Kronik: Boligpolitikken i København er løbet løbsk

Boligpolitikken i Københavns kommune har skabt en magtfuld alliance, hvor Socialdemokratiet og deres forligspartnere har etableret en uformel koalition med pensionskasserne og byggebranchen. Deres ædle formål er at få gang i nybyggeriet af boliger. For lokalpolitikerne har alliancen den fordel, at de (måske) kan få effektiv fremdrift på boligbyggeriet, mens det for entreprenørerne og pensionskasserne giver gode forretningsmuligheder. Undervejs i processen er miljøhensyn og retssikkerhed for eksisterende lejere og børn i daginstitutioner blevet ”collateral damage”.

Den uformelle alliance er vokset frem i kølvandet på Finanskrisen i 2008. Den skabte grundlaget for et investeringsmæssigt Columbus-æg, hvorefter pensionskasserne og entreprenørerne – med politisk opmuntring fra rådhuset – har investeret ekspansivt i store projekter, med enten nyt boligbyggeri eller gennemgribende renovering og udvidelse af eksisterende boligejendomme.

Miljøgenerne for naboer og eksisterende lejere er typisk voldsomme, og især børn og ældre rammes direkte. Når konsekvenserne fremprovokerer protester fra de ramte borgerne, viser det sig, at deres retssikkerhed er stort set ikke-eksisterende, så længe entreprenørerne blot tager vare på deres egne ansattes sikkerhed. Og eftersom fortjenesten er høj, og den politiske opbakning fra Socialdemokratiet og dets partnere på rådhuset er urokkelig, kommer lejerne, naboerne og især børnene i hjemmene og på berørte daginstitutioner til at betale prisen.

Ekstrem støj og forurening i Valby og Vanløse

Problemet kan anskueliggøres med to aktuelle eksempler: Dels det store igangværende byggeprojekt i Carlsberg-byen i Valby, hvor PFA og Pen-Sam sammen med et byggekonsortium af forskellige entreprenører opfører et stort boligbyggeri på Carlsbergs gamle industrigrund. Grunden er nabo til både et tæt boligområde og en daginstitution, og byggeriet har givet massive miljøgener, med både ekstrem støj og sundhedsfarligt støv. Begge dele overskrider flere vejledende grænseværdier.

“Ejendomsinvesteringer er gået fra at være et mindre, stabiliserende element i porteføljen, til at være pensionskassernes mest profitable investeringsobjekt”

Generne har ført til vedholdende klager fra både naboer og forældre til børnene. De er imidlertid blevet afvist af den kommunale forvaltning, med henvisning til, at: ”De politiske beslutninger for området tilsiger, at vi skal give tilladelser til byggerier som dette… – En sådan grænse vil forsinke eller umuliggøre arbejdet.” En bemærkelsesværdig forklaring, hvis man forventede, at den offentlige forvaltnings uafhængighed var en del af definitionen på en retsstat, der kunne garantere borgerne en vis sikkerhed over for politisk vilkårlighed.

Et andet eksempel finder vi i Vanløse hos Pensionskassen P+. P+ er en fusion fra 2020 af de tidligere ”Ingeniørernes Pensionskasse (DIP)” og ”Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, (JØP)”. Begge pensionskasser havde før fusionen en omfattende ejendomsportefølje af ældre boligejendomme, hvor de i alliance med arkitektfirmaet Hune & Elkjær og entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S havde iværksat en stribe renoverings- og tilbygningsprojekter for ejendommene i København.

Den fusionerede pensionskasse har videreført projekterne, og bygger nu på ejendommen ”Dalhusene” i Vanløse ca. 350 lejemål. Som i Carlsberg-byen er der også her tilknyttet en småbørns-daginstitution. Byggearbejdet har medført de samme forudsigelige gener for naboer og lejere, inklusive børn i hjem og daginstitutioner: – fra ekstrem støj lige over hovedet på folk, til rystelser der medfører revner i væggene og åbne huller i lofter. Der er forurenet støv i luften, hyppige strømafbrydelser og blokerede adgangsveje.

Som i Carlsberg-byen har generne også her fremprovokeret en strøm af klager, til både udlejer/bygherre (begge dele er P+) og Københavns Kommune. Pensionskassen har i enkelte tilfælde tilbudt kortvarig hotelovernatning, men krav om midlertidig genhusning er blevet afvist af kommunalforvaltningen med henvisning til, at det fandtes der kun hjemmel til i byfornyelsesloven, som ikke var relevant for det aktuelle projekt. Sideløbende er påberåbelse af miljøkonsekvenserne for naboer og lejere, voksne såvel som børn, blevet afvist og ignoreret af både bygherre og forvaltning.

Borgerne er retsløse

I både Valby og Vanløse har lejerne – såvel som de berørte forældre fra daginstitutionen – haft en forestilling om, at der må foreligge lovbrud. Enten i forhold til vilkårene i deres lejeaftaler, eller i forhold til beskyttelse af opvækstvilkårene for børnene i de berørte daginstitutioner. Derfor kommer det som et chok, når de opdager, at de befinder sig i et retsligt tomrum, hvor man er magtesløs over for en alliance af pensionskasser, lokalpolitikere og entreprenørfirmaer, hver især med deres egne dagsordener, som overordnes alle andre hensyn.

Problemet er kun blevet forværret af den økonomiske udvikling siden Finanskrisen i 2008. Rentefaldet siden krisen har gjort storbyejendomme til et vigtigt alternativt investeringsobjekt for institutionelle investorer, der søger et bedre afkast end de traditionelle aktie-og obligationsinvesteringer har kunnet give. Det overophedede boligmarked i storbyerne, og fraflytningen fra ”Udkantsdanmark” accelererer udviklingen, og ejendomsinvesteringer er gået fra at være et mindre, stabiliserende element i porteføljen, til at være pensionskassernes mest profitable investeringsobjekt. Dets afkast er højere end nogen af de traditionelle værdipapir-investeringer for eksempelvis føromtalte P+.

Når optimering af ejendomsinvesteringer falder sammen med politiske interesser, bliver det imidlertid hurtigt til boligspekulation og pampervælde. Borgernes retsløshed i den situation bliver meget tydelig, når de møder en sammenslutning af entreprenører, kapitalstærke pensionskasser og magtfuldkomne lokalpolitikere. Især når koalitionen kan samles om en lokalpolitisk dagsorden som ”byggeri af nye lejeboliger (frem for alle andre hensyn)” – falder illusionen om den private retssikkerhed som et af de første ofre. Associationerne til amerikanske storbyers uhellige alliance mellem lokalpolitikere og mafiabosser er svære at undgå. Det gør perspektiverne for demokratiet ildevarslende.