Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
31. marts. 2022

Kronik: Militarismens skyggesider skal ud i dagens lys

Rusland står bag en brutal og uacceptabel invasion og alvorlige krigsforbrydelser i Ukraine. Vi skal som land og som internationalt samfund forholde os aktivt til en helt ny sikkerhedssituation på vores eget kontinent. Det kræver kløgt, is i maven og mod til at tænke i andre baner end ufortrøden, endeløs militarisering, skriver Enhedslistens Leila Stockmarr og Eva Flyvholm.

F-35 kampfly malet i Dannebrogs farver i anledning af 800-året for det danske flag. Foto: The Aviationist / Solidartitet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Med det netop lancerede nationale sikkerhedskompromis lægger regeringen, med et bredt flertal bestående af SF, Radikale, Konservative og Venstre bag sig, op til at skrue heftigt op for udgifter til militær oprustning de næste mange år frem. Helt konkret er der tale om 18 milliarder kr. mere om året frem til 2033. Som en del af, hvad man kan betegne som oprustningspakken, er der blevet udskrevet folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet, som kan implicere Danmark i nye krige og konflikter med begrænset demokratisk kontrol.

“De sidste årtier har både danske og udenlandske kræfter arbejdet på at gøre det til en forretning at tjene penge på krig og konflikt. “

Mens vi med rette må gentænke eller justere vores udenrigs- og sikkerhedspolitik i lyset af Ruslands invasion, må vi ikke ukritisk accelerere militariseringen af dansk økonomi og udenrigspolitik. Faktisk er der allerede fuld gang i en omfattende militarisering af vores økonomi og internationale relationer. Der er med udviklingen i Rusland/Ukraine in mente behov for at kaste lys over den snigende militarisering af vores økonomi, demokratiske processer, EU-samarbejde og udenrigspolitik. En tendens som til trods for begrænset opmærksomhed har stor betydning for den globale udvikling og en umiddelbart usynlig, men ikke desto mindre omfattende militarisering på hjemmefronten.

Den helt åbenlyse militære konsensus skal mødes med saglig kritik og bør give anledning til at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvilken verden vil flere våben og uniformer skabe i en tid præget af intens stormagtsrivalisering, afdemokratisering og kamp om ressourcerne?

Militarisering af dansk økonomi

De sidste årtier har både danske og udenlandske kræfter arbejdet på at gøre det til en forretning at tjene penge på krig og konflikt. Siden 2001 har Danmark deltaget i blodige angrebskrige, vi har set tidligere militære topfolk besætte betydningsfulde positioner i det civile, og Danmark forsætter med at deltage i nye militære operationer, alt imens skiftende regeringer aktivt prioriterer og promoverer dansk våbenindustri, som risikerer at bidrager til systematisk krænkelse af menneskerettighederne.

Regeringen lancerede kort før Ruslands invasion af Ukraine en ny værdibaseret udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, med fokus på at “fremme demokrati og lighed”. Flotte ord, som man i princippet kun kan bakke op om. Desværre er virkeligheden den, at Danmark de seneste to årtier har brugt milliarder på militæraktivisme i særligt Irak og Afghanistan. Parallelt hermed har man investeret massivt i at opbygge en dansk militærindustri- og sektor. Det er i grove træk sket på bekostning af det hjemlige territorialforsvar og helt generelt vigtige prioriteringer som klima og velfærd. Med det bebudede mål om inden for ti år at bruge to procent af BNP på forsvar, kan der næppe være tvivl om, at den militarisering af vores økonomi vil tage til de kommende år – selvom vi som lille land allerede bruger mange penge på militær målt per indbygger.

Med andre ord: Hvis vi ikke passer på, er Danmark sammen med resten af EU ved at blive lige så skadeligt fikseret på militærindustrien som USA. Det er helt afgørende, at vi har den baggrund og udvikling in mente, når vi de næste måneder og træffer store beslutninger om sikkerhedspolitik, militarisme og karakteren af vores internationale samarbejde, som kommer til at binde os og danne rammen for vores internationale ageren mange år frem.

En EU-hær tegner sig i horisonten. Hvis vi ikke passer på, risikerer Danmark at blive trukket ind i i nye krige og konflikter med begrænset demokratisk kontrol, skriver Leila Stockmarr og Eva Flyvholm fra Enhedslisten. Foto: European Parliament/Flickr

Det militær-industrielle kompleks

Militær oprustning, udenrigspolitik og jagten på profit sammenvæves i tiltagende grad i et voksende dansk militært-industrielt kompleks, som de færreste af os kender det egentlige omfang af.

For at forstå de fremvoksende dynamikker kan det betale sig at se på udviklingen i USA: Den amerikanske militærøkonomi, som blandt andet har skabt grundlaget for tech-økonomien i Silicon Valley, har haft afgørende indflydelse på amerikansk udenrigspolitik og den moderne verdenshistorie. I 1961 advarede den amerikanske præsident Eisenhower amerikanerne mod en farlig indre fjende:

Det voksende amerikanske militærindustrielle kompleks (MIK), som kort sagt kan koges ned til en uheldssvanger sammenblanding af politiske, militære og kommercielle interesser. En sammenblanding som opstår, når den gensidige økonomiske afhængighed og de personlige relationer mellem sektorerne bliver for stor. Eisenhower beskrev det, som en gryende konflikt mellem det, der gavner det militærindustrielle kompleks, og det, der gavner det amerikanske samfund. Historisk har USA’s MIK næret en angrebsdrevet industri, som i USA kom til at udgøre et sideordnet men betydeligt magtcenter i det amerikanske samfund. Et system, som i jagten på indflydelse og profit har gearet og næret global krigsførelse og skabt globalt destabilisering. Militærøkonomiske interesser spiller en stor rolle ikke kun for beslutninger vedrørende krig, men også for ”sikkerhed” mere bredt forstået herunder kommercialiseringen af private sikkerhedsfirmaer, militariseret politivirksomhed, migrationsbekæmpelse, cyber security og terrorbekæmpelse.

Våbenindustrien er en blodig guldgrube

• Verdens 10 største våbenproducenter omsatte i 2020 for 1.721.000.000.000 kroner.

• På listen finder man seks amerikanske firmaer, herunder Lockheed Martin (1) og Boeing (2), der alene solgte våben for 588 milliarder kr. Også en række kinesiske virksomheder som Aviation Industry Corporation of China (6) og Norinco (9) ligger højt på listen.

• Danmarks største våbenproducent er virksomheden Terma, der blandt andet producerer radarteknologi. Virksomheden har ca. 1.500 ansatte på verdensplan og en omsætning på 1,9 milliarder kr.

Kilde: Stockholm International Peace Research Institute og Wikipedia

+

Der er ingen tvivl om, at USA’s oversøiske interventioner og besættelser i Irak og Afghanistan har haft ubetinget positiv betydning for militærgiganter som Lockheed Martin, Boeing, Northrop Grumman og Raytheon, som forsyner verden med kampfly, missiler, krigsskibe og droner. Fra 2001-2021 steg det amerikanske forsvarsbudget markant, og alene krigen i Afghanistan har i snit kostet 300 mio. dollars om dagen i 20 år.

Parallelt steg militærvirksomhedernes aktiekurser markant (næsten 60 procent krigen igennem). Ligesom den aktuelle geopolitiske virkelighed blev afspejlet sigi de voksende globale militærudgifter, som i 2020 nåede 1.981 milliarder dollars med USA, Kina og Rusland i det absolutte førersæde. I Rusland er det militærindustrielle kompleks også en strategisk vigtig sektor, som med næsten 3 mio. ansatte gør Rusland til verdens andenstørste våbeneksportør. Krigen i Ukraine og de tiltagende sanktioner vil både efterlade et vakuum på de vestlige markeder, men kan samtidig være med til at styrke Rusland på ikke-vestlige våbenmarkeder. Det må stå ret klart, at der en sammenhæng mellem oprustning og ekspansion af den globale våbenindustri og krig. Vender vi blikket mod Europa og Danmark, er der langt fra samme fokus på militariseringen af vores økonomi og politiske processer, som i USA.

Selvom det amerikanske militær-industrielle kompleks er en markant større magtfaktor i USA ser vi en udvikling i Europa, hvor de mange milliarder – som Danmark har brugt på militæraktivisme de seneste to årtier – har bidraget til en ildevarslende udbygning af et mindre, men ikke desto mindre skræmmende, hjemligt militær-industrielt kompleks med tråde ind i den globale militærøkonomi – hvad enten, det er den efterhånden mere eller mindre organiserede krig mod mennesker på flugt ved Europas ydre grænser eller samarbejde med undertrykkende regimer som Qatar og Tyrkiet.

Det største offentlige indkøb i Danmarkshistorien – de 27 nye F-35 kampfly, som nok kommer til at beløbe sig til over 50 mia. kroner i indkøb og drift – har boostet den amerikanske militærøkonomi.  Fra et dansk perspektiv har det været en dybt problematisk udskrivning, der ikke passer til dansk udenrigspolitik, og i øvrigt stadig vælter sig i tekniske fejl. Købet har handlet om magtpolitik og kolde, kontante tilskud til den amerikanske våbenindustri. I processen var det skræmmende at se, hvor stort pres der var fra amerikansk side for, at det var netop disse kampfly Danmark skulle købe, og helt absurd blev det, da regeringen også aktivt markedsførte købet med, at det gav danske arbejdspladser, når producenten Lockheed Martin lavede militære modkøb i dansk våbenindustri som hos virksomheden Terma. Den dynamik er mere reel i USA, hvor militærindustrien er så stor en del af den offentlige økonomi. Men alligevel: tænk, hvis man i Danmark i stedet investerede 50 milliarder i fx den grønne omstilling? Så ville det give flere jobs end nogle få ingeniørstillinger hos en jysk våbenproducent.

Krig er blevet normaltilstanden i Danmark

Krigen i Ukraine og Ruslands aggressive fremfærd sætter naturligvis Europa, Danmark og verden i en ny sikkerhedspolitisk situation. Men det er stadig væsentligt, at være opmærksom på hvordan Danmarks intensiverede fokus på militærindustri som en profitabel erhvervssektor groft sagt blev drevet af en række faktorer, i hvert fald indtil krigen i Ukraine:

1. Der er ingen tvivl om, at mere end 20 års blodig militæraktivisme og tæt samarbejde med USA har normaliseret og motiveret dansk militarisme. Som det globale trusselsbillede tolkes og italesættes i dag, er oprustning et uomtvisteligt imperativ særligt i regi af NATO. Der sættes sjældent spørgsmålstegn ved, at mere sikkerhed er lig med flere soldater og at det dermed er en god ide. Det suppleres af en stigende bevidsthed om, at man kan tjene penge på oprustning, og endda rigtig mange penge, hvis man formår at få adgang til den globale krigsøkonomi.

“I de årtier, hvor Danmark under overskriften ’Kampen mod Terror’ invaderede og besatte andre lande, skete der en parallel militarisering af vores samfund herhjemme. Det blev pludseligt hverdag, at Danmark var en krigsførende nation.”

2. Den både illegitime og fejlslagne krig i Afghanistan har ifølge Forsvarsministeriets egne tal kostet Danmark 12 milliarder kr. – det reelle tal nok er en del højere – i militære midler til en tyve år lang krig i Afghanistan, hvor Taleban nu har generobret magten. Regeringen vil dog ikke kalde krigen for tabt. I de årtier, hvor Danmark under overskriften ’Kampen mod Terror’ invaderede og besatte andre lande, skete der en parallel militarisering af vores samfund herhjemme. Det blev pludseligt hverdag, at Danmark var en krigsførende nation. Antallet af irakiske og afghanske civile eksploderede, men reduceredes blot til tal i statistikker, imens danske soldater blev sendt hjem i kister. Det var i mange år hverdag, og krigen blev formativ for flere generationer. Nu er krigene officielt slut, men det betyder ikke, at Danmark kan pynte sig med titlen diplomatisk, fredsskabende darling. De mange års krigsførelse har sat dybe spor i den fælles bevidsthed og normaliseret krigen som politisk tilstand.

3. Karakteren af Danmarks militære engagement har ændret sig til mere ad hoc-missioner af mindre skala, og vores militære dispositioner har antaget en mere kommerciel form. I dag medfinansierer Danmark pigtrådsmure om Europa og bruger udviklingsbistand til militariseret migrationsbekæmpelse, vi er draget på nye militære missioner i Mali og Guinea Bugten og vi udstationerer flere militærattacheer, som også har til opgave at styrke danske forsvarsvirksomheder. Parallelt hermed er den tiltagende militarisering af såvel økonomi som udenrigspolitik i EU lidt forsimplet med til at skabe nye incitamentsstrukturer for dansk erhvervs- og industripolitik. Lidt sat på spidsen medfører EU’s ambition om at blive ”det nye USA” massive økonomiske investeringer, som Danmark har stor interesse i at få andel i.  I regi af EU’s grænseagentur Frontex medfinansierer Danmark militariseringen af EU’s grænser og sikrer dermed ammunition til migrationsbekæmpelse, som i vores optik er en mere eller mindre organiseret krig mod mennesker på flugt.

4. Danmark deltager i og lukrerer på trods af forsvarsforbeholdet på EU’s nye forsvarsfond, som med EU’s budget for 2021-2027 afsætter hele otte mia. euro til forsvar. Fonden er en betydelig pengeindsprøjtning til den europæiske militærindustri. I øjeblikket er danske virksomheder med i 11 af 26 projekter, som skaber mulighed for at indgå i nye eksportkæder i en tid, hvor fokus bør være på hjælp til Ukraine, omstilling af forsvaret fra et angrebshær til et klogt og slankt terrirtorialforsvar – og ikke mindst klimakampen og kampen mod global ulighed burde være det altoverskyggende fokus for at skabe fred og stabilitet. Hvis forsvarsforbeholdet afskaffes efter 1. juni, vil endnu flere døre til øget militarisering i Danmark og af vores europæiske relationer blive åbnet.

Militarisering som politisk prioritet

Ser man nærmere efter, er den politiske styring af militariseringen blevet et decideret indsatsområde. I den nye strategi fylder det ikke meget, men et afsnit om ”at opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer” er der blevet plads til. Det har bredere og dybere rødder. I efteråret 2021 lancerede Regeringen med fire ministre i spidsen ’Styrket Samarbejde For Dansk Sikkerhed’ – en ny strategi for at styrke den danske militærindustri.

Det entydige mål er at sikre danske forsvarsprodukter en mere prominent rolle i den globale (krigs)økonomi, hvor fokus lægges på et styrket samarbejde mellem staten og industrien, samt styrket internationalisering og adgang til udenlandske markeder. Som tidligere forsvarsminister Trine Bramsen udtrykte det: ”Danske forsvarsvirksomheder skal være på forkant på nye områder, der bare for få år siden måske ikke var relevante for Danmarks sikkerhed”.

“Samtidig med, at udenrigstjenesten har oplevet løbende nedskæringer, har Danmark udstationeret militærattacheer i ca. 35 lande og internationale organisationer med henblik på at styrke Danmarks internationale forsvarssamarbejde, men også promoveringen af dansk våben- og sikkerhedsteknologi.”

Grundanalysen i strategien er udviklet i samarbejde med industrien selv, og har derfor har fokus på at facilitere og fremme industrien – ikke at regulere sektoren, som der ellers er behov for. Præmissen for strategien er kort sagt, at: mere oprustning globalt skaber mere vækst for våbenindustrien, hvilket dermed øger sikkerheden for danskerne – en logik som motiverer og legitimerer militariseringen. Strategien nævner hverken fred eller menneskerettigheder, derimod fremhæves det, hvordan forsvarets klimavenlige innovationer kan ”fungere som grønt udstillingsvindue i et operativt miljø”. En total afpolitisering af teknologiens reelle brugsformål og en bizar omvendt form for greenwashing af dansk militarisme.

Allerede i 2013, lancerede Socialdemokratiet strategien ’Open for Business’, som sigtede efter at styrke samarbejdet mellem forsvaret og den danske militærindustri for at fremme virksomhedernes branding og afsætning globalt uafhængigt af danske udenrigs- og udviklingspolitiske prioriteter. Strategien fremhævede eksplicit, hvordan virksomhederne kunne udnytte den ”goodwill”, som Danmarks militære operationer over årene har givet os. I denne logik, fungerer krigsførelse altså direkte som en økonomisk investering.

Udenrigstjenesten har parallelt hermed gennemgået sin egen slags militarisering. Samtidig med, at udenrigstjenesten har oplevet løbende nedskæringer, har Danmark udstationeret militærattacheer i ca. 35 lande og internationale organisationer med henblik på at styrke Danmarks internationale forsvarssamarbejde, men også promoveringen af dansk våben- og sikkerhedsteknologi.

Således arbejder Prins Joachim eksempelvis som militærattache i Paris på – med forsvarsministerens egne ord – at ”forstærke samarbejdet på det sikkerhedspolitiske område med Frankrig”, al den stund Frankrig med Storbritanniens exit fra EU er blevet unionens militære sværvægter. Det er Danmarks deltagelse i fransk-ledede militære missioner i Mali/Sahel et godt eksempel på. Meget illustrativt var Trine Bramsen med den nye strategi for sikkerhedsindustrien i hånden i efteråret sidste år i Paris for at promovere dansk militærindustri – nok ikke uden tanke på milliarderne i den nye forsvarsfond. Her blev den tydelige sammensmeltning mellem promovering af den private sikkerhedsindustri, sikkerhedspolitik og udenrigstjenesten, repræsenteret ved selveste Kongehuset, alt for tydeligt illustreret. Vi ser det også i forskning og særligt forskningsbevillinger, som ofte også favoriserer militære aspekter, ligesom vi i mange år har set den udvikling i fx USA og Kina, hvor forskningsmiljøer udvikler militær-strategier og våbenteknologi i tæt samarbejde mellem stat, industri og universiteter efter den såkaldte triple-helix model.

Parallelt med alt dette har svingdøren fra Forsvaret ind i den private sektor nået helt nye højder. Det er blevet helt normalt, at forsvarets toppersonel gør anden karriere i den danske sikkerhedsindustri, som ganske antageligt har økonomiske interesser i at påvirke politiske beslutninger og forsvarsforlig. Seks topofficerer er i de sidste seks år gået mere eller mindre direkte fra Forsvaret til job i det private erhvervsliv, hvor de sælger produkter og tjenesteydelser til deres tidligere kolleger eller bedriver lobbyvirksomhed over for Forsvaret. En persontrafik der endda er ulovlig i USA, men på absurd vis tilladt i Danmark. Eksempler på dette var, da den tidligere forsvarschef Bjørn Bisserup i 2020 skiftede direkte til et topjob som lobbyist for våbenindustrien, eller da generalløjtnant Niels Bundsgaard i 2017 skiftede fra sin stilling som chef i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til tre måneder senere at blive rådgiver hos våbenproducenten Terma.

Tidligere forsvarschef Bjørn Bisserup gik i 2020 direkte fra sin stilling i forsvaret til en topstilling som lobbyist i våbenindustrien. Det havde været ulovligt i USA, men er på absurd vis tilladt i Danmark. Foto: Sara Skytte / Forsvaret / Solidaritet

Markedsgørelsen af krig og kontrol

I dag betyder sikkerhed eller våbenteknologi ikke kun teknologiudvikling til konventionelle militære aktiviteter. Krig og militarisering antager flere nye, komplekse former. Ligesom vores forståelse af sikkerhed i vidt omfang er blevet til en form for oplevet sikkerhed – og dermed bred og diffus – som netop også regeringens nye begreb tryghedsdiplomati afspejler.

Den oplevede sikkerhed som vor tids sikkerhedsmantra er med til at åbne døren for en udbredelse af militærteknologier til flere nye arenaer, hvor der udøves magt og kontrol – fra neoliberale markedsarenaer (gated communities, finansielle systemer, overvågning og kontrol) til autokratiske regimers kontrol med egne befolkninger og kamp mod social og politisk opstand. Teknologi og isenkram, som tidligere blev brugt til konventionel krig, er blevet bredt ud til et væld af sektorer globalt såsom migrationskontrol, korrektionsfaciliteter, overvågningsaktiviteter, kommercielle formål herunder megaevents samt politivirksomhed og et bugnende marked for private sikkerhedsaktører og i mere bred forstand som værktøj til at udøve magt og kontrol.

“Alt i alt står vi tilbage med et broget billede af et voksende dansk militær-industrielt kompleks, hvor grænserne for offentligt og privat engagement og interesser er uklare.”

Brugsarenaen for den militære sektor udvides og dermed gøres regulering mere kompleks og de etiske og moralske grænser for industriens adfærd mere mudrede. Generelt er der alt for meget lukkethed omkring udbredelsen af dansk våbeneksport. Til trods for en kærkommen skærpelse af eksportreglerne er der behov for mere uafhængig indsigt i sektoren og hårdere politisk regulering. Og så bliver vi helt grundlæggende nødt til at spørge os selv: Hvorfor er det i grunden, at Danmark skal have en militærøkonomi? Den debat har vi end ikke været i nærheden af at have taget med et moralsk og etisk afsæt.

Alt i alt står vi tilbage med et broget billede af et voksende dansk militær-industrielt kompleks, hvor grænserne for offentligt og privat engagement og interesser er uklare, men er dybt vævet ind i globale markeder og kontrolregimer. Markedsgørelsen af krig og kontrol er blevet en del af Danmarks internationale interessevaretagelse, som sætter jagten på profit højt – måske endda over højt besungne udenrigspolitiske principper som demokrati, international retsorden og menneskerettigheder.

Når vi de næste måneder i skyggen af den forfærdelige krig i Ukraine skal diskutere og tage stilling til oprustning, dansk deltagelse i EU’s militære samarbejde og vores engagement i NATO må vi ikke glemme de seneste tyve års udvikling. Vi må ikke se bort fra militariseringens dystre skyggesider og de økonomiske interesser bag. Den udvikling vi har set de sidste tyve år har vist, at vi har været alt for forhippede på at føre angrebskrige og booste våbenindustrien i stedet for at sætte ind for at, sikre de mere defensive sider af forsvaret og frem for alt: At kæmpe for global nedrustning.


Om skribenten

Eva Flyvholm

Eva Flyvholm

Cand.scient.adm. i offentlig administration. Udenrigsordfører for Enhedslisten. Læs mere

Om skribenten

Leila Stockmarr

Leila Stockmarr

Ph.d. med speciale i Israel-Palæstina. Stiller op som folketingskandidat for Enhedslisten. Læs mere