Illustration af Pete Linforth
23 min. læsetid

Hvad er de studerendes rolle og ansvar i klimakampen? Har studenterprotester stadig den relevans, de havde for 50 år siden? Og hvordan kan bedre uddannelse være med til at redde planeten? Læs analysen fra det internationale, kritiske studenterblad ’Critical Edges’ her.

Oversat af Adrian Ortega Camara Lind


Af redaktionsrådet på Critical Edges

Klimaforandringer er ikke en myte.

Verdens miljø har ændret sig drastisk de seneste par århundreder, specielt siden 1950’erne. Smeltende gletsjere, forsvindende skove, stigning i temperaturen, hyppige oversvømmelser og storme udtrykker tydeligt de drastiske forandringer. De forandringer har ikke kun forårsaget katastrofale skader på alle de levende arter rundt om i verden, men er også blevet en trussel mod fremtidige generationer af alle levende væsener på planeten.

Et slående eksempel er World Wildlife Funds rapport “The Living Planet 2018”, der fremhævede, at omkring 60 procent af alle dyr allerede er forsvundet fra vores planet alene i de seneste fem årtier. Utallige lignende miljørapporter fra videnskabsfolk fra alle samfundslag har længe givet den samme advarsel: Planeten er underlagt alvorlige klimaforandringer, og der er behov for øjeblikkelig indgriben, hvis vi skal slippe helskindet gennem den værste krise i menneskehedens historie.

I december blev FN’s 24. klimakonference (COP24) afholdt i Katowice, Polen. En af de vigtige begivenheder på konferencen var den korte, men oplysende tale, som blev holdt af Greta Thunberg, den dengang 15-årige skolepige og klimaaktivist fra Sverige. Hendes navn har siden erobret verden. Ved at nægte at gå i skole før politikerne i Sverige tager sig sammen og gør noget ved den voksende klimakrise, er hun blevet repræsentant for den yngre generation – for dem der skal leve med konsekvenserne af en klimakrise forårsaget af et system, som er skabt og opretholdt af gamle og nye former for kapitalisme. Sådanne bevægelser ledt af yngre generationer vokser nu rundt i verden.

I lyset af alt dette har vi, redaktionen på Critical Edges – der repræsenterer studerende fra hele verden – overvejet vores rolle i denne vigtige og vedvarende kamp for klimaretfærdighed. På nuværende tidspunkt i planetens historie mener vi, at det er nødvendigt at se ud over de offentlige debatter i vores respektive lande alene. Det er mere end nogensinde blevet vigtigt at skabe en global, offentlig og kritisk bevidsthed, et samfundssind der kan tackle de voksende globale problemer i dag. Derfor har vi besluttet at skrive denne artikel, ikke som klimaeksperter, men som bekymrede studerende, der forstår situationens alvor og søger nødvendige, øjeblikkelige og konstruktive handlinger, som kan stoppe klimaforandringerne og forsvare vores fremtidige verden.

Illustration: Daniela

Miljøomkostningerne ved økonomisk udvikling

I denne ubalancerede verden, hvor såkaldte frie lande med forskellige økonomier, befolkninger og ressourcer er tvunget til at konkurrere med hinanden for at maksimere deres overskud i en international kamp for økonomisk overherredømme, ser vi, hvordan multinationale selskaber og en model for markedsøkonomi baseret på store bobler af finansiel kapital har skabt et system, hvor ødelæggelse af miljøet næsten er en nødvendighed for, at landene kan opretholde deres udvikling.

Mellem de udviklede lande og udviklingslandene er der sammenhængende og komplekse kræfter i spil, samt komplekse ideologiske dynamikker med forskellige historiske forankringer.

Efter 2. verdenskrig optrådte USA som et af de vigtigste økonomisk-industrielle centre i verden, kun matchet af Sovjetunionen, Vesteuropa og Japan. I dag stiger nogle af de lande, der plejede at være kolonier for disse økonomiske centre, op som uafhængige økonomier, når de følger den industrialiseringsproces, som de udviklede lande gennemgik ved at bygge fabrikker, producere og konsumere produkter og fremme en vestlig middelklasselivsstil.

Kina har – med sin økonomiske åbning over for verdensmarkedet i 1978 – på den ene side oplevet en hidtil uset vækst i velstand og stigende levestandard for mange millioner mennesker; på den anden side er landet stærkt påvirket af konsekvenserne af underregulerede markedskræfter på både mennesker og natur. Indien har en lignende udviklingsvej, som den liberaliserede økonomi indførte i 1990’erne.

Critical Edges er et internationalt blad, lavet af og for kritiske studerende over hele verden. Kontakt bladet her.

I mellemtiden har vi set, at de såkaldt “udviklede” lande har bevæget sig videre i en sådan grad i det, de betegner som fremskridt, at de har eksporteret det meste af deres produktion til Østen og til det globale syd, hvor produktionsomkostninger og lønninger er lavere. På den ene side hævder de at hjælpe udviklingslandene eller de undertrykte lande med at deltage i den globale økonomiske orden ved at sørge for teknologi, ekspertise, fagfolk og produkter. Mens de på den anden side går ind på nye markeder og finder på nye måder at flytte produktionsspild til nye lande. På den måde forårsager de i virkeligheden alvorlige skader på lokale levesteder, økosystemer og befolkningers liv.

Rigdom og underordnelsen af mennesket og naturen

Mens de velhavende, vestlige lande forsøger at overbevise alle om, at de er førende inden for den grønne omstilling af kapitalismen, har landene i det globale syd kæmpet med de mere direkte konsekvenser af de klimaforandringer, som allerede er indtrådt. Millioner er blevet tvunget til at forlade deres hjem, og et uacceptabelt stort antal mennesker har mistet livet på grund af det stadig mere ekstreme vejr – man kan sige, at disse mennesker indirekte er blevet “myrdet” af klimafornægtende lande som USA.

De samme vestlige lande har ført an som “eksempel” på industriel udvikling gennem markedsliberalisering. Mange lande verden over genoplever i dag denne udvikling for at mætte mundene på de hastigt voksende befolkninger og tilfredsstille den stigende efterspørgsel hos de voksende globale middelklasser med avancerede forbrugsprodukter og luksusvarer.

Millioner er blevet tvunget til at forlade deres hjem, og et uacceptabelt stort antal mennesker har mistet livet på grund af det stadig mere ekstreme vejr – man kan sige, at disse mennesker indirekte er blevet “myrdet” af klimafornægtende lande som USA

Det fremstilles af den herskende ideologi i dag, som om dette skulle være den udviklingsproces, alle samfund burde følge, og at den nuværende tilstand i de undertrykkende og udviklede lande er den ideelle tilstand for alle. Den tro ligger dybt i mange politikere og folks bevidsthed, særligt når udviklingslandene sætter sig for at genoplive deres lande i et forsøg på at bryde ud af deres koloniale fortid. Måske kan man med rette sige, at de er fanget i det globale økonomiske system – et ideologisk dødvande – og at der ikke er en let mulighed for at forestille sig andet end blot at deltage i spillet om vækst.

Det er klart, at trods de mange fordele som liberaliseringen har haft for kapitalens effektivitet, har der også været alvorlige ulemper for naturen og mennesket, som er blevet reduceret til blotte ressourcer i produktionsapparatet. De forbrugsvarer, der bliver produceret af de liberaliserede økonomier, skabes til at gå i stykker på ganske få år, ganske som de er programmeret til.

Klimabevidsthed er kritisk bevidsthed

Som med de fleste kritiske spørgsmål kan det politiske aspekt af klimaretfærdighed ikke ignoreres: Det gælder alt fra COP24, der blev arrangeret af en kulvenlig, polsk regering i samarbejde med en række kulvirksomheder, til klimabenægtende politiske ledere som Donald Trump og de igangværende diskussioner om de udviklede lande og udviklingslandenes ansvar og roller i bekæmpelsen af klimaforandringerne.

Vi tror, ​​at det første skridt mod bekæmpelse af klimaforandringerne, er at blive opmærksom på klimakrisen – det vi med et begreb fra “de undertryktes pædagog” Paulo Freire kalder “bevidstgørelse”: Vi er nødt til at indse, at klimaforandringer først og fremmest er et politisk spørgsmål, for det er et spørgsmål, der involverer os alle og vores samfunds fremtid.

Selv om det er alment kendt, at der er en international enighed om at begrænse udledninger, og overgå til en grønnere økonomi, ignorerer en del af de større landes regeringer, såsom USA’s og Brasiliens, nu klimaforandringer fuldstændigt. Og selv når formodede klimaforkæmpere kommer til magten eller kommer ind i indflydelsesrige positioner, synes de at virke mere som prædikanter end praktikere. Vi ser ofte, at meget bliver sagt, men at mindre bliver gjort.

Skovbrand i Jacunda Nationalpark, i nærheden af Porto Velho, Brasilien. Brasiliens regering anført af Jair Bolsanaro er ifølge Critical Edges blandt de værste i verden, når det kommer til at ignorere konsekvenserne af den globale opvarmning. AP Photo/Eraldo Peres)

Vi spørger som mange andre os selv: Hvorfor opfyldes udledningsmålet for at standse den globale opvarmning under 1,5 grader ikke? Hvorfor har vores politiske regimer endnu ikke været i stand til at realisere nogen væsentlig ændring eller reform for at stoppe klimaforandringerne?

Et andet afslørende spørgsmål er det faktum, at der kun gøres meget lidt for at beskytte folk mod de voksende hedebølger, storme og oversvømmelser, som er skabt af klimaforandringerne. I de senere år er kun 5 % af den globale finansiering gået til beskyttelse af de udsatte samfund og mennesker. Der investeres flere penge i at skære ned på CO2-udledninger end i at forberede sig på de allerede eksisterende klimaforandringer.

Som The Guardian har skrevet, er mere end 380 milliarder dollars blevet brugt på at reducere CO2-niveauet i 2015-16 – sammenlignet med kun 20 milliarder dollars til at øge beskyttelsen mod ekstremt vejr.

De lande og mennesker, der lider mest under klimaforandringerne, er samtidig dem, som de rige lande og deres ledere er mindst interesserede i. I dag er der meget snak om at reducere CO2-niveauet, hvilket unægteligt er af den største betydning, mens ingen virker interesserede i at hjælpe befolkningerne fra de berørte og udsatte områder. Der er ingen investeringsværdi i at hjælpe. Men bør et ægte demokrati ikke forsøge at beskytte hele befolkningen og ikke kun beskytte dem, der har magt og penge?

Med det i tankerne er vi begyndt at indse, hvor meget dette modbydelige ønske om at maksimere økonomien har forårsaget uoprettelig skade på miljøet. Men de førende nationer, der blot vil øge BNP og udnytte egne og andre landes ressourcer, synes ikke at være påvirket af dette faktum. Det bliver stadig mere tydeligt, at denne tåbelige opførsel fra nogle få, magtfulde mennesker har sat livet for alle andre levende væsner og de kommende generationer på spil. Det forandrede miljø er blevet uforeneligt med eksistensen af andre levende væsener, hvilket yderligere forårsager en enorm reduktion i arter – nogle er allerede udryddet fra planeten, og for eksempel resulterede udryddelsen af ​​dodo-fuglen i udryddelsen af ​​tambalacoque-træet. Den faktiske indvirkning af en arts udryddelse på miljøet kendes ikke i øjeblikket, og ofte kan det tage år og føre til tilsyneladende urelaterede konsekvenser for økosystemet og det menneskelige samfund.

Vi kan og ønsker at prioritere menneskehedens fremtid mere end de øjeblikkelige behov, mere end magt, rigdom og uholdbar produktion og forbrug

De spørgsmål til de ansvarlige parter er de spørgsmål, der skal vejlede os. Det er kritiske spørgsmål, der fører os til sandheden – selv om politikere, bureaukrater og kapitalister insisterer på deres mandat til at herske over os og vores planet, er de ikke i stand til at gøre det tilstrækkelige. Vi, som det mulige flertal, har derimod magten til at kritisere, stille spørgsmål og blive bevidste – det første skridt mod sande forandringer.

Vi kan og ønsker at prioritere menneskehedens fremtid mere end de øjeblikkelige behov, mere end magt, rigdom og uholdbar produktion og forbrug. For at gøre det må vi befri vores sind fra de dominerende ideer om overforbrug og uholdbar produktion. Vi må lade vores fantasi frigøre sig fra disse lænker og deres idealiserede liv, som på falsk vis er rodfæstet i rigdom. Vi må afkolonialisere vores sind fra disse behov skabt af vores udbyttende system. Denne bevidstgørelse er en fuldstændig rationel proces, der handler om at opdage sandheden – vores allesammens sandhed. Sandheden om overlevelse, minimalitet og ideen om, at et godt liv er muligt for alle.

Foto fra vidnerne til de nylige oversvømmelser i delstaten Kerala i Indien. Ukendt fotograf.

Klimakrisens uddannelse

Det står ud fra alle disse kendsgerninger klart, at vores samfund må gennemgå betydelige forandringer, der langt overskrider det 20. århundredes modeller. I overgangene spiller uddannelse en vigtig rolle i at hjælpe os med at ændre individers holdninger og adfærd i forhold til den måde, vi lever, producerer, forbruger og interagerer med de større samfund og økosystemer på.

For at uddannelse kan være i stand til at udfylde disse meget vigtige roller, er det nødvendigt, at vi opfordrer og påvirker uddannelses-institutionerne, systemerne og politikerne til at vedtage og forpligte sig til nye værdier, hvor uddannelse ses fuldt forbundet med den holistiske udvikling af individer, fællesskaber og samfundet i modsætning til de dominerende værdier, der behandler uddannelse som noget, der kun opfylder private og kortsigtede interesser.

Klima- og øko-færdigheder bør tilføjes som et af de vigtige mål for uddannelse; videnskaber, der hjælper os til at forstå klimaforandringerne, bør indgå i læseplanen på alle niveauer i uddannelsessystemerne.

De vigtige spørgsmål er her, hvordan uddannelsessystemer og -processer kan forberede og udruste mennesker til ikke kun at tilpasse sig, afbøde de aktuelle konsekvenser af klimaforandringer – men også forestille sig og opbygge mere bæredygtige og retfærdige sociale strukturer til en anden fremtid. Men hvilken ny viden skal lærere og studerende engagere sig i? Hvilken slags kritisk pædagogik er nødvendig for at hjælpe studerende til at opbygge informations- og handlings-kompetencer til at deltage i systemiske forandringer frem mod en bæredygtig omstilling? Og hvad er ansvaret for den akademiske verden og de videnskabelige forskere til at skubbe til grænsen for viden, og gøre dem i stand til at tackle udfordringerne i klimakrisen?

Når vi tænker over de spørgsmål, kommer vi frem til, at der skal foretages mange ændringer i uddannelsessystemerne verden over. Det hele begynder med at sætte uddannelsesmæssige mål: Klima- og øko-færdigheder bør tilføjes som et af de vigtige mål for uddannelse; videnskaber, der hjælper os til at forstå klimaforandringerne, bør indgå i læseplanen på alle niveauer i uddannelsessystemerne. Vi skal undervise de yngre generationer og den brede offentlighed i årsager og konsekvenser samt i de nødvendige og mulige handlinger, som vi må foretage for at modvirke klimaforandringerne.

Undervisere bør indføre nye pædagogikker, der sætter eleverne i stand til at udvikle kritisk og selvstændig viden, stærk handlingsvilje og egenskaber til at forstå og angribe de uhyrlige udfordringer, som klimaforandringerne sætter for os. Læringsmiljøet for de studerende skal overskride skolernes vægge og nå ud til de faktiske omgivelser, hvor klimakrisens kampe og løsninger udspiller sig, så eleverne kan forbinde sig til de faktiske systemer og lokalsamfund og give dem muligheder for blive en del af de kræfter, der arbejder for forandring.

Universiteterne former aktører, der sandsynligvis vil blive involveret i førende projekter, og universiteterne har således et stort ansvar for at forberede kritiske og globalt-sindede aktivister dedikeret til at bekæmpe klimaforandringerne. De kan gøre det ved at indføre kritiske og tværfaglige tilgange til klima- og miljøspørgsmål i forskningen, og ved at anvende engagerende, deltagerbaserede og bemyndigende pædagogikker til at involvere kreative sind for at lære om deres ansvar og roller i klimakampen.

Nogle kritiske universiteter er allerede banebrydende inden for integrationen af klimaforandrings- og bæredygtigheds-undervisning i deres læseplan, pædagogik, forskning og infrastruktur på institutionelt plan.

For eksempel er Tata Institute of Social Science (TISS) i Indien et af de få universiteter i landet, der har sit eget center for klimaforandringer og bæredygtigheds-undersøgelser. En af de største fordele ved at have et sådant center på campus har været dets konstante insisteren på, at klimaforandringerne ikke er et individuelt anliggende, men kræver en kollektiv indsats på alle niveauer – lokalt, nationalt såvel som globalt.

På trods af universitetets ledelse og bestyrelsens beslutning om at investere i kul, olie og gas har de studerende på Roskilde Universitet (RUC) sidste sommer været med til at grundlægge en landsdækkende grøn studenterbevægelse, der har fået bred støtte fra alle samfundslag. Bevægelsen og de studerende på RUC krævede en læseplan, der omfatter miljøundervisning som grundlag for hvert studieprogram og er allerede lykkes med at implementere denne læseplan på et prøvesemester.

Den Grønne Studenterbevægelse har fundet genklang i den brede befolkning, og kræver miljøundervisning som pensum på ethvert studieprogram.

Det er sandt, at vi ikke er dem, der er ansvarlige for at tage beslutningerne, men sandheden er, at det ofte er de universitetsstuderende, der kommer til at arve de magtfulde positioner i samfundet.

Et andet eksempel er Evergreen State College i delstaten Washington i USA. Her sætter over halvdelen af akademiske programmer fokus på bæredygtighedsemner for at hjælpe studerende med at øge opmærksomheden på klima. I de seneste par år har studerende på Evergreen presset på for bæredygtige forandringer på campus og på byniveau. For eksempel udarbejdede flere Evergreen-studerende i 2018 en “Forest Management Plan” til Evergreen-skoven for at sikre, at skoven forbliver beskyttet og sund på lang sigt. Og i 2017 pressede de studerende på for, at både byen Olympia og Evergreen skal bevæge sig mod 100 procent ren og vedvarende energi i 2035, lige såvel som at selve universitetet skal være kulstof-neutralt i 2020.

På trods af disse eksempler, der tegner konturerne af håb, forhindrer et fundamentalt spørgsmål os dog i at nå disse meget vigtige idealer for uddannelse: Hvordan kan vi påvirke eller ændre vores uddannelsessystemer, hvis vi studerende konsekvent holdes væk fra magten på universiteterne og institutionerne?

De studerendes rolle i kampen mod klimaforandringerne

Vi har som studerende fra forskellige dele af verden et tungt ansvar. Det er sandt, at vi ikke er dem, der er ansvarlige for at tage beslutningerne, men sandheden er, at det ofte er de universitetsstuderende, der kommer til at arve de magtfulde positioner i samfundet.

Det er sandt, at studerende overalt i verden står over for mange barrierer og forhindringer såsom pres på uddannelseslån, pres for at overleve, pres for at tilpasse sig en homogen kultur eller undertrykkelse fra myndighederne, særligt når det gælder om at handle mod vigtige sociale spørgsmål, som afviger fra den typiske professionelle løbebane, de fleste studerende bliver indlemmet i. Som vi véd, har mainstream-uddannelserne, trods deres enorme værdi, indesluttet studerende i et system, der lader os leve i en fortælling om, hvordan tingene er, og ikke så meget om hvordan tingene kunne være.

Solidaritet stiller sammen med mere end 200 andre medier skarpt på klimakrisen under fællesbetegnelsen ‘Covering Climate Now’.

Ja, det vil koste tab og ofre at forestille sig og skabe en ny fremtid ud over de systemer, vi nu hviler på. Men disse kortsigtede og monetære tab er langt mindre vigtige end den ødelæggelse forårsaget af menneskelige aktiviteter, som verden står overfor. Og er det ikke netop også livets skønhed, at vi udøver vores kreative og kritiske magt til at skabe en mere bæredygtig, retfærdig og fri verden for mennesker såvel som for andre dyr og planter på Jorden?

Som studerende, der tilhører et privilegeret mindretal med adgang til viden, information, ressourcer og hvad der kan kaldes en “genvejsbillet” til et liv i statens bureaukrati, det private arbejdsmarked og den kulturelle elite, har vi et ekstraordinært ansvar i kampen mod klimaforandringerne.

Det peger os frem mod det faktum, at vi ikke bare kan vente tålmodigt på andre, uanset om disse måtte være de virkelig underprivilegerede, proletariatet med minimale midler til endda at opretholde deres eget liv, eller de magtfulde klasser, der er afhængige af det gamle system med olie, kul, gas, forurening og undertrykkelse. Som historien har vist, kan studerende spille en betydelig rolle i at lede forandring samt formulere og løse de kritiske problemer, samfundet står overfor. Efter vores overbevisning skal vi rekonstruere de aktive roller, studerende og unge har for at påvirke sociale forandringer, hvilket var et fremtrædende socialt fænomen på forskellige tidspunkter i løbet af det 20. århundrede.

Lad os skabe kritiske studentervenskaber på tværs af grænser!

Vi mener, det er på høje tid, at vi alle påtager os ansvaret i kampen mod klimaforandringerne. Studenter fra det 21. århundrede bør ikke være uvidende om årsagerne og følgerne af klimaforandringerne og bør ikke frasige sig den igangværende og kommende kamp. I stedet må vi alle, for at denne ændring kan komme, helhjertet støtte kampen om liv og død for vores fremtid.

I det mindste må vi spørge virksomhederne om dette: Kan de, eller kan de ikke, leve op til det minimum af grøn kapitalisme, som deres PR- og CSR-kontorer promoverer så flittigt i offentligheden?

Men hvad indebærer denne kamp? Først skal vi alle fortsætte med at skubbe til enhver form for forandring, indtil et acceptabelt minimum er nået: Fra de højeste politiske mål til de små ændringer i vores daglige liv og vaner, der fører til visionen og idealet om en klimavenlig fremtid – alt sammen skal gå hånd i hånd.

Vi skal også gøre alt, hvad vi kan, for at fremme og konstruere klimaforandrings-bevidstheden blandt studerende og i den generelle offentlige samtale. Studenterorganisationer, studentermagasiner og medier som vores skal have klimaforandringer blandt deres højeste prioriteter – hver dag, hver måned, indtil forandringsdagen kommer.

I mellemtiden må vi gøre vores bedste for at skubbe virksomheder til at bevæge sig væk fra den miljøfjendtlige kapitalismes lette vej. – I det mindste må vi spørge dem om dette: Kan de, eller kan de ikke, leve op til det minimum af grøn kapitalisme, som deres PR- og CSR-kontorer promoverer så flittigt i offentligheden?

Den ændring, der vil komme, kan kun ske gennem vores egen deltagelse, og hvis ikke hver af os konfronterer den klimauretfærdighed og ufornuft, vi møder, kan vi ikke helhjertet betragte os selv som en sand del af løsningen – men måske i stedet som en del af problemet

Vi mener også, at arbejdsgivere og endda (ukritiske) ansatte bør være udstyret med en etisk tilgang, der sætter spørgsmålstegn ved “business as usual” og fremhæver miljødagsordenen på deres job. For hvad værdsætter de i virkeligheden? Den kortsigtede fornemmelse af sprøde pengesedler mellem deres tykke fingre? Eller vores planet og vores børns velbefindende?

Den ændring, der vil komme, kan kun ske gennem vores egen deltagelse, og hvis ikke hver af os konfronterer den klimauretfærdighed og ufornuft, vi møder, kan vi ikke helhjertet betragte os selv som en sand del af løsningen – men måske i stedet som en del af problemet.

Så hvad nu?

Over 50 år er gået, siden studerende fra alle dele af verden turde stå op imod umenneskelige systemer: Vietnam-krigen, censur, undertrykkelse af både menneskers rettigheder til at eksistere såvel som deres ret til at forestille sig, leve og skabe som de vil.

Når verden står over for en global katastrofe, og når folk ved magten mangler vilje, fantasi og menneskelighed til at klare de virkelige problemer, må vi se tilbage i historien og blive inspireret af modet fra millioner af studerende, unge og arbejdere fra 1968. De rejste sig mod et stagneret og undertrykkende system i både øst og vest for at opbygge et lighedsbaseret, demokratisk samfund som modsvar. Selvom situationerne har ændret sig i dag, er kampen den samme: En kamp mod undertrykkelse, udnyttelse og ulighed – og de forældede ideer som opretholder dem.

På de rette betingelser har Jorden ressourcer nok til at opretholde de levende væsener, der bebor den. Og alle levende væsner på planeten er forbundet med hinanden. Lige fra bierne, der besøger blomsterne i vores have, til den store blåhval der svømmer i den fjerneste ende nær polerne, påvirker de alle på en eller anden måde vores liv, og vores alles overlevelse er indbyrdes afhængig af hinanden. Selvom udryddelsen af en bestemt art ikke påvirker vores liv direkte, vil det helt sikkert påvirke os på den ene eller den anden måde på langt sigt.

Derfor er det vigtigt at forstå, at vi er en del af naturen, og derfor bør vi prøve at få vores samfund til at leve i harmoni med den, snarere end at prøve at kontrollere eller eje den. Vi har ret til at leve, og det samme har de andre levende væsener. Vi hører til naturen, men vi besidder den ikke. Vi har ret til at nyde frugten, men ikke nødvendigvis til at fælde træet. Vi har ret til at tage os af hinanden, vores samfund, vores lande, vores familie, venner og de mennesker, vi ikke kender endnu – men ikke retten til at udnytte dem, som vi gør nu. For at bringe mere opmærksomhed og flere diskussioner ind i det alvorlige klimaforandringsemne, som ingen af os længere kan ignorere, har vi på Critical Edges besluttet at gøre det til FOKUS-emnet for vores blad. Men det er bestemt ikke nok. Vi mener, at det fra nu af også skal være en vigtig og væsentlig del af vores blad, at vi skriver om klimaforandringerne og dækker de modige og kritiske studerende (og deres bevægelser rundt om i verden), der kæmper for klimaet og imod systemer, vaner, regeringer og industrier, som ødelægger det

Oversat af Adrian Ortega Camara Lind fra “Critical Students in a time of Climate Change” (oprindeligt udgivet 12. februar 2019). Bearbejdet af Solidaritet.


Solidaritet er et demokratisk netmedie. Vi er uafhængige af partier og organisationer, selvom vi ikke er politisk neutrale. Solidaritet bringer nyheder, debat og analyser fra Danmark og verden. Her kan du læse den kritiske vinkel, som de andre medier ikke bringer, og det sidste nyt fra de aktivistiske bevægelser. Her kan du være med til at skabe et socialistisk medie.
Følg os på Facebook for daglige opdateringer.