Illustration: Jamal Ameadi
11 min. læsetid

Antonio Gramsci rejser de vigtige spørgsmål: Under hvilken samfundsmæssig styreform, under hvilke magtrelationer og på hvilket vidensgrundlag træffer og prioriterer lederne og styret de centrale afgørelser?


Af Gert Sørensen

Det ligger i tiden, at en bog der samler op på tidligere tiders forfatterskaber, som Gramsci’s, skal hedde noget med aktualitet. Det gjorde Carsten Jensens og min nyligt udkomne antologi Antonio Gramscis aktualitet da også. Mange vil mene, at kan et tema ikke mobilisere den nødvendige aktualitet, er det nok heller ikke interessant at beskæftige sig med. Bag denne antagelse genkender man en nutid, der ikke kan se andet end nutid, og som gør nutiden til altings målestok. Den form for ‘eviggørelse’ har det imidlertid med at glemme – for ikke at sige slette – fortiden med det resultat – at også fremtiden fortoner sig. 

Grundlæggende passer Gramsci ikke ind i dette skema. Hans egne personlige og teoretiske erfaringer fra første halvdel af det 20. århundrede – en af de mest dramatiske perioder i nyere europæisk historie – sprænger aktualitetens rammer, og lægger i virkeligheden op til en omdefinering af, hvad aktualitet og nutid egentlig er for størrelser. Hans blik, ikke bare for de tidligste faser af dét, vi er vant til at kalde den moderne verden, men også for de scenarier, som fremtiden byder på, kræver en anden tidshorisont. Gramsci er interesseret i tiden som varighed og konfliktfylde, der har det med at gøre nutiden til noget forbipasserende, der er på vej væk fra noget og på vej over i noget andet og endnu uklart. 

Antonio Gramsci – mellem reform og revolution

• Gramsci blev født i 1891 i Italien og nåede i sit forholdsvis korte liv både at være studerende og journalist, at bo et par år i Moskva, at blive medlem af det italienske parlament og formand for landets nystiftede kommunistiske parti.

• I 1926 blev han fængslet af den fascistiske regering for sine politiske aktiviteter. Han blev kendt på den europæiske venstrefløj i 1930’erne som en politisk fange, og der var en bevægelse i gang for at få ham løsladt.

• Gramsci døde i 1937 kort tid efter at være blevet løsladt. Han efterlod sig et stort, politisk forfatterskab, der siden har fået klassikerstatus, ikke mindst for det europæiske centrum-venstre.

+

Gramsci fokuserer på de flygtige øjeblikke, som den til enhver tid værende nutid i grunden er, og anskuer dem som skæringspunkter, hvori der i samme grad skal træffes afgørelser og prioriteres på individets, gruppens og fællesskabets vegne. Her melder der sig for Gramsci en række afgørende spørgsmål: Under hvilken samfundsmæssig styreform, under hvilke magtrelationer og på hvilket vidensgrundlag bliver disse afgørelser truffet og prioriteret?

Det lægger et tungt ansvar på nutiden. Der må nemlig hele tiden spørges ind til, om vi ved nok til at træffe de rette afgørelser i dagliglivet og på det økonomiske og statslige plan, og om det, vi ved, også bliver kanaliseret derhen, hvor afgørelserne træffes – velvidende, at enhver konsekvensberegning altid må kalkulere med en større eller mindre fejlmargin. Og endeligt må der spørges ind til karakteren af styreformens egnethed til at sikre beslutningsprocessen, åbenheden omkring den, kritikken af den og opbakningen til den. 

Når Antonio Gramsci skal ses i et aktuelt perspektiv, udtrykker det gerne en forventning om, at man hos ham kan finde detaljerede svar på aktuelle problemstillinger, det være sig neoliberalisme, deregulering af den internationale markedsøkonomi, klima, pandemi, populisme og en hel del mere. Kan må så ikke lige finde disse svar med den ønskede konkrethed, hvad skal vi så med ham og andre fra kulturhistoriens store, ja nærmest uudtømmelige lager af refleksioner og erfaringer fra tidligere epoker? Hvad man i stedet kan finde, er alle de spørgsmål, der må spørges ind til, før der kan tages stilling til de helt aktuelle emner. Det er akkurat i tiden før, at de tankemønstre og institutionelle konstruktioner – hvorigennem de løbende afgørelser i dag træffes og prioriteres – er blevet til og nu befinder sig i en gentænkningens epoke. 

Venstrepartiernes nederlag til fascismen

Det er anliggendet i Gramscis praxis-filosofi, som han formulerede ansatserne til i sine Fængselsoptegnelser, skrevet i perioden fra 1929 – 1935. Han var allerede i 1926 blevet fængslet, da Mussolinis fascistiske regime strammede grebet om oppositionen og banede vejen for en egentlig totalitær drejning. Gramsci var i årene forinden blevet udpeget til leder af Italiens Kommunistiske Parti og havde indtil da nøje fulgt den marxistisk-leninistiske linje, som Den Kommunistiske Internationale, Komintern, i Moskva udstak under det russiske moderpartis lederskab. Hvad han oplevede med fængslingen og fascismens videre udvikling i Italien, var et historisk nederlag for den bevægelse, han selv repræsenterede. Der var altså træk ved den moderne, italienske stat og civilsamfundet, der tegnede nogle styrkeforhold på tværs ikke bare af venstrepartiernes, men også af midterpartiernes forventninger. Det krævede imidlertid en tættere analyse af, hvordan stat og civilsamfund havde udviklet sig i Italien og lagt præmisserne for dette udfald.

Truslen fra Stalin

Gramsci gik et skridt videre og begyndte at betvivle det politiske og filosofiske grundlag bag marxismen-leninismens teorier og organisationsprincipper for her at finde én af forklaringerne på, at venstrefløjen lod sig overrumple. Kort før sin fængsling i 1926 forsøgte Gramsci at gribe ind i den tilspidsede fløjkrig mellem Stalin og Trotskij, og så i det stalinistiske flertals undertrykkende fremfærd en åben trussel mod den russiske revolutions eftermæle i Vesten, der også ville undergrave tilliden til det nye russiske lederlags evne til overhovedet at opbygge socialismen. Om noget skulle denne konflikt da også forstærke de totalitære tendenser, der allerede var til stede i det sovjetiske regime og endte i en statsterror. 

“Gramsci måtte sande, at en politisk bevægelse, der organiserede sig i det civile samfund, var en ting. Når den så som i Rusland også kom til magten, stod det klart for ham, at den manglede en regeringskultur, der havde andet at byde på end herredømmets mere hensynsløse sider.”

Det blev en smertelig erfaring at se de forventninger, som Den Russiske Revolution skabte hos en hel generation, blive gjort til skamme. Gramsci måtte sande, at en politisk bevægelse, der organiserede sig i det civile samfund, var en ting. Når den så som i Rusland også kom til magten, stod det klart for ham, at den manglede en regeringskultur, der havde andet at byde på end herredømmets mere hensynsløse sider. Det var begrænset, hvad Gramsci vidste efter fængslingen i 1926 om udviklingen i Sovjetunionen. Men fra kommunistiske medfanger og fra besøg opfangede han dog noget. Det satte sig snart spor i hans Fængselsoptegnelser, hvori det russiske 1917 ikke længere var det verdenshistoriske omdrejningspunkt, det havde før. Hans bekymringer kunne også aflæses i kritikken af sovjetmarxismen og af de bureaukratiske tendenser – der også slog igennem internt i arbejderpartierne og aflivede den demokratiske mobilitet imellem dem, der regerer, og dem, der regeres. 

Afgørende betydning for Det Nye Venstre

I det omfang Gramsci gjorde sine politiske erfaringer i Det Italienske Socialistparti og senere i Kommunistpartiet, PCI, med det pensum, det indebærer, tilhører han ubetvivleligt venstrefløjens historie. Det er da også i dette regi, at hans efterladte værker fra 1930’erne har haft en afgørende betydning for efterkrigstidens PCI og fra 1960’erne for Det Nye Venstre. Med de mange oversættelser har interessen forgrenet sig til det øvrige Europa og resten af verden. I Danmark begynder de første oversatte tekststykker at cirkulere i 1970, og de bliver hurtigt fulgt op af artikler om ham i venstrefløjens forskellige miljøer, bl. a. i Politisk Revy

I en nutid, der gerne ser sig selv i et postideologisk perspektiv, hvori højre og venstre ikke længere eksisterer, er der mange grunde til at genopfriske denne lange teori- og erfarings-historie. Den såkaldte Femstjernebevægelse i dagens Italien definerer sig på dette grundlag. Da partiet blev det største parti ved valget i 2018, var det derfor helt naturligt at indgå i et regeringssamarbejde med det højrepopulistiske Lega under Matteo Salvinis ledelse. Der gik et år, så brød regeringen sammen. Legas leder var stormet frem i meningsmålingerne og mente, at tiden var inde til at trække stikket og få et nyvalg. Salvini forestillede sig, at han ville vinde og få folkets opbakning til også at tilrane sig absolut magt, som han kaldte det. Det var et ordvalg, der bragte Italiens tilsyneladende glemte, fascistiske fortid i erindring.

Så vidt kom det ikke. I stedet indgik Femstjernebevægelsen en ny regeringsaftale, denne gang med Det Demokratiske Parti, der i øvrigt har rødder tilbage til det gamle PCI. Det var lidt af en kovending. Den erklærede postideologiske profil afslørede sig her som en manglende evne til at orientere sig og udstikke en kurs, der forplantede sig til partiets ledere og vælgere. Resultatet er heller ikke udeblevet. Lige så hurtigt Femstjernebevægelsen blev det største parti i Italien, er det i meningsmålingerne dumpet ned på en fjerdeplads og for længst overhalet af et mere målrettet Lega. Om noget udstiller højrepopulismen truslerne mod det forfatningsbaserede demokrati, hvad der gør det fortsat relevant at skelne mellem højre og venstre – eller skal vi sige centrum-højre og centrum-venstre. Det bliver det ikke i mindre grad i et land som Italien, hvor man aldrig rigtigt har gjort op med den fascistiske fortid, og der heller ikke er vandtætte skotter mellem et parti som Lega og de i dag meget aktive nyfascistiske grupper som Forza Nuova og Casa Pound.

Glemsel og erindring, fortrængning og gentænkning

Nutiden har, med pandemi, økonomiske og politiske kriser, islamisk terror og Trumpisme i al dens flygtighed udviklet sig til et usikkert sted at opholde sig. Det fik Gramsci og mange andre i de generationer – der oplevede de to verdenskrige og de tre totalitære samfundseksperimenter i Rusland, Italien og Tyskland som deres nutid – at mærke på deres krop. Denne historie og det høje refleksionsniveau, som Gramsci repræsenterer midt i og som en del af denne historie, indgår som et uomgængeligt kapitel i venstrefløjens egen fortælling om dens succeser og faldgruber. Glemsel og erindring, fortrængning og gentænkning bliver derfor også nogle vigtige parametre, der fortsat sætter nogle skel mellem højre og venstre. 

Højrefløjen afviser gerne enhver henvisning til fascismen eller bare noget, der kunne bringe den i forbindelse med dette fænomen. Vi har dog været vidner til, at præsident Trump i flere tilfælde har opmuntret sit våbenglade bagland til handling, der har paralleller til fascismens ‘tæskehold’ og den politiske vold bag Mussolinis vej til magten. Der ligger allerede i denne ‘forglemmelse’, i dette optiske bedrag en kilde til misinformation og manipulation. Det er i dette perspektiv, at venstrefløjen må bringe sine egne rødder, sin egen historie og sine egne teoretiske erfaringer i erindring også som ballast til at tænke en fælles fremtid. 

“Stand back and stand by” lød beskeden fra Donald Trump, der nægter at indrømme problemerne med en voldsparat højrefløj i USA. Den nu afgående præsident har i sin retorik udvist paralleller til Mussolinis vej til magten, skriver Gert Sørensen.

Hegemoniets skrøbelige grundvold

Med sin praxis-filsofi inviterer Gramsci os til at gentænke, hvorledes vore måder at organisere stat og civilsamfund er blevet til på over tid, men også hvorledes de er blevet formet af de fremherskende hegemoni- og herredømme-forhold. Men i Gramscis analytiske tilgang til de samfundsmæssige styrkeforhold står det klart, at magt ikke kun er undertrykkelse, tvang og underordning. Magt er også hegemoni (eller det der senere er blevet kaldt soft power), der peger på, at den sociale disciplinering i vid udstrækning finder sted ved at opbygge konsensus, legitimitet og tryghed omkring nogle bestemte indretninger af hverdagslivet, økonomien og staten.

Hegemoniet skaber i denne henseende en ‘normalitet’, en ‘anden natur’ omkring nogle bestemte afgørelser for samfundets videre udvikling – uden at der er behov for åbent at kommandere befolkningerne til at handle og tænke, som de gør. Men hegemoniet er noget mere end det, hvad der forklarer, at begrebet er gået hen og blevet et vandmærke for Gramscis indflydelse på politiske bevægelser som spanske Podemos og på de mere akademiske interesser, der samler sig inden for felterne Cultural Studies (Stuart Hall) og Subaltern Studies (Edward Said). 

Et hegemoni er nemlig aldrig mere solidt i sin grundvold, end at det altid kan krakelere og falde fra hinanden i sine indre begrundelser. En sådan hegemoni-krise har flere udveje. Den kan berede vejen for dybe konflikter, men også for et alternativt hegemoni med andre dagsordener, der allerede er der, men som nu skyder frem og får en langt mere dominerende rolle i samfundets løbende afgørelser. Forskellen mellem venstre og højre definerer karakteren af en sådan kamp om hegemoniet og dermed også om herredømmet og værdigrundlaget for dette, der hele tiden er underlagt de fortsatte stemningsskred og ændrede ræsonnementer. Det er ikke tilfældigt, at netop Machiavelli er en helt grundlæggende kilde til forståelse af Gramscis praxis-filosofi og visionen om det, som den gamle politiske tænker kalder ‘den politiske måde at leve sammen på’.


Gert Sørensen

Seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns universitet. Har skrevet artikler og bøger om italienske forhold, og har udgivet et større udvalg af Antonio Gramscis Fængselsoptegnelser.

Læs mere af Gert Sørensen