Kronik: 43 år efter islamisternes magtovertagelse, lever iranerne stadig i skyggen af vestens antikommunisme

Den 11. februar 2022 markerede 43-årsdagen for den iranske revolution, hvor den iranske befolkning væltede Shahen i håb om en lysere fremtid uden diktatur og økonomisk elendighed. I stedet endte det med præsten Ruhollah Khomeini’s magtovertagelse, og etableringen af den første islamiske stat i nyere tid i Mellemøsten. Resten er historie, som vist taler for sig selv.

Perioden under det islamiske regime i Iran har mildest talt været et helvede på jorden for den iranske befolkning, som fortsat kæmper en barsk kamp for deres frihed. Troen på reformer indefra regimet er for længst smuldret hos alle dele af befolkningen, og utilfredsheden med præstestyret har aldrig været større end netop nu blandt iranerne.

Alligevel må den iranske befolkning se sig selv blive brutalt nedkæmpet, hver gang de går på gaden for at protestere mod regimet. De bliver mødt med brutal vold, forfølgelser og massevis af fængslinger og henrettelser – en nedkæmpningsmetode som allerede blev implementeret i forbindelse med Khomeinis magtovertagelse.

USA’s skjulte rolle

Undertrykkelsen af den folkelige bevægelse i dag, går igen som en skygge fra den kolde krig. Under 1979-revolutionen blev den iranske befolknings skæbne bestemt mange år ud i fremtiden. Dengang handlede det om at nedkæmpe den folkelige bevægelse og skabe ro, så venstrefløjen ikke kunne opnå momentum. De seneste år er der blevet frigivet dokumenter fra bl.a. det amerikanske udenrigsministerium som understreger de vestlige landes – særligt USA’s – rolle i at bestemme iranernes skæbne, og bidrage aktivt til at bringe Khomeini og den islamiske bevægelse til magten i Iran.

“Før 1978 havde de færreste iranere hørt om navnet Khomeini.”

Man kan til at starte med huske på, at Khomeini fik politisk asyl i Frankrig, og efter massiv mediedækning fra vestlige medier pludselig blev udråbt som revolutionens leder under hans korte ophold i Paris. Før 1978 havde de færreste iranere hørt om navnet Khomeini. Det omfattende dokumentmateriale taler derudover sit tydelige sprog, og end ikke amerikanerne nægter en tæt forbindelse til Khomeini og hans folk i perioden op til hans magtovertagelse. Fra amerikansk side ønskede man en stabil magtoverdragelse fra Shahen til Khomeini, så man undgik mest mulig ustabilitet og muligheder for venstrefløjen – naturligvis set i lyset af den kolde krig og Sovjetunionen.

USA påtog sig i denne magtkamp en rolle som facilitator, som bragte Khomeinis folk og det iranske militær til forhandlingsbordet omkring en fredelig magtoverdragelse. En højtstående amerikansk general var sågar blevet udstationeret i Iran for at overbevise det iranske militær om at acceptere en magtoverdragelse til Khomeini, og bevismaterialet viser ydermere, at denne general Robert E. Huyser i flere omgange stoppede det iranske militær mod at udføre et kup og tage magten, da Shahens regime var ved at gå nedenom.

Antikommunistisk triade

Rollen som facilitator var ikke kun med til at bringe Khomeini sikkert tilbage til Iran, men også til at skabe en form for politisk forsoning (i hvert fald for en periode) mellem USA, militæret og Khomeini: En antikommunistisk triade. Amerikanerne fik altså med deres politik faciliteret et grundlag for en magtoverdragelse, som blev en realitet 11. februar 1979. USA hjalp dermed et regime til magten, som sidenhen vendte sig imod dem selv – og samtidig aflivede alle revolutionens løfter om frihed og demokrati.

“USA hjalp et regime til magten, som sidenhen vendte sig imod dem selv – og samtidig aflivede alle revolutionens løfter om frihed og demokrati.”

43 år efter det undertrykkende islamiske regimes indtog, er sekularismen og bevidstheden hos den iranske befolkning tydelig. Selv regimets egne medier og folk beretter om en enorm utilfredshed blandt befolkningen med både de økonomiske forhold, levevilkår og ikke mindst de religiøse love og regler. For et par måneder siden blev en rapport lækket fra den iranske revolutionsgardes efterretningsenhed, der beskriver stemningen i befolkningen som værende på et ”eksplosionsstadie”.

Alt imens den iranske befolkning fortsat må lide og kæmpe for bedre forhold, så må det siges, at de vestlige stormagter med Khomeinis magtovertagelse fik en grænseløst brutal diktator til at nedkæmpe venstrefløjen og revolutionen, som også var ønsket. Det er stadig i skyggen af dette, den iranske befolkning lever den dag i dag.