Kommunalaftale 2021: Standarden i velfærden bevares og giver et mindre løft

Kommuneaftalen for 2021 giver velfærden et løft, der overstiger det umiddelbare demografiske træk og dækker det meste af det fulde demografiske træk. Aftalen giver dermed et lille bidrag til af indhente efterslæbet fra 2010 – 2019.

Af Henrik Herløv Lund

29. maj 2020 indgik S-regeringen aftale med Kommunernes Landsforening om en økonomiaftale for 2021.

Spørgsmålet er, hvorledes denne aftale forholder sig til ”Forståelsespapiret” mellem S, RV, SF og EL, som banede vejen for dannelse af en socialdemokratisk mindretalsregering – og som vel er det nærmeste, vi kommer et regeringsgrundlag for S-regeringen. Heri lovede den nye regering vedrørende ressourcer til velfærden, at ” pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre, og der skal sikres et løft af velfærden ud over det demografiske træk.” Dvs. at det offentlige forbrug til velfærdsservice skal følge det demografiske træk, OG at der skal gives velfærden et løft herudover (min understregning – hhl). Det er der stærkt behov for, fordi der fra 2010 – 2019 politisk er gennemtvunget en økonomisk udhuling af velfærden, hvilket har ført til en standardforringelse på alle de store områder af velfærdsservice.

Men giver kommuneaftalen så faktisk et større løft til velfærden i 2021?

“Demografisk træk” og andre tekniske begreber

Der henvises i artiklen til begrebet “offentligt forbrug”. Herved forstås de midler, som går til den service , som det offentlige stiller til rådighed for borgerne. Offentligt forbrug går primært til velfærdsservice indenfor undervisning, sundhed og socialområdet samt til øvrigt offentligt forbrug, herunder fx politi, forsvar og miljø og klimatiltag.

Endvidere bruges i artiklen begrebet (umiddelbart) “demografisk træk” som målestok for væksten i det offentlige forbrug. Herved forstås den ressourcetilførsel til det offentlige forbrug, som skal til, for at velfærden bevares en uændret standard. Det umiddelbare demografiske træk følger befolkningsudvikling og vokser navnlig, når antallet af børn og ældre stiger.

Til forskel herfra handler det fulde demografiske træk om, at det offentlige forbrug ikke bare skal følge befolkningsudviklingen, men også velstandsudviklingen, således at der er ikke bare er råd til uændret standard, men også til opdatering og udvikling af velfærden: Bedre kvalitet, ny medicin, ny teknologi og nye tilbud.

Positive aspekter i kommuneaftalen.

Det må for det første anerkendes som et positivt element i kommuneaftalen for 2021, at regeringen – som tidligere lovet – fuldt og helt dækker kommunernes ekstraudgifter i forbindelse med Corona – epidemien.

Det må for det andet også anerkendes som positivt, at aftalen isoleret set indeholder et reelt nettoløft af den kommunale serviceramme på 1,5 mia. kr, hvilket i forhold til VLAK – regeringens kommuneaftale for 2019 er en forbedring, idet det reelle løft af servicerammen her udgjorde 1,3 mia. kr.

Videre må det for det tredje også anerkendes som en yderligere gevinst for den kommunale velfærd, at der med finanslovsaftalen for 2020 – under den statslige budgetteringsramme – gives kommunal velfærd i 2021 et yderligere løft på + 1,1 mia. kr. fortrinsvis til minimumsnormeringer samt flere folkeskolelærere.

Endelig må det for fjerde anerkendes som positivt, at kommuneaftalen for 2021 i sig selv giver kommunal velfærd et løft på ½ mia. kr. mere end det umiddelbare demografiske træk i 2021 på 1 mia. kr. og at løftet inkl. yderligere løft i 2021 i finanslovsaftalen for 2021 overstiger det umiddelbare demografiske træk med +1½ mia. kr.

Så langt, så godt.

Den mindre gode nyhed

Men trods disse forbedringer må det på den anden side for det første kritiseres, at løftet i kommuneaftalen for 2021 af den kommunale serviceramme med +1,5 mia. kr. i sig selv er mindre end løftet heraf i 2020 på +1,7 mia. kr.

Det er for det andet også mindre godt, at kommuneaftalen for 2021 isoleret set nok løfter den kommunale velfærd udover det umiddelbare demografiske træk, men ikke i sig selv løfter den kommunale velfærd svarende til det fulde demografiske træk på 3 mia. kr. i perioden 2021 – 2025, idet der mangler -1 ½ mia. kr. i, at kommuneaftalen i sig selv modsvarer det fulde demografiske træk.

Og det må for det tredje konstateres som utilstrækkeligt i kommuneaftalen for 2021, at selv inkl. løftet for den kommunale velfærd i 2021 som følge af finanslovsaftalen for 2020 så modsvarer løftet i kommuneaftalen for 2021 med i alt 2½ mia. kr. (inkl. finanslovsforbedringerne) stadig ikke det fulde demografiske træk i perioden 2021 – 2025 på 3 mia. kr.

Endvidere må det for det fjerde i øvrigt opfattes som et dårligt element i aftalen, at det omdiskuterede sanktionssystem fra Budgetloven tilsyneladende bibeholdes uændret og dermed risikerer at presse kommunerne ud i merbesparelser i løbet af regnskabsåret.

Et lille bidrag til eftersløbet

Overordnet set lever kommuneaftalen for 2021 – kombineret med bevillingerne til kommunal velfærd i 2021 i finanslovsaftalen for 2020 – bedre end regionsaftalen for 2021 – om end ikke fuldt ud – op til “Forståelsespapirets” målsætning om, at der – som anført i indledningen – skulle gives velfærden et løft udover blot at bevare velfærdens standard.

For det første opfylder aftalen i sig selv det umiddelbare demografiske træk og mere end opfylder dette, når løftet i 2021 som følge af finanslovsaftalen for 2020 indregnes. Hermed bidrager kommuneaftalen for 2021 + merbevillingerne i 2021 i finanslovsaftalen for 2020 til en pæn reduktion i ressourceefterslæbet i forhold til umiddelbart demografisk træk for den kommunale velfærd fra perioden 2010 til 2019.

For det andet opfylder kommuneaftalen for 2021 ikke i sig selv godt nok ikke det fulde demografiske træk, men medregnes merbevillingerne i 2021 til kommunal velfærd som følge af finanslovsaftalen for 2021 løftet kommunal velfærdsservice i 2021 dog med mere end 80 procent af det fulde demografiske træk.

Kommuneaftale giver der med et lille bidrag til at indhente ressourceefterslæbet for den kommunale velfærd fra perioden 2010 – 2019.