Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
17. december. 2021

Kronik: Der er klar præcedens for at fratage Inger Støjbergs valgbarhed

Rigsretten har lagt vægt på, at Inger Støjberg har krænket menneskerettighederne. Derfor kan både dommens mildhed og reaktionen på dele af venstrefløjen undre, skriver folketingskandidat for Enhedslisten Astrid Vang Hansen.

Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

25 ud af 26 rigsretsdommere har fundet det bevist ud over enhver rimelig tvivl, at Inger Støjberg forsætligt – altså bevidst og med vilje – har beordret en statslig styrelse til at krænke en gruppe borgeres menneskerettigheder. Ja, menneskerettigheder. Dét er hvad hun er blevet dømt for.

Alt for mild dom

Når man tænker over det, er det egentlig en skammeligt mild dom. Tænk, at man i Danmark kan slippe med 2 måneders frihedsstraf, som formodentlig kan afsones med fodlænke, når man bevidst beordrer en statslig institution til at krænke konkrete personers menneskerettigheder.

På en underlig ironisk måde synes jeg derfor, godt man kan sige, at der er nogle – om end ikke ”danske”, men så demokratiske og humanistiske – værdier, der har tabt med denne dom. Ikke fordi hun blev kendt skyldig, men tværtimod fordi straffen er så mild. Er det virkelig i overensstemmelse med de værdier, vi mener, at vores samfund skal bygge på, at man kan slippe med sølle 2 måneder i fodlænke – når man misbruger statsmagten til at krænke menneskerettighederne?

Overgreb mod virkelige mennesker

Jeg begriber ikke hvordan visse politikere – herunder blandt andet Lars Løkke Rasmussen, Pelle Dragsted og Rosa Lund – efter dommen er afsagt mener, at Inger Støjberg slet ikke burde have været for en rigsret, men at hun i stedet burde være blevet væltet som minister, og have fået en såkaldt ”næse”. At rigsretssagen kun var nødvendig fordi det tidligere folketingsflertal ikke i sin tid traf en konsekvens af sagen.

“Når man læser dommen, er det helt tydeligt, at rigsretten ikke finder det ligegyldigt, hvad substansen i sagen er. Nemlig at der er tale om krænkelse af menneskerettighederne”

Jeg kan godt forstå, at det var en holdning og et argument inden dommen blev afsagt. Men jeg forstår ikke, hvordan man fortsat kan have det synspunkt efter vi har hørt dommen. Mener de pågældende politikere virkelig, det havde været rimeligt, efter det er blevet slået fast af 25 ud af 26 rigsretsdommere, at hun bevidst har misbrugt sit embede til at krænke menneskerettighederne, hvis hun var sluppet med en ”næse”?

Jeg forstår heller ikke, hvorfor repræsentanter fra venstrefløjen, specielt når det gælder Enhedslisten, bliver ved med at sige: ”Det handler ikke om udlændingepolitik. Det handler om lovbrud”, som om det var et enten eller…? Man efterlades med det indtryk, at der ikke rigtig er nogen ofre. At der ikke er nogen, som har fået krænket deres rettigheder. At synspunktet, som Støjberg tilsyneladende deler med store dele af Folketinget, om at flygtninge ikke har krav på, at deres fundamentale menneskerettigheder overholdes, ikke i sin substans er et problem, men kun rent formelt bliver problematisk, hvis der begås lovbrud.

Den tilgang forstår jeg overhovedet ikke. Når man læser dommen, er det helt tydeligt, at rigsretten ikke finder det ligegyldigt, hvad substansen i sagen er. Nemlig at der er tale om krænkelse af menneskerettighederne, som har haft konkrete og alvorlige konsekvenser for rigtige, levende mennesker. Den pointe synes jeg, venstrefløjen har et ansvar for at fremføre. Det svigter vi, hver gang vi siger, at substansen er underordnet, og at det kun handler om det rent formelle i at overtræde en lov.

Menneskerettigheder i fokus

Dommen over Støjberg bør føre til en langt bredere selvrefleksion blandt politikere, herunder også på venstrefløjen. Vi bør spørge os selv: Hvorfor var vi egentlig parate til at acceptere, at Inger kunne have sluppet afsted med blot at blive væltet og få en ‘næse’? Burde vi ikke under alle omstændigheder have krævet, at hun skulle stilles for en dommer, så hun kunne idømmes en egentlig straf, når der nu var tale om krænkelse af menneskerettighederne?

Hvorfor har vi ikke sat fokus på, at det her handlede om menneskerettigheder? Det stod i jo det anklageskrift, som Folketinget vedtog, så det kan ikke komme bag på nogen. Hvorfor har vi insisteret på kun at tale formalia vedrørende lovbrud, men ikke taget kampen om substansen? Burde vi ikke have gentaget ordet menneskerettigheder lige så ofte som Inger Støjberg og co. har gentaget ordet ”barnebrude”?

Inger Støjberg har både under retssagen og efter domsafsigelsen holdt fast i, at hun ville have gjort det samme, hvis hun kunne gøre tingene om. Der er en klar præcedens for, at man mister sin valgbarhed, hvis man bliver straffet, skriver Astrid Vang Hansen. Foto: Hasse Ferrold

Valgbarhed er ikke hellig

Når det handler om Inger Støjbergs valgbarhed, forstår jeg godt den principielle holdning om, at det skal være vælgerne – ikke Folketingsflertallet – der bestemmer, hvem der kan sidde i Folketinget. Hvis man mener, at det princip skal gælde uden undtagelse, så bør Grundloven ændres, så man fjerner bestemmelsen om, at Folketinget kan erklære en person uværdig. I samme ombæring bør man ændre loven fra 2018, der fastsætter hvornår lokalt valgte (i regioner og kommuner) mister deres valgbarhed, således at man heller ikke her kan miste sin valgbarhed, uanset hvad man foretager sig.

“Det er inden for rammen af et demokrati at have den mulighed, at en person kan miste sin valgbarhed og dermed sin plads i Folketinget eller en anden folkevalgt forsamling.”

På overfladen giver det principielle synspunkt om, at man aldrig skal kunne fratage nogen deres valgte mandat mening. Men holder den indstilling hele vejen? Skal det virkelig gælde helt uden undtagelser? Også hvis der er tale om ulovligt misbrug af statens midler for mange milliarder? Eller hvis der er tale om tortur eller mord?

Jeg mener, det er inden for rammen af et demokrati at have den mulighed, at en person kan miste sin valgbarhed og dermed sin plads i Folketinget eller en anden folkevalgt forsamling. Men jeg mener også at der skal være fuldstændig klokkeklare regler for, hvornår det sker – og hvornår det ikke sker. Det må ikke være op til mavefornemmelser eller tilfældige ”stemninger”. Det må selvsagt ikke kunne misbruges politisk til at ændre Folketingets sammensætning efter forgodtbefindende.

Klar præcedens for valgbarhed

Der er allerede en klokkeklar præcedens i Danmark for, hvornår man mister sin valgbarhed. Siden grundlovsrevisionen i 1953 har der været 4 tilfælde, hvor et medlem af Folketinget har mistet sin valgbarhed. Det skete to gange for Mogens Glistrup, for Hugo Holm (MF for Fremskridtspartiet, hedder nu Anette Egelund, red.), for A. C. Normann (tidligere fiskeriminister, MF for Radikale Venstre, red.) og Thorstein Petersen (medlem af det færøske parti Vinnuflokkurin, red.). Fælles for disse tilfælde var, at personen var blevet idømt en frihedsstraf.

“Inger Støjberg er netop blevet idømt en frihedsstraf. Dermed er det fuldstændig efter bogen… at hun mister sin valgbarhed”

Samtidig har der været mindst 31 andre medlemmer af Folketinget, der er blevet dømt for en forbrydelse imens de sad i Folketinget, men som IKKE har mistet deres valgbarhed. Disse havde ikke fået en frihedsstraf, men var i stedet blevet idømt en mindre straf (bøde). Samtidig er det med Mogens Glistrups dom i 1987 blevet slået fast, at man efter at have afsonet sin frihedsstraf igen opnår valgbarhed.

Præcis den samme præcedens har man konstateret i den periode, hvor man havde et udvalg, der skulle afgøre om lokalt valgte mistede deres valgbarhed når de blev dømt. 138 sager hvor lokalpolitikere blev dømt for en forbrydelse, mistede de ikke deres valgbarhed, fordi der var tale om en bøde. I 11 sager hvor lokalpolitikere var blevet idømt en frihedsstraf, mistede de deres valgbarhed. Præcedens var så klokkeklar, at den i 2018 blev ophævet til lov.

Folketinget har altså ved lov fastlagt, at lokalpolitikere mister deres valgbarhed når de idømmes en frihedsstraf. Endvidere har man på baggrund af Mogens Glistrups sag lavet et notat i tillæg til Grundloven, som beskriver, at der er sat præcedens for, at man også i Folketinget sætter grænsen ved frihedsstraf, således at man mister sin valgbarhed hvis man idømmes en frihedsberøvende straf.

Inger Støjberg er netop blevet idømt en frihedsstraf. Dermed er det fuldstændig efter bogen, og i overensstemmelse med praksis, at hun mister sin valgbarhed. Lad os igen huske på, hvad det er Inger Støjberg faktisk er dømt for: At misbruge sin magt som minister til at pålægge en statslig institution at krænke konkrete borgeres menneskerettigheder. Hvis ikke dét er en situation, hvor man skal fratages sin valgbarhed, findes der slet ikke den slags situationer. Og så bør man omgående ændre Grundloven.


Om skribenten

Astrid Vang Hansen

Astrid Vang Hansen

Københavnsk aktivist bosat i Aalborg. Har været medlem af SUF og Enhedslisten siden 2005. Beskæftiger sig særligt med feminisme, transportpolitik og boligpolitik. Folketingskandidat for Enhedslisten. Læs mere