Krig er foragt for liv

Billede 1: Ukrainske mænd, der desperat hjælper deres koner og børn om bord i et frihedens tog til Polen, hvorefter de grædende vinker farvel uden sikkerhed for, at de nogensinde ser deres familie igen. De skal i krig. Nogle af dem uden forudgående militærtræning. En far knuger forstenet en legetøjsbil i hånden, som hans søn gav ham som afskedsgave på perronen.

Billede 2: Et forældrepar kommer panisk løbende ind på et hospital med deres sårede, mindreårige søn svøbt ind i et tæppe. Han er ramt i hovedet af en granatsplint. Lægerne kæmper desperat for drengens liv, men må give op. Drengen dør. Forældrene bryder sammen ude på hospitalsgangen. De nåede ikke toget.

Kunne disse menneskelige lidelser være undgået?

Der er uger, som føles som årtier, og sådanne komprimerede uger gennemlever vi i øjeblikket med den politiske tsunami, der vælter gennem Europa efter Putins blodige invasion af Ukraine. Uventet af såvel politikere som militære eksperter. En brat opvågnen. Taget på sengen. Kunne giftmorderen i Kreml vitterlig være så kynisk og løbe så stor en politisk risiko? Det kunne han.

“Hvordan er vi havnet her? Kunne det være undgået? Har vi i Vesten et medansvar for det ukrainske folks øjeblikkelige lidelser?”

Diktatorers veje er uransagelige, og Putin behøver ikke frygte sin befolkning, som er præget af hans løgnagtige propaganda – og dybt uvidende om sandheden. Vi er således ikke i krig med de menige russere, men mod Putin og hans kleptokratiske klike. Putin har benyttet lejligheden til at lukke de sidste frie medier og indført lange fængselsstraffe for folk, som demonstrerer imod ham.

Hvordan er vi havnet her? Kunne det være undgået? Har vi i Vesten et medansvar for det ukrainske folks øjeblikkelige lidelser? Hvor jeg desværre frygter, at vi ikke har set det værste endnu. Ja, det mener jeg. Kan det undskylde Putins krigsforbrydelser mod folk, folkestyre og frihed i Ukraine, hvor civile mål som boliger og skoler bombes med klyngebomber? Nej! Kan det overhovedet undskylde Putins angreb på Ukraine i strid med folkeretten? Nej!

Men har vi ikke alligevel et ansvar for at lære af historien og vore politiske fejltagelser? Selv i et land som Danmark, hvor Irak-kommissionen blev nedlagt før tid, så intet kan læres af førte krige! Jo, det mener jeg. Vi lever trods alt i tiden efter Hiroshima og Nagasaki. Hvem ved, måske er 3. Verdenskrig allerede i gang? Vi har måske bare ikke opdaget det endnu, fordi vi kun er i de indledende faser!

Vestens løfter til Rusland efter Murens fald blev brudt

Lytter man til udenrigsminister Jeppe Kofod og den danske regering, er der absolut ingen forståelse for, at Rusland ikke vil have NATO nærmere sine grænser, end det allerede er sket. NATO er rykket massivt mod øst og omfatter nu også: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Kroatien, Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

Den 9. februar 1990 forsikrede den amerikanske udenrigsminister James Baker Sovjet og Gorbatjov om, at hvis NATO fik DDR indlemmet i Vesttyskland, ville NATO ikke udvide en tomme øst for Tyskland. Næste dag afgav den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher det samme løfte til sin sovjetiske kollega, Eduard Shevardnadze. Ligesom Genscher i en offentlig tale den 31. januar 1990 offentligt erklærede, at det ikke ville ske. Han sagde: “Der vil ikke ske en udvidelse af NATOs territorium mod øst – med andre ord tættere på Sovjetunionens grænser.”

Amerikanske koldkrigere advarede imod udvidelse af NATO op til Rusland

Som historikeren Poul Villaume skrev i Ræson 14. januar 2022: ”Da den første bølge af NATO-udvidelser stod for døren i 1997, advarede en af USA’s gamle, respekterede Ruslands-kendere og ophavsmanden til USA’s inddæmningspolitik over for sovjetkommunismen under Den Kolde Krig, den 93-årige diplomat George Kennan, offentligt skarpt imod NATOs ekspansion. I New York Times kaldte han beslutningen for ”amerikansk politiks mest skæbnesvangre fejltagelse i post-koldkrigsæraen”.

Samme år, 1997, underskrev 50 fremtrædende, amerikanske sikkerhedspolitiske eksperter, officerer og fhv. topaktører under Den Kolde Krig en offentlig erklæring, som appellerede til et moratorium for fortsat udvidelse af NATOs medlemskreds. Året efter i 1998, kaldte Kennan NATO-udvidelsen ”en tragisk fejltagelse”, fordi der ikke forelå nogen trussel, og han tilføjede: ”Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland […] så vil man sige: […] ’sådan er russerne’!”

Hvordan stiller venstrefløjen sig nu?

Det var så den historiske baggrund. ”Politik er historie i aktion” har en klog mand sagt. Med Putin-diktaturets imperialistiske linje – hvis styrke vi har undervurderet, trods advarsler – så står Enhedslistens politik med krav i principprogrammet om udmeldelse af NATO temmelig forpjusket tilbage. Det er heller ikke aktuel politik, har Pernille Skipper udtalt – men så længe despoten Putin huserer i Kreml, hvad så? Hvad er alternativet? Et skandinavisk forsvarsforbund? Med Finland og Sverige på vej ind i NATO?

Hvis ikke Enhedslisten får styr på sin forsvars- og sikkerhedspolitik inden næste folketingsvalg, så vil det koste stemmer. Pelle Dragsted har været ude med nogle udtalelser om, at det jo egentlig er principielt urimeligt at operere med stormagters interessesfærer i 2022. Renfærdig idealisme er jo sympatisk, men hvad nu hvis stormagters interessesfærer alligevel er realiteter? Hvis Putin skulle finde på at opsætte atomraketter på Cuba, så ville USA nok reagere lige som Kennedy i 1962, mon ikke? Og et kobbel af politikere fra højrefløjen ville bakke op om USA imod denne provokation i USA’s hævdvundne nærområde og interessesfære. Har Kina ikke også interessesfærer – i det sydkinesiske hav ved Taiwan?

Det gør jo ingen forskel, om det er et demokrati eller et partidiktatur, der markerer sine grænsers og oplandes sikkerhedsbehov, efter min opfattelse. Stormagtspolitik er magtpolitik på den store skala i den virkelige verden.  Problemet er, at det kan eskalere ud af kontrol. Vi lever stadig i tiden efter Hiroshima og Nagasaki.

Men foreløbig har Enhedslisten vist et forhold til NATO, som beskrevet af standup-komikeren Michael Schøt: ”Jeg elsker, at Enhedslisten har et så nonchalant forhold til forsvarsalliancer, som vi andre har til fitnesscentre. Når det bliver godt vejr, melder jeg mig ud igen!” Vi griner, men det gør vi jo kun, fordi Schøt har fat i noget.

Folkeafstemning om forsvarsforbeholdet i EU

Vi skal have folkeafstemning om forsvarsforbeholdets afskaffelse ifølge regering og et flertal i folketinget. Et led i tidens politiske tsunamibølge. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor der skal opbygges en selvstændig forsvars- og sikkerhedspolitik parallelt i EU, når vi har NATO?

Nu er briterne ude af EU, tyskerne laver en mega oprustning, og det er ikke længe siden, at Macron talte negativt om NATO. Det er han dog brat holdt op med. Det har altid været Berlin-Paris aksen, der har svunget taktstokken i EU. Hvad mon Macron og Scholz kan finde på at puste EU op til forsvarspolitisk i fremtiden? Hvad er det, vi indskiber os i?

Jeg er ikke interesseret i svar, der går på, at grunden er Ukraine. Vi skal dybere ned og længere ud i fremtiden. I den forbindelse er det jo interessant at notere sig, hvad statsminister Mette Frederiksen sagde i oktober 2021 i Altinget: ”Jeg har ikke en eneste gang i min tid som statsminister oplevet forbeholdene som en begrænsning. Hvis man gør Danmarks placering i Europa til et spørgsmål om forbeholdene, så tager man simpelthen fejl.” ”Det er noget, der en gang imellem opstår i Danmark, men det er ikke en diskussion på europæisk plan”, sagde hun dengang.

Der er skred i mange ting i disse uger. Det gælder principper og politik. Må jeg opfordre til besindighed og omtanke. Den kommer ikke fra hjælpesocialisterne i SF. De har travlt med at gøre sig regeringsduelige. Det giver Enhedslisten et større ansvar.