Krise… hvilken krise?!

Vi oplever konkurrerende fortællinger om kriser: Ulighedskrise, sundhedskrise, økonomisk krise, klimakrise, biodiversitetskrise og migrationskrise. Eftersom én krise har det med at løbe med al opmærksomhed, foregår der en kamp i offentligheden om befolkningernes krisebevidsthed.

En krise giver muligheder. Den første mulighed er definitionsretten. Kan man definere noget som krise, står man stærkere, når en løsning skal findes. Specielt når der eksisterer et traditionelt vidensmonopol, sådan som det er tilfældet inden for økonomien. En økonomisk krise er ikke en undtagelsestilstand, men dog giver den også mulighed for ekstraordinære tiltag, som borgerne vil have svært ved at gardere sig imod, fordi begrebet ”krise” flytter den offentlige diskussion ind i eksperternes domæne.

“Fra Lykketoft til Løkke har ‘reform’ været synonymt med forringelser af de fattiges kår”

Kriser har traditionelt været højrefløjens gebet. En krise var stagnerende vækst, høj inflation. Løsningen: Uvægerlig undergravning af lønmodtagernes rettigheder. Fra Lykketoft til Løkke har ‘reform’ været synonymt med forringelser af de fattiges kår.

Vi skal snart langt tilbage i tid eller langt væk for at finde progressive reformer, hvor eliterne betaler mere, og velfærden udvides. Så snart en progressiv regering i et land har skruet op for arbejderes lønninger og velfærd, er kapitalen fosset ud af landet. Undertiden er lande med reformregeringer endda blevet underlagt udenlandske sanktioner. Den franske præsident François Mitterand forsøgte efter valgsejren i 1981 at slå Frankrig ind på en progressiv kurs med nationaliseringer og udvidelse af velfærd. Reaktionen fra de økonomiske eliter faldt prompte i form af kapitalflugt, og Mitterands regering måtte begynde en neoliberal politik med privatiseringer og liberaliseringer.

Den neoliberale kurs fra starten af 1980’erne blev generelt i den vestlige verden eliternes svar på økonomisk stagnation og stærk inflation i 1970’erne. Da ulighederne steg voldsomt som følge af de neoliberale reformer og neoliberal globalisering, og i takt med koncentration af ejendom i en grad, så systemets legitimitet blev anfægtet, var en ny påstået krise et mantra, der afledte opmærksomheden fra eliternes ansvar: Migrationskrisen. Her kunne der peges fingre ad udefrakommende, og arbejderstemmer kunne endog vindes af højrefløjen ved at gøre migranter ansvarlige for velfærdsudhuling og manglen på jobs.

Venstrefløjens kriser

Herhjemme er det i dag venstrefløjen, som rider på kriser. Det gælder sundhedskrisen og klimakrisen. Begge kriser har en objektiv karakter med indiskutable konsekvenser, og giver mindre anledning til fortolkninger end fx økonomiske kriser. Men det var ikke forudbestemt, at venstrefløjen skulle tage sundhedskrisen til sig i særlig grad. Tværtimod kunne man forestille sig, at en sundhedskrise fordrede autoritære skridt, som i højere grad måtte formodes at være vand på højrefløjens mølle.

Klimakrisen og det økologiske sammenbrud blev derimod af Naomi Klein og mange andre på venstrefløjen set som det endelige bevis dels på kapitalismens destruktive karakter (vækstimperativet), og på nødvendigheden af en overvindelse af kapitalismen.

Ret beset er klima- og biodiversitets-udfordringerne ikke kriser (tilstande af ubalance, hvor balancen kan reetableres), men igangværende katastrofer, der kun vil blive forværret, såfremt regeringer og befolkninger ikke tager radikale skridt, der lader sig inspirere af Covid-19 håndteringen. Men hvor sundhedskrisen har udstillet liberalismens selvmodsigelser – hvor man på den ene side går diskursivt imod staten, mens man på den anden side kræver så store statslige hjælpepakker som muligt til virksomhederne – valgte højrefløjen herhjemme at omfavne klimadiskursen ihjel.

Fra at være venstrefløjens anskueliggørelse af kapitalismens kortslutning, er klimaudfordringen, afkoblet fra biodiversitetskrisen, blevet til et Klondyke-land for kapitalismen, hvor dagens guldgravere søger efter teknologiske vidundermidler og innovation, der lokker med nye investerings- og jobmuligheder. Den såkaldte greenwashing har grebet om sig, så det er svært for borgerne at gennemskue, om der sker en reel overvindelse af klimaproblemer.

Farvel til kriserne?

Vi kender kapitalismen på dens cykliske karakter. Enhver overvunden krise skaber et nyt boom, og indeholder samtidig spiren til den næste krise. Fx betød energikrisen i 1970’erne satsning på atomkraft, som herefter skabte en sikkerhedskrise, der igen kunne løses ved mere overvågning og politi.

Når Dan Jørgensen, der internationalt fremstår som en klimamæssig foregangsmand, ikke vil forsage det nuværende forbrug, og f.eks. indføre flyskat og begrænse dyrehold i landbruget, er det legitimt at spørge, hvordan biodiversitetskrisen så skal afværges, og hvor alle de ressourcer som lithium, kobalt etc., der skal sikre den grønne vækst, skal findes. For kapitalismen er ethvert problem en kreativ udfordring, der gennem teknologisk fiks skaber ny økonomisk dynamik, men samtidig rejser nye problemer.

Men denne kæmpe gambling med begrænsede ressourcer – som det allerede hed i 1973 hos Rom-klubben – har en udløbsdato, hvilket truslerne mod mangfoldigheden af arter på kloden er det mest iøjenfaldende udtryk for.

Teknologi kan bringe løsninger, men skal ikke være en sovepude. Kapitalismen vil aldrig af sig selv stræbe efter varige løsninger. Det ville undergrave hele dens eksistensberettigelse, hvor ny efterspørgsel skaber mere vækst. Alene derfor er der brug for statslig intervention, til at sikre udvikling af en teknologi, som i højere grad er bæredygtig og pluralistisk i sin infrastruktur, i modsætning til den uregulerede kapitalisme, der fremmer monopoldannelse. På den måde kan borgere og stater blive mindre afhængige af central magt og uforudsete udviklinger.

Materiel modvækst – åndelig vækst

Hvis Danmark skal agere foregangsland, kommer vi ikke uden om en vis form for degrowth (minusvækst/modvækst) i nogle sektorer, herunder en begrænsning i dyrehold og af bilparken. Fremskridt bliver nødt til i stedet at handle om at udbrede velstands-landvindinger til resten af verden, frem for at skabe epokegørende fremskridt.

“Teknologi kan bringe løsninger, men skal ikke være en sovepude. Kapitalismen vil aldrig af sig selv stræbe efter varige løsninger.”

Denne form for degrowth vil kræve en stærk og legitim statsmagt, der kan modstå den uvægerlige modstand, som kapitalismen vil skabe, fordi det går imod selve kapitalismens natur at bryde cyklussen af vækst, krise og ny vækst. Det vil også blive nødvendigt at modstå den autoritarisme, der følger i halen på en stærk statsmagt. Aktive modtræk kunne være at fremme energiforsyningen på decentral vis, fx små vanddæmninger, som folk selv kan styre, vindmøller på land, mindre anlæg med solpaneller, men også en kooperativsektor, som folk kan styre uafhængigt af store virksomheder og staten.

I landbruget skal jorden til dels overlades til natur, mens dyrkning af dyrefoder i høj grad skal erstattes af økologisk, intensiv, ikke-animalsk fødevareproduktion. Fordelen vil være, at dette også skaber flere jobs på lokalt plan. Samtidig skal viden gøres tilgængelig for de mange, som en betingelse for mere deltagelse. Her kan Ivan Illichs teorier om kontinuerlige læreprocesser baseret på netværk være en inspiration. Menneskets enorme skabertrang behøver ikke at drænes i retning af en materiel vækst, som i sidste ende er ensbetydende med rovdrift på ressourcer.

En immateriel og åndelig vækst kan modsvare såvel menneskets skaberkraft som dets vidensbegær, og være et fundament for en reel demokratisk udvikling med vidensbaseret folkelig deltagelse. En større bevidsthed hos den almene befolkning vil også være en kærkommen vaccination mod ukritisk accept af nye krisefortællinger med deres vedhæng af ekstraordinære og ekspert-definerede tiltag.