Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
17. april. 2021

Modvækst: Socialisme uden vækst

“Vækst er et barn af kapitalismen, men barnet voksede op og overtog pladsen som familiens overhoved.” Socialister må slippe forestillingen om, at kvantitet kan øges, når kun kvalitet tæller, skriver dagens kronikører.

Illustration: jamestkj / Flickr.
13 min. læsetid

Fremtrædende (øko-)socialister har på det seneste kritiseret idéen om modvækst. Vi vil her argumentere for, at en sådan kritik er forfejlet. Vækst er et problem ud over kapitalisme. En bæredygtig økosocialisme bør afvise enhver forbindelse til ideologien og terminologien om vækst. Det 21. århundredes socialister må overveje, hvordan vi kan planlægge et samfund, der trives uden vækst. Uanset om man bryder sig om det eller ej, er vi nødt til at se en ende på vækst, spørgsmålet er hvordan, og om det sker tids nok, eller om vi kommer for sent til at afværge planetariske katastrofer.

Enhver form for endeløs vækst er økologisk ubæredygtig

Det typiske socialistiske svar til modvækst er, at det er kapitalismen og kapitalistisk vækst, der er problemet, ikke økonomisk vækst. Men sagen er, at ingen økonomisk vækst kan være bæredygtig. En forøgelse i materiel levestandard vil kræve, ja, flere materialer. Uanset om pågældende økonomi er kapitalistisk, socialistisk, anarkistisk eller primitiv.

Vækst i den materielle levestandard kræver vækst i udvinding af materialer og udledning af forurening (vækst i den generelle levestandard gør ikke; hvilket vi diskuterer længere nede). Resultatet: som det er i dag – og formentlig også i morgen – hænger økonomisk vækst i høj grad sammen med energi- og materialeforbruget på globalt niveau, hvilket er det eneste, der viser det fulde billede i en globaliseret økonomi.

Den førende marxistiske teoretiker David Harvey kalder idéen om eksponentiel økonomisk vækst for vanviddet inden for økonomisk tænkning, og den mest livsfarlige af kapitalismens mange selvmodsigelser (hvilket jo får os til at undre os over, hvorfor socialister dog vil bruge deres tid på at redde dette vanvid). For at forstå hvor bindegalt, det er, kan man overveje følgende:

“En forøgelse i materiel levestandard vil kræve, ja, flere materialer. Uanset om pågældende økonomi er kapitalistisk, socialistisk, anarkistisk eller primitiv.”

En uskyldig lille vækst på 3 % hvert år, betyder en fordobling af økonomien hvert 24. år, og godt og vel en tidobling ved udgangen af århundredet, hastigt voksende til endeløs størrelse. Erstat økonomi med hvad du vil (‘energi’, ‘vand’, ‘cykler’, ‘massager’). Idéen om endeløshed er ren og skær galskab, punktum. Det er generaliseringen af den logik, der driver den enkelte kapitalist, som kalkulerer med at hive deres 3-5 % overskud hjem hvert år, uanset hvad. Det er bare ikke noget, et samfund kan holde til i længden.

Der er nogle socialister, som drømmer om en såkaldt Fully Automated Luxury Communism, hvor nye teknologier vil føre til en total afkobling af den økonomiske produktion fra miljøet. Indtil videre er det ikke sket, meget langt fra endda. Det er også tvivlsomt om det vil se bedre ud i fremtiden. Om man kan lide det eller ej, er også økonomier underlagt fysikkens love. For eksempel fortæller termodynamikkens love os, at energi hverken kan skabes eller destrueres, men udelukkende transformeres, og at dens kvalitet ubønhørligt bevæger sig mod en mindre brugbar eller nyttig tilstand. Det betyder, at der ikke findes nogen mirakuløs teknologi, som kan gøre en forøgelse i den materielle levestandard immateriel. Økonomien er fundamentalt indlejret i økologien.

Socialisme uden vækst

Selvfølgelig er visse aktiviteter mere naturudnyttende end andre, og vil potentielt kunne vokse i en længere periode uden at gøre skade på biosfæren. For eksempel er fossile brændstoffer mere skadelige end solenergi. Det betyder bare ikke, at solenergi åbner døren for endeløs vækst. En bedre organisering af produktionen og nye teknologier kan forøge produktiviteten og føre til en relativ afkobling med færre ressourcer brugt per produkt – f.eks. mere effektive solpaneler. Men hvis kvantiteten af solpaneler forøges, når vi ser på endeløs vækst, vil også dét en dag begynde at sætte pres på enten tilgængeligheden af ressourcer eller føre til økologiske skader. Sagt på en anden måde: Intet materielt kan være uendeligt, uanset om økonomien er kapitalistisk, socialistisk eller et sted imellem.

Endvidere er det én ting, ved overgang til vedvarende energiformer, at gennemføre en afkarbonisering af et energisystem i dets nuværende størrelse, eller en femtedel af det (en reduktion i energiforbrug, hvilket ifølge studier er mulig med allerede eksisterende tilstrækkeligheds- og effektivitetsforanstaltninger). Det er dog en helt anden sag at afkarbonisere et system, der har vokset sig ti gange så stort ved udgangen af århundredet, når man tager de 3 % vækst om året i betragtning.

Vores forslag er i stedet, at demokratisk, socialistisk planlægning bliver nødt til at tænke i bindende krav til en modvækst-brug af energi og materialer. Det er ikke noget større problem, da mange af de aktiviteter – som vi vil forklare om lidt – der i dag er energitunge og meget materialekrævende, ikke behøver eksistere under socialismen.

Der er for mange overflødige aktiviteter under kapitalismen, som ikke tjener andet end kapitalisternes behov for at høste merværdi og skabe profit. Målet må i stedet være socialisme uden vækst, altså en reelt bæredygtig socialisme. Det betyder et økonomisk system, der formår at opfylde folkets behov uden at klynge sig til kapitalistiske idéer om konstant ekspansion – og selvfølgelig uden at bryde med de grænser, planeten sætter.

Solcelle-paneler er et klimavenligt alternativ til fossile brændstoffer. Men også den type energiudvinding har sine begrænsninger. Foto: Wadstock/Shutterstock

Vækst kræver akkumulation, og med akkumulation kommer udnyttelse

Ligesom økonomisk vækst har økologiske grænser, har den også sociale grænser. Kapitalister skaber profit på at udbytte lønarbejdere (merværdi i marxistisk terminologi), og ligeledes ved at udnytte det ulønnede arbejde, som særligt bliver udført af kvinder, der laver ubetalt omsorgs- og husarbejde, og som derved sikrer den socio-biologiske reproduktion af arbejdsstyrken gratis.

Kapitalen er også afhængig af ‘naturens gratis gaver’ – som altså kun er ‘gratis’ set fra kapitalens eget perspektiv – hvilket sammen med ulønnet omsorg/pleje og husarbejde holder priserne på produktionsmidler og arbejdskraft nede, og tillader kapitalen at vride merværdi ud af arbejdet. I praksis forekommer den økonomiske vækst ofte på bekostning af den sociale sammenhængskraft, da den fordrer systematisk udbytning og omkostnings-forskydning.

Ved ikke at tage højde for reproduktive faktorer såsom hvile, kærlighed, omsorg, sikkerhed og forsørgelse, kan produktionen nemt føre til deres udtømning. Eksempelvis efterlader fuldtidsarbejde ikke megen tid til ulønnede aktiviteter, herunder dem der er nødvendige for den sociale reproduktion. I takt med at produktionen stiger, vil den tære på et samfunds evne til at reproducere sit eksistensgrundlag. Mens væksten fortsætter med uformindsket styrke, vil akkumuleringen gennem sociale forringelser udhule reproduktionsfaktorer, som er nødvendige for alle former for produktion. Som en slange der bider sig selv i halen, er økonomisk vækst begrænset af, at den nødvendigvis er baseret på den ubæredygtige udnyttelse af reproduktivt arbejde, samt af rydning og nyttiggørelse af økosystemer.

“Som en slange, der bider sig selv i halen, er økonomisk vækst begrænset af, at den nødvendigvis er baseret på den ubæredygtige udnyttelse af reproduktivt arbejde, samt af rydning og nyttiggørelse af økosystemer.”

Hvis socialisme betyder enden på udnyttelse, bliver det også nødt til at betyde stop for endeløs akkumulation. Igen: dette er socialisme uden vækst. En ægte socialistisk økonomi ville ikke udnytte andre økonomiers arbejde eller ressourcer; men ville dele omsorgsarbejdet jævnt, rotere ubehagelige arbejdsopgaver og kompensere plejearbejdere for deres reproduktive arbejde. Da ingen – hverken mennesker eller ikke-menneskeligt liv – udnyttes, ville økonomien simpelthen producere de varer og tjenester, den har brug for, og kanalisere produktivitetsgevinster over til mere fritid.

Nogle socialister prøver her at gøre cirklen til en kvadrat, når de argumenterer for, at socialisme både er i stand til at stoppe udbytning og vækste økonomien ligeså meget – eller endda mere – end kapitalismen. Det er ren og skær fantasi. Hvis socialistisk produktion er nødt til at betale for producenternes reelle arbejdstid og for den faktiske tid, det kræver, at økosystemer kan komme sig og genoprettes, eller hvis menneskelig arbejdstid skal byttes til fritid i stedet for ‘gratis gaver fra naturen’, som således forbliver uudnyttet, så vil der blive mindre overskud, og mindre overskud kan alt andet lige kun betyde mindre vækst i produktionen. En ægte socialisme vil også være demokratisk, må man gå ud fra. Ægte demokrati sætter tempoet ned (folk, der er aktive i deres lokale kooperativer, ved hvad vi mener). At tro en generel nedsættelse af tempoet vil føre til acceleration og ikke deceleration af produktionen, er i den grad ønsketænkning.

Brugsværdi vækster ikke

Den gode nyhed er, at vi godt kan have velstand uden vækst. Faktisk er det empirisk bevist, at hovedindikatorerne på levestandard, inklusiv trivsel og velvære, helbred, og uddannelse, kun øges til en vis tærskel – nogle kalder dette vendepunktet for trivsel. For eksempel klarer Portugal sig betydeligt bedre socialt end USA, selv om landets BNP per indbygger er 65 % mindre. Velfærd hænger sammen med tilfredsheden med faktiske brugsværdier, som udtryk for menneskelige behov, og ikke af den endeløse ophobning af penge.

Socialister ved godt, at bruttonationalprodukter ikke er et mål for brugsværdier, men derimod for bytteværdi. Indikatoren skelner ikke mellem ønskelige og uønskede aktiviteter. Derudover ignorerer det alt, som ikke har en monetær værdi, såsom natur og ulønnet arbejde, forsømmer værdien af immateriel velstand, og tager ikke højde for ulighed. BNP måler kapitalismens velfærd, ikke menneskers.

Selvfølgelig må og bør udbuddet af visse nyttige varer og tjenester øges under socialismen. Men lad os ikke tale om “vækst” for forbedringer i ting som sundhed, mobilitet eller uddannelse. Disse er ikke kvantitative mål, men kvalitative. Børn har muligvis brug for en friere, mere holistisk, polyteknisk uddannelse. Det kræver et bestemt antal skolebygninger, lærere og kuglepenne. Patienter har muligvis brug for mere menneskelig kontakt og pleje af deres læger; hvad de har brug for, er ikke en uendeligt stigende pleje, men bare nok pleje til at få det bedre. Folk, der ikke har cykler, har brug for en cykel – ikke en årlig stigning på 3% i produktionen af cykler for evigt.

Pointen er, at brugsværdier ikke vokser med en sammensat vækstrate. Grundlæggende menneskelige behov som livets underhold, sikkerhed, frihed eller identitet kan alle forstås som tærskler for tilstrækkelighed: Mad nok til at være sund, boligareal nok til at være tilfreds, nok mobilitet til at føle sig fri osv. Historien om endeløst forbrug for at dække uendelige behov er en kapitalistisk diskurs, skabt netop for at legitimere elitens ophobning.

Her har vi det centrale argument for modvækst: Levestandarden kan forbedres uden vækst ved at omfordele og dele rigdom, gøre op med kunstige behov og overflødige varer og tilegnelsen af vores tid for at skabe profit, og ved at gå fra at værdsætte materielle ting til at finde værdi i menneskelige relationer. Der er allerede nok til, at alle kan få en anstændig andel. Hvis kagen ikke kan vokse, er det tid til at dele den mere ligeligt.

Vækst, vækst, vækst! Bruttonationalprodukter formuleres som pengepuljer, der altid skal vokse. Men det er et redskab, der måler kapitalismens velfærd, ikke menneskers, mener Timothée Parrique og Giorgos Kallis. Illustration: VCG / China Daily

Modvækst er antikapitalisme

Vækstideologien er blevet kraftværket for moderne kapitalisme. Det kan derfor være svært at forstå, hvorfor nogle socialister tøver med at komme ind i kampen mod et fænomen, der er socialt ulighedsskabende og økologisk uholdbart. Målet må være en socialisme uden vækst, men med et godt liv. Socialisme og modvækst er to af de mest magtfulde begreber, vi har til at kritisere kapitalismen og åbne for fremtiden. Som det må stå klart nu, bruger vi ‘k-ordet’ meget. Visse marxistiske kommentatorer har beskyldt modvækst for aldrig eksplicit at stille spørgsmålstegn ved kapitalismen.

Leigh Phillips tegner et billede af modvækst som en ”nedskaleret nulvækst-kapitalisme i mindre omfang”. Andre tror endda, at modvækstprojektet minder om filmen Downsizing (2017), hvor exorbitant forbrugerisme gøres miljømæssigt mulig ved at krympe folk ned til et par centimeter.

“Hvis kagen ikke kan vokse, er det tid til at dele den mere ligeligt.”

Så lad os få én ting på på det rene: Modvækst er ikke miniaturekapitalisme med små virksomheder, små spekulative finansielle instrumenter og små frihandelsaftaler. Det er ikke nedskæringspolitik inden for kapitalismen. Det er et helt og holdent alternativt system for produktion – ikke kun mindre og langsommere, men anderledes.

Man kan spørge: Hvorfor fokusere på vækst og ikke bare på kapitalisme? Tja, prøv at sammenligne forekomsten af “økonomisk vækst” op imod “kapitalakkumulation” i nyhederne. Som Gareth Dale med rette har hævdet, er økonomisk vækst den ideologi, der har forvandlet kapitalens specifikke interesse i at vækste (for afkast, og for at opretholde den sociale ro) til et generelt samfundsmæssigt mål, som befolkningen fuldstændig har taget til sig.

Den ideologi forsvinder ikke af, at man nægter at konfrontere den, eller ved at man pynter på den med pæne adjektiver. At ideologien overlevede selve kapitalismens afslutning (eller i hvert fald en bestemt type kapitalismes) i de tidligere ‘socialistiske’ regimer, burde give stof til eftertanke. Socialister der forsvarer vækst, bliver også nødt til at tænke sig om en ekstra gang og overveje, om de rødvasker kapitalismen og rehabiliterer de drømme, som kapitalismen sælger som socialistiske drømme.

Vækst er et barn af kapitalismen, men barnet voksede op, og overtog pladsen som familiens overhoved. Kapitalismens interesse i akkumulation fremmes og legitimeres gennem – og i selve navnet “vækst”. Kritikken af vækst er den mest grundlæggende kritik af kapitalismen – én, der ikke kun kritiserer de midler, kapitalismen bruger, men også de mål, den sælger. Dette gør modvækst og økosocialisme til naturlige allierede, ikke hinandens modstandere.

Om skribenten

Giorgos Kallis

Giorgos Kallis

Græsk økonom og underviser i politisk økologi. Ansat ved ICTA - Universitat Autònoma de Barcelona. Læs mere

Om skribenten

Timothée Parrique

Timothée Parrique

Ph.D. i politisk økonomi. Tidligere ansat ved Université Clermont Auvergne i Frankrig. Læs mere