Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
28. februar. 2022

Kronik: Planøkonomi bliver nødvendig, hvis klimaet skal reddes

Planøkonomi er nærmest blevet et grimt og uanstændigt ord. Der er brug for at tage ordet op igen, hvis vi vil nå at styre uden om de værste konsekvenser ved klimakrisen, der drives frem af det frie marked, skriver prof. emer. i nationaløkonomi Hans Aage.

Klimakrisen nødvendiggør planøkonomi, mener økonom Hans Aage. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Hvis klimaforandringerne skal bremses, så skal der lægges skat på CO2-udledninger. Herom er sagkundskaben enig, og man kan tilføje: Det skal være en særdeles mærkbar beskatning, den skal være global, og den skal ledsages af massive indkomstoverførsler fra rige til fattige lande. Det er hverken nogen nem sag at gøre populær, eller at vinde national og global tilslutning til.

Men at sælge det som en sejr for markedsøkonomien, som man undertiden ser, fx under overskriften Markedsøkonomien skabte klimakrisen. Og markedsøkonomien vil løse klimakrisen i en artikel af Peter Nedergaard i Kristeligt Dagblad – er det nu klogt? Det er i hvert fald udtryk for begrebsforvirring.

‘Markedsøkonomi’ vil sige, at slutresultatet opstår helt decentralt og spontant, idet priser, produktion og forbrug dannes alene ved markedsdeltagernes individuelle beslutninger. Når slutresultatet er fastlagt fra centralt, politisk hold på forhånd – som det er tilfældet med begrænsning af CO2-udledningerne – og myndighederne udtænker incitamenter til at få det realiseret, så er der tale om planlægning eller med et grimt, næsten uanstændigt ord: Planøkonomi.

Planøkonomi i USA under Anden Verdenskrig

Da den amerikanske bilindustri med udgangspunkt i Detroit fremstillede millioner af biler i årtierne efter år 1900 – General Motors alene 25 millioner fra 1908 – 1940 – så var det markedsøkonomi. Ingen politisk myndighed havde planlagt det på forhånd eller overhovedet drømt om det. Noget andet er så, at de enkelte, kæmpestore virksomheder med hundredetusindvis af ansatte i høj grad fungerede ved hjælp af central planlægning.

“Da amerikanerne for anden gang i det tyvende århundrede måtte redde Europa ud af sine selvforskyldte ulykker… var det styret af central planlægning.”

Da amerikanerne for anden gang i det tyvende århundrede måtte redde Europa ud af sine selvforskyldte ulykker, og landets produktion i 1940-1945 med store ofre blev omstillet til den lavine af krigsproduktion, som var afgørende for verdenskrigens udfald, var det styret af central planlægning i Office of Production Management i Washington og dets efterfølgere. I 1939 rådede USA’s militær over 300 fly af ældre dato, og flyindustrien fremstillede 6.500 fly om året. I 1940-45 blev der bygget 250.000 fly i USA foruden våben, kampvogne, skibe og meget andet.

I centrum for krigsøkonomien – altså 60-70 % af USAs industri – stod danskeren William S. Knudsen, som blev krigshelt i USA, opnåede rang af trestjernet Lieutenant General og blev storkorsridder af Dannebrog med våbenskjold i Frederiksborg Slotskirke, som bl.a. afbilder en gearkasse og et bombefly. »Mr. Noodsen« eller »Big Bill« var absolut ikke socialist, beundrede Tyskland i 1930’erne og havde ingen formel uddannelse, hverken håndværksmæssig, teknisk teoretisk eller militær. Men han var en højt respekteret håndværker, siden ingeniør og direktør i først Ford Motor Company , og senere i General Motors. Han var glemt af de fleste danskere, indtil der i 2019 udkom hele to fremragende biografier om ham.

William S. Knudsen blev som ansat hos Ford Motors ekspert i masseproduktion. Den viden brugte han senere til at hjælpe den amerikanske stat med at omstille sig til krigsproduktion, og han blev både general og storkorsridder af Dannebrog for sine bedrifter. Foto fra filmen The Airbourne Invasion of Fortress Europe.

Markedet glemmer miljøet

Økonomisk teori lærer os, at markeds-ligevægt – hvor priserne er sådan, at udbud er lig med efterspørgsel for alle varer – også er optimale i en vis, snæver forstand. Ressourcerne udnyttes fuldt ud, i hvert fald uden direkte spild, ved den givne fordeling af ejendomsretten til dem.

Hvordan den spontane tilpasning til ligevægtspriserne foregår, er straks mere uklart, og navnlig har teorien ikke noget at sige om markedsøkonomiens dynamik, dvs. markedsøkonomiens og kapitalismens enorme potentiale for økonomisk vækst, som vi har set med egne øjne. Teorien er så at sige et øjebliksbillede. Og teorien siger slet intet om indkomstfordelingen – markeds-ligevægte er forenelige med mange forskellige grader af ulighed.

Men nu kommer det med småt: Markedets optimale funktion kræver, at en række betingelser er opfyldt, navnligt at priserne skal afspejle nytte og omkostninger for de enkelte markedsdeltagere. Når markedsdeltagerne påfører hinanden ulemper (eller for den sags skyld fordele) uden at betale (eller belønnes) for disse såkaldte eksternaliteter, fungerer markedsmekanismen ikke optimalt.

“I Sovjetunionen var den økonomiske politik lige så besat af økonomisk vækst på bekostning af miljøet, som økonomisk politik var i de vestlige demokratier.”

Miljøskader er det vigtigste eksempel og CO2-udledning det allervigtigste. Når man udleder CO2, påfører man sine medborgere skader uden at betale for det – og der findes ingen markedspris for ren luft. Teorien om markeds-ligevægte er statisk, men også markedsøkonomiens dynamik er drevet af markedspriser. Derfor er den statiske teori tilstrækkelig til at bevise, at markedsøkonomi ikke er løsningen på miljøproblemerne.

Om statslig allokation vil virke, når markedsallokation ikke gør det, er ikke noget simpelt spørgsmål, idet markeds-fejl ikke er de eneste fejl. Der er også mange muligheder for politik-fejl. Men central planlægning har fået et ufortjent dårligt ry. I Sovjetunionen var den økonomiske politik lige så besat af økonomisk vækst på bekostning af miljøet, som økonomisk politik var i de vestlige demokratier. Resultaterne angående økonomisk vækst og miljøproblemer var i høj grad de samme. Sovjet-økonomien havde instrumenter til at føre miljøpolitik, men der manglede politisk vilje.

Politisk planlægning en nødvendighed

Markedsøkonomi er en tillokkende, demokratisk mekanisme, som giver frihed for den enkelte til at udtrykke sine præferencer med en effekt svarende til ens pengepung. Det er også demokratisk, at privilegier ikke betyder noget i den rene markedskapitalisme – kun størrelsen af ens pengepung eller bankkonto. Men den er ikke perfekt. I markedet har den enkelte indflydelse med sin købekraft, og markedet reagerer også på mindretalspræferencer, men købekraften er fordelt ulige, ofte meget ulige.

I politisk demokrati er stemmekraften lige fordelt, men uden effekt, da den enkelte stemmeberettigede som bekendt ikke har nogen indflydelse, men kun må påtage sig ansvaret for, hvad flertallet bestemmer. Al kollektiv handling og politisk beslutningstagen, også de demokratiske varianter, begrænser den individuelle frihed til at vælge, og begrænser således også demokratiet, af hvilket individuelle frihedsrettigheder udgør en vigtig del.

Men kollektiv, politisk handling er en uomgængelig nødvendighed i store dele af det sociale liv. Central økonomisk planlægning er ikke nogen undtagelse. Den kapitalistiske markedsøkonomi har tjent os godt, og skaffet mange mennesker stor rigdom. Men når dens fordelings- og miljø-virkninger bliver uacceptable, er politisk planlægning den eneste mulighed.

Markedsøkonomien kan ikke løse det globale miljø og den globale fordeling

Vor tids altoverskyggende udfordringer, som de ansvarlige politikere burde hellige al deres vågne tid, er det globale miljø og den globale fordeling. Såvel erfaringen som økonomisk teori lærer os, at løsninger på disse to opgaver er præcis, hvad markedsøkonomien ikke kan levere. Alt dette har været almindeligt kendt de sidste 30 år. En rammekonvention om klimaforandringer blev vedtaget på FN’s konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992. Det er bemærkelsesværdigt, at tiltroen til markedsøkonomiens formåen i de samme 30 år er forøget – snarere end aftaget. Der er indtruffet en markedsideologisk opblomstring. Planlægning for ikke at tale om planøkonomi er så sandelig kommet i bad standing.

“Det er bemærkelsesværdigt, at tiltroen til markedsøkonomiens formåen i de seneste 30 år er forøget – snarere end aftaget.”

EU har markedsøkonomi som bærende princip nedfældet i traktaterne, og i 1990’erne udartede det til markedsfundamentalisme, som det kom til udtryk i The Washington Consensus – mellem IMF, Verdensbanken og USAs finansministerium – en universelt anvendelig opskrift på markedsøkonomiske succesreformer, som førte store ulykker med sig, ikke mindst i Rusland og Østeuropa – og som nu for længst er lagt på hylden. Man må håbe, at EU vil revidere sin markedsfundamentalisme, indse at den er forfejlet, og koncentrere al politisk gøren og laden om de væsentlige spørgsmål. Politisk styring og omfordeling er uomgængelig.

Planøkonomiens store problem

Med politisk styring følger der mulighed for korruption og desuden planøkonomiens store problem: Hvordan kan beslutningerne decentraliseres på en måde, så de decentrale beslutninger bidrager til planens opfyldelse? Der er mange forskellige styringsmidler; påbud og forbud, rationering, priskontrol, eller sågar appeller til befolkningens patriotisme. Foruden meget andet blev det sidste brugt med succes i den amerikanske planøkonomi 1940-45. Det blev også brugt i Sovjetunionen 1920-1989, hvor befolkningen nåede at blive grundigt træt af det.

Styringsmidlerne falder i almindelighed i to grupper: Prisstyring og mængdestyring. Planmyndigheden kan enten fastsætte priserne eller fastsætte mængder (kvoter) for de enkelte producenter og evt. forbrugere. Der er jo langt flere individuelle mængder, end der er priser; men ved mængdestyring kan omfanget af centralt fastsatte mængder reduceres ved at sælge kvoterne ved auktion, eller ved at gøre kvoterne omsættelige, så markedsdeltagerne kan handle med dem indbyrdes. Det, der i Kristeligt Dagblad-kronikken omtaler som “den markedsøkonomiske styringsform, der har sejret, fordi den er mest effektiv“, burde rettelig betegnes som “planøkonomi med prisstyring”. “Den markedsøkonomiske styringsform” er en indbygget modsætning.

Appeller til befolkningens patriotisme blev brugt hyppigt i USA under 2. Verdenskrigs planøkonomi. Reklame fra Office for Emergency Management. War Production Board

CO2-kvoter er misforstået markedsideologi

EUs kiksede system med omsættelige CO2-kvoter er et eksempel på, hvad misforstået markedsideologi kan føre til. Intentionen var jo udmærket, men det skulle partout være “markedsbaseret”, hvorfor man valgte CO2-kvoter frem for CO2-skatter. Det spillede også ind, at EU ikke uden traktatændringer kunne inddrive fælles skatter.

Det markedsbaserede består angiveligt i, at man kan handle med kvoterne til priser, som virksomhederne selv fastsætter. Bemærk ironien: De CO2-skatter, som nu hyldes som “den markedsøkonomiske styringsform”, blev vraget dengang, fordi det ikke var markedsbaseret. CO2-skatter og omsættelige kvoter virker på samme måde, og når resultatet (en given CO2-reduktion) er nået, betaler man naturligvis det samme for at udlede CO2. Men tilpasnings-processen er forskellig, og ulempen ved CO2-kvoter er bl.a., at priserne kan svinge kraftigt undervejs, så virksomhederne ikke kan planlægge langsigtet, som erfaringerne med EUs kvotesystem viser. Derfor er der nu udbredt enighed om, at skatter og prisstyring er bedst.

I andre tilfælde kan mængdestyring være at foretrække, ikke mindst ved regulering af fiskeriet med fiskekvoter. Også her er problemet en eksternalitet, idet den enkelte fisker ikke betaler for, at hans fiskeri reducerer fiskebestanden. Det er vigtigt, at de maksimale mængder fastsættes med det samme og ikke overskrides, fordi fiskebestande kan ødelægges på meget kort tid. Ved prisregulering kan man ikke være sikker på at ramme de tilsigtede mængder med det samme, og der må påregnes gradvise justeringer af de fastsatte priser (skattesatser). Men omsættelige kvoter er ikke mere “markedsbaserede” end skatter. Begge dele er planøkonomi, dvs. at endemålet er fastlagt på forhånd. I en markedsøkonomi er der ingen detaljerede planmål – det er markedet, som spontant bestemmer slutresultatet.

Ingen vej udenom planøkonomi i fremtiden

Økonomisk teori har meget at sige om udformningen af incitamenter i en planøkonomi, og det samme har erfaringerne fra krigsøkonomierne i USA, England og Tyskland og fra Sovjet-økonomien, som i øvrigt var noget bedre end sit meget ramponerede rygte.

“Der er ikke noget morsomt ved klimapolitik med central planlægning, CO2-skatter og indkomstoverførsler – det vil bl.a. indskrænke friheden for producenter og forbrugere. Men der er ingen vej udenom.”

Planøkonomi kan fungere, er helt uomgængelig for at både små og store organisationer kan fungere, og fungerede godt i USA og England under Anden Verdenskrig. Det samme kan endda siges om Tyskland, som havde positiv økonomisk vækst under krigen helt frem til 1945. Men den stiller store krav til samfundsstrukturen og er jo ikke uden problemer, som det ses af bestræbelserne med planøkonomi i Sovjetunionen.

Ingen planøkonomier har været demokratier, bortset fra krigsøkonomierne i USA og England. Spørgsmålet er, om planøkonomi kan fungere langsigtet i lande med en anstændig styreform, en anstændig regering og et anstændigt vælgerkorps. Der er ikke noget morsomt ved klimapolitik med central planlægning, CO2-skatter og indkomstoverførsler – det vil indskrænke friheden for producenter og forbrugere, sænke levestandarden i de rige lande og sikkert også medføre en masse korruption. Men der er ingen vej udenom. Det har alt sammen været almindeligt kendt i årtier. Hvordan den ultraliberalistiske markedsideologi har kunnet gennemsive vores kollektive bevidsthed så hæmningsløst i disse samme årtier, forbliver et mysterium.


Om skribenten

Hans Aage

Hans Aage

Professor i nationaløkonomi, dr.polit. Har skrevet og redigeret bøger om komparativ økonomi, om transitionen i Rusland og Østeuropa, om miljøøkonomi og om Karl Marx. Læs mere