12 min. læsetid

Korsridderne Anders Fogh Rasmussen og Pompeo i kampen for frihed og demokrati.

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion.

Der foregår en skærpet ideologisk kamp mellem stormagterne om hvordan vi skal forstå verden. USA er både ideologisk og økonomisk i tilbagegang, men forsøger med alle midler at fastholde sin position.

Den vestlige imperialisme er hegemonisk i den forstand at det er lykkedes at skabe en fortælling om at vesten står for frihed og demokrati. En fortælling som er gentaget så mange gange at også venstrefløjen ligger under for denne grove forsimpling af virkeligheden. Grundfortællingen bygger på, at der er demokratiske og autoritære lande. En modsætning som lukker øjnene for de udemokratiske metoder som bruges i Vesten, både i USA og i EU.

Denne opdeling af verden svarer meget til tidligere opdelinger i udviklede og underudviklede og afspejler et eurocentrisk verdensbillede med vesten som civilisationens højdepunkt. Samuel Huntington skrev i 1996 bogen Civilisationernes sammenstød. Her blev verden delt op i en simpel opdeling mellem Vesten og andre kulturer. Med udelukkelse af den økonomiske udbytning og vestens dominans. En opdeling som hurtigt blev adopteret af højrefløjen som et meget nyttigt narrativ, hvor man kan bruge en ydre trussel for at bortlede opmærksomheden fra kapitalismens problemer og kriser. Kampen mod terror føjer sig ind i denne fortælling, hvor vestens statsterror ignoreres til fordel for individuel terror som rammer de vestlige samfund (Glynn, 2020).

Det drejer sig ikke mindst om at fjerne fokus fra manglen på demokrati i produktionslivet som er domineret af store monopoler og udvikler sig oligarkisk med en styrtende rig overklasse. Vi ser tidl. statsminister og tidl. NATO generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, optræde sammen med USA’s udenrigsminister og tidl. CIA chef Pompeo som vestens korsriddere i kampen for frihed og demokrati. Der skal etableres en ”symbiose mellem demokrati og erhvervsliv” til fremme af ”demokrati og frie markeder” lyder det lyrisk fra deres Alliance for Democracies. En organisation tæt knyttet til organisationer i Washington med klare CIA relationer

I kampen for Vestens monopoler og kapitalisme er skydeskiven Kina. En nation som det er lykkedes at skabe udvikling i et fattigt land, men også erobre global indflydelse gennem brug af kapitalisme og international handel.

Anders Fogh varsler, at uanset om Trump eller Biden vinder præsidentvalget, så vil de kommende år blive domineret af en magtkamp mellem USA og Kina. ”Både Trump og Biden vil søge at samle verdens demokratier. Udenrigsminister Pompeo har opfordret til at samle alle verdens demokratier til en kamp mod Kina. Biden har annonceret, at han som præsident vil samle verdens demokratiske ledere til et årligt møde….Verden har brug for et beslutsomt amerikansk globalt lederskab……verden har brug for en politimand til at sikre international lov og orden. Det kræver også et klart ideologisk amerikansk lederskab af den frie verden”(JyllandsPosten, 21okt 2020).

Anders Fogh sælger sig som den tapre ridder, der blindt følger den amerikanske imperialisme og dens krav om oprustning af Europa. ”Europa kan ikke længere køre på frihjul. Vi bliver simpelthen nødt til at tage mere ansvar for vores egen sikkerhed og hjælpe USA med at fremme og forsvare frihed i verden”

Dette bygger på en forståelse af Vesten som kendetegnet ved det såkaldt liberale demokrati medens andre samfundssystemer beskrives som illiberale og autokratiske. Det er en falsk modsætning, da den vestlige imperialisme må ses som et globalt system hvor støtte til og samarbejde med autoritære og lidet demokratiske regimer mere er hovedreglen end undtagelsen. Trues den vestlige imperialisme og dens eliter viger man ikke tilbage for at suspendere demokrati og støtte militærkup og diktatur, her kan blot nævnes Grækenland, Chile, Irak under Sadam Hussein, Egypten og senest Bolivia. Hertil kommer hvordan man behandler sine mindretal, et vigtigt kendemærke på demokratisk styre. Lad os blot nævne regimer som Tyrkiets behandling af kurderne og Israels behandling af palæstinenserne. Man hæver i Vesten øjenbrynene, men så heller ikke mere.

Dette fører til en dobbeltmoralsk udenrigspolitik som ikke i princippet adskiller sig fra kolonitiden, hvor de europæiske kolonimagter gennem racisme, vold og folkedrab undertrykte hele folkeslag, men på hjemmefronten gav koncessioner til arbejderklassen. Mere som oprørsforebyggelse end som udtryk for humanisme. Håbløsheden og fattigdommen i den vestlige imperialismes ”baggårde”: Latinamerika, Afrika og Mellemøsten medfører voksende migrations- og flygtningestrømme, hvor mennesker i desperation bryder op fra deres hjemstavn. Dette er systemisk og kan ikke reduceres til spørgsmål om Vestens attraktivitet. Det er i høj grad en PUSH faktor som driver millioner fra hus og hjem.

Et spøgelse hjemsøger Vesten

Hvor Marx og Engels talte om at kommunismens spøgelse hjemsøgte Europa. Borgerskabet følte sig truet af det voksende proletariat af arbejdere. I dag fremmaner man nu i Vesten et nyt fjendebillede: Den autoritære kapitalisme. For ikke mindst at bortlede opmærksomheden fra egne problemer, og for at skabe opbakning til den vestlige kapitalisme. Den vestlige imperialisme er gennem NATO gået over til global krigsplanlægning. Det er Kina som nu gøres til spøgelse med deres effektive brug af kapitalisme, handelspolitik og statslig styring gennem 5 årsplaner som får vestens politiske ledere til at puste et fjendebillede op. Selv om man på ingen måde kan siges at være truet militært, så angribes Kina ikke kun ideologisk og politisk, men også i den militære planlægning arbejdes med konkrete planer for et angreb på Kina, se f.eks. John Pilgers film: The next war against China.(2016). Der er en ny koldkrigs propaganda som fjerner opmærksomheden fra, at den vestlige kapitalisme i stigende grad undergraver demokrati og bruger autoritære metoder i både økonomi og politik. F.eks. Macrons brug af dekreter, EUs diktater til Grækenland under finanskrisen og USA’s støtte til højreekstremister og kupforsøg i Latinamerika.

At gøre Kina til prygelknabe og opstille en absolut modsætning mellem Vesten og Kina er derfor smart psykologisk krigsførelse, som i høj grad fremføres af amerikanske tænketanke, men også af Anders Fogh Rasmussens ”Alliance for Democracies Foundation” som må siges at være en frontorganisation for USA-imperialismen. CIA må klappe i deres hænder. Både EU og NATO formulerer sig også stadigt mere kritisk om Kina og bygger op til en ny kold krig.
Frygten for Kina dækker slet skjult over krisen for den vestlige imperialisme og dens højborg USA. Corona-krisen har bragt dette ud i åbent lys og påvirker balancen mellem stormagterne. Carl Bildt, tidligere svensk statsminister og trofast USA medløber udtrykte at pandemien var et vendepunkt:

”Dette er den første store krise for den post-amerikanske verden. FNs sikkerhedsråd er ikke til at få øje på. G 20 er i hænderne på Saudi Arabiens kronprins og det Hvide Hus ”trumpeterer” Amerika først og alene i årevis. Kun virusen er globaliseret”

Pentagon som rygraden i kampen for frihed og demokrati.

Den skærpede kamp om verdensherredømmet i økonomi og teknologi viser også de såkaldte demokratiers brutale autoritære side. Monopolerne har kun én religion som er profit siger man, men de har også brug for en stat til at bakke deres ekspansion op. Det ser man komme til udtryk i Amazon-chefen Jeff Bezos tale til amerikanske militære chefer i dec. 2019. Han advarede mod at USA taber terræn på nøgle teknologier til Kina og dermed sin førerrolle. På Reagan National Defense Forum udtalte verdens rigeste mand: ”Vil I virkelig se en fremtid i møde hvor I skal kæmpe med nogen som er lige så gode som jer? Dette er ikke en sportskamp. I har jo ikke lyst til at spille uafgjort?”
Til den begejstrede forsamling sagde Bezos at Amerikas Techgiganter har en pligt til at stille deres teknologi til rådighed for Pentagon for at bevare ”frihed og demokrati”. Altså en udtalelse som viser at Silicons Techgiganter ikke længere kun ser Kina som et marked der skal udnyttes, men også som en trussel der skal imødegås bakket op af militærmagt. (Mac Farlane, 2020).

En verden med mere demokrati?

Verden skriger på løsninger på fattigdom og voksende ulighed som også forstærkes under Corona pandemien. Vil vi se et opgør med nyliberalismen som er blevet stadigt mere forhadt? Der er en øget forståelse for og brug af statslige løsninger i økonomien, men det fører ikke nødvendigvis til mere social retfærdighed og demokrati. Statslig overtagelse af privatejede nøgleindustrier er set før i kapitalismens historie. Selv institutioner som OECD og IMF sætter spørgsmålstegn ved markedsøkonomien og nyliberalismen. Finanskrisen afslørede svaghederne i den nyliberale form for kapitalisme. Man humpede videre og lappede på den, men uden noget alternativ. Der blev ført en brutal nedskæringspolitik som især ramte lande som Grækenland, Italien, Spanien og Irland.

Kina har nogle fortrin her og løser problemer effektivt også med statslig styring og 5 års planer. Men bagsiden er også voksende ulighed, svage arbejderrettigheder og kritik bliver ofte undertrykt hårdt. Der er voksende boligspekulation og voksende privat gæld som kan udløse en alvorlig økonomisk krise. Men er øget statslig styring i stand til at løse de kriser vi står over for? I stedet bør man spørge hvem som er vindere og hvem som er tabere? Hvad er en progressiv politik for det store arbejdende flertal?

Globalt opererer store multinationale koncerner stort set uden nogen demokratisk kontrol af hverken regeringer eller internationale institutioner. De betaler ikke skat og dikterer langt hen ad vejen lovgivningen så de uhæmmet kan fortsætte deres udbytning og ødelæggelse af miljø og klima. De er i stand til at manipulere medierne og den politiske diskussion. Magtforholdene i samfundene forskyder sig voldsomt og protesterne mod denne udvikling vokser ( Thilo Bode, 2019)

Corona pandemien kan også bruges til at øge overvågningen af befolkningen og begrænse de demokratiske rettigheder. Inspirationen fra Kina som har bragt pandemien under kontrol er oplagt, men hvor langt vil man gå for at begrænse frihedrettighederne? Med kunstig intelligens og internet er mulighederne for kontrol og overvågning af borgerne næsten ubegrænsede. Men vil man rulle det tilbage, når pandemien forhåbentlig klinger af? En overvågning som efterretningstjenesterne i årevis har betjent sig af i kulissen med en masse hemmelighedskræmmeri. Grundigt afsløret af bla. Snowden og Wikileaks. Men nu er det metoder der åbent tales om som styringsinstrumenter og som Techgiganterne bygger ind i mobiltelefonernes operativsystemer. ”Kinas overvågningsarkitektur kan komme til Vesten meget hurtigere end vi forestiller os.”(Mac Farlane, 2020).

Er demokratiet gået af mode?

Sådan spørger Pål Steigan(2014) i en artikel skrevet før Corona,hvor han præsenterer eksempler på, hvordan de herskende klasser bruger udemokratiske metoder for at sikre deres magt og lamme protester. Især udviklingen med massearbejdsløshed i Sydeuropa medførte, at finanskapitalen greb voldsomt ind og bestemte hvem der fik regeringsmagten i Italien og Grækenland. I Spanien blev der gennemført voldsomme angreb på demonstrationsretten. I USA har NSA krænket forfatningen. I Ukraine støttede Vesten et kup mod en folkevalgt præsident. EU-retten står over medlemslandenes forfatninger.
”Kapitalismen er inne i sin verste krise noensinne. Den har vart siden 2008, og den fortsetter, og vil antakelig bli enda verre, særlig hvis det bryter ut handelskrig. 27 millioner i EU er arbeidsløse, halvparten av ungdommen i land som Hellas og Spania er uten jobb og uten framtid. Fattigdommen øker raskt og brutalt. På den andre sida sitter de 85 rikeste mennesker i verden som rår i dag over like store verdier som den fattigste halvdelen av verdens befolkning til sammen, det vil si over 3,5 milliarder mennesker.

I slike tider er ikke det borgelige demokratiet så hensiktsmessig for kapitalen. Derfor innføres ekstrem overvåking av alt vi gjør, derfor reduseres parlamentenes og valgene rolle – og derfor hentes de fascistiske bandene fram igjen. Demokratiet har gått av moten.”

Socialisme er løsningen

MacFarlane(2020) skriver om de unge: ”Blandt mange i denne generation ses kapitalismen i stigende grad som problemet, både i dens liberale og autoritære udgave. Socialisme i en ny demokratisk og grøn udgave ses i voksende grad som løsningen. Efter finanskrisen lykkedes det for det autoritære højre at få fodfæste i mange lande. Det samme kan siges om den store depression i 30`erne. Medens regeringer kæmper med en økonomisk krise som har et omfang som nemt kan overstige dem begge, så er der tegn på at det autoritære højre igen står til at høste fordelene.”(Mac Farlane. 2020).

De globale problemer med klima og manglende økologisk bæredygtighed som presser kloden og verdens befolkning åbner for nytænkning. Ikke mindst hvis den eksisterende ulighed fortsætter og forstærkes. Fremgangen for ideer om en anden økonomisk tænkning som bygger på øget demokratisk deltagelse og øgede økologiske hensyn er voksende. Som f.eks. Green New Deal og ideer om mere demokratiske ejendomsformer. Der er håb om at når Coronaen er på retur så skal det ikke bare være en tilbagevenden til det normale. Et håb som ikke mindst bæres af en ny generation af unge. Men det er ikke tilstrækkeligt med håb, det vil også kræve politisk organisering og internationalt samarbejde mellem progressive kræfter. John Bellamy Foster siger at det er et valg mellem: ”Revolution eller ruin”.

Noter:

Samuel Huntington: Civilisationernes sammenstød,

Sarah Glynn: The Limits of Macron’s Liberté, 31okt. 2020,
https://bellacaledonia.org.uk/2020/10/31/the-limits-of-macrons-liberte/

John Pilger; New enemy now its China, 2013,
http://johnpilger.com/articles/old-game-new-obsession-new-enemy-now-its-china

John Pilger: The coming war on China, 2016
http://johnpilger.com/videos/the-coming-war-on-china-english-subtitles-

Alliance for Democracies:
https://www.allianceofdemocracies.org/initiatives/the-copenhagen-democracy-summit/the-summit/

Anders Fogh Rasmussen: ”Det er naivt at tro, at Europa får det lettere med Joe Biden som præsident”, Jyllandsposten. 21 okt 2020.

Laurie Macfarlane: “A spectre is haunting the West – the spectre of authoritarian capitalism”, 2020,
https://www.opendemocracy.net/en/oureconomy/a-spectre-is-haunting-the-west-the-spectre-of-authoritarian-capitalism/

Pål Steigan: ”Demokratiet er ikke længere på moten”, https://steigan.no/2014/03/demokratiet-er-ikke-lenger-pa-moten/

Carl Bildt:
https://twitter.com/carlbildt/status/1245270549514911744?lang=en

Thilo Bode: Die Diktatur der Konzerne, Frainkfurt, 2018.

John Bellamy Foster::”The renewal of the socialist ideal”, MonthlyReview Vol, 72, No.4. sept 2020.
https://monthlyreview.org/2020/09/01/the-renewal-of-the-socialist-ideal/