Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. marts. 2022

Kold fred

Rusland står over for økonomiske vanskeligheder og politisk isolation efter sit eventyr i Ukraine og udsigterne er dystre. Medmindre regeringen kan sikre en hurtig sejr, vil den vakle, efterhånden som almindelige russere mærker de økonomiske omkostninger ved krigen.

 

 

Af Cédric Durand

 

Oversat af Niels Frølich fra engelsk med tilladelse fra New Left Review, Sidecar, ”Cold Peace”, 16. marts 2022.

 

Kirill Serebrennikovs nyeste film Petrovs influenza (2021) åbner med billeder fra en overfyldt bus i Rusland. Atmosfæren er hektisk, næsten voldelig. I feberens vold får hovedpersonen et hosteanfald og går ned bagest i bussen. En anden passager, der går i hælene på ham, råber: ”Vi plejede at få fribilletter til en sanatorium hvert år. Det var godt for folk. Gorbi solgte os, Jeltsin pissede det hele væk, så fik Berezovskij ham væk, udnævnte dem der og hvad nu?”  ​​​​ Han slutter af med at ”Alle dem, der lige nu er ved magten, skulle skydes”. På dette tidspunkt stiger hovedpersonen af bussen og går ind i en dagdrøm, hvor han slutter sig til en henrettelsespeloton, der henretter en gruppe oligarker.

 

”Dem der” refererer til Putin og hans klike, mens ”hvad nu?” er et spørgsmål, der hviler tungt over det land, de har skabt. Hvad slags samfund er dagens Rusland og hvor er det på vej hen? Hvilken dynamik har landets politiske økonomi? Hvorfor antændte det en ødelæggende konflikt med en nabo, man er så sammenfiltret med? I tre årtier herskede en kold fred i regionen, hvor Rusland og resten af Europa svømmede sammen i den neoliberale globaliserings iskolde vande. Vi er i 2022 efter invasionen af Ukraine og Vestens økonomiske og finansielle sanktioner er gået ind i en ny æra, i hvilken de illusioner, der gav næring til landets overgang til markedsøkonomi er blevet umulige at opretholde.

 

Naturligvis har fantasien om den post-sovjetiske udvikling aldrig stået mål med virkeligheden. Branko Milanović lavede i 2014 en statusopgørelse over overgange til kapitalisme, hvori han konkluderede, at ”kun tre eller allerhøjest fem eller seks lande kunne siges at være på vej til at blive en del af den rige og (relativt) stabile kapitalistiske verden. Mange sakker bagud, og nogle er så langt bagud, at det vil vare adskillige årtier inden de er der, hvor de var, da Muren faldt”. På trods af løfterne om demokrati og velstand fik de fleste folk i den tidligere Sovjetunion ingen af delene. På grund af sin geografiske størrelse og landets politisk-kulturelle centrale stilling var Rusland den gordiske knude i denne historiske proces, der udgør den vitale baggrund for Ukraine-krisen. For udover ’stormagts’-holdningernes bevægelse henimod det militære er hjemlige økonomiske faktorer mindst lige så vigtige for at kunne beskrive den nuværende situations koordinater og forklare den russiske ledelses hovedkulds kasten sig ud i en krig.

 

Første periode: 1991-1998

Ruslands aggression er en del af et desperat og tragisk fejlkalkuleret forsøg på at imødegå det, som Trotskij kaldte "den ydre nødvendigheds pisk", dvs. tvangen til at konkurrere med andre stater for at bevare en vis grad af politisk autonomi. Det var den samme pisk, der fik den kinesiske ledelse til at omfavne en kontrolleret økonomisk liberalisering i begyndelsen af firserne, hvilket gav næring til fyrre års for det meste vellykket integration i den globale økonomi, samtidig med at det gav regimet mulighed for at genopbygge og konsolidere sin legitimitet. I Rusland derimod knækkede pisken selve staten, efter at Den kolde Krig var slut.

 

Som Janine Wedel dokumenterer i sin uundværlige Collision and Collusion: The Strange Case of Western Aid to Eastern Europe (2000), resulterede Sovjetunionens forsvinden i en dybtgående svækkelse af landets indenlandske elite. I de første år af overgangen blev statens autonomi minimeret i en sådan grad, at den politiske beslutningstagning de facto blev uddelegeret til amerikanske rådgivere under ledelse af Jeffrey Sachs, som førte tilsyn med en lille gruppe russiske reformatorer, herunder Yegor Gaidar - premierministeren, der iværksatte landets afgørende prisliberalisering - og Anatoli Chubais, privatiseringszaren og tidligere Putin-allierede. Deres chokterapireformer forårsagede forviklinger i industrien og stærkt stigende fattigdom, hvilket medførte en national ydmygelse og indprentede en dyb mistanke rettet mod Vesten i Ruslands kulturelle psyke. På baggrund af denne traumatiske oplevelse er det mest populære motto i Rusland stadig "aldrig mere halvfemserne".

 

Vladimir Putin byggede sit regime på dette motto. Et enkelt kig på udviklingen i BNP pr. indbygger fortæller os hvorfor. De første overgangsår var præget af en alvorlig depression, der kulminerede med det finansielle krak i august 1998. Selvom det var langt fra det totale sammenbrud, som Anders Åslund beskrev i Foreign Affairs, indeholdt dette øjeblik dog faktisk kimen til en genoplivning. Rublen mistede fire femtedele af sin nominelle dollarværdi, men allerede i 1999, da Putin kom til magten på baggrund af endnu en krig i Tjetjenien, var økonomien begyndt at komme sig.

 

Før krakket havde de makroøkonomiske forskrifter fra Washington Consensus skabt en uoverskuelig depression, man ikke kunne komme ud af, eftersom anti-inflationspolitikken og et uigennemtænkt forsvar af valutakursen fratog økonomien de nødvendige midler til pengecirkulation. Skyhøje rentesatser og et stop af pålidelige lønudbetalinger fra staten førte til en generel udbredelse af byttehandel (den tegnede sig for mere end 50% af udvekslingen mellem virksomheder i 1998), lønrestancer i visse sektorer og en udvandring af industrivirksomhederne fra det nationale marked. I fjerntliggende områder var brugen af penge næsten helt forsvundet fra dagligdagen. I sommeren 1997 tilbragte jeg et par dage i den lille landsby Tjernorud på Bajkal-søens vestlige bred. Landsbyboerne høstede pinjekerner og brugte dem til at betale for busbilletten til den nærliggende ø Olkhon samt for indkvartering og tørret fisk, idet et fuldt glas kerner repræsenterede en regningsenhed. Den sociale, sundhedsmæssige og kriminelle situation var forfærdelig. Den udbredte følelse af desperation eller fortvivlelse afspejlede sig i den høje dødelighed.

 

Anden periode: 1999-2008

Sammenlignet med denne økonomiske katastrofe var den tidlige Putin-æra en fest. Fra 1999 til 2008 var de vigtigste makroøkonomiske indikatorer imponerende. Byttehandlen gik hurtigt tilbage, og BNP voksede med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 7 %. Efter at være næsten halveret mellem 1991 og 1998 var det i 2007 helt oppe på niveauet fra 1991 - noget, som Ukraine aldrig har nået. Investeringerne steg igen sammen med reallønningerne, som viste årlige stigninger på 10 % eller mere. Ved første øjekast syntes et russisk økonomisk mirakel at være plausibelt.

 

 

Denne misundelsesværdige økonomiske præstation blev muliggjort af stigende råvarepriser, men det var ikke den eneste faktor. Herudover nød den russiske industri godt af de stimulerende virkninger af devalueringen af rublen i 2008. Værditabet gjorde lokalt fremstillede varer mere konkurrencedygtige, hvilket gjorde det lettere at erstatte import. Da industrivirksomhederne var fuldstændig afkoblet fra den finansielle sektor, led de ikke under krakket i 1998. Takket være arven fra den sovjetiske korporativistiske integration foretrak de store virksomheder desuden generelt at forsinke lønudbetalingerne i halvfemserne frem for at afskedige deres arbejdsstyrke. Som følge heraf var de i stand til hurtigt at øge produktionen for at følge med det økonomiske opsving. Kapacitetsudnyttelsesgraden steg fra ca. 50% før 1998 til næsten 70% to år senere. Dette bidrog igen til produktivitetsvækst og skabte en god cirkel.

 

En anden faktor var regeringens vilje til at drage fordel af de ekstraordinære indtægter fra eksporten til at give statens intervention i økonomien en saltvandsindsprøjtning. Årene 2004 og 2005 markerede et klart skift i denne henseende. Privatiseringen var stadig på dagsordenen, men den fortsatte i et meget langsommere tempo. Ideologisk set gik strømmen i den modsatte retning med en større vægt på offentligt ejerskab. Et præsidentdekret af 4. august 2004 opstillede en liste over 1.064 virksomheder, der ikke kunne privatiseres, og udpegede en række aktieselskaber, hvor statens andel ikke kunne reduceres. Den statslige aktivitet blev udvidet gennem en pragmatisk kombination af administrative reformer og markedsmekanismer. Putins vigtigste mål var energisektoren, hvor han sigtede mod at genetablere den statslige kontrol med priserne og eliminere potentielle rivaler som f.eks. den liberale oliemagnat Mikhail Khodorkovsky. I mellemtiden skabte en kombination af nye politiske instrumenter og incitamenter til russiske oversøiske investeringer virksomheder, der kunne konkurrere på områder som metallurgi, luftfart, biler, nanoteknologi, atomkraft og naturligvis militært udstyr. Det erklærede mål var at bruge midler fra eksporten af naturressourcer til at modernisere og diversificere en stort set forældet industriel base for at bevare den russiske økonomis autonomi.

 

Tredje periode: 2008-2022

Man kunne ane en udviklingsvision i dette forsøg på at omstrukturere Ruslands produktionsaktiver. Men strategiske fejl i forvaltningen af landets indtræden på de globale markeder samt et anstrengt forhold mellem landets politiske ledelse og kapitalistklassen forhindrede imidlertid en ordentlig udformning af denne samfundsmæssige løsning. Symptomerne på fiaskoen blev tydelige med finanskrisen i 2008 og den pinefulde vækst i løbet af det følgende årti. De blev først synlige i den fortsatte afhængighed af råvareeksport - hovedsagelig kulbrinter, men også basale metalprodukter og senest kornprodukter. Udadtil gjorde denne stigende specialisering økonomien afhængig af udsving på de globale markeder. Indadtil betød det, at den politiske beslutningstagning kom til at dreje sig om fordelingen af et (ofte presset) overskud fra disse industrier.  ​​ ​​​​ 

 

Ruslands fejlslagne udvikling kunne også ses i landets høje grad af finansialisering. Allerede i 2006 blev landets kapitalkonto fuldstændig liberaliseret. Denne foranstaltning indikerede sammen med optagelsen i WTO i 2012 en dobbelt loyalitet: For det første over for den USA-ledede globaliseringsproces, hvis grundsten var kapitalens frie bevægelighed, og for det andet over for den indenlandske økonomiske elite, hvis overdådige livsstil og hyppige sammenstød med regimet krævede, at de gemte deres formuer og virksomheder i udlandet. Putin tilskyndede denne udstrømning af indenlandsk kapital, selv om han samtidig iværksatte en makroøkonomisk politik, der skulle få udenlandske investeringer til Rusland. Den deraf følgende internationalisering af økonomien, kombineret med dens afhængighed af råvareeksport, forklarer, hvorfor den blev hårdt ramt af den globale finanskrise og led en nedgang på 7,8 % i 2009. For at håndtere denne ustabilitet valgte myndighederne at opbygge dyre reserver med lavt afkast, hvilket betød, at Rusland på trods af sin positive nettoposition for internationale investeringer mistede mellem 3 % og 4 % af sit BNP på grund af finansielle betalinger til resten af verden i løbet af 2010'erne.

 

I årtiet forud for invasionen af Ukraine var den russiske økonomi således kendetegnet ved kronisk stagnation, en ekstremt ulige fordeling af velstanden og relativ økonomisk tilbagegang sammenlignet med Kina og de kapitalistiske kerneområder. Det skal indrømmes, at der har været andre, mere positive udviklinger. Som følge af de sanktioner og modsanktioner, der blev iværksat efter annekteringen af Krim, har nogle sektorer som f.eks. landbrug og fødevareindustrien nydt godt af en importsubstitutionsdynamik. Sideløbende hermed har en dynamisk teknologisektor gjort det muligt at udvikle et digitalt økosystem med en imponerende, international rækkevidde. Men dette var ikke nok til at opveje økonomiens strukturelle svaghed. I 2018 tvang massedemonstrationer mod neoliberale pensionsreformer regeringen til et delvist tilbagetog. De afslørede også den stigende skrøbelighed i Putins regime, som ikke er i stand til at indfri sine løfter om økonomisk modernisering og en stadig bedre velfærdspolitik. Så længe denne tendens fortsætter med at underminere præsidentens legitimitet, vil hans anvendelse af nationalistisk revanchisme - og dens militære udtryk - blive endnu mere intens.

 

Rusland står over for økonomiske vanskeligheder og politisk isolation efter sit eventyr i Ukraine og udsigterne er dystre. Medmindre regeringen kan sikre en hurtig sejr, vil den vakle, efterhånden som almindelige russere mærker de økonomiske omkostninger ved krigen. Den vil sandsynligvis reagere ved at optrappe undertrykkelsen. Indtil videre er oppositionen splittet, og dele af venstrefløjen, herunder kommunistpartiet, har samlet sig om flaget - hvilket betyder, at Putin på kort sigt ikke vil have problemer med at slå anderledes tænkende ned. Men ud over det er regimet truet på flere fronter.

 

Virksomhederne er rædselsslagne for de tab, de vil lide, og Ruslands finansjournalister slår åbent alarm. Det er naturligvis ikke let at forudsige resultatet af sanktionerne - som endnu ikke er fuldt gennemført - på de enkelte oligarkers formuer. Man skal bemærke, at den russiske centralbank behændigt stabiliserede rublen, efter at den havde mistet en tredjedel af sin værdi umiddelbart efter invasionen. Men for de russiske kapitalister er faren reel. To eksempler illustrerer de udfordringer, som de vil stå over for. Det første drejer sig om Alexei Mordashov - ifølge Forbes den rigeste mand i Rusland - som for nylig blev føjet til EU's sorte liste over sanktioner på grund af sine påståede forbindelser til Kreml. Efter denne beslutning indstillede Severstal, den stålgigant, som han ejer, alle leverancer til Europa, som tidligere udgjorde omkring en tredjedel af virksomhedens samlede salg: Ca. 2,5 mio. tons stål om året. Virksomheden må nu søge efter andre markeder i Asien, men på mindre gunstige vilkår, hvilket vil skade dens rentabilitet. Sådanne dominoeffekter på oligarkernes virksomheder vil få konsekvenser for økonomien som helhed.

 

For det andet skaber importrestriktioner alvorlige vanskeligheder for sektorer som bilproduktion og lufttransport. Der kan opstå et "teknologisk tomrum" i betragtning af, at selskaber som SAP og Oracle, der leverer software til erhvervslivet, har trukket sig tilbage fra det russiske marked. Deres produkter anvendes af Ruslands store virksomheder - Gazprom, Lukoil, det statslige atomenergiselskab og de russiske jernbaner - og det vil være dyrt at erstatte dem med hjemmeproducerede alternativer. I et forsøg på at begrænse konsekvenserne af denne mangel har myndighederne legaliseret brugen af piratsoftware, forlænget skattefritagelserne for teknologivirksomheder og meddelt, at de ansatte i teknologisektoren vil blive friholdt for militære forpligtelser, men disse foranstaltninger er kun en midlertidig nødløsning. Den kritiske betydning af software- og datainfrastruktur for den russiske økonomi understreger faren ved monopoliserede informationssystemer, der domineres af en håndfuld vestlige virksomheder, hvis tilbagetrækning kan vise sig at være katastrofal. ​​ 

 

Alt i alt er der ingen tvivl om, at krigen i Ukraine vil være skadelig for mange russiske virksomheder og sætte den herskende klasses loyalitet over for regimet på prøve. Men den brede befolknings accept er også i fare. Efterhånden som de sociale og økonomiske forhold forværres yderligere for den brede befolkning, kan det motto, der tjente Putin så godt mod den liberale opposition ("aldrig mere halvfemserne"), snart give bagslag for Kreml. Blandingen af udbredt forarmelse og nationalistisk frustration er politisk nitroglycerin. Dens eksplosion vil hverken skåne Putins oligarkiske regime eller den økonomiske model, som det hviler på. ​​ 

 

Læs videre: Michael Burawoy & Pavel Krotov, "The Economic Basis of Russia's Political Crisis", NLR I/198.

 

 

Om skribenten

Cédric Durand

Cédric Durand

Læs mere