfølgelig den slagside, at alt bliver centreret om hendes person. Hun bliver så at sige identisk med festivalen og festivalen identisk med hende.

Hun gentager mange gange, at hun ikke ønsker at blive gjort til centrum, fordi det ikke handler om hende, men det er svært at overbevise andre om, når hun hele tiden bruger sig selv og sin mand – og således blander det offentlige med det private.

Med til at arrangere festivalen hører en meget stor gruppe af meget unge frivillige – mange af dem er unge kvinder. Lola Shoneyin gør meget ud af at hylde dem, for når man er afhængig af frivillige, er man også tvunget til at hylde dem og fortælle dem, hvor vigtige de er.

De frivillige fylder meget på festivalen og tager også konkret meget plads på festivalen – måske for meget plads. Nogle gange kan det godt virke, som om de frivillige er vigtigere end publikum – og publikum har trods alt betalt for at deltage. Derfor kan man spørge, for hvis skyld festivalen foregår.

Officielt har den til formål at skabe et fællesskab for forfattere i Nigeria og andre afrikanske lande, hvor de kan udfolde sig uden at skulle forklare sig og møde deres læsere og publikum. Men i praksis fremstår festivalen også som en legeplads for unge – meget unge – drenge og piger, som er frivillige – men som også kunne have været frivillige for en helt andet slags festival, da de ikke nødvendigvis virker som om, de er optaget af litteratur og bøger.

Det er nogle svære balancer at få til at gå op i en højere enhed, men Aké Festival fremstår mere som en workshop, hvor det betalende publikum inviteres indenfor og får lov til at være tilskuere. Det er muligt, at det er sådan, det skal det være – her er det blot fremsat som en problemstilling.

En helt særlig enhed på dette års festival er en gruppe af festivalledere, som er inviteret. De er alle hvide kvinder. De får under festivalen tildelt en særlig og meget synlig rolle. Under festivalen sidder de ofte sammen og taler meget sammen.

Det kønsmæssige perspektiv på festival er gennemgående som et statement. Festivallederen er kvinde og vælger kvindelige frivillige og kvindelige samarbejdspartnere fra rundt om i verden, fordi det får hende at føle sig tilpas – ligesom mænd i århundreder har valgt andre mænd at samarbejde med. Gruppen af hvide kvinder er måske også udtryk for, at Lola Shoneyin savner et ligeværdigt modspil, som hun ikke kan få fra de mange unge frivillige – og som hun tilsyneladende heller ikke har fundet i Nigeria, i regionen eller på kontinentet.

Festivalen er en vibrerende organisme, som er værd at stifte bekendtskab med – den giver sig til kende med overraskelser, nye indsigter og nysgerrighed for fremtiden. Det er mere en fælleskabets dynamik, end det er en litterær institution. Hvis jeg kommer tilbage en anden gang, bliver det forhåbentlig som deltager og ikke kun som tilskuer til de andres fællesskab.