Kommune– og regionsaftaler for 2022: S–regeringen på vej tilbage til ”smal vej” for velfærden

Af Henrik Herløv Lund

Er S–regeringen på vej tilbage til VLAKs ”smalle vej” vedrørende løft af den kommunale og regionale velfærd i de årlige økonomiaftaler? Det kritiske spørgsmål må man uvægerligt stille efter de meget små løft for såvel den kommunalt leverede velfærd som for regionernes sundhedsområde i økonomiaftalerne for 2022.

Det må anerkendes, at S-regeringens første økonomiaftaler efter VLAK – de for 2020 - gav pænt store løft: 1,7 mia. kr. til kommunerne og 1,5 mia. kr. til regionerne. Men siden er det gået jævnt nedad bakke med at holde løftene, og det er problematisk og ildevarslende, at de når et hidtidigt lavpunkt under den nuværende regering: 1,4 mia. kr. til kommuner og 1,2 mia. kr. til regioner i økonomiaftalerne for 2022. Kun et mulehår over løftene i VLAKs aftaler for 2019, der med 1,2 mia. kr. til kommuner og 1 mia. kr. til regioner satte begge på smalhals.

Godt nok må det anerkendes, at der takket være støttepartierne er givet betydelige løft til både den kommunale velfærd og sundhedsområdet 2020 – 2022, nærmere bestemt 4,2 mia. kr. til både kommuner respektive regioner. Men disse midler er afsat til specifikke formål: I kommunerne fx til minimumsnormeringer i daginstitutionerne og flere lærere i folkeskolen, i regionerne fx til bedre normeringer i psykiatrien og flere sygeplejersker. Disse yderligere midler kan således ikke frigøres til hverken merudgifter eller til generel opdatering af velfærden.

Figur: Realvækst i kommuneaftale 2022 sammenlignet med kommuneaftale 2019, 2020 og 2021- mia. kr. (årets priser).

Figur: Realvækst i kommunal serviceramme i kommuneaftaler 2019 -2022 i sig selv respektive løft over finanslovene for 2019 til 2021– mia. kr. (løbende priser)..

Ikke nok med, at S–regeringen synes at nærme sig VLAKs årelange sultekur for den decentralt leverede velfærd. Men det er samtidig tvivlsomt, hvorvidt S–regeringen overholder ”Forståelsespapirets” aftaler om, at velfærden mindst skal løftes svarende til det (umiddelbare) demografiske træk svarende til, hvad befolkningsudviklingen kræver for at opretholde uændret standard?

Kommunerne løftes godt nok nominelt med 1,4 mia. kr. i 2022, hvilket er lidt over det umiddelbare demografiske træk på 1,25 mia. kr. i dette år. MEN: Kommuneaftalen giver IKKE dækning for forventede merudgifter på 0,9 mia. kr. i 2022 til det specialiserede socialområde (handicapområdet).

Figur: Realvækst i kommuneaftale for 2022 i sig selv sammenlignet med udgiftsbehov ifølge KL.

Figur: Realvækst i regionsaftale for 2022 i sig selv sammenlignet med udgiftsbehov inkl. medicinudgifter ifølge Danske Regioner.

Samme problematik gælder for regionerne, hvis løft på 1,2 mia. kr. i 2022 ligger lidt over det (umiddelbare) demografiske træk på 1 mia. kr. Men også her giver aftalen ikke dækning for forventede yderligere udgiftsstigninger, i dette tilfælde på op til 0,5 mia. kr. i medicinudgifter.

Den kritisable konsekvens er, at især kommuner, men også regioner i 2022 må hente pengene til disse udækkede merudgifter fra løftet til velfærden i øvrigt, hvorved dette reelt bringes godt ned under de (umiddelbare) demografiske træk. Løftene i økonomiaftalerne for 2022 lever ikke op til målsætningen fra ”Forståelsespapiret” om, at der skal være penge med til flere børn og ældre.

Hertil kommer, at løftene i 2022 for både kommuner og regioner ligger langt under de fulde demografiske træk, der ville sikre, at velfærden følger med velstandsudviklingen, og at der dermed er råd til ny medicin, ny teknologi, nye tilbud og bedre kvalitet. De fulde demografiske træk i 2022 udgør for kommuner 2 mia. kr. og for regioner 2-3 mia. kr. Så der er altså i økonomiaftalerne for 2022 på ingen måde afsat midler til opdatering af velfærden.

Ydermere trues løftet for kommunerne af endnu en ting, nemlig af de merbesparelser i regnskabet, som den fortsat bestående budgetlov, i årevis har tvunget kommunerne til. Disse forventes i 2020 at udgøre 2,7 mia. kr. Gentages dette i 2022, vil der ikke være meget tilbage af løftet i økonomiaftalen for kommunerne.

Men der er en anden relevant målsætning i ”Forståelsespapiret” er at holde økonomiaftalerne for 2022 op imod. ”Forståelsespapiret” slår nemlig fast, at velfærden skal gives et løft ud over det demografiske træk, således at velfærdsniveauet givet et reelt løft i forhold til den enkelte borger. Men da velfærden igennem 10´erne i betydeligt omfang blev underfinansieret, starter et reelt løft af niveauet med, at ressourceefterslæbet 2010 – 2019 skal hentes ind. Også med opfyldelsen af denne målsætning står det noget blandet til.

For kommunerne består et efterslæb fra 2010-19 i forhold til umiddelbart demografisk træk på 15 mia. kr. og i forhold til fuldt demografisk træk på 30 mia. kr. Det må ganske vist på den ene side anerkendes, at kommuneaftalerne siden 2020 har reduceret efterslæbet i forhold til umiddelbart demografiske træk lidt til 13,65 mia. kr., og at navnlig løft i finanslovsaftalen for 2022 har reduceret det en del yderligere til 9,25 mia. kr. Men kritisabelt er til gengæld, at det højere efterslæb i forhold til fuldt demografisk træk for kommunerne forbliver uændret 30 mia. kr.

Fordi regionerne i 10´erne var noget højere politisk og økonomisk prioriteret, har efterslæbet været noget lavere: I forhold til umiddelbart demografiske træk nemlig 1 mia. kr og i forhold til fuldt demografisk træk 7,5 mia. kr. i 2019. Her må det på den ene side anerkendes, at regionsaftalerne 2020-22 har reduceret efterslæbene med 1 mia. kr., men at navnlig finanslovsløftene yderligere har lagt 4,2 mia. kr. oveni. Det har for sundhedsområdet helt elimineret efterslæbet i forhold til umiddelbart demografisk træk og erstattet det med et ”overskud” på 4,2 mia. Men for efterslæbet i forhold til fuldt demografisk træk gælder, at når vi lægger et realistisk bud for det fulde demokratiske træk på 3 mia. kr. årligt til grund, ender efterslæbet med at vokse fra 7,5 til 8,3 mia. kr.

Figur: Efterslæb 2010 -1019 i forhold til fuldt demografisk træk efter ØA 20-22, inkl. finanslovsløft.

Der er altså stadig langt til genopretning af velfærden efter udhulingen i 10´erne gennem borgerlig spare– og skattelettelsespolitik.