Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. maj. 2021

Krise på venstrefløjen i Holland

1 min. læsetid

1 min. læsetid

 

Krise på venstrefløjen i Holland

Af Niels Henrik Nielsen – medlem af Kritisk Revys redaktion

Valget i Holland i marts udtrykker på mange måder venstrefløjens krise på europæisk plan

På trods af nedsmeltningen af socialdemokraterne i Holland for nogle år siden, er det ikke lykkedes venstrefløjen at tiltrække disse vælgere. Tværtimod gik venstrefløjen inklusive socialdemokraterne tilbage og det hollandske centrum-venstre har ikke i nyere historisk tid stået svagere. Med sammenlagt 27 pladser ud af parlamentets 150 pladser, er man langt fra at kunne erobre regeringsmagten.

For det hollandske socialistparti (SP) blev valget i marts en ny stor skuffelse. Med blot 6% af stemmerne og 9 pladser i parlamentet er partiet nu tilbage ved udgangspunktet i 2002. Partiet fik dog også denne gang flere stemmer end socialdemokraterne, der fortsatte nedsmeltningen. Også Groen Links – der nærmest kan sammenlignes med SF – fik et dårligt valg. Partiet mistede 6 pladser og har nu 8.

SP’s nederlag var forudset. Men tabet på 5 pladser var alligevel værre end forventet. Og det fortsætter den tilbagegang partiet har oplevet de sidste 10-15 år – såvel vælger- som medlemsmæssigt. Og selvom Groen Links også gik meget tilbage oplever partiet i det mindste fremgang rent medlemsmæssigt.

SP står overfor, om mange af de samme udfordringer, som andre partier på venstrefløjen til venstre for socialdemokratierne står overfor; herunder spørgsmål som hvilke alliancer og kompromiser kan gavne socialistisk politik på længere sigt, under hvilke betingelser kan et socialistisk parti gå med i en regering. Et tema blev også, om der er et modsætningsforhold mellem ansvarlighed og være et radikalt alternativ.

 

Parlamentarisk arbejde – ikke-parlamentarisk arbejde

I slutningen af 1990’erne og starten af 2000’erne var SP først og fremmest et aktivistisk parti. Det oprettede lokale partiorganisationer med stærke lokale rødder, partiet var en markant organiserende kraft i opbygningen af miljøbevægelser, lejerforeninger og inden for fagbevægelsen. Samtidig brugte man sine medlemmer inden for sundhedssektoren til at oprette gratis sundhedsklinikker vendt mod den voksende kommercialisering af det hollandske sundhedssystem. Som følge heraf opnåede man stærke repræsentationer i mange byråd og provinsråd. Og ved valget i 2006 opnåede partiet sit hidtil bedste resultat ved parlamentsvalg med 16% af stemmerne og 25 pladser i parlamentet. Året efter gik partiet fra 1 plads til 8 pladser i senatet. SP var ikke længere et af de mange småpartier i lokal- og landspolitik, men var blevet en reel politisk magtfaktor, de andre partier var nødt til at tage alvorligt.

SP’s repræsentation i kommunalbestyrelser, provinsråd og parlament voksede, det samme gjorde medlemstallet og partiapparatet. Det indebar imidlertid, at mange partiansatte tillige udfyldte rollen som folkevalgte medlemmer. Følgen har været – ikke kun en koncentration af viden og beslutninger, men måske især, at det parlamentariske arbejde på alle niveauer har fået en stadig mere central placering i partiets politiske arbejde. Det vender vi tilbage til. Men prioriteringen af det parlamentariske arbejde på alle niveauer har bl.a. betydet, at partiet har opløst sin selvstændige organisering inden for fagbevægelsen.

I den seneste tid har SP tillige været præget af såvel interne konflikter som en konflikt med partiets ungdomsorganisation. Det har betydet ekskludering af en række grupperinger inden for partiet såsom Kommunistisk Platform, der blev beskyldt for at være et parti i partiet. Støtten til ungdomsorganisationen Rood er blevet indstillet, blandt andet fordi den kritiserede moderpartiets tanker om at gå i regeringssamarbejde med højrefløjen. Samtidig valgte Rood en formand, som netop var ekskluderet af SP, fordi han var medlem af kommunistisk platform. (1)

Bolværk mod højrefløjen?

Det blev tydeligt under valgkampen, at hverken SP eller Groen Links blev set som et bolværk mod den ekstreme højrefløj, når det gælder kampen mod racisme og diskrimination. Det blev i stedet det liberale parti D66 – der nærmest svarer til de radikale i Danmark.

Netop den yderste højrefløj i Holland er vokset dramatisk – og det fortsatte ved dette valg – med en retorik, der ligner Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Som konsekvens heraf har der været flere store antiracistiske mobiliseringer og debat om racisme i Holland det seneste år, hvori også har indgået debatten om Hollands fortid som kolonimagt. Men SP´s indsats har været noget nær fraværende. Partiet – som parti - har heller ikke været aktiv i forbindelse med de mange demonstrationer mod racisme. Det har derimod en del medlemmer - især blandt de unge. Heller ikke i deres valgkampsmateriale (2) har problemerne omkring racisme og diskrimination sin egen plads. I stedet er det nævnt udvalgte tiltag under de enkelte punkter som ”at bo i landet”. Her skriver man eksempelvis: ” Vi tager fat i årsagerne til, at folk flygter - også ved at stoppe unfair handel. I overensstemmelse med flygtningekonventionen fastholder vi forskellen mellem flygtninge og migranter. Vi yder hjælp, hvor det er nødvendigt, og sørger for, at der tages godt hånd om folk, i regionen og i vores land. Vi tager imod mennesker, der ikke er sikre i områder uden for EU”. Partiet ser kampen mod racisme og diskrimination ikke som et selvstændigt kampfelt, men som en integreret del af klassekampen eller den almindelig politiske kamp. Som sådan bør det også betragtes principielt, det ændrer imidlertid ikke ved vigtigheden i deltagelse i mobiliseringer mod racisme og diskrimination, ikke mindst fordi det blandt unge er en mobiliseringsfaktor i sig selv.

Meget tyder på, at mange SP-vælgere har valgt det liberale D66 som følge heraf, kun en mindre del gik til det nye venstreorienterede parti BIJ1, som kom i parlamentet med 1 plads. Men set fra et SP-synspunkt må det mest bekymrende være, at partiet tillige mistede mange vælgere til det ekstreme hørjefløjsparti Forum for Democratie. Det kan tolkes som, at den hollandske befolkning er blevet markant mere modstandere af indvandring, men det kan også tolkes som, at SP ikke har en troværdig linje og har manglet at argumentere for en solidarisk og humanistisk, som kunne være et vægtigt bidrag i kampen mod højrefløjen. Det synes som om, mange SP-vælgere i stedet valgte at stemme på D66 i utilfredshed. Under alle omstændigheder står SP over for en udfordring med at finde et troværdigt svar på, hvorledes man vil tackle spørgsmålet om udlændinge og indvandring.

Regeringsvillig eller opposition

Der har længe været en debat inden for SP om den politiske linje. Forud for valget holdt SP kongres, hvor man diskuterede den politiske linje og her viste der sig et stort mindretal, som kritiserede ledelsen for i højere grad at prioritere konkret parlamentarisk politisk problemløsning frem for egne ideer og udviklingen af et radikalt politisk alternativ. Derfor opfordrede mindretallet til at prioritere opposition inden for og uden for parlamentet og et politisk program, der pegede på et alternativ til det nuværende samfundssystem. Medlemmerne ønskede desuden en debat forud for valget, om hvorvidt SP evt. skulle deltage i et regeringssamarbejde. Den debat blev afvist, da ledelsen mente, det var for tidligt at tage denne diskussion.

Netop deltagelse i regering blev et tema i valgkampen. Alle 3 traditionelle centrum-venstre partier – dvs. PvdA, Groen Links og SP – syntes opsatte på at vise vælgerne, at de var klar til et regeringssamarbejde også med en række af højrefløjens partier. For SP var det første gang, partiet lagde en sådan linje.

Set udefra var det bemærkelsesværdigt af flere grunde. For det første fordi udgangspunktet for SP var en svækket position. Partiet var 2 år forinden gået markant tilbage ved EU-parlamentsvalget og havde mistet begge sine pladser. Det stod tillige dårligt i meningsmålinger. 9 år tidligere havde socialdemokraterne i PvdA gjort det samme og ved det efterfølgende valg nedsmeltede det og mistede 29 pladser i parlamentet. Det virkede som om, SP ikke havde evalueret denne erfaring.

For det andet virkede det som om, SP heller ikke havde evalueret de europæiske erfaringer. Ved valget i 2006 gik det italienske parti Rifondazione sammen med Romano Prodis centrumparti i regering. Ved næste valg blev Rifondazione udslettet og den italienske venstrefløj er endnu ikke kommet sig over det. Og såvel de franske kommunister tilbage i 1990’erne og danske SF fik læsterlige klø efter at have indgået i regeringer med socialdemokrater eller centrum regering ud fra en svækket position.

Det kan i hvert fald slås fast, at SP ikke blev belønnet af vælgerne for sin villighed til ”at tage ansvar”. På trods heraf har partiet gentaget sin villighed til at indgå i en kommende regering også efter valget – dog ikke en regering ledet af den nuværende skandaleramte premierminister Mark Rutte.

Hvad nu?

Ifølge SP er man ikke færdige med at evaluere valgresultatet. Men det synes som om partiet står i et vadested og må vælge mellem at være et vælgerparti med fokus på de parlamentariske fora eller vende tilbage til et mere aktivistisk parti med lige vægt på det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde.

Ifølge den hollandske journalist Kevin Levie var der I 2020 et “huge momentum for change: the pandemic could have been taken as an opportunity to transition to a different kind of economy, tackle the climate crisis, and allow for a better work-life balance for all. And the large Black Lives Matter protests last summer could have sparked a broad debate on fighting racism and other forms of inequality.

Instead, the momentum passed: “returning to normal life” as soon as possible became all parties’ central focus — and the idea of aspiring to something better than society as it was before vanished from public debate.(3) Man kan med rette stille spørgsmålet; var det muligt at rejse en debat om en anden slags økonomi – et andet samfund - midt under en alvorlig pandemi, hvordan ville folk reagere, hvis et parti ikke fokuserede på truslen om sygdom og død? Kunne man starte en systemkritisk debat? Det kan der ikke svares på I dag, men det ville være nødvendige overvejelser.

Uden sammenligning I øvrigt kan man sige, at da SYRIZA i Grækenland under finanskrisen insisterede på en anden løsning end den alment fremførte og vandt valg efter valg og til sidst regeringsmagten. At SYRIZA efter magtovertagelsen bøjede sig for kravene, viser måske snarere noget om betydningen af at være velforberedt til at regere og samtidig hvor svag den europæiske venstrefløj var, fordi den ikke kunne lægge pres på hverken egen regering eller EU for en anden løsning for Grækenland.

Den hollandske aktivist og redaktør af tidsskriftet Grenzeloos Alex de Jong har en anden interessant vinkel. Han skriver bl.a. ” The Netherlands is no exception to the global pattern, whereby eruptions of anger lead to mobilizations which may then dissipate with little trace. This poses the need to build what Alan Sears has called new “infrastructures of dissent,” “the amalgam of spaces, networks and institutions in which activists develop their capacities to push back against the capitalist austerity consensus and the narrow frame of official politics.” Rather than trying to appeal to a supposedly existing constituency (which as election results are showing is limited), the party needs try to win people over to a different vision.(4)

Alex de Jong mener med andre ord, at den parlamentariske strategi er dømt til nederlag. Skal partiet erobre momentum, må det som minimum udvikle en egentlig vision – idé – om et andet samfund og genskabe nogle af sine tidligere strukturer såsom opbygningen af gratis sundhedsklinikker, organiseringen i fagbevægelsen og indgå i og bidrage til udviklingen af de sociale bevægelser.

SP står i det dilemma mange socialistiske partier i Europa også står i – IU i Spanien, Enhedslisten i Danmark, Die Linke i Tyskland for nu at nævne nogle – nemlig hvorledes skal det parlamentariske arbejde prioriteres over for det udenomsparlamentariske. Hvis der ikke er stærke og mere holdbare bevægelser uden for parlamentet kan det parlamentariske arbejde nemt blive en substitut for nødvendigheden af organisering i det daglige. Eller som Esben Bøgh Sørensen skriver: In the longer run, the socialist left needs to resolve the general problem of social demobilization hrough rebuilding new forms of mass organizations and institutions and by reconstituting a working-class public sphere. Rooting itself more deeply in the unions — still a major force in Danish society, despite their decline in recent decades — is the best place to start(5). Hvilken lære SP drager, må vi afvente og se. Alene af den grund kan evalueringen af det hollandske valg være interessant.

Noter

1. Man kan læse mere om konflikten på ​​ SP stopt financiering jongerenorganisatie Rood | NOS ​​ 

2. Se valgprogrammet Verkiezingsprogramma Tweede Kamer 2021-2025 - SP

3. Se The Dutch Left’s Collapse Shows How It Failed to Politicize the Pandemic (jacobinmag.com)

4. Se Why the Dutch Socialist Party Is in Crisis (jacobinmag.com)

5. Denmark’s Socialist Left Needs to Reverse the Decline in Working-Class Mobilization (jacobinmag.com)

 

Om skribenten

Niels Henrik Nielsen

Niels Henrik Nielsen

Læs mere

Nyeste artikler