Kronik: Historiens gang viser os, at vi ikke længere kan være fodslæbende

Verdenssituationen har det med at ændre sig i en hast, som vi ikke helt forstår. Lige som vi troede, at alt nu var status quo, kan enkelte hændelser ændre verdens gang radikalt. For altid. Et eksempel er Putin’s vanvittige invasion af Ukraine.

Ny verdensorden

Alle de forudgående hændelser, vi har bevidnet, såsom invasionen af Krim i 2014, betragtede vi indtil for få måneder siden som en del af verdens naturlige gang. Jovist var Putin en despot med foragt for menneskeliv – det så vi jo også i hans ageren i Syrien. Jovist var store dele af Europa alt for afhængige af russisk gas, men han kunne jo aldrig finde på at angribe et europæisk land. Troede vi.

Putins invasion af Ukraine ændrede på et splitsekund verdenshistorien. Vi står nu med en ny verdensorden og et nyt paradigme, der kræver politiske svar og ansvar. For mange af de regler og selvfølgeligheder, der gjaldt før solen var stået op den 24.2.2022, gælder ikke længere. Europa og Vesten viste i løbet af kort tid, at vores sammenhold var stærkere, end vi egentlig troede. Bølger af hårde sanktioner og militær støtte til Ukraine –  hvad der indtil for mere end en måned siden var svært at forestille sig – var med ét den største selvfølgelighed.

“Putins invasion af Ukraine ændrede på et splitsekund verdenshistorien. Vi står nu med en ny verdensorden og et nyt paradigme, der kræver politiske svar og ansvar.”

Over en weekend og i én enkelt tale gjorde kansler Scholz op med 77 års tysk udenrigspolitik. På få uger har alle europæiske lande indset, at den grønne omstilling er en nødvendighed. Selvfølgelig for at løse klimakrisen, men i den grad også for at løse de sikkerhedspolitiske problemer, der nu tårner sig op på kontinentet. For nu står det klokkeklart for os alle, at klima- og energipolitik også er sikkerhedspolitik.

Under Den kolde Krig talte SF om fredelige løsninger og om nedrustning. Vi gik forrest i atommarcher, fodnotepolitikken og kravet om at vinde freden gennem forpligtende aftaler. Det gjorde vi, fordi dialogen var et reelt alternativ til at undgå de forfærdelige konsekvenser, som en varm krig ville have medført. Begyndelsen til enden på den kolde krig var netop dialog og fælles accept af nedrustning. Reagan mødte Gorbatjov. Og de blev enige. Putin var og er måske nok interesseret i at mødes med vestlige statsledere, men han er ikke indstillet på at være enig. Dertil er hans krav om Ruslands ret til at gendanne det russiske imperium, hvilket hans opførsel bevidner, simpelthen for uspiselige for os andre.

Danmark må gå forrest

Hver sin krise kræver sine løsninger. Den historiske tyske kursændring er symbolet, der for alvor beviser det. Så når SF nu melder sig på det hold, der ønsker at sætte flere penge af til Forsvaret, så er det fordi, det set med sikkerhedspolitiske briller er en nødvendighed. Vi må i langt højere grad kunne forsvare os selv og vores nærområder mod den aggression, der indtil for en måned siden forekom os umulig. En aggression, der krænker Ukraines selvstændighed, men også alle os, der værdsætter demokrati og frihed.

For første gang siden den kolde krigs afslutning er vores demokratiske levevis og de værdier, dette kontinent hviler på, for alvor truet. Det er den ikke kun på grund af alt det forfærdelige, der lige nu foregår i Ukraine, men også på grund af den situation, vi vil stå i fremover. En situation, hvor amerikanerne i langt højere grad vil overlade forsvaret for vores europæiske værdier til de europæiske lande selv. Det skal Danmark naturligvis bidrage til.

Vi kan ikke længere lægge os i læ af andre landes vilje til at forsvare vores værdier. Det vil være usolidarisk. Tænk hvis vi gjorde det samme, når det gjaldt truslen fra klimakrisen med et argument i hånden om, at Danmark jo slet ikke fylder så meget i det store billede. Nej, vel?

Til forsvar for demokratiet

Europa og Verden kommer ikke tilbage til en normaltilstand igen. For en sådan normaltilstand har aldrig eksisteret. Derfor må vi løse problemerne, inden de bliver mere uoverskuelige, og inden det bliver værre endnu. Forsvaret har brug for at blive styrket. Især på de områder, hvor vi lige nu ikke kan forsvare os godt nok. Her tænker jeg især på cyberangreb, der kan lamme vores kritiske infrastruktur – vores fællesskab og sikkerhed. Jeg tænker også på forsvaret af de arktiske områder, hvor Danmark har en særlig forpligtelse til at beskytte de områder, som klimaforandringerne har gjort sårbare overfor nye konflikter.

Venstrefløjen har aldrig været bange for at forsvare demokratiet, når det har været truet. Vi er tværtimod ofte gået forrest, når fascismens klamme hånd har forsøgt at kvæle friheden og de fællesskaber, den udspringer af. I Spanien råbte republikken No Pasarán, i Italien sang partisanerne Bella Ciao. Nu er der brug for, at vi sammen skriger нет (Njet) til Putin. Нет til en verdensorden, hvor bøller og despoter tror, de kan bestemme over demokratiske landes fremtid.

Putins invasion har nødvendiggjort en kamp, som vi troede, vi havde vundet for mange år siden. Vi kan ikke længere være fodslæbende. I mine øjne er der kun et sted, man som venstreorienteret kan stå i den evigt tilbagevende kamp for demokratiet. Nemlig kampen for frihed.